Tænkningens uforudsigelighed

af Dennis Meyhoff Brink

Dekonstruktionens fader, Jacques Derrida, døde natten til lørdag 9. oktober, 74 år gammel. Han var en af de sidste filosoffer, hvis renommé rakte langt ud over de fagfilosofiske kredse. Og han var vel den sidste overhovedet i den indflydelsesrige generation af franske tænkere, der i 60’erne satte sig for, at tænke alting om på ny. Ledsagerne fra dengang – Michel Foucault, Gilles Deleuze, Jean-Francois Lyotard m.fl. – er alle døde. Og det kunne ikke undgå at anfægte Derrida: ”Da størstedelen af de tænkere, jeg var forbundet med, er døde, behandler man mig stadig oftere som en, der er overlevet”, skrev han i en af sine allersidste tekster (Lettre International, 66/2004). Dekonstruktionen er da også for længst blevet en del af en de universitetsuddannedes almindelige teoretiske bagage – en levende intellektuel impuls udgør den ikke længere. Derrida synes at have vidst det.   

Trods sin enorme internationale indflydelse blev Jacques Derrida aldrig rigtig anerkendt af det akademiske miljø i Frankrig. Selvom han udgik fra det prestigefyldte eliteuniversitet École Normale Supérieure, og selvom han hurtigt blev en berømthed ved de amerikanske universiteter, fik han aldrig en blivende ansættelse ved en af de ved en af de hæderkronede filosofiske institutioner i Frankrig. Fra 1960 til 1964 underviste han ganske vist i filosofi ved Sorbonne, men han forblev løstansat. Og selvom han fra 1965 til 1984 forelæste i filosofihistorie på École Normale Supérieure, forblev han attacheret lektor (agrége répétiteur). Da han endelig i 1980 gennemførte et disputatsforsvar efter at han var blevet opfordret hertil, for at kunne søge en professorstilling som Paul Ricoeur var i færd med at forlade, blev stillingen nedlagt umiddelbart herefter.

Til gengæld blev han en populær skikkelse i udkanten af det etablerede akademiske miljø i Frankrig. Han var initiativtager til Collège International de Philosophie (Det internationale Filosoficollege ) og blev i 1983 dets første præsident. Året efter blev han ansat som lektor (maître de conferences) ved École des Hautes Études en Sciences Sociales. Først og fremmest blev han dog frontfiguren i en intellektuel amerikansk bevægelse – en bevægelse, hvis hovedsæde var det litteraturvidenskabelige institut i Yale, og som derfor hurtigt blev døbt ”Yalemafiaen.” Sammen med litterater som Paul de Man, Harold Bloom og Joseph Hillis Miller var Derrida i 70’erne og 80’erne med til at vende op og ned på de vedtagne opfattelser af, hvad litteratur og filosofi er – først og fremmest ved at sætte spørgsmålstegn ved forskellen mellem disse ”genrer.”   

Retrospektivt synes Derridas rolle som grænsegænger at gå igen på flere niveauer, såvel biografiske som filosofiske. Som barn af jødiske forældre i den daværende franske koloni Algeriet, fødtes Jackie Derrida – som han dengang hed – i bogstaveligste forstand på grænsen af den stadfæstede franske kultur. Det fik han for alvor fik at føle, da han i 1941 blev bortvist fra gymnasiet som jøde. Med lidt forsinkelse fik han dog sin studentereksamen, og i 1948 rejste han så til Paris, hvor han i 1957 fik sin embedseksamen (agrégation) fra École Normale Supérieur. Fem år senere udgav han sin første bog L’origine de la géometrie (Geometriens oprindelse), og ved samme lejlighed skriftede han sit lavsocialt klingende amerikanske fornavn ud med det mere forfatter-egnede franske pseudonym, Jacques.

Der skulle gå endnu fem år før Derrida for alvor begyndte at publicere. Til gengæld kom bøgerne så i en lind strøm. I 1967 udgav han således hele tre værker på én gang, heriblandt sin ph.d.-afhandling (thése de troisième cycle) De la grammatologie (Om grammatologien), som af mange endnu anses for at være hovedværket. Med disse værker, var det ikke længere til at tage fejl af, at Derrida også i filosofisk henseende befandt sig i et slags grænseområde: at han også var en slags filosofisk grænsegænger. For det er karakteristisk for disse – og i øvrigt også for de senere – værker, at de ikke begynder på bar bund eller med en ren tavle. Tværtimod hægter de sig på en eller flere allerede forelagte tekster, der genlæses med afsæt i en eller anden perifer passage (nogle gange sågar med afsæt i en fodnote!) i forsøget på at vise, at det, der sker i disse randbemærkninger – altså i tekstens og tænkningens grænseområder – er af allerstørste filosofiske vigtighed.

