anmeldt af Anders Albrechtslund

Ulla Thøgersen (f.1976) har i de senere år undervist i Maurice Merleau-Pontys (1908-1961) filosofi som undervisningsassistent på Ålborg Universitet, hvor hun nu er ansat som ph.d.-stipendiat. Ideen til denne indføring opstod i forbindelse med denne undervisning, og man kan vel også gætte på, at bogen udspringer af Thøgersens arbejde med emnet i forbindelse med sin specialeafhandling, der handler om Merleau-Pontys fænomenologi som en tilgang til studiet af kommunikation. Man fornemmer hurtigt på bogen, at forfatteren brænder for emnet og har et indgående kendskab til Merleau-Pontys forfatterskab, og dette engagement er uden tvivl bogens styrke.

Bogens titel er Krop og fænomenologi. En introduktion til Maurice Merleau-Pontys filosofi, og det er lige præcis, hvad den er. Thøgersens ambition er at skrive en indføring i kroppens fænomenologi, og målgruppen er studerende på videregående uddannelser og naturligvis alle med en interesse for filosofi. Merleau-Pontys filosofi afgrænses til første del af forfatterskabet, hvor værket Perceptionens fænomenologi (Phénoménologie de la perception, 1945) står i centrum. Dette værk er da også omdrejningspunktet i Thøgersens indføring, og det forekommer som et godt valg, der giver mulighed for fordybelse.

Merleau-Pontys filosofi kan med rette kaldes ’kropsfænomenologi’, da det er kroppen, der er i fokus. Ikke forstået som en egentlig tematisering af kroppen som fænomen, men som et forsøg på at overvinde den traditionelle modstilling mellem subjekt og objekt. For Merleau-Ponty er kroppen både subjekt og objekt. Det er som levet krop at denne formidling mellem sjæl og legeme kan ske, og her må man sondre mellem et biologisk og fænomenologisk niveau. Ud fra en biologisk betragtning er kroppen en organisme, der fungerer efter mekaniske principper. Her er kroppen et sted for hændelser, mens en fænomenologisk betragtning afslører kroppen som stedet, hvor subjektiviteten giver sig til kende i handlinger. Hermed forsøger Merleau-Ponty at få bugt med de nedarvede filosofiske problemer angående omverdenen og det fremmedpsykiske, som man eksempelvis kender fra fænomenologiens alter Knabe, Edmund Husserl (1859-1938).

Thøgersens indføring i dette projekt er grundig. Udover forord har bogen en indledning (27 sider) og to dele, hvoraf første del handler om fænomenologiens kropslige vending. Denne del er den længste (103 sider) og mest dybdeborende. Anden del (52 sider) handler om kroppen og den sociale verden med fokus på en række temaer, som har at gøre med forholdet mellem mennesker.

Den forholdsvis lange indledning giver et godt indblik i, hvad fænomenologi er for noget, og hvor Merleau-Ponty hører hjemme i denne filosofiske bevægelse. Foruden Husserl handler indledningen derfor også om Martin Heidegger (1889-1976) og Jean-Paul Sartre (1905-1980). Fra Heidegger overtages begrebet ’væren-i-verden’, hvor menneskets eksistens træder frem som konstituerende og dermed forudgivet dikotomien mellem subjekt og verden, hvormed omverdensproblemet opløses. Det var til gengæld Sartre, der henledte Merleau-Pontys opmærksomhed på Husserls værker og fænomenologiens muligheder. Sartre og Merleau-Ponty var venner og sammen udgav de det politiske tidsskrift Les temps modernes. Det var dog netop det politiske engagement, der senere skilte de to filosoffer, da en uoverensstemmelse angående marxismen blev stadigt tydeligere. Også gestaltpsykologien skal nævnes som en inspirationskilde for Merleau-Ponty. Af denne lærte han, at helheden er mere end delene, og i forbindelse med perceptionen betyder det, at der er en sammenbindende kraft delene imellem, som forsvinder når fokus flyttes fra helheden til den enkelte del. Et godt eksempel er forholdet mellem en melodi og de enkelte toner (p.12).

