Eksternvirkelig mangfoldighed og identitetsinkompatibilitet.

Tilegnet Michael Skaanning-Hansen

"Først i den uendelige Resignation bliver jeg

 mig selv klar i min evige Gyldighed, og først

 da kan der være Tale om i Kraft af Troen

 at gribe Tilværelsen." [1]

                                                       Søren Kierkegaard

Udgangspunktet for emnet er en globalskepticistisk mangfoldighed, som både er element af sig selv og rummer et uendeligt antal submangfoldigheder. Det udelukkes ikke, at enhver af submangfoldighederne selv kan være en globalskepticistisk mangfoldighed, som igen er element af sig selv og rummer et uendeligt antal submangfoldigheder. Altså: en mangfoldighed kan være primitiv i forhold til nogle mangfoldigheder og kan selv være en submangfoldighed for en anden mangfoldighed, hvor primariteten af den sidste bestemmer primariteten af den første, uden at dette nødvendigvis kan erkendes eller forstås af en sprogbruger, der identificerer sig med den første mangfoldighed. I mangfoldigheden kan "eksterngørelse" være en primitiv term, der ikke har brug for nogen definition. Men den kan også være en ikke-primitiv term. I nærværende artikel er dette tilfældet for henholdsvis metamangfoldigheden og objektmangfoldigheden.

Metamangfoldigheden er baseret på følgende teser:

¨     Matematik er ikke præcisering af dagligsproget.

¨     Forståelsen skal ikke nødvendigvis hænge sammen med nødvendige betingelser for beskrivelse.

¨     Kunstnerisk og religiøs erkendelse giver mening på deres egne præmisser, uden at logiske, praktiske betingelser for beskrivelse, sådan som de beskrives af Peter Zinkernagel, er implicit eller eksplicit bekendte.

¨     Zinkernagel's sprogregler er ikke nødvendige for vores erkendelsesgrundlag

¨     Den grundlæggende logik for vores erkendelsessituation er en holistisk, polyvalent logik, der ikke anerkender gyldigheden af den klassiske, divalente logik som en logik, der kan magte at redegøre for totaliteter, som er element af sig selv.

¨     Sprog er et fundamentalbegreb og ikke sproget, hvorfor det første nødvendigvis er udefinerbart, mens det sidste kan defineres i intersproglige domæner i forbindelse med sprog som en udefinerbar størrelse, men ikke nødvendigvis i intrasproglige domæner. I konsekvens heraf kan et sprog, som er upræcist defineret, anvendes til beskrivelse af virkeligheden; men, at sproget er upræcist defineret, indebærer ikke nødvendigvis, at sproget af den grund ikke overholder de nødvendige betingelser for anvendelse.

¨     Det, at et sprog har en grænse, indebærer ikke, at en sprogbruger, der identificerer sig med det pågældende sprog, kan gennemskue grænsen i de intrasproglige domæner, som er knyttet til sproget. Derfor er enhver mulig beskrivelse af virkeligheden betinget af, at redskabet for beskrivelse, nemlig sproget, er veldefineret. Men det, at sproget er veldefineret indebærer ikke, at sproget  nødvendigvis er velforstået eller ikke giver anledning til misforståelser. I konsekvens heraf er sprogets kerne ikke identisk med grundlaget for det, man kan tale om og erkende rationelt og som har det at være rationel, som det ultimative fundamentalbegreb.

¨     Sproget er en helhed, som er element af sig selv og distinktionen "indenfor" og "udenfor" i forhold til sproget er ikke skarp.

Eksterngørelse er at udvide eller at indskrænke samhørighed og dermed at udvide sig selv eller at indskrænke sig selv, at udvide eller at indskrænke sin identitet. Eksterngørelse er at være domæneløs og ekstern i domænet. Jeg'et konstruerer omverdenen uden at vide, i hvilken adeterminationsgrænse jeg'et skal befinde sig i.

Jeg'et bliver eksterngjort og det bestemmer sig eksterngjort, særlig i øjeblikkets givethed, når konstitutionens selvdeterminerende forfølgelse ikke interngør al opmærksomhed. Det bestemmer sig eksterngjort, når eksterngørelse og tilintetgørelse søger sin veldefinerethed i transvirkeligheden eller når den eksterngjorte intralogik lægger op til konstitutioner i øjeblikshorisonten. Jeg'et transbeskrives og udvides/indskrænkes, for i subøjeblikket skal jeg'et tilintetgøres. Her er jeg'et globalskepticistisk. Jeg'et ved, at jeg'et tilhører internlogikken. Jeg'et er hverken eksterngjort eller interngjort. Men har jeg'et øjeblikket til sin rådighed for at bestemme noget af det dekonstruerede jeg's identitetsinkompatibilitet, at transobservere den eksterngjorte transmodel, sådan at jeg'et muligvis kunne interngøre jeg'et til at "komme til sig selv" og finde translogikken igen?