Ved hjælp af denne strategi formåede Derrida at vride armen om på selv de mest kanoniske tekster, og få dem til at sige ting, forfatterne aldrig ville være gået med til. Han løsrev på radikal vis teksterne fra forfatternes intentioner for at behandle dem som selvstændige, komplekse og altid heterogene betydningsklynger, der ved nærmere eftersyn altid viste sig at indebære internt modstridende udsagn. Ved at spille disse udsagn ud mod hinanden, kunne tekstens proklamerede ”budskab” (og den måde forfatteren ønskede hans tekst skulle forstås på) modsiges af teksten selv og derved undermineres i en sådan grad, at man til sidst blev efterladt med en tekst, der ikke længere var kommunikationen af et ”budskab”, men en ustoppeligt kværnende og spruttende og gnistrende betydningsmaskine. For den dekonstruktive læsemåde hviler på en overbevisning om, at der bag enhver betydning findes en modbetydning, og at der i enhver tekst også står det modsatte af det, den selv påstår.  

Med traditionelle filosofiske begreber kan Derrida siges at være en indædt modstander af alle former for grundlags- og afslutningstænkning. For ham findes der ingen grundlæggende kategoriale forskelle, intet resultat og intet mål. Til gengæld findes selve det forskelsdannende: det, der snitter eller ridser i en amorf verden, og således skelner noget fra noget andet. Ur-skriften kaldte Derrida denne forskelsdannende hændelse, der i videste forstand indstifter forskelle (spændende fra de biologiske artsforskelle til de sociale distinktioner og videre endnu). Da man imidlertid aldrig kan iagttage selve den forskelsdannende hændelse, men kun kan se resultaterne af dens virke – da der m.a.o. ikke er nogen måde, hvorpå denne hændelse kan være nærværende for os – findes der ifølge Derrida kun formidlede, udsatte, forsinkede udtryk. At hævde noget andet er udtryk for naive drømmerier eller nostalgisk længsel efter nærvær.   

Det var Heideggers kritik af den vestlige filosofi som en ”nærværsmetafysik”, der blev bragt i spil igen. Men samtidig med at Derrida overtog denne tese fra Heidegger, placerede han Heidegger selv den samme tradition. Mens Heidegger havde kritiseret hele kongerækken af ”store tænkere” for at installere et eller andet højeste, dybeste eller inderste princip (det være sig idéen, subjektet, ånden, viljen etc.), som man – idet man forestillede sig det, bestemte det og satte det på begreb – reelt opfattede som noget nærværende, ja så kritisere Derrida Heidegger for at ligge under for en ligeså metafysisk nærværsnostalgi. For også Heidegger drømte ifølge Derrida om en tænkning, der umiddelbart og uformidlet – og altså i absolut nærvær – kunne svare til og svare på værens tiltale: ”en tanke, der adlyder værens stemme”, som det hedder i De la grammatologie.

Som så mange andre i sin generation, var Derrida en ihærdig læser af både Nietzsche og Heidegger. Men han filosoferede ikke med hammeren, som Nietzsche. Han gjorde sig ingen forhåbninger om at slå metafysikkens begrebskatedral til jorden med ét slag. Til gengæld blev han tålmodigt ved med at flytte rundt på dens bærende elementer, så den faldt sammen igen og igen og igen. Han talte heller ikke om en destruktion af metafysikken, som Heidegger. Og han fantaserede ikke om at udvikle et nyt sprog, der kunne undslippe metafysikkens lænker. Til gengæld anså han det for en uendelig opgave bestandigt at de”kon”struere metafysikkens sprog – netop fordi vi som tænkende og talende væsener ikke kan undgå hele tiden at reproducere, og således også rekonstruere, det metafysiske sprog. Dette var Derrida pinligt bevidst om. For ham fandtes der ingen ægte muligheder for med et eller andet trylleslag at lægge totusind års metafysikhistorie bag sig.  

I de senere år tog Derridas tænkning en overraskende etisk-politisk vending (og man kan næsten ikke undgå at spørge sig selv, om det mon var fordi, de endeløse genlæsninger også var begyndt at kede ham selv?). Han begyndte at filosofere over venskabet, over gæstfriheden, over folkeretten og meget andet. Til sidst slog han sågar kludene sammen med Jürgen Habermas for sammen med sin gamle rival at tale for et stærkere EU og gøre front imod vores stadig mere magtfulde storebror USA. Sammen forsøgte de to at fremmane en særegen ”europæisk identitet”, ligesom de talte om et ”Kerneeuropa”, som skulle føre an i udviklingen af et nyt Europa (Kritik 165). At den tidligere så ihærdige forskels- og periferitænker således skulle ende med at tale om en europæisk identitet og kerne, var der vist ikke mange, der havde forudset. Måske vidner dette mere end noget andet om uforudsigeligheden af en tænkning, der ikke kommer fra noget trygt hjem, og som ikke søger nogen sikker havn.

Publiceret 301104