af Jakob Bovin

  Baggrunden for denne artikel er, at jeg tidligere er blevet kritiseret af Søren Harnow Klausen for at benytte ordet "forstandskategori" indenfor en realistisk metafysik og erkendelsesteori. Da jeg synes problematikken er interessant, håber jeg hermed at kunne inddrage andre i diskussionen.

Den tredie mulighed

Som jeg forstod kritikken, mener SHK, at ordet "forstandskategori" tilhører, og bør tilhøre, en tradition som den kantianske, det vil sige en tradition inden for hvilken man blandt andet mener ikke at kunne udtale sig om virkeligheden i sig selv (an sich), men kun om virkeligheden, som den viser sig for mennesker.

SHK's opfattelse grunder sig vel sagtens dels i en opfattelse af, at man ikke uden videre kan løsrive ord (og måske tillige begreber) fra deres idehistoriske kontekst. Dette kan jeg naturligvis kun erklære mig enig i. Det er en vigtig pointe, som jeg er glad for at være blevet gjort opmærksom på (igen).

Bortset fra dette idehistorisk kontekstuelle aspekt forstod jeg desuden kritikken, som om der lå et mere grundlæggende problemorienteret aspekt bag. Dette skal jeg her fremstille og derefter forsøge at imødegå på så imødegående måde som muligt.

Overordnet tror jeg, at den eventuelle uenighed skyldes, at SHK i højere grad end jeg opfatter brugen af et ord og begreb som "forstandskategori" indenfor rammerne af princippet om det udelukkede tredie, ("Tertium non datur", der gives intet tredie). Hvis man har benævnt eksempelvis tingskategorien som en forstandskategori, har man ifølge en meget umiddelbar brug af princippet således benævnt det som "en forstandskategori og intet andet". Man kan altså mene, at en benævnelse af noget som en forstandskategori medfører, at dette da opfattes, som om det med nødvendighed kun er en forstandskategori. At vi altså ikke samtidig kan vide noget om, hvorvidt denne måde at organisere perceptionen måske også er et udtryk for virkelighedens beskaffenhed an sich.

Det synes her oplagt, at indrage "den tredie mulighed": For er det ikke muligt, at noget skulle kunne være en forstandskategori, det vil sige en måde, hvorpå mennesker organiserer perceptionen, og at vi samtidig skulle kunne vide noget om, hvorvidt denne kategori, var et udtryk for virkelighedens konstitution?

Forstået på rette måde, er princippet om det udelukkede tredie naturligvis fornuftigt. Forstået for unuanceret kan det dog være vildledende: Det er en selvfølgelighed, at en genstand i en hvis forstand enten må have en given egenskab eller ikke have denne egenskab. Enten eller!: For verden er hvad verden er! (Hvad den så end er). På den anden side er der jo den mulighed, at selvsamme genstand kunne have en egenskab svarende til en bestemt tolkning af et ord og et begreb, men ikke en egenskab svarende til en anden tolkning af ordet/begrebet. Således kunne man jo in casu mene, at ordet "forstandskategori" kunne tilskrives tingskategorien i betydningen, at det er en måde, hvorpå mennesker organiserer perceptionen, men ikke i betydningen, at det er for evigt uafklaret, hvorvidt og/eller i hvilken grad verden i sig selv er tingslig.

Den unuancerede forståelse af princippet må altså være en, hvor man hævder, at princippet ikke blot skal gælde for verden i sig selv, men også nødvendigvis for ordenes og kategoriernes brug. Et ord og en kategori kan jo netop muligvis indeholde aspekter, der henviser til verden an sich på forskellig måde. Dette er grundlaget for, at et ord og en kategori eventuelt til tider både kan anvendes om og benægtes om et og det samme fænomen an sich. Det vil sige "det mulige tredie".

Og nu jeg er i gang....

Jeg har hidtil beskæftiget mig med et erkendelsesteoretisk "tertium", nemlig vores viden om forstandskategoriernes adækvans. Jeg har da hævdet, at det er tænkeligt, at noget både kunne være en "forstandskategori", det vil sige et menneskeligt transcendentale, men at vi samtidig kunne vide noget om, hvorvidt det var en god eller måske endda absolut rigtig kategori. I forlængelse heraf er det oplagt også at inddrage et metafysisk tertium. Jeg vil således også hævde, at noget kunne være en forstandskategori, d.v.s. en måde for mennesker at organisere perceptionen og tænkningen, og samtidig metafysisk virkelighed. (Hvilket synes indlysende).

Efter min mening synes den tredie mulighed både for det erkendelsesteoretiske tertiums og det metafysiske tertiums vedkommende ikke blot som logiske muligheder. De synes desuden begge som de mest troværdige (for ikke at sige mest frugtbare) muligheder. Efter min bedste overbevisning er det metafysiske tertium, noget man må tro på, hvad enten (1) man er 'absolut realist' med hensyn til vore grundlæggende begreber, det vil sige, at man mener, at disse passer fuldstændig og absolut på virkeligheden an sich, eller (2) man er 'kvantitativ realist' med hensyn til vore grundlæggende begreber, det vil sige, at man mener, at disse passer godt eller ekstremt godt på virkeligheden an sich. Tilsvarende med hensyn til forholdet mellem det erkendelsesteoretiske tertium og en erkendelsesteoretisk absolut eller kvantitativ realisme.

I det følgende skal jeg fremhæve nogle punkter, hvor jeg er henholdsvis enig og uenig med SHK. Jeg skal derpå argumentere for, at vores enighed er tilstrækkelig til, at også SHK kunne benytte ordet og kategorien "forstandskategorier" i en erkendelsesteoretisk og metafysisk realistisk kontekst. (Om han også har lyst, er naturligvis hans egen sag).