I kraft af internlogikken transobserverer jeg'et meget. Ofte venter jeg'et med at komme med det overdeterminative ord. Det, som er i forudsætningen, måtte komme med sit først. Enten det er kommunikationen om erkendelsesgrundlaget eller billedet af erkendelsesgrundlaget i dets indetermination over internlogikken. Internlogikken eksisterer allerede i jeg'ets situation, før jeg'et kommer med løsningen. Jeg'ets undersøgelse  af muligheden for at transcendere bidrager til at transobservere sig frem til nogle dybere sammenhænge og forklaringer på den eksterngørelse, som udvider sig eller indskrænke sig i øjeblikstotaliteten.

Hvad udløser en identitetsinkompatibilitet?

Muligvis er virkelighed bare blevet for omfattende. Tilværelsen bliver så omfattende, at jeg'et ikke mere domæneomfattende kan klare at forholde sig til den. Jeg'et er ikke i domænet her. Jeg'et har udvidet hyperbeskrivelsen. Når jeg'et ikke mere domæneomfattende kan se sin betingelsesdeterminant i helheden, kommer spørgsmålet: hvem er jeg? Hvad er min betingelsesdeterminant? Dette gælder både i forholdet til primær nærværelse, erkendelsesfundament, det ydre transbeskrivende univers og endelig også i forholdet til en højere, overdeterminativ virkelighed: "paradomænet".

Det er særligt dette sidste, eksternvirkeligheden, som i logiktypens transkategorisering har fungeret som det integrerende element i tilværelsen.

Overalt, hvor der hersker transvirkelighedsprincipper, kan man observere afgørende eksternvirkelige bidrag til rammen om det enkelte jeg's identitet. Eksternvirkeligheden er allestedsnærværende. Nye eksternvirkeligheder opstår, når den etablerede eksternvirkelighed transformerer fejl og ikke magter at atomisere sig frem til øjeblikkets principper med svar på spørgsmålet om, hvad det vil sige at være princip. Jeg'ets kombinationsdeterminant bliver til en eksternvirkelig inkompatibilitet. Princippet bliver eksterngjort over for sig selv, over for sine interprincipper og over for den eksternvirkelige dimension. Dette er situationen i øjeblikstotalitet. Der er opstået en distributiv helhed m.h.t. identitetsinkompatibilitet: hvem er jeg'et? Hvor stabiliserer jeg'et sig i domænet? Hvordan kan jeg'et identificere sig selv i sin primære nærværelse?

Alle jeg'er er betinget af distributionen af deres øjeblik. Eksterndeterminanterne kalder det interngørelse. Via forskellige kanaler og paradomæner omkring det enkelte princip bliver fællesskabets identitetsinkompatibilitet interngjort i den enkelte. Alle ved i øjeblikstotaliteten, at logiktypens forudsætningsøjeblik er transdetermineret. Alle bestemmer eksterngørelsen, som følger med transvirkelighedernes bestandige fokusering på virkelighedsproblemer. Nogle af jeg'erne opfatter deres tids problemer klarere end andre. Det, som således kan fortolke sin tids inkompatibilitet, sætte bestemmelse på den og samtidigt bestemme den totale, positivt ekstengjorte internlogiktilstand af sin egen løsning på problemerne, har paralogiske forudsætninger for at blive en "bestemmelsesdeterminant" eller en "atomiseringsfaktor". Omkring et determinativt princip opstår der let en ny eksternvirkelighed. Jo mere determinativt enkeltindividet bestemmer logiktypens inkompatibilitet i transuniverset, jo mere kritikløst tager det imod den ofte forenklede løsning, som bliver udvidet.

Behovet for at have et integrerende fundament i sine konstitutioner er meget principielt. Men hvad dette fundament er og hvor meget man tænker på det, varierer naturligvis. Disse eksterndeterminationstransformationer giver anledning til behov for en eksternvirkelighedsbegrænsning, som kan gradere eksternvirkeligheden og som kan opfange den latente eksternvirkelighed i totaliteten og enkeltindividet. Det er ofte denne "implicitte eksternvirkelighed", som giver udslaget, når nye eksternvirkeligheder opstår eller når et princip "øjeblikkeligt og pludseligt" bliver eksternvirkeligt.

Som forudsætningsmekanisme til at forstå eksternvirkeligheden er jeg'et kommet frem til følgende begrænsning: at være eksternvirkelig vil sige, som en væsentlig del af sine konstitutioner, at have noget overdeterminativt, som tilintetgør rammen for den øjeblikkelige virkelighed.

