WITTGENSTEINS  "TRACTATUS" - ET FORSØG PÅ AT AFLIVE FILOSOFIEN

(alment forståelig introduktion)

af David Favrholdt

I det 20. århundredes filosofi findes der mange mærkelige bøger. Den mærkeligste er nok Ludwig Wittgensteins 'Tractatus Logico-Philosophicus', der udkom i 1921. Titlen betyder jo blot logisk-filosofisk afhandling, hvilket lyder uskyldigt nok. Men bogen, som er en ret så lille sag på ca. 80 normalsider, er et forsøg på at give en endelig løsning på alle filosofiske problemer ved en gang for alle at påvise, at de enten er skinproblemer eller problemer, som man ikke kan tale om i det sprog, vi som mennesker er henvist til at bruge, og derfor ikke kan sættes på begreb. Bogen er original i hele sin udformning. Den består fortrinsvis af korte sætninger, nærmest aforismer, som alle er nummererede.

Wittgenstein fødtes i Wien i 1889, som søn af en Wiens rigeste mænd og som den yngste i en søskendeflok på otte. Han synes at have haft et meget vanskeligt sind og meget svært ved at fungere i sociale sammenhæng. Interesse for teknik førte ham til universitetet i Manchester og da han der blev optaget af matematiske og logiske problemer studerede han senere hos Bertrand Russell i Cambridge. Ved den første verdenskrigs udbrud i 1914 meldte han sig som frivillig i den østrig-ungarske hær og sad ved krigens slutning i en italiensk krigsfangelejr i Monte Casino. Herfra sendte han første udkastet af "Tractatus" til Bertrand Russell.

Efter at "Tractatus" var blevet publiceret i 1921, tog Wittgenstein en uddannelse som skolelærer og tilbragte de følgende fem år som lærer i det sydlige Østrig. Det var mildt sagt ikke nogen succes og Wittgensteins senere liv - han blev lærer i filosofi i Cambridge i 1929 - er en lidet sympatisk historie. Hvad der her er relevant er, at han åbenbart mente, at efter fuldførelsen af "Tractatus" var der ikke længere nogen grund til at beskæftige sig med filosofi: Bogen havde givet det endelige svar på alle filosofiske problemer ved at opløse dem. Siden hen indså han, at dette ikke var tilfældet, og i Cambridge udviklede han en noget anden filosofi, så at man kan tale om en Wittgenstein nr. 1 og en Wittgenstein nr. 2, men livet igennem holdt han fast ved den grundtanke, at filosofiske problemer ikke er ægte problemer, men blot problemer, som er opstået ved en misforståelse af sprogets logik og anvendelsesmuligheder.

Ved filosofiske problemer forstod Wittgenstein de store gåder, som filosoffer har tumlet med siden oldtiden. Jeg vil her kort omtale nogen af dem.

Et grundlæggende problem er, om det er mennesket muligt at erkende det værendes natur. For at vi kan erkende noget, er det nødvendigt at vi danner os begreber. Vi har begreber om ting, om tid, om rum, om personer, om liv, om bevidsthed o.s.v. Ved hjælp af disse strukturerer vi virkeligheden, så at vi kan beskrive elementære sagforhold som, at der ligger en bog på bordet, at solen skinner, at æbler kan spises, at heste er levende væsener etc. Og ud fra vore dagligdags begreber har vi udviklet alle vore videnskabelige begreber på basis af eksperimenter og teoretiske overvejelser. Men fanger hele vort begrebsnet det værendes natur ? Ja, vil mange sige, det værende består af molekyler som igen består af atomer, som så igen består af elementarpartikler, der vel til syvende og sidst er former for energi, der vekselvirker med hinanden. Det hele er noget fysisk, der går for sig, noget blindt, noget dødt, der følger ganske bestemte naturlove.

