anmeldt af Karsten Holt.

Når den sene Heidegger betragtede sin tidlige filosofi, dvs. den såkaldte fundamentalontologi som beskrives og udvikles i Sein und Zeit, betragtede han den ikke som et fejlagtigt standpunkt, der som fejl blot skulle glemmes og puttes af vejen, men derimod som en afvej der ledte ham ind på den vej, hans sene filosofi ville udvikle sig til. Den forudgående filosofi var dermed en nødvendig forudsætning for de filosofiske resultater som den sene Heidegger udviklede. Dette viser hvor historisk orienteret Heidegger var, og med en undersøgelse af den tidligste filosofi fra Heideggers hånd, vil antologien Den unge Heidegger føre denne historiske udvikling tilbage til dens udspring, hvilket var den Heidegger, hvis ’ry rejste gennem Tyskland som rygtet om den skjulte konge’. Heidegger havde endnu ikke udgivet noget af betydning og hans rygte støttede sig udelukkende på hans evner som forelæser, hvilket var grunden til at Hannah Arendt beskrev ham som ’den skjulte konge’. Forelæsningerne, som behandles i denne antologi, finder sted mellem 1919 og 1923 i Freiburg, Sein und Zeit udkommer først i 1927. At der gives en Heidegger-filosofi før Sein und Zeit, viser sig ved den indflydelse Heideggers tidlige forelæsninger synes at have gjort gældende. For det var ikke blot Hannah Arendt som overværede disse forelæsninger, men også de siden hen så prominente navne Hans-Georg Gadamer, Hans Jonas, Karl Löwith og Herbert Marcuse.

Det er udgivelsen af Heideggers tidlige forelæsninger som er anledningen til dette værk. Heideggers Gesamtwerk er under udgivelse, det forventes at rumme ca. 100 bind, og de tidlige forelæsninger fra Heideggers første periode i Freiburg – universitetet hvor han siden hen får et professorat – var oprindeligt ikke berammet til udgivelse. At de op gennem 90’erne, på trods af Heideggers egne testamentariske ønsker, udgives, har vist sig at være en guldgrube for Heideggerforskningen.

Dette resulterede bl.a. i en konference i København i november 2002 hvor Heidegger-forskere fra Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Danmark præsenterede deres arbejde med de tidlige forelæsningsmanuskripter. Det er dette arbejde som nu fremlægges for danske læsere med interesse for Heideggers filosofi.

Der er således ikke tale om en introduktion til de tidlige manuskripter fra Heideggers hånd som behandles i antologien, ej heller er det en introduktion til den tidlige Heideggers filosofi. Der er derimod tale om forsøg på at vise det særegne ved Heideggers filosofi på dette tidspunkt, at vise de selvstændige anslag som Heideggers filosofi udfører forud for Sein und Zeit. Det implicerer dermed Heideggers gradvise afstand til Husserl og påpeger ligeledes hans inspiration fra bl.a. Kierkegaard, Paulus og Luther.

I disse tidlige forelæsninger finder man allerede visse temaer som bliver bærende i Sein und Zeit, og også i den senere filosofi. Heideggers filosofi forsøger på dette tidspunkt en implicit distancering til Husserls fænomenologi, men ikke desto mindre er Heideggers alternativ til Husserl – den såkaldte hermeneutiske fænomenologi – stadig præget af Husserls vokabular. Dette forsøg på at distancere sig fra Heideggers formentlig største inspirationskilde, Husserl, er bl.a. temaet i Dan Zahavis bidrag Refleksiv fænomenologi vs. hermeneutisk fænomenologi og Søren Overgaards Heidegger og den fænomenologiske epoché. D. Zahavi viser hvordan Heidegger afviser en teoretisk, eller refleksiv, tilgang til bevidstheden til fordel for en opfattelse der afviser muligheden af at betragte selvet ved en form for ’indre perception’. Derimod erfares selvet fortroligt i et engageret forhold, dvs. det forhold der i Sein und Zeit beskrives som væren-i-verden.