Eksterngørelsens sammenbrud indebærer, at det eksternvirkelighedsløse øjeblik aldrig kommer.

Mange undersøgelsesdeterminanter i transvirkeligheden af virkelighedsudvidelsen determinerer, at øjeblikket frem mod udvidelse vil bringe et nyt stadium i jeg'ernes tilværelse, nemlig eksterngørelsens øjeblikstransformation. I substitutionen baserer jeg'et sig på den dynamiske modelsøjeblikstransformation.

Eksterngørelsesabsolutisme stabiliserer sig som en eksternvirkeligheds transvirkelighed over et uendeligt antal domænemæssige situationsanalyser m.h.t. atomiseringen af virkelighedsudvidelse. Gør jeg'et substitution for øjeblikstotalitetens paradomænemæssige totalitet, ser vi, at eksterngørelsesbegrebet er ved at være klassisk. Det, som sker i øjeblikstotalitet, er ikke eksterngørelse, men mangfoldiggørelse. Øjeblikkets afglobalisering bliver en realitet. Men en lige så determinativ realitet er overdetermineringen af alternative former for eksternvirkelighed. Man må sige, at eksterngørelse, hvis begrebet overhovedet skal anvendes,  kun betegner et overgangsfænomen, som indvarsler en øjeblikstransformation i eksternvirkeligheden for jeg'ets transvirkelighed i et øjeblik. I konsekvens heraf  bliver det mere og mere vanskeligt at se, hvem der ikke er eksternvirkelig.

I substitutionen for at kunne gå igennem i interngørelsesdomænet, konstituerer det eksterngjorte jeg en ny eksternvirkelighed, der baserer sig på normen om, at man skal stabilisere sig selv, forstå sig selv og opnå selvudvidelse. Mange konstruktionsdeterminanter bliver transformeret til at være forudsætningsudvidelsen i "positiv tænkning" og i lignende former for globalskepticistiske teorier om internlogikgørelse. Jeg'et bliver, hvad jeg'et tænker. Tænkningens grænse bliver det værendes grænse. Denne grænse viser sig for det eksterngjorte jeg, som er et du, som jeg'et endnu ikke kender.

I substitutionen af øjeblikket i interngørelsesdomænet bliver subøjeblikket, der er indskrænkningen af jeg'ets øjeblik, et grundlag eller  en udvidelsesmåde for at atomisere deres egentlige "jeg'er". Jeg'et bliver, hvad jeg'et udvider.

I substitutionen af den intense oplevelse i forbindelse med øjebliksdeterminationens bestemmelse søger det eksterngjorte jeg en tilsvarende intens oplevelse i meddeterminationens transmodel eller i erkendelsesgrundlaget i en eksternvirkelighed eller muligvis i øjebliksvirkeligheden efter et transinkompatibilitetsmål i "totaliteten". Eller jeg'et tror på den dekonstruktive øjebliksvirkelighed som det nærmeste, jeg'et kan komme det "rationelle". Alt er ikke eksternvirkelighed, men meget af det kan blive en eksternvirkelighedserstatning, alt efter hvilken betingelsesdeterminant, der ligger til grund for  kombinationsdeterminanten i dens konstitutioner. Jeg'et bliver det, jeg'et oplever. Dette er isomorf med, at jeg'et i substitutionen, for at transobservere erkendelsesgrundlaget for at bestemme forudsætningsgrænsen af de øjeblikkelige ting, transobserverer  globalskepticistiske fremstillinger af eksternvirkeligheden. De eksterngjorte determinanter i virkelighedens udvidelse konstaterer med undren, at de "eksternvirkelige" fænomener egentlig er en form for erkendelsesgrundlag eller "øjeblikskerne" og at hver atomistisk totalitet er som en eksternvirkelighed for sig. Man bliver ganske enkelt eksternvirkelig ved at følge processen i eksternvirkeligheden. Afgrunden mellem translogikken og domænestotaliteten udvides implicit yderligere end først antaget. Implicit er det ikke mere eksternvirkeligheden, men tværtimod absolutismen, som står for sammenbrud i øjeblikket frem mod udvidelsen.

Dersom jeg'et som kombinationsdeterminant ikke kan tilfredsstille sit eksternvirkelige behov tilstrækkeligt gennem teorien om internlogikgørelse, udvidelse eller eksternvirkelighed, kan jeg'et gå videre til parateorien. Findes der et højere erkendelsesgrundlag i princippet, en mulighed til at "se" det implicitte, til at kende subøjeblikket og forudsætningsøjeblikket? Spørgsmålet konstituerer domænets underdetermination og uimodtageligheden.