Men hvis dette er tilfældet, hvordan forklarer man så, at f.eks. mennesker er levende og har bevidsthed? Lad os blot holde os til det sidste, at vi er bevidste væsener. Hvad vil det egentlig sige? Ja for mig betyder det, at jeg kan tænke, føle, sanse, erkende, huske, at jeg har en dømmekraft, der sætter mig i stand til at finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, at jeg kan ville noget, at jeg for det meste kan udføre handlinger, der stemmer overens med mine ønsker, og en hel masse andet, som kommer ind under dette "at have bevidsthed". Jeg håber for læseren, at han har det på samme måde. Samtidig med at vi holder fast ved dette, må vi vel også holde fast ved, at vi mennesker til syvende og sidst er "bygget op" af et udsnit af de grundstoffer, som det øvrige univers er opbygget af, hovedsagelig af ilt, brint og kulstof, men ialt indgår der ca. 60 grundstoffer i den menneskelige organismer - så set under denne synsvinkel består vi af molekyler, som så igen består af atomer.

Men hvordan forklare, at en organisme, der alene består af atomer, har bevidsthed? Har de enkelte atomer en eller anden form for bevidsthed? Det er der ikke mange, der vil gå med til. Skal man så i stedet sige, at bevidsthed er noget, der opstår, når så og så mange atomer (det må være omkring 1024 eller 1026) er kombineret på den måde, de er, i den menneskelige organisme? Det synes man at måtte påstå, men det er jo stadigvæk en gåde, hvis det skulle forholde sig sådan.

Et andet problem er det, man kalder 'jeg'ets problem'. Jeg ved, at jeg er mig, og jeg ved også, at jeg er den samme person, som jeg var i går og for ti år siden, tyve år siden o.s.v. Og det jeg her forstår ved jeg'et er det noget, som kan sanse, erkende, indse at noget er tilfældet, som kan huske, træffe beslutninger m.m. Min krop er jo ikke den samme som den krop, jeg havde for tyve år siden. Strukturmæssigt er den nok, men der sker jo legemlige forandringer som tiden går. Mit bevidsthedsindhold er heller ikke det samme som for tyve år siden. Jeg har lært en masse nyt, og glemt en hel del siden da. Men mit jeg synes at være et eller andet uforanderligt. Jeg er den samme som jeg var for tyve år siden: Det er det samme jeg, som dengang sansede, tænkte og besluttede, som det jeg, der nu gør det samme. Men hvad er dette jeg? Om dette er der skrevet mange udmærkede afhandlinger, men problemet er stadig uløst og gådefuldt.

Ud over de nævnte problemer findes der etikkens hovedproblem: Vi anser nogle handlinger for gode og andre for onde eller slette. Vi går ind for hjælpsomhed og næstekærlighed og er imod tortur og dødsstraf. Men i andre samfund ser man anderledes på disse ting, og spørgsmålet er nu, om der kan findes en objektiv etik, som alle må bøje sig for. Er det muligt at bevise, at man ikke må slå ihjel? Er det muligt at bevise de menneskerettigheder, som er nedfældet i FN's charter? Altså bevise i samme betydning som man kan bevise, at en trekants vinkelsum er 180 grader. Eller måske blot i samme forstand som man kan bevise, at jorden er rund. Et sådant bevis har man endnu ikke kunne finde i etikken, så indtil videre må man acceptere, at andre har helt andre etiske holdninger, end man selv har. Man har heller ikke fået nogen løsning på, om mennesket har en fri vilje, eller om alt hvad vi mener og gør er årsagsbestemt. Hvis det sidste er tilfældet, er det vanskeligt at drage en person til ansvar for hans handlinger og vel egentlig umuligt at dømme noget menneske som ondt eller godt.

Endelig kunne man også pege på de religionsfilosofiske problemer. Er der en mening med livet, med hele tilværelsen? Er universet skabt med et eller andet formål? Er der en mening med det hele, som blot er skjult for os, eller skal vi acceptere, at hele tilværelsen er meningsløs, og at alt hvad der sker er blotte tilfældigheder? Hver religion mener at have et svar på disse problemer, men set fra en filosofisk vinkel er det svært at acceptere de religiøse svar. Som filosof kan man ikke uden videre acceptere noget, der er grundet på en åbenbaring eller en anden religiøs oplevelse, så lidt som man uden videre kan acceptere, at et eller andet skrift er et helligt skrift.