S. Overgaards betragtninger over Heideggers anvendelse af det husserlske begreb om epoché viser ligeledes hvordan denne, for Heidegger, er en afdækning af ’hvordan’ værende fremtræder for os, dvs. i et engageret forhold, til forskel fra det refleksive ’hvad’ et værende er.

En stor del af Heideggers filosofiske ’løsrivelsesproces’ drejer sig om dette engagerede forhold til verden, hvilket Heidegger benævner ’det faktiske liv’. Dette er netop erfaringen af at livet først og fremmest drejer sig om ’hvordan’. Dette er ikke en udtalt bestræbelse fra Heideggers side på en praktisk og etisk funderet filosofi, men som Anne Granberg påpeger i sin artikel, Stemning og metode i Heideggers Sein und Zeit, er Heideggers eksistentiale projekt afhængigt af det eksistentielle engagement da det hermeneutiske udgangspunkt i forståelsen altid er bestemt af stemningen.

Hans-Helmuth Gander er i sit bidrag, Heideggers udkast til en hermeneutisk livsfilosofi, inde på samme boldgade. Heideggers hermeneutiske fænomenologi betragter selvet som situeret. Selvets verden og selvforhold er konstitueret forud for al refleksion, hvilket implicerer at ”vores selvforhold oprindeligt er et verdensforhold”(176).

Dekonstruktion er med Derrida blevet et udbredt filosofisk begreb, men som Thomas Schwarz Wentzer viser i Fænomenologi som destruktion – En vej til sagen selv og Hans Ruin, At tænke i ruiner – Liv, død og destruktion i Heideggers tidlige skrifter, har Heideggers begreb om destruktion allerede prægnant indflydelse på hans filosofi i 20’erne. Begrebet destruktion anvendes af Heidegger som et metodisk greb der anvendes for at muliggøre den oprindelige filosofiske forståelse, meget lig Heideggers anvendelse af destruktionen i Sein und Zeit. Men destruktionen er også udtryk for menneskets vilkår som endeligt væsen. Heidegger introducerer begrebet Ruinanz til at betegne den menneskelige eksistens, hvilket henviser til den fragmenterede ruinerede menneskelige tilværelse uden absolutte holdepunkter.

Og endelig er Heideggers analyse af menneskets værensmåde et gennemgående tema. Jussi Backman viser i Motivation i livet: Kinesis og Lebensbewegtheit hvordan Heideggers analyse af Aristoteles’ forståelse af begrebet kinesis (bevægelse) kan anvendes som formulering af en mere fundamental og egentlig forståelse af menneskets ontologiske struktur. Denne er tidslig funderet, dvs. endnu engang er det ikke et spørgsmål om ’hvad’ mennesket er, men ’hvordan’ det er.

At forklare et sådant forhold, dvs. et dynamisk forhold der har et selvrelaterende forhold til det ’faktiske liv’, volder visse vanskeligheder. I forsøget på at overkomme disse vanskeligheder anvender den tidlige Heidegger begrebet ’formel indikation’. Dette er bl.a. temaet i Wenche Marit Quists bidrag Eksistens som udøvelse – Heideggers læsning af Paulus’ breve til thessalonikerne. Quist argumenterer for at Heideggers konception af Daseins tidslige konstitution bl.a. kan skyldes inspiration fra Heideggers læsning af Paulus og Kierkegaard.

Den unge Heidegger giver et godt blik ind i Heidegger-forskningens krinkelkroge, men er ligeledes ikke lettilgængelig for den læser som blot ønsker at få et indblik i Heideggers filosofi. Bogen er udtryk for et stykke formidlet forskning, men er ikke utilgængelig for den læser der har en vis erfaring med Heidegger. Bogen er med sin internationale profil befriet for de fejlagtige læsninger som en samlet dansk akademisk profil til tider gør, hvilket udvider dens potentiale betragteligt. For den læser der har en vis erfaring med og interesse for Heidegger, er bogen absolut et bekendtskab værd.

Publiceret 070604