Niels Thomassen: ”Ulykke og lykke. Et livsfilosofisk udspil med stadigt hensyn til Søren Kierkegaard”, Gyldendal 2001, 488 sider, kr. 395,00.

anmeldt af dr.theol. h.c. Helge Haystrup

---

Med dette ord fra gamle professor Fred. Chr. Sibberns "Gabrielis' Breve", 1825, vil jeg som en af tilhørerne til de forelæsningsrækker, der er lagt til grund for den odenseanske filosofilektor Niels Thomassens storværk "Ulykke og lykke. Et livsfilosofisk udspil med stadigt hensyn til Søren Kierkegaard", 488 s., København 2001, gerne bidrage til at sætte den vægtige bog ind i en sammenhæng, den hører hjemme i, men som hverken forfatteren eller hans kritikere øjensynligt synes at have været klar over.

Vist kan Thomassens bog ses som væsentlig en udfoldelse af og et opgør med så væsentlige skrifter af Søren Kierkegaard som "Begrebet Angest", "Sygdommen til Døden" og "Frygt og Bæven". I dette fortsætter den trofaste løgstrupdiscipel omend mere detailleret det principielle – og kontroversielle – "Opgør med Kierkegaard'', som K.E. Løgstrup allerede i 1968 lagde frem. I modsætning til Løgstrup synes Thomassens iøvrigt særdeles spændende udlægninger af Kierkegaard imidlertid ofte at havne i småtingsafdelingen.

Vi får at vide, at Kierkegaard var pietist (naturligvis i ordets nedsættende betydning), at han var snakkesalig og dog tillige for kortfattet, og især anklages han for altfor "snævre bestemmelser", hvorfor han også kun har "begrænset ret". Det gælder mindre væsentlige spørgsmål som tidsopfattelsen, men sandelig også resultatet af Kierkegaards antropologiske analyser, scil. af menneskets afmagt og eneste håb om et sandt liv gennem Guds nåde i Kristus. Og endnu mere grotesk bliver det, hvor Thomassen, s.243, fastslår, at "Kierkegaards begreb om bevægelse er både bredt og snævert" samt de følgende siders afvisninger, der dog mest af alt afslører Thomassen som en både‑og‑filosof[1].

De anmeldere, der ensidigt har fokuseret på Thomassens bog som en afstandtagen fra Kierkegaard, resp. et skjult opgør med aktuel Kierkegaardforskning, har derfor haft let spil, men har samtidig efter mit skøn fuldstændig misforstået bogens egentlige skopus.

Noget lignende gælder iøvrigt den, der af de gentagne ekskurser om Heidegger lader sig forlede til at fæste sig særligt ved Thomassens bog som testimonium om, at han har fordybet sig i Heidegger, spec. hans banebrydende "Sein und Zeit I" fra 1927, og andre hermeneutiske filosoffers værker.

Måske kan Thomassens værk her forekomme noget sammensat. Man fornemmer, at tidligere arbejder kan være indarbejdet. Man kan også undre sig over Thomassens ofte noget søgt gammelagtige sprog, når dog de talrige, velvalgte eks. fra litteratur, arkitektur og fremfor alt film – mod forventning­

alle er yderst moderne og må have været af stor værdi for de unge tilhørere og læsere, der tilsyneladende anses for at have samme sans for naturen og en sensuel kropslighed, som løgstruppianeren og 68‑eren Thomassen synes at være i besiddelse af. "Ulykke og lykke" har derfor også kunnet blive læst som et manifest for "den trygge lykke", – lidt i retning af, hvad vi husker fra "Svantes viser", og altså som en plædoyer for en stærk dennesidig optimisme. Verden er "hjemlig" og fuld af "følelsesmæssig fortrolighed", især mellem kønnene og dér selv i parrets "lykkelige skænderier", s. 332f.[2]

Thomassen står midt i alt dette mærkeligt fremmed for den kristne tro, den lykke og det ansvar, den giver de troende som en nyskabende kraft, der giver os "at lyse så.

                                                                        som Himmellys skønt af de små".

Han har derfor også svært ved at forlige sig med kristendommens erkendelse af synd, – ikke blot som aktuel overtrædelse af budet, men som kontant hovmodig egenvilje, der fra syndefaldet har fulgt menneskeslægten fra generation til generation – dog uden den ejendommelige thomassenske (og kierkegaardske?) sammenblanding af syndefald og seksuel udfoldelse, s.140f. og 174f.[3] Heroverfor stiller Thomassen så ikke alene sit for mange lovlig naturalistiske menneskesyn, men også et syn på vore omgivelser, vor livsverden og naturen omkring os, der i høj grad er aktuelt og fortjener grundig overvejelse.