Hvis man er enig i Kants pointe vedrørende, hvad der må være tilfældet vedrørende verden for mig, nemlig at den giver sig på visse fællesmenneskelige måder, således blandt andet rumligt, tidsligt og kausalt, da må man også mene, at vi forstår verden ved hjælp af disse "forstandsdefinerende kategorier" for nu at kalde det noget neutralt. Forstandskategorier for at kalde det noget ikke-neutralt. Hvis man medgiver, at vi kan bruge dette begreb på en måde, hvor det ikke nødvendigvis er impliceret, at de kun er forstandskategorier, da er det ensbetydende med, at man medgiver, at det giver mening at undersøge, hvorvidt ens forstandskategorier kun er illusoriske, eller samtidig også udtryk for noget realt.

På denne måde at undersøge vor måde at forstå verden på, med henblik på at sortere skidt fra kanel — "appearance" fra "reality" er groft sagt pointen med hele den britisk/amerikanske absolutte idealismes projekt. Undersøgelsen, der er hegeliansk af natur, går således netop ud på at finde ud af, hvilke "forstandsformer" der også er udtryk for virkelighed og hvilke der udelukkende er udtryk for illusion. (Jævnfør eksempelvis følgende tænkere og værker: Blanshard, Brand: The Nature of Thought, Allen and Unwin, 1969 samt Reason and Analysis, Allen and Unwin, 1962; Bradley, F. H.: The Principles of Logic, Bind 1-2, Oxford University Press, 1967; Appearance and Reality, Clarendon Press, 1966; samt Collected Essays, vol. I-II, Greenwood Press, 1970; McTaggart, John McTaggart Ellis: The Nature of Existence, Bind I og II, Cambridge University Press, 1968).

Hvis man som SHK og jeg både:

1) er metafysisk realist (og det må man naturligvis være både som fornuftigt og som etisk menneske) og

2) mener, at erkendelsen virker, men samtidig, at dette ikke er noget vi kan bevise med absolut sikkerhed, men dog vise med stor sikkerhed,

— så kan jeg næsten ikke se, hvordan man skulle kunne komme uden om at mene noget i retning af det følgende:

a) at vi har et sæt forstandskategorier der er givet eller så godt som givet (Kants pointe, det vil sige transcendental idealisme som minimum),

b) at de vigtigste af disse forstandskategorier virker rigtig rigtig godt — eller absolut perfekt (kvantitativ eller absolut metafysisk realisme) og

c) at vi kan vide, at de vigtigste virker rigtig godt, men aldrig om de virker perfekt (kvantitativ og ikke absolut erkendelsesteoretisk realisme).

Efter således at have fremhævet noget jeg tror, SHK og jeg kan være enige om, skal jeg her fremhæve en forskel. Denne forskel knytter sig primært til punkt (b). Således mener jeg selv i tilknytning til dette punkt, at vi har positiv evidens for, at forstandskategorier højst kan virke rigtig rigtig godt, idet vi har grund til at antage, at virkeligheden ikke er firkantet (det vil sige enten-eller-logisk eller 'digital') men i stedet kontinuert (det vil sige mere-eller-mindre-logisk eller 'analog'). Jeg skal ikke komme ind på hvorfor, da det er uvedkommende i sammenhængen.

Jeg tror her, at SHK ville være uenig, og i stedet mene, at vore forstandskategorier meget muligt svarer absolut perfekt — eller i hvert fald for visses vedkommende absolut perfekt — til virkeligheden an sich. Han ville altså muligvis kunne erklære sig for absolut metafysisk realist med hensyn til mange af vore forstandskategorier. Som jeg forstår SHK, burde han mene, at absolut metafysisk realisme altid i nogen grad må bygge på et troselement: For som jeg forstår SHK ville han i tilknytning til punkt (c) som nævnt være enig med mig i, at vi aldrig ville kunne vide med absolut sikkerhed, hvorvidt nogle af eller alle vore forstandskategorier kan opfattes absolut realistisk. Det vil altså sige, at vi må 'nøjes' med en kvantitativ erkendelsesteoretisk realisme. En position der ofte kaldes 'probabilisme'.

Hvis ovenstående er rigtigt, betyder det, at det må være tilfældet, at både SHK og jeg sidder tilbage med et (ikke-ondsindet) skisma imellem punkt (a) og (c): For selv om man på probabilistisk vis "ved" at en lang række forstandskategorier har noget eller meget på sig, kan man som ikke-absolutistisk erkendelsesteoretiker aldrig vide med absolut sikkerhed, hvorvidt de alle er absolut korrekte.

På denne baggrund mener jeg, det er hensigtsmæssigt at operere med ordet og begrebet "forstandskategori", selv om man samtidig er metafysisk og/eller erkendelsesteoretisk realist: Det vil nemlig gøre en i stand til på hensigtsmæssig vis at kunne koncipere en tankegang, hvor man på den ene side tager den 'transcendentale horisont', der gælder for das Ding für mich, for givet, samtidig med at man undersøger, i hvor høj en grad den også korresponderer med horisonten for das Ding an sich, det vil sige det faktiske.

Derfor følgende afsluttende svar på kritikken: Hvis en probabilistisk erkendelsesteoretiker skal svare på spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af at forene en realisme med læren om forstandskategorier, da er der blot at sige, at: "Det er jo netop hele pointen!"

Publiceret 010799