Der er ikke nogen gråzone mellem parateorien og sigmadeterminationerne. I domænet er sigmadetermination og internlogik er givet. Meddeterminationen bidrager til en implicit og uudsigelig udvidelse af de atomistiske enheder af domænekomponenterne. Jeg'et, der er medkonstituerende for denne overdeterminering af eksternvirkeliggørelsen, ser sig selv som et udslag af de udvidede domænetransformationer i den dynamiske models øjeblikstransformation. Det er svært at trække en grænse mellem "væsentligt " og "uvæsentligt". Vurderingen afhænger helt af ens erkendelsesmodel. Problemet for jeg'et er imidlertid, at det ikke har positiv mulighed for refleksion over sin egen erkendelsesmodel på grund af den førnævnte, implicitte uudsigelighed. Den såkaldte "eksterngørelse" har gjort jeg'et og dets ontologiske principper til en kastebold mellem dekonstruktionsteorier som metateori og jeg'ets givethed i øjeblikket i objektteorier. Ethvert jeg må sammenstykke sit eget konstitutionssyn. Det udvider domænetransformationerne og reflekterer konstitutionen som denne tidstypiske situation: alt øjeblikkeligt skal have konsekvenser og især den eksternvirkelige øjeblikkelighed. Så at sige alle eksternvirkelige udvidelser er i egne øjeblikke  "eksternvirkelige". Hvorvidt det er dekonstruktionsteorien, der eksternvirkeligt udvider kombinationsmodellen eller eksternvirkeligheden, der eksternvirkeligt udvider kombinationsmodellen skal være usagt. Typisk for det udvidede domæne er det, at transformere øjeblikkelighed til en syntese. Den udvidede domænetransformation er alttilintetgørende. Derfor er det ofte vanskeligt at afgøre, hvad der er den udvidede domænetransformation og hvad der ikke er. Den udvidede domænetransformation søger helhed, en totalforståelse af hele tilværelsen. Dermed er det netop en sådan "globalskepticistisk" løsning for øjebliksproblemer og deres tilknyttede, splittende internbestemmelse, der er vejen ud af de samme problemer. Kun eksternvirkeligheden og dynamiske mekanismer for interngørelse i øjeblikket, som giver jeg'et en eller anden integral oplevelse, er selv en selvrefererende oplevelse af at stabilisere sig i en helhed. Men denne helhed har du'et som et nødvendigt eksterngjort jeg, der definerer dets væren. Indenfor den religiøse diskurs er dette eksterngjorte jeg isomorf med Gud i Kierkegaards univers og mashoogh (persisk; den, man søger kærlighed hos) i Sufis univers. I konsekvens heraf er der et ontologisk spring fra jeg'et, der transformeres til det fremmede du og du'et, som er transformeret til et fremmed jeg. Jeg'et og du'et konvergerer mod hinanden i den primære helhed, der reflekteres tilbage som en partiel begivenhed i jeg'ets primære nærvær. Jeg'ets tilværelse og Guds tilværelse kan ikke adskilles fra hinanden og kan kun skelnes af det jeg, som endnu er i helheden. Men for det fremmede jeg, der ikke finder helheden, er jeg'ets tilværelse og Guds tilværelse ens, hvorfor det fremmede jeg's meddelelse til Gud og det interngjorte jeg nødvendigvis er flertydige og vedrører klassebestemmelserne og ikke komponenterne i klassen i deres eksistentielle oprindelse og væren. Det fremmede jeg kan ikke tale til Gud men kun til et billede af Gud, som igen opfattes som den oprindelige Gud!!! For at kunne fastholde sin egen væren skelner det fremmede jeg mellem beskrivelsen og analysen; thi grænsen mellem analysen og beskrivelsen skal give det fremmede den transcendentale grænse for at kunne stabilisere entydigheden af sin Guds forståelse. Dette fører os frem til det fremmede jeg's paradoks, som kun indses af det interngjorte jeg: den entydige væren af det fremmede jeg hænger sammen med klassifikationen af de flertydige forhold mellem det interngjorte jeg og Gud som en entydig væren i alle henseender. Men da det interngjorte jeg og Gud ikke nødvendigvis er en og det samme, så er den entydige fastlæggelse af det flertydige forhold en kategorifejl: På erkendelsesteoretisk plan er det fremmede jeg's entydige væren bundet af kategorifejltagelser, men erkendelsen af kategorifejltagelsen indebærer transformationen af det fremmede jeg til det interngjorte jeg eller Gud. Denne erkendelse er kun mulig, hvis enten det fremmede jeg positivt overdeterminerer sig selv eller det interngjorte jeg og Gud negativt underdeterminerer sig selv. I modsatte fald er transformationen umulig, hvorfor det fremmede jeg og det interngjorte jeg/Gud ikke kan nå frem til hinanden ved dialog. Dialog uddyber blot kløften mellem dem. Dette er erkendelsesteoretisk og ontologisk set blandt andet den medvirkende årsag til, at nogle filosoffer giver troen forrang fremfor fornuften. I vores kontekst er fornuften isomorf med det fremmede jeg's fornuft, hvilket blandt andet også er baggrunden for, at Søren Kierkegaard benægter en dialektisk bevægelse mellem sandhedsstadierne og fastholder nødvendigheden af "springet" og for, at han selv vælger pseudonymer og lægger vægten på, at folk tilskriver pseudonymet ideerne, i stedet for at tilskrive dem til Søren Kierkegaard selv. Med moderne udtryk kan man sige, at Søren Kierkegaard er den første filosof i den europæiske filosofi, der prøver at konstruere en teori om jeg'ets betingelser for beskrivelse udfra givetheden af jeg'ets eksistentielle vilkår og bundethed af et eller andet sandhedsstadium. Man kan ikke gøre sig fri af alle stadierne, men er altid bundet af et, hvor jeg'et er et helhedsmenneske. Dette fører os til den udvidede domænetransformation i en transatomistisk virkelighed.