Og her, forekommer det mig, er vi ved bogens egentlige budskab, det livsindhold, Thomassens bog gerne vil give videre. For vist lader Thomassens storværk sig som alle gode og kontroversielle bøger tyde på flere måder. "Ulykke og lykke" vidner, som allerede nævnt om et godt kendskab til væsentlige moderne filosoffer og desuden om fortrolighed – omend i et mere beskedent omfang – med Antikkens store tænkere Platon og Aristoteles samt – desværre nu og da i en noget misforstået, form – med Senantikkens geni Augustin, som Thomassen frimodigt lader repræsentere en "platonisk kristendom". Og det på trods af Augustins egne stadige indsigelser mod "Platonikerne".[4] At Thomassen samtidig med udbytte har fordybet sig i Augustins berømte "Confessiones", spec., den 11. bog med Augustins banebrydende tidsanalyse, fremgår ikke alene af den udmærkede redegørelse for (og løsning af) tidens problem, s. 265‑278[5], men også af henvisningen til Augustins kendte hjertesuk over, hvor svært det er at gøre klart rede for, hvad tid er for noget, s. 346[6].

Alligevel er der over Thomassens tænkning en umiskendelig dansk duft. Og det skal da være min påstand, at Thomassen med sit værk om "Ulykke og lykke" finder sin plads (bevidst eller ubevidst) i den danske tradition for en tænkning, der ofte – blufærdigt eller ugudeligt? – undgår "at svinge sig til Gudhjem", men i stedet holder sig til de nære ting, på det jævne. ­Det drejer sig for dem ikke i første række om subtiliteter, selvom det for en løgstrupdiscipel kan være svært at holde fingrene fra dem. Mindst af alt drejer det sig her om nogen schopenhauersk vending bort fra verden i en livsfornægtende askese.

Og også i dette er Thomassen helt på linie med en række af den "sunde" fornufts og den praktiske livsvisdoms repræsentanter i dansk filosofi, fra Ludvig Holberg og soraneren Sneedorff via den elskelige Sibbern og vor egen Poul Martin Møller til Ludvig Feilberg og den solide lærde Harald Høffding[7].

Måske har Thomassens kritikere ret i, at han heller ikke fik vinger til at svinge sig højt til vejrs. Men når man betænker, hvordan "Ulykke og lykke" primært er henvendt til forfatterens unge moderne og derfor historieløse og  uopdragne studerende, som han gerne vil møde i deres ubefæstede situation, så han kan åbne deres øjne for det liv, vi er sat ind i, får hans værk en egen, af mange nok overset værdi.

Man tør måske endda driste sig til at påstå, at "Ulykke og lykke" sådan vurderet kan være en værdifuld vejledning, ja terapi for de unge. Selv ønsker Thomassen, at hans bog skal "oplyse om umiddelbarhedens betydning for identitetsdannelsen gennem eksempler og beskrivelser", s.170. Og af sidstnævnte vrimler hans bog. Tonen er velvillig og medmenneskelig med en stadig betoning af mennesket som et stykke natur og af vort forhold til og oplevelse af naturen.

Derimod tilskynder Thomassen ikke til at kaste sig ud i  nogen lidenskabelig søgen efter en højere mening med vort liv. For en sådan gives ikke, s. 129. I stedet tilskyndes vi i Prædikerens ånd til at slå os til ro "med den kvinde, man elsker; for der er ikke mere ånd i fordybelsen i Kierkegaards værker end i fordybelsen i den elskedes kropslugt", s. 171, og i god overensstemmelse hermed kan ånd sidestilles med "den ekstatiske orgasme", s. 177; for "sanselig glæde er også en form af ånd", s. 182.

Med udtalelser som disse har vi Thomassen i en nøddeskal samtidig med, at han besindigt advarer os mod at lade en sådan sanselighed slå over i hypokondri eller sundhedsfanatismes "ofte maniske optagethed af at spise det rette, dyrke kroppen gennem motion, friluftsliv, solbruning, indsmøring, gnubning, massage m.v., s. 223. Forstandigt mådehold udelukker imidlertid ikke for Thomassen, at man gør sine positive erfaringer som "at beskære roser, at køre bil eller at udfolde sig erotisk" som en "dybtgribende åbning i identiteten af voldsomme sluseporte", s. 247. Men også den sunde latter har sin værdi ligesom vore naturoplevelser. Og selvom "det langvarige parforhold" (hvem tør tale om ægteskab til unge af i dag?) foretrækkes, betones, hvordan man også har en vis fortrolighed til "de elskere og elskerinder, man har", s. 338.