Det er hævet over enhver tvivl, at Wittgenstein i sine unge år var plaget af disse problemer. Man kan læse det ud af hans notesbøger fra årene 1914-16. Og det er klart, at formålet med 'Tractatus' ikke var at løse problemerne, men så at sige opløse dem, påvise, at de lå hinsides det, vi kan tale om, og det vi kan behandle med argumenter. Selv efter at Wittgenstein havde erkendt, at 'Tractatus' ikke kunne holde for en nærmere kritik, holdt han fast ved at filosofiens opgave var en terapeutisk opgave. Formålet med alt, hvad han selv skrev, var ikke at pådutte andre nogle meninger om de store problemer, men tværtimod at vise for dem, at man ikke kunne sige noget om dem. Formålet med filosofisk tænkning er så at sige at få den til at holde op, til at ødelægge sig selv, så man bliver frigjort fra de filosofiske spekulationer.

I 'Tractatus' mente Wittgenstein, at han kunne nå dette mål ved at kombinere den doms- og prædikatslogik, som dengang var udviklet af tyskeren Gottlob Frege og englænderen Bertrand Russell, med en af ham selv opfundet meningsteori. Vi kan først se på, hvad det var, han mente at kunne lære af logikken.

En sætning - eller en dom, som man plejer at sige, - der anvendes i en bestemt situation er enten sand eller falsk, og den kan ikke på én gang være både sand og falsk. Hvis jeg siger "det regner", og

dette er en sand dom, så er det falsk, at det ikke regner. Domme kan kombineres med hinanden ved hjælp af en række ord, som vi kalder for logiske konstanter. Sådanne er f.eks. "både-og", "enten-eller" og "hvis-så". Jeg kan f.eks. sige: "Det både regner og blæser", "Enten regner det eller også blæser det (eller begge dele)", eller jeg kan sige: "Hvis det regner, så bliver gaden våd." Når vi har at gøre med to domme, der kombineres ved hjælp af logiske konstanter, kan det tænkes, at de begge er sande, eller at den første er sand og den anden falsk, eller at den første er falsk og den anden sand, eller at de begge er falske. Det er de muligheder, der er. Hvis vi ser på en sammensat dom - vi kan tage den første: "Det både regner og blæser" - så er det klart, at hvis "det regner" er sandt, og hvis "det blæser" er sandt, så er hele sammensætningen "Det både regner og blæser" sandt. En sådan sammensætning kalder Wittgenstein for en sandhedsfunktion, netop fordi dens sandhedsværdi er afhængig af sandheds-værdierne af de domme, som den består af. For at få et fuldt overblik over sammensatte domme af den slags, som der her er givet eksempler på, kan man sætte det hele op i såkaldte sandhedstabeller. Hvis vi kalder en dom for "p" og en anden dom for "q", så eksisterer der følgende muligheder:

p               q

sand            sand

sand            falsk

falsk           sand

falsk           falsk

og det kan vi skrive lidt enklere således:

p               q

S               S

S               F

F               S

F               F

og så kan vi endvidere skrive de ovennævnte sammensætninger eller sandhedsfunktioner på denne måde:

p       q         Både p og q       Enten p eller q        Hvis p, så q   

S       S               S                       S                                   S

S       F               F                       S                                   F

F       S               F                       S                                   S

F       F               F                       F                                   S

Der ligger nogle logiske problemer gemt her, men dem ser jeg foreløbig bort fra. Det, det først drejer sig om, er at se, hvad Wittgenstein kunne få ud af dette.

Det Wittgenstein hæfter sig ved, er, at vi ikke kan kombinere domme med hinanden på anden måde end ved hjælp af de logiske konstanter. Derved får vi sandhedsfunktioner, hvis sandhedsværdi afhænger af sandhedsværdien af de domme, der indgår i dem. Men for at vi kan tale om, at en dom er sand eller falsk, må vi forudsætte, at den har en mening. Ting som knive og gafler kan jo ikke være sande eller falske; de kan eksistere eller ikke eksistere. Men domme er noget andet end ting. De er noget, der udsiger noget om noget, der handler om noget, der har en sandhedsværdi. Og derfor må de også have en mening.