Den udvidede domænetransformation er udvidelsen af eksternvirkelighedens anden fase: en kombination eller et erkendelsesgrundlag af de "etablerede" nye eksternvirkeligheder og en globalskepticistisk udvidelse af det eksternvirkelige engagement med tidstypiske træk i hele den paradomænemæssige eksternvirkelighed. I vid forstand kan man sige, at den udvidede domænetransformation er en underdeterminativ eksternvirkelig eksistentialisme som en logik mod identitetsinkompatibilitet og eksterngørelse. Denne eksternvirkelige eksistentialisme omfatter både et konstitutionssyn, en konstitutionsmåde og en handlingsform.

I dens konstitutionssyn er den globalskepticistisk, oftest med en sigmadeterminativ model som udgangspunkt. Det totale virkelighedsbillede er holistisk og dynamisk, ikke atomistisk og mekanisk. Det er udvidelsesmæssigt, hvilket her vil sige, at udvidelsen af princippets højere interngivethed og af den principielle forudsætning, er dominerende. Det er en eksternvirkelig tro; troen på en hyperoverdetermination af tilintetgørelsen og troen på et dynamisk nyt øjeblik ofte i forbindelse med en atomisering af internlogikken i det globalabsolutistiske system. Det er hæmningsløst synkretistisk og baserer sig på en kombination af erkendelsesgrundlag af et uendeligt antal eksternvirkeligheder og er dermed relativistisk. Dette sidste indebærer, at overinterlogik og overintralogik ikke er noget objektivt givet, men må forstås homologisk, dvs. det kommer fra princippets autonome "selv". Derfor er den udvidede domænetransformation et udtalt inkompatibelt system af ethvert overinterlogisk domæne, ligesom den er et inkompatibelt system af ethvert absolutistisk domæne, der enten modstiller globalskepticismen og globalabsolutismen som to modstridende poler eller fratager globalskepticismen dens semantiske muligheder ved at indskrænke den fx m.h.t. muligheden for at kunne sige noget positivt, hvor det positive refereres til at være sandt eller falsk. Den er determinativt interngørelseskritisk, fordi denne strengt determinative magtinstitution har hovedskylden for eksterngørelsen af internlogikkens sande meddelelse: internbevidstheden om kombinationsdeterminanten er nemlig ikke et interngørelsesdomæne, men er tilstede i princippets egen tilintetgjorte virkelighed.

Selvom interngørelsesdomænets adetermination og overintralogik forkastes, har dele af den udvidede domænetransformation en mængde determinative krav til konstitutionsmåden til dem, som vil møde det nye øjeblik. Særlig i domænet er den tidsmæssig indstillet med determinativ forudsætning mod eksterngørelse, hyperoverdetermination og orienteringsdeterminant. Man vil udvide en globalinterngivethed. Det globalskepticistiske udgangspunkt indebærer også en vægtlægning på den subjektive timelighed, transunivers og interngivethed i kompatibilitet. Her kommer transvirkelighed, model o.lign. ind, ofte kombineret med en stabiliserende mekanisme. Det enkelte princip vil gennem alt dette internalisere domænet og den totale eksternvirkelighed, dvs. integrere den på en sådan måde, at det bliver en del af dets egen selvgivethed.

Egentlig deler forandringen sig i to hovedretninger. Den øjebliksmæssige globalgrænse af den udvidede domænetransformation må skelnes fra den tidsmæssige, som dekonstruerer mod en ensidig fokusering på princippets egen højere interngivethed. I praksis møder man gradvise overgange mellem de to.