Uden tvivl er Thomassen helt enig med Doris Lessing, når hun skriver, at vor barndom er karakteriseret ved "en intens kropslighed", s. 346. Der er i Thomassens univers også plads til "leg, pjat og elskov som sande livsmuligheder", s. 442, og det kan ikke undre, at "Ulykke og lykke" munder ud i en bekendelse til lykken som "livsglad naturlighed", s. 471.

Over alle disse bekendende og forkyndende afsnit er der ikke blot en ejendommelig dennesidig optimisme, der ikke kender til angsten, resp. den dårlige samvittighed som menneskets uafrystelige vilkår qua synder. Nej, "i angsten fremtræder en verden, hvor mennesket ikke hører til", s. 323, og det gør for Thomassen troen unødvendig, s. 326f. Allerede her på jorden er det trygge liv til stede som en mulighed, s. 329f, omend lykken stadig er truet af faktorer, vi ikke er herrer over.

Thomassen kender dog ikke som folkevisens "ravn" til den onde lykke. Snarere har han tilfreds slået sig ned med, hvad man kunne kalde "den lille lykke", i glæde over natur og ting, "synet af sin kones bare mås" eller "det at give sig tid til at passe sine børn", s. 218 og 426. Der bliver dog også plads for kamp for demokrati og "menneskerettigheder", s. 446, bekæmpelse af verdens nød, s. 221, erkendelse af grænser for uhæmmet vækst og forbrug, s. 448, og opmærksomhed for naturens ''voldsomme miljø‑ og ressourceproblemer", s. 284.[8] Med smukke udtryk for denne "lille lykke" tales nu om, hvorledes vi kan "opleve kærlighedens sanselige glæde lige godt i et intimt soverum som i vindfyldt marehalm og himmelrum i en vesterhavsklit", s. 371.

Og som et levn fra 68‑erne afvises, at Gud skulle kunne have nogen plads i en sådan erotisk oplevelse, s. 429. Dermed marginaliseres kristendommens betydning som noget "leg, pjat og elskov" uvedkommende. Vist finder vi hos Thomassen megen sund fornuft og stor åbenhed for verdens, spec. økologiske problemer, d.v.s. for hvad der netop er oppe i tiden og som det derfor er populært at beskæftige sig med, – omend desværre også noget kedsommeligt. Man kan forsåvidt langt henad vejen læse Thomassens bog som et. indlæg i tidens moral- og miljødebat, et signalement og en (indirekte) appel snarere end et opgør med Søren Kierkegaard eller Heidegger. Ja, bag Thomassens opgør ligger netop det anliggende, der går som den røde tråd gennem hans bog, nemlig "at pege på muligheder for lykke, der ikke er afhængige af absolutter", s. 423.

Thomassens bog er altså dybt præget af den såkaldte "frigørelse fra autoriteterne", der forvoldte så megen skade netop i vort land i 1960‑erne, idet oprøret ikke nogetsteds sejrede som indenfor vor nordiske kulturkreds. Også for den, der gerne vil bekæmpe denne kræftsvulst, der gennem frigørelsen fra historien truer med at ødelægge en mere end 1000‑årig kultur fuldstændig, er Thomassens bog dog værdifuld læsning. Et tidsdokument og en selvbekendelse af en, der ikke blot gennem en akademisk lærervirksomhed kender til, hvad der rører sig i de unge, men som også på sine egne, omend begrænsede præmisser tumler med tidens problemer og lever tidens liv med åbne sanser og med megen eftertanke.

"Ulykke og lykke" er ingenlunde kommensurabel med "Gabrielis' Breve". Dertil er Thomassens værk for sammensat og kalejdoskopisk. Men i sin henvendthed til læseren, sit portræt af sin samtid og den omend væsentlig verdsligere optimistiske grundstemning finder jeg det slægtskab, der trods alle kritikere gør "Ulykke og lykke" til en bog, der anbefales til alles eftertanke. Som tidsdokument og livsfilosofi. Tracts for the Times!

---

Publiceret 070604