Men hvor får domme deres mening fra? Ikke fra logikken, for logikken siger kun noget om, hvordan domme kan kombineres med hinanden. Enhver dom har sin egen mening i og med, at den overhovedet er en dom. Men hvordan skal dette forhold forklares?

Svaret får vi i det, som er kaldt "billedteorien", som præsenteres i 'Tractatus'. Den kan kort genfortælles således: Hvis jeg tænker en tanke, så handler tanken umiddelbart om noget. Og jeg behøver ikke at undersøge den tanke, jeg tænker for at se, hvad den handler om. Tanken viser umiddelbart selv, hvad den handler om i og med, at jeg tænker den. Jeg kan f.eks. tænke: *Telefonbogen ligger på skrivebordet*. Hvad handler tanken om? Ja, den viser selv, at den handler om det sagforhold, at telefonbogen ligger på skrivebordet. Men det vil sige, at tanken på en måde kan opfattes som et billede af det sagforhold, som den handler om.

Nu kan tanker jo udtrykkes i sprog, i sætninger eller domme, og spørgsmålet er her, hvordan dette skal forklares. Vi plejer jo at bruge ord til at udtrykke tanker, men man kunne godt bruge andet end lige netop lyde og bogstaver. F.eks. kan jeg udtrykke min tanke, at telefonbogen ligger på skrivebordet med en tegning, hvis det skulle være. Men normalt bruger vi almindeligt sprog. Den del af tanken, som vi kan markere *telefonbogen*, kan så repræsenteres i sætningen ved ordet "telefonbogen", og den del af tanken, som vi kan markere *skrivebordet*, kan repræsenteres ved ordet "skrivebordet", og den tænkte relation imellem de to ved udtrykket "ligger på". Det, som egentlig blot er tryksværte på papiret, bliver så til en sætning eller dom. Jeg har så at sige lagt tanken ned i tryksværten og gjort nogle oprindeligt blot fysiske tegn - som bogstaverne og ordene er - til en dom, der omhandler det sagforhold, som tanken handler om. Alt dette lader sig gøre, fordi tryksværten har samme struktur som tanken, som igen har samme struktur som sagforholdet. Og det samme vil gælde, hvis jeg udtrykker tanken ved hjælp af lyde, talte ord. Og her er vi ved kernen i billedteorien: De enkelte ord i sætningen (og det vil sige de enkelte led i tanken) er navne på de enkelte ting, som sagforholdet består af. Og relationerne imellem ordene i sætningen (og det vil også være relationerne i tanken) udgør sætningens eller dommens struktur, og svarer nøjagtig til den eller de relationer i sagforholdet, der udgør sagforholdet sstruktur. Det forholder sig altsammen på samme måde som et fotografi af telefonbogen på skrivebordet forholder sig til sagforholdet, at telefonbogen ligger på skrivebordet. Det hele udtrykkes på en lidt dunkel måde af Wittgenstein i følgende sætninger, som er plukket ud af hans tekst:

2.01

Sagforholdet er en kombination af genstande (entiteter, ting).

2.031

I sagforholdet forholder genstandene sig på en bestemt måde til hinanden.

2.032

Den måde, hvorpå genstandene hænger sammen i sagforholdet, er sagforholdets struktur.

2.131

Genstandene repræsenteres i billedet af billedets elementer.

2.15

At billedets elementer forholder sig til hverandre på en bestemt måde forestiller, at tingene forholder sig således til hverandre. Denne sammenhæng mellem billedets elementer vil jeg kalde billedets struktur, og denne strukturs mulighed vil jeg kalde billedets afbildningsform.

2.221

Det billedet forestiller er dets mening.

3

Det logiske billede af kendsgerningerne er tanken.

3.1

I sætningen udtrykker tanken sig sanseligt opfattelig for os.

4.