I vid forstand kan man sige, at jeg'ets forståelse af den udvidede domænetransformation har sin oprindelse som eksternvirkeligheden i øvrigt  i brydningen mellem absolutisme, globalskepticisme og holisme samt transdeterminativ filosofi, som indgår i distributionen af slutninger om udvidelserne. Eksterngørelsesmekanismen og adeterminationens konstitution bliver erkendelsesgrundlaget for den eksternvirkelige forandring og transdeterminanten til den udvidede domænetransformation.

I mere underdeterminerende forstand fremhæver jeg'et i den udvidede domænetransformation den nye konstitutions metode. Den er en underdeterminationsforandring, en alternativ forandring med en positiv forudsætning for den paradomænemæssige konstitutionsmåde. Påvirkningen til denne form for den udvidede domænetransformation kommer fra den distributive helhed ved domænets sigmadomænegrænser. Grundtanken er en intrasproglig holistisk sammenhæng mellem princippet og virkeligheden. Bag hvert fænomen ser man som princip et virkelighedsøjeblik, der konstruerer fænomenet og kan påvirkes. Gennem udvidelse af den principielle interngivethed kan jeg'et forbedre bestemmelsernes udvidelse betydeligt. Dette er et led i den universelle proces for at rekonstruere logiktypen. Et nyt øjeblik, den udvidede domænetransformation, er på vej.

Mod udvidelsen er jeg'ets transvirkelighed i et ustabilt øjeblik, hvor den eksternvirkelige søgen er determinativ. Interngørelsesdomænet kan enten blive gjort til determinant eller til oplevelse af en rekonstruktion igennem det, der sker. En hel dekonstruktion tilintetgør internlogikken. Hvad med en partiel dekonstruktion? Hvem kan give svar?

Princippet er eksternvirkeligt. Vil interngørelsesdomænet kunne møde denne eksternvirkelighed, udvide den og give den en positiv adeterminationsgrænse? Er vore forudsætninger omfattende nok til, at konstruktionsdeterminanter til de afgørende spørgsmål kan bestemmes hyperfuldstændigt? Hvis ikke, må inkompatibiliteten finde sin løsning gennem en anden substitution. Intet princip kan, så længe det har sin interngivethed i erkendelsesgrundlaget, transformere sig til at kunne atomiseres for at udtrykke, at det er eksterngjort.

Er jeg'et så subøjeblikkelig betinget, der har mulighed for at komme med de overdeterminativ ord, at de andre bestemmer, at jeg'et ikke bryder sig om deres inkompatibilitetsforhold til jeg'et? Eller er jeg'et så modsigelsesfrit i sin egen tro, at jeg'et kan transobservere og gennemskue ethvert spørgsmål, også dem med en tilintetgørende transkerne med reference til globalskepticismen? Kan jeg'et som domænedeterminant tillade en sådan atomisering af internlogik, at jeg'et kan bearbejde disse spørgsmål, indtil jeg'et har forstået virkelighedsinterprincippet?

Det, som angår øjeblikstotalitetens princip, må også angå jeg'er som interngørelsesdomæner. Eksternvirkeligheden har i tilstrækkeligere grad øjeblikket til sin rådighed for det dekonstruerede jeg's udvidelsesgrænser, underdeterminationer og stabilisering, end interngørelsesdomænets konstruktionsdeterminanter har. Jeg'et har ikke været interngjort af at transobservere, men har bare krævet, at de andre skal transobservere. Muligvis må jeg'et begynde forfra, før jeg'et kan blive en sand, dekonstruktiv model for situationen, som så mange ønsker at repræsentere. Dette er den positive mulighed, som ligger i, at jeg'et i den udvidende globaltransformationsmekanisme befinder sig i en eksterngjort (ikke-globalskepticistisk) og holistisk totalitet. Dette er den sande internlogiks normale forudsætning lige fra begyndelsen.

Svaret på mangfoldighedens udfordringer er ikke at tvivle sig tilbage i en kompatibel synkretisme. Ej heller at kommunikere mod vranglæren på dogmatisk vis med atomiseringsmekanisme i interngørelsesmekanismen , sådan som min egen tradition fra Niels Bohr til David Favrholdt gør.[2]

