Anmeldelse

Slavoj Zizek: "Velkommen til virkelighedens ørken", Oversat af Mogens Chrom Jacobsen, Informations Forlag 2002, 174 sider, 198 kr.

anmeldt af Dennis Meyhoff Brink.



11. september - revisited

Filosofiens svar på en storm, den slovenske brainstorm Slavoj Zizek har igen skrevet en kaotisk bog fuld af interessante pointer. Og denne gang er det en bog med politisk bid: for det drejer sig om en dybdeborende og tankevækkende filosofisk interpretation af den 11. september – af årsagerne, følgerne, ideologierne og klichéerne. Alt lige fra journalistiske fraser til filosofiske forklaringer og politiske reaktioner endevendes og gennemlyses på en sjældent nuanceret og særdeles perspektivrig måde.

For den politisk bevidste er det uden tvivl en bog, der vil kunne læses med rigt udbytte. Men også mindre politisk passionerede kan hente noget i den. For hovedtemaet, 11. september, sættes – i vanlig Zizek-stil – i relation til et hav af fænomener, som udvider feltet ganske betragteligt. Således er Velkommen til virkelighedens ørken også en slags samtidsdiagnose, der omhandler eksempelvis web-pornografi, forskelstænkning, liberalisme, bodybuilding, lykke og nydelse, kritisk teori, globalisering, osv., osv. Alt sammen dyppet i et ætsende filosofisk syrebad, der piller de retoriske omsvøb af fænomenerne og trænger ind til benet.

Den globale kapitalismes modsætninger
Hvad angår bogens omdrejningspunkt, nemlig det, der skete 11. september, så står det helt klart for Zizek, at denne begivenhed må ses i sammenhæng med den globale kapitalismes modsætninger. I stedet for den sædvanlige fokusering på den islamiske ”fundamentalisme” foreslår han derfor, at man retter opmærksomheden mod konfliktens økonomiske og geopolitiske baggrund. For vore dages ”terrorisme” er ifølge Zizek kontrapunktet til USA’s økonomiske ”krigsførelse”. De styrende økonomiske organers  langdistance-påvirkning af den globale økonomi svarer til den nye langdistance-krigsførelse, hvor ”soldaten” (en computerspecialist) trykker på knapper flere hundrede kilometer fra aktionsstedet. Tilsvarende er de økonomiske ”specialister”, der tager beslutninger, som påvirker millioner af mennesker, ude af stand til at forestille sig konsekvenserne, eftersom de måler virkningerne af deres beslutninger i abstrakte termer (hvilket betyder at et land kan være ”finansielt sundt”, selvom millioner af mennesker sulter).

Imidlertid er der lige så lidt tale om et forsvar for terrorhandlingerne som for den amerikanske forestilling om egen uskyld. Zizek undgår netop valget mellem disse to på forhånd dikterede positioner ved at vise, at de begge er ensidige og falske. På hegeliansk vis tænkes de derimod som momenter i den samme dialektiske enhed: den globale kapitalisme. At denne i dag er en altomfattende totalitet, betyder ifølge Zizek, at den må forstås som den dialektiske enhed af den selv og dens ”andet” (de kræfter, der gør modstand mod den). Det betyder, at kapitalismen genererer sine egne overdrivelser, som den må forsøge at tilintetgøre. Tidligere var det den anti-kommunistiske fascisme. Nu er det i form af talebanerne, som, efter at de var blevet trænet til at bekæmpe kommunisterne, selv blev til hovedfjenden. Derfor er USA’s såkaldte ”krig mod terror” først og fremmest en intern kamp i det kapitalistiske univers. Kapitalismen bekæmper så at sige de misvækster den selv har fremprovokeret.

Statsterror
Som det ofte er blevet påpeget, er det der skete 11. september, uadskilleligt fra Palæstina-konflikten, nærmere bestemt med USA’s mangeårige og uforbeholdne støtte til staten Israel. Zizeks knivskarpe analyse af denne konflikts hårdknude, viser forbilledlig klart hvorfor den er uløselig – i det mindste i sin nuværende form. Konflikten er fanget i en ond cirkel, hvor begge parter ”forsvarer” deres rettigheder. Knuden kan ikke løsnes, den må skæres over, som en gordisk knude. Derfor foreslår Zizek at en international styrke som f.eks. NATO intervenerer, for at holde parterne i skak.

Undervejs fremhæver Zizek et interessant paradoks: Israel – der officielt repræsenterer den vestlige liberale modernitet – legitimerer sig selv i form af sin etnisk-religiøse identitet, mens palæstinenserne – der er udråbt til at være præmoderne ”fundamentalister” – legitimerer sine krav i form af et verdsligt statsborgerskab! Denne åbenlyse modsigelse af de vanlige klichéer forhindrer imidlertid ikke Israel og USA i at stemple palæstinenserne som ”fundamentalister” og dermed reducere dem til en flok lovløse ”terrorister” på lige fod med talebanerne. Denne statsterror kan sammenfattes i følgende formel: så snart man slår fra sig, stemples man. Al modstand mod de ”civiliserede” vestlige statsmagters vold, udråbes til at være ”terror”. Det er imidlertid netop denne legitime ”statsterror” drejer det sig om at erkende, og kritisk rette mod de angiveligt ”uskyldige”.   

Re-politisering
En af styrkerne ved Zizeks bog er, at den tager den amerikanske – og delvist også den europæiske – selvforståelse på ordet og analyserer dens ideologiske retorik. Det er påfaldende hvor tydeligt de selv samme ord, som Bush roses for, bliver til udtryk for skrupelløs religiøs fanatisme blot ved at lægges i munden arabiske ledere. En svaghed er imidlertid dens sløsede stil – ikke fordi filosofi nødvendigvis skal være systematik, men fordi den sløsede stil ofte svarer til sløsede, ugennemførte tolkninger. Ikke desto mindre er det dog en kærkommen bog, først og fremmest fordi emnet og sigtet er tiltrængt og vedkommende: fordi det er blevet vigtigt at re-politisere denne, vores ”post-politiske” tid. 

Publiceret 130203