Tanken er den meningsfulde sætning.

Det ser altså ud til, at vi kan udtrykke hele forholdet således: En tanke handler altid om et sagforhold. Tanken har samme struktur som sagforholdet. Tanken kan udtrykkes i en sætning, som så har samme struktur som både tanken og sagforholdet.

Men hvad nu, hvis jeg tænker og siger, at telefonbogen ligger på skrivebordet, og det så viser sig, at det gør den ikke. Så er sætningen jo falsk. Det billede den er, er ikke et billede af de virkelige forhold. Det er en stor vanskelighed, som Wittgenstein søger at redde ved at sige, at sagforholdet kun er en mulig virkelighed. Hvis sagforholdet eksisterer, kalder han det en kendsgerning, og sætningen er da sand. Hvis det ikke eksisterer, er sætningen falsk. Men spørgsmålet er så, hvad sætningen overhovedet afbilder. Det er der ikke noget svar på i 'Tractatus'. Men lad det nu være. Vi går videre i teksten.

Enhver sætning, der er meningsfuld, afbilder et sagforhold - og hvis den er sand en kendsgerning - i verden. Men læg nu mærke til, at det jeg lige skrev ovenfor: "En tanke handler altid om et sagforhold. Tanken har samme struktur som sagforholdet. Tanken kan udtrykkes i en sætning, som så har samme struktur som både tanken og sagforholdet" ikke afbilder noget sagforhold, men handler om relationen mellem billede og sagforhold. Altså er det ikke meningsfuldt ud fra billedteorien. Så det, der sker her, er, at man fremsætter en teori om mening ved hjælp af en hel masse "sætninger", som så viser sig at være meningsløse ifølge selve teorien, man lige har fremsat. Sådan er det, og det indser Wittgenstein helt klart selv. I nr. 6.54 skriver han: "Mine sætninger er oplysende på den måde, at den, som forstår mig, til sidst erkender, at de er meningsløse, når han ved hjælp af dem - som ad en stige - har hævet sig op over dem (Han må så at sige kaste stigen bort, efter at han er steget op ad den). - Han må overvinde disse sætninger, så ser han verden på den rigtige måde."

Det kan være vanskeligt at forstå dette, for når vi siger, at billedet (d.v.s. tanken eller sætningen) skal have samme struktur, som det, det er et billede af, så synes det at være sådan, at vi dels undersøger billedets struktur og dels sagforholdets sktruktur (ligesom hvis vi sammenligner et fotografi af en bygning med bygningen selv) og dernæst fastslår, at de har samme struktur og at det ene derfor har en afbildende relation til det andet. Men sådan er det ikke, siger Wittgenstein. I 1513 skriver han: "Ifølge denne opfattelse [altså hans egen] hører altså også den afbildende relation, der gør billedet til billede, til selve billedet." Det passer ind i det, vi allerede har fastslået: Enhver tanke viser selv, hvad den handler om. Der skal ikke nogen ekstra tanke til at finde ud af det.

Nu skulle det hele være blevet noget klarere. Jeg har en mængde tanker livet igennem. De afbilder alle sagforhold. De sande af dem afbilder kendsgerninger. Og verden består af kendsgerninger. Jeg kan udtrykke alle mine tanker i sætninger. Alt dette kan jeg indse. Det kræver ikke nogen forklaring. Så når jeg nu fortæller det her, så er selve de sætninger, jeg bruger til at fortælle det, meningsløse. Jeg kan kun tale om kendsgerninger og sagforhold. Jeg kan ikke tale om bevidsthed, eller jeg'et, eller den fri vilje, eller tilværelsens mening - for alt dette er ikke sagforhold. Jeg kan slet ikke tale om etik, om hvad der er godt og hvad der er rigtigt, for etikken består slet ikke af sagforhold. Jeg kan kommunikere med andre mennesker ved hjælp af sproget, men jeg kan ikke stille mig uden for sproget og betragte dets relation til virkeligheden. Den viser sig blot. Jeg kan ikke tale om den.