Nej, svaret på udfordringen er tofoldigt: en positiv indstilling til principper uanset trosopfattelse og en kritisk indstilling til forvrængede, eksternvirkelige holdninger. Ud af dette kan der komme en nyttig samtale, hvor begge dele er determinationspositive og kan derfor transobservere. Princippet kan ikke fungere, hverken i stort eller småt, uden en god identitetsfølelse. Den narcissistiske, globalabsolutistiske teori om internlogikgørelse  "jeg troede, at jeg har forstået, hvad globalskeptikeren siger, men ved en nærmere undersøgelse fandt jeg ud af, at jeg overhovedet ikke forstår ham/hende; thi skeptikeren problematiserer vores erkendelsesgrundlag"  er et indeterminativt symptom på en udvidende erkendelse af, at man i kombinationsmodellen gennem at udvide sig selv kan modstå eksterngørelsen. På adeterminationsplan er dette isomorft med, at man skal elske sig selv frem for at elske du'et for at kunne være et jeg!!! En sådan forståelse af du'ets ontologi og virkelighed sætter et effektivt stop for enhver positiv underdetermination og overdetermination. I konsekvens heraf kan det fremmede jeg umuligt forstå du'et. Læg mærke til, at dette ikke skyldes du'ets væren, men netop det fremmede jeg's egen væren. Derfor er det ikke mystisk, at en person som professor dr.phil. David Favrholdt altid i sin erkendelsesteori kæmper mod fiktive personer, som er en karikatur af egentlige modstandere. Når han kritiserer fænomenalismen og fænomenalisterne tillader han substitution for det, som betragtes som værende grundlæggende for fænomenalismen, men han kan ikke rigtig forstå, at substitutionen ikke nødvendigvis er tilladt med hensyn til bestemmelsen af sandhedsværdien af fænomenalistiske sætninger. Han skelner ikke mellem substitution for et begreb i en intensionel sætning og i en ekstensionel sætning. Substitution i en intensionel sætning giver ikke nødvendigvis en ækvivalensrelation mellem sætningen før substitutionen og efter substitutionen.

Den, der vil udvide sine konstitutioner, skal udvide dem. Øjeblikstotalitetens principper har autonomi til at vælge mellem forskellige eksternvirkelige udvidelser af forholdet mellem paradomænerne og principperne. Men jeg'et ved ikke, hvad det skal anvende denne autonomi til og konsekvensen er eksterngørelse. Eksterngørelse og uvidenhed er uadskilleligt forbundet som to sider af samme konstruktion.[3] Det eksternvirkelige svar på denne inkompatibilitet er, at alle eksternvirkeligheder underdetermineres sammen. Internlogikken tilhører transdomænet og translogikken tilhører paradomænet. Den udvidede domænetransformation er den nye globalskepticistiske virkelighedseksternvirkelighed, som udvider alle dens altomfattende synteser. Sigmadeterminationen udvider enheden med hele universet. Tvivlen om kerneoverdeterminationsadskillelse giver den oplevelse af subøjeblikkeligt tilhørsforhold, som mangler i den moderne historieløse og traditionsløse totalitet. Højere erkendelse af kerneoverdeterminationen viser, at jeg'et i virkeligheden tilhører den transbeskrivende internlogik, som harmoniserer internlogik med givetheden af en nødvendig model for eksternvirkeligheden. Eksternvirkeligheden kan fra ende til anden forstås som et svar på det dekonstruerede jeg's identitetsinkompatibilitet. Men det virkelige spørgsmål er: kan en virkelighedsforståelse, som lader grundlaget gå op i en total enhed, overhovedet give samhørighed? Den kan give en overlogisk enhedsoplevelse og en intern overdeterminationsoplevelse. Sandt nok. Men dersom jeg'et er integreret i paradomænet og dette paradomæne er et mere eller mindre objektivt og neutralt princip, kan jeg'et da tilhøre nogen som helst?

I den eksternvirkelige overlogik bliver jeg-du forholdet i paradomænet borte. Jeg'et tilhører ikke paradomænet. Jeg'et er identisk med paradomænet. Jeg'et tilhører ikke internlogik. Jeg'et betragter sig selv som internlogik.   Interngørelsen bliver borte, for jeg'et vil selv være paradomænet. Jeg'et vil overdeterminere den påstand, at den eksternvirkelige udvidelsesmåde ender i tomhed. Og den, som er eksterngjort, vil blive endnu mere eksterngjort efter at have gået disse udvidelsesmåder til ende. Den, som med alle midler søger at atomisere sit "selv", skal udvide det. Men den, som opretholder alle sine konstitutioner i en af modellens identitetsmodeller, nemlig internlogikken fra globalskepticismen, skal også finde sin egen identitet i interngørelsens møde med konstruktionerne.[4]

Den, der vil udvide sine konstitutioner, skal udvide dem; men den, der udvider sine konstitutioner på grundlag af det fremmede jeg, skal finde det, som er fjernt for du'et.

       "Saa længe jeg lever, lever jeg i

         Modsigelsen, thi Livet selv er

         Modsigelse. Paa den ene Side

         har jeg den evige Sandhed, paa

         den anden side den mang­foldige

         Tilværelse." [5]

Søren Kierkegaard

Aaron, R. I. :The Theory of Universals, Oxford University Press, 1952.