Thøgersens bog handler hverken om politik eller gestaltpsykologi, men om kroppens rolle for perceptionen, og bogens første del er en indføring i den måde, hvorpå Merleau-Ponty nytænker fænomenologien. Indføringen sker i tre tempi, hvor en gennemgang af René Descartes’ (1596-1650) dualistiske filosofi og Husserls transcendentale fænomenologi er afsættet for fremstillingen af Merleau-Pontys kropsfænomenologi. Descartes er kendt for dikotomien mellem res cogitans og res extensa, den tænkende ting og den udstrakte ting, og Merleau-Ponty kritiserer derfor det berømte kartesianske ’cogito’. Kritikken er også vendt mod Husserl (og Sartre), der ifølge Merleau-Ponty bliver indenfor rammerne af den frygtede kartesianske dikotomi mellem subjekt og objekt. Husserl fastholder det transcendentale ego som en (tom) modpol til omverdenen, og selvom begrebet ’livsverden’ introduceres i de sene værker, ligesom kroppens rolle for perceptionen anerkendes, så forbliver Husserl fanget i dualismen. Merleau-Pontys situering af bevidstheden i kroppen træder derimod fri af dette problem, og kropsfænomenologien giver ligeledes et nyt perspektiv på andre problemstillinger.

Bogens anden del angår nogle af disse andre problemstillinger. Her er spørgsmålet om den ’anden’ – eller det fremmedpsykiske om man vil – en central problemstilling. Thøgersen behandler spørgsmålet om den sociale verden med fokus på temaerne ’sameksistens’, ’begær’ og ’talen’. Forholdet til det andet menneske kan ikke reduceres til det forhold, man kan have til en ting. For Merleau-Ponty er spørgsmålet ikke om andre mennesker eksisterer, men hvordan det andet menneske fremtræder i verden. Solipsismens problem kan overvindes, fordi menneskets eksistens er en sameksistens. Det betyder, at menneskets eksistens er karakteriseret ved ’altid-allerede’ (for at bruge en berømt vending fra Sartre) at være i en verden, hvor der både er ting og andre mennesker, og ifølge Merleau-Ponty hører det derfor til menneskets eksistens at være situeret i en social verden. Forholdet til den anden giver sig eksempelvis tilkende som begær, hvorved mennesket viser den følelsesmæssige side af sin eksistens, og her inddrager Thøgersen Hegels berømte behandling af begær i Åndens fænomenologi (Phänomenologie des Geistes, 1807). I modsætning til Hegel, der beskriver begæret som en del af en kamp om anerkendelse og tilegnelse af den anden, viser begæret ifølge Merleau-Ponty en åbenhed for den anden, der ikke nødvendigvis medfører en konflikt. Begæret viser, at der i menneskets kropslige perception også er et følelsesmæssigt engagement. Med til den sociale verden og forholdet til den anden hører naturligvis også dialogen, og her præsenterer Thøgersen Merleau-Pontys overvejelser angående kroppen som menneskets udtryk og talen.

Bogen har ingen afslutning, og det får indføringen til at slutte temmelig brat. Selvom Thøgersen fornuftigt nok gemmer Merleau-Pontys senere filosofi til en anden god gang, så kunne det være interessant, hvis blikket til slut blev løftet fra Perceptionens fænomenologi for at diskutere Merleau-Pontys betydning i dag. Ud over at motivere bogens emne, så kunne en afslutning drøfte den stigende interesse for kroppen, som man i dag finder indenfor filosofien og en række andre fagområder, og på hvilken måde Merleau-Pontys bud på en kropsfænomenologi kan bidrage positivt til denne udvikling. Det skal også lige nævnes, at et grundigt indeks ligeledes kunne være til hjælp for læseren.

Den største svaghed ved bogen er af sproglig karakter. Det må konstateres, at sproget ikke alle steder flyder lige godt. Selvom der tydeligvis er gjort et bravt forsøg på at live teksten op med retoriske spørgsmål, så forbliver sproget temmelig stift og til tider en smule forvirrende, når der bruges ’vi’ eller ’os’ i stedet for ’jeg’, eksempelvis: ”Lad os kort skitsere indholdet i de enkelte dele i Perceptionens fænomenologi” (p.19). Dertil kommer, at Thøgersen bruger kursiv til at fremhæve næsten alle tekstens vigtige ord og passager, og det gør altså læsningen lige lovlig staccato! Teksten kan også forekomme fragmenteret, fordi det flere gange sker, at indledninger til eksempler og begreber gentages. Et eksempel kan være, at begrebet ’intersubjektivitet’ introduceres både på side 42 og side 47 med næsten enslydende præsentationer. De sproglige problemer kan selvfølgelig skyldes flere forhold, men som læser får man det indtryk, at redigeringsfasen har været for kort, eftersom bogen også indeholder et usædvanligt højt antal trykfejl.

Det er ærgerligt, at bogen lider under mangelfuld redigering, for Thøgersens indføring i Merleau-Pontys filosofi er god og spændende. Derfor vil jeg da også helt bestemt anbefale bogen til alle filosofiinteresserede, og så se frem til, at forfatteren tager Merleau-Pontys senere filosofi under behandling.

Publiceret 070604