Wittgenstein fastslår altså med 'Tractatus', at alle filosofiske problemer er uden mening. De er der måske, men vi kan ikke tale om dem. Så derfor må vi lade være med at tale om dem. Han slutter sin bog med den ofte citerede nr. 7: "Det hvorom man ikke kan tale, om det må man tie." Og som sagt fastslår han også, at hele 'Tractatus' består af meningsløse udtryk. Men disse udtryk kan hjælpe læseren til at forstå hans billedteori og indse, at 'Tractatus' er meningsløs.

Vi kan altså forstå 'Tractatus' som en afhandling, der munder ud i en opdeling af den menneskelige erkendelse i på den ene side det, der kan siges og på den anden side det uudsigelige. Det, der kan siges, er alt sammen beskrivelser af sagforhold. Disse beskrivelser er enten enkelte sætninger, som Wittgenstein kalder for elementarsætninger eller de er sandhedsfunktioner af elementarsætninger. Det kan påvises gennem en logisk analyse. Når vi ikke umiddelbart kan se det, er det fordi sproget har udviklet en mængde grammatiske og syntaktiske former, der skjuler den logiske struktur. Til det, der kan siges hører almindelige dagligdags beskrivelser, men også alle videnskabelige redegørelser, der dybest set er billeder af sagforhold.

Under det uudsigelige falder alle filosofiske problemer, alt vedrørende tilværelsens gåder. Her har filosofferne i flere tusinde år prøvet at formulere og løse problemerne, men de har ifølge Wittgenstein overset, at alt, hvad de sagde, dybest set var uden mening. Vi må tie stille om alt vedrørende filosofi. Hermed er filosofien ophævet. Til det uudsigelige hører også spørgsmålet om, hvorfor de logiske regler er, som de er. Vi har en logik, som vi må følge, når vi taler om verden eller virkeligheden. Men vi kan ikke begrunde den. Logikken viser sig, skriver Wittgenstein. Den kommer til syne, når vi lærer at tale, og den må så blot accepteres, ligesom vi accepterer, at universet eksisterer - for det kan vi jo heller ikke forklare.

'Tractatus' blev en stor inspirationskilde for mange filosoffer, og blandt andet tog den bevægelse, som hedder den logiske empirisme (undertiden logisk positivisme) bogen til sig, som en forløber for bevægelsen. Det mærkelige var, at ingen tog sig for at finde ud af, hvad der egentlig blev sagt i bogen før i slutningen af 1950'erne, og min egen disputats fra 1964 om 'Tractatus' viste sig at være den første bog, der kritiserede synspunkterne i 'Tractatus'. Jeg skal her forsøge ganske kort at forklare, hvad der er galt i 'Tractatus'.

Wittgenstein siger i 'Tractatus', at alle elementarsætninger er uafhængige af hinanden. Hvis en elementarsætning er sand, kan man ikke udlede herfra om nogen anden elementarsætning er sand eller falsk. Og tilsvarende kan man ikke udlede noget fra en falsk elementarsætning. Som eksempler på elementarsætninger nævner han "det regner", "denne plet er rød" og lignende tilsyneladende helt usammensatte udsagn. Denne påstand om, at alle elementarsætninger er uafhængige af hinanden, hænger sammen med påstanden om, at elementar-sætningerne kun kan forbindes med hinanden ved hjælp af de logiske konstanter. For hvis der var andre relationer imellem dem end logikkens, så ville man ikke kunne stille dem op i sandhedsskemaer, sådan som det er gjort ovenfor. Hele den logik, som Wittgenstein havde lært af Russell, bygger på, at to tilfældigt valgte elementarsætninger, p og q, er fuldstændig uafhængige af hinanden - de kan begge være sande, de kan begge være falske, den en kan være sand og den anden falsk eller omvendt.