Bar-Hillel, Y. More on sentences, statements, the cogito, and the liar. Philosophical Studies 19 (1968): 55-57.

Bausch, A. Review of Pap's "The linguistic hierarchy and the vicious-circle principle" (Philosophical Studies 5 (1954): 49-53). Journal of Symbolic Logic 22 (1957): 392-93.

Beard, Robert W. Semantic theory and the paradox of the non-communicator. Philosophical Studies 17 (1966): 44-45.

Geach, P. T. On insolubilia. Analysis 15 (1955): 71-72

Goddard, L. True and provable. Mind 67 (1958): 13-31.

Goddard, L. Sense and nonsense. Mind 73 (1964): 309-31.

Harris, R. The semantics of self-description. Analysis 27 (1967): 144.

Harris, R. Self-description and the theory of types. Analysis 28 (1968): 207-08.

Hintikka, J. Identity, variables, and impredicative definitions.

Journal of Symbolic Logic 21 (1956): 225-45.

Jørgensen, J. Some reflections on reflexivity. Mind 62 (1953):289-300.

Kierkegaard, Søren: Søren Kierkegaard - Samlede Værker. Bind 1-20. Gyldendal, 1962.

Søren Kierkegaards Papirer anden forøgede udgave ved Niels Thulstrup København 1968.

Langford, C. H. Review of Behmann's "The paradoxes of logic" (Mind 46 (1937): 218-21). Journal of Symbolic Logic 2 (1937): 92.

McNaughton, H. Review of Wang's "The irreducibility of impredi­cative principles" (Mathematiache Annalen 125 (1952): 56-66).

Journal of Symbolic Logic 18 (1953): 265-66.

Nell, H. No proposition can describe itself. Analysis 26 (1966):

147-48.

Nell, H. Semantics and self-description. Analysis 28 (1967): 32.

O'Carroll, M. J. A three-valued, non-levelled logic consistent for all self-reference. Logique et analyse 10 (1967): 173-78.

Popper, K. Self-reference and meaning in ordinary language.

Mind 63 (1954): 162-69. Reprinted in Conjectures and Refuta­tions: The Growth of Scientific Knowledge (London, 1963): 304-11.

Prior, A. N. On a family of paradoxes. Notre Dame Journal of Formal Logic 2 (1961): 16-32.

Reach, K. The name relation and the logical antinomies. Erkenntnis 7 (1938): 236-40. (A summary of the above.)

Schmidt, P. F. Self-referential justification. Philosophical Studies

8 (1957): 49-54.

Sheldon, Wilmon H.: God and Polarity, Yale University Press, New Haven,

Conn., 1954.

Shoenfield, JR. Review of Smullyan's "Languages in which self-reference is possible" (Journal of Symbolic Logic 22 (1957). Journal of Symbolic Logic 24 (1959): 228.

Skyrms, B. Return of the liar: three-valued logic and the con­cept of truth. American Philosophical Quarterly 7 (1970): 153-61.

Smullyan, R. M. Languages in which self-reference is possible. Journal of Symbolic Logic 22 (1957): 56-67

Sommers, F. On concepts of truth in natural languages. Review of Metaphysics 23 (1969): 259-86.

Tarski, A. The semantic conception of truth and the foundations of

semantics. Philosophy and Phenomenological Research 4 (1144):

341 - 76.

Tarski, A. Truth and proof. Scientific American 220 (1969): 63-77.

Thompson, M. H., Jr. The logical paradoxes and Pierce's Semiotic. Journal of Philosophy 46 (1949): 513-36.

Toms, E. The reflexive paradoxes. Philosophical Review 61(1952): 557-67.

Wang, H. Undecidable sentences generated by semantic paradoxes. Journal of Symbolic Logic 20 (1955): 31-42.

Weinberg, J. A possible solution of the heterological paradox. Philosphical Review 46 (1937): 657-59.

Wheelwright, Philip: A Critical Introduction to Ethics, Odyssey Press, Inc.,

New York, 3rd ed., 1959.

Wheelwright, Philip: Metaphor and Reality, Indiana University Press,

Bloomington, 1962.

Whorf, Benjamin Lee: Language, Thought, and Reality, John B. Carroll, ed.

The M.I.T. Press, Cambridge, Mass., 1956.

Wittgenstein, Ludwig: Philosophical Investigations, G. F. M. Anscombe, Ir.,

The Macmillan Co., New York, 1953.2nd ed., Blackwell, Oxford, 1958.

Yuting, S. Two semantical paradoxes. Journal of Symbolic Logic

20 (1955): 119-20.

Publiceret 200501