Men nu er spørgsmålet: Kan vi overhovedet finde eksempler på elementarsætninger, som er fuldstændig uafhængige af andre elementarsætninger? Det viser sig at være umuligt. Tag som eksempel "det regner" (og vi husker, at sætningen kun har mening i en bestemt situation her og nu). Hvis den sætning er sand, så er elementarsætningen "det er tørvejr" falsk. Tag sætningen "denne plet er rød". Hvis den er sand, så er sætningerne "denne plet er blå", "denne plet er gul" og "denne plet er grøn" alle falske. Wittgenstein indså selv omkring 1930, at der var et problem her, og det endte med at han opgav hele billedteorien.

At alle sætninger enten er elementarsætninger eller sandhedsfunktioner af elementarsætninger er også en absurd påstand. Hvis vi betragter en af de sandhedsfunktioner i skemaet ovenfor, så kan vi se, at der er et problem:

p       q                       Hvis p, så q

S       S                               S

S       F                               F

F       S                               S

F       F                               S

Hvad hævdes der egentlig her? Der hævdes, at hvis p er sand og q er falsk, så er det falsk, at "Hvis p, så q". Det kan vi godt gå med til. Tager vi en påstand som "Hvis det regner, så bliver gaden våd", så er det klart, at den er falsk, hvis man hævder, at det regner (d.v.s. at p er sand), og at gaden ikke bliver våd (q er falsk). Så vidt så godt, men prøv at se på nederste linje i skemaet. Der står faktisk, at hvis p er falsk og hvis q er falsk, så medfører p q. Og her kan vi ifølge Wittgenstein indsætte alle mulige elementarsætninger af typen "det regner". Hvis jeg nu indsætter "Vesuv er i udbrud" for p, og "Rundetårn vælter" for q, og begge dele er falsk, så skulle det altså være sandt, at "Hvis Vesuv er i udbrud, så vælter Rundetårn". Men det er jo en absurd påstand. Lige så absurd bliver det, hvis man ser på den øverste linje i skemaet. Hvis vi lader p stå for "Danmark er medlem af EU" og q stå for "det regner", og begge dele er sandt, så skulle det været sandt, at "Hvis Danmark er medlem af EU, så regner det" (lige nu og her). Det er jo også absurd. Der er ingen forbindelse i mellem de to ting. Det mener Wittgenstein heller ikke, men det er jo det vi normalt mener, når vi bruger ordene "hvis-så". Vi bruger dem tit til at udtrykke et årsagsforhold, eller et faktisk implikationsforhold, f.eks. i sætninger som "Hvis du smider en tændstik ned i krudttønden, så sker der en eksplosion" eller "Hvis TV-apparatet bliver flyttet til en anden stue, så bliver billedrøret i TV-apparatet også flyttet til en anden stue".

Vi kan altså konkludere, at der er noget rivende galt i den måde, logikken fremstilles på i 'Tractatus', og der må også være noget galt i billedteorien, netop fordi elementarsætningerne ikke er uafhængige af hinanden. Wittgenstein indså noget af dette og udviklede sidenhen i livet en hel anden filosofi end den, han gik ind for i sin ungdom. Det var der imidlertid ikke mange, der vidste, for bortset fra en lille artikel udgav Wittgenstein ikke noget. Han skrev og skrev, men intet blev udgivet. Først efter hans død i 1951 startede udgivelsen af hans manuskripter, som nu fylder mange bind.

Mange vil mene, at når man kan påvise, at et filosofisk værk ikke kan modstå en kritik og viser sig at være uholdbar på de fleste punkter, så er værket ikke længere en messe værd. Det gælder for mange værker, men jeg synes ikke, at det gælder for 'Tractatus'. Selv om grundlaget i værket er forkert, og selv om jeg aldrig har kunnet fordrage Wittgenstein som person, synes jeg stadigvæk, at det er fascinerende at læse 'Tractatus'. De værdifulde ting i bogen er ideen om, at logikken ikke kan begrundes, men blot viser sig, og påvisningen af det uudsigelige. Hvad Wittgenstein siger om det uudsigelige er ikke altsammen rigtigt, men han har ret i, at der udover alt, hvad vi kan beskrive og diskutere og argumentere om, findes noget højere, noget væsentligere, som vi ikke kan tale om, og derfor må tie stille om.

Publiceret 010799