| Artikler | Afhandlinger | Anmeldelser | Kalender | Forum | Forskning | Links | Præsentation |
|
Radikalsocialkonstruktivisme |
Mangfoldiggørelse, hvadenten i fuldstændig eller forkortet form, af en eller flere af publikationerne på www.filosofi.net og underdomæner heraf er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren til den pågældende tekst. Dette forbud gælder såvel tekst som illustrationer og omfatter enhver form for mangfoldiggørelse, det være sig ved trykning, fotokopiering, duplikering, båndindspilning, netpublicering m.m. Læs mere om betingelserne for publikation af anmeldelser i vejledningen. | |
|
Af Mohammad-Reza Kokabi-Hamadani
Indledning Min filosofiske tradition rummer navne som Peter Zinkernagel, Niels Ole Bernsen, David Favrholdt, Arne Thing Mortensen osv. Derfor tillader jeg mig at præcisere min egen analytiske forudsætning i forhold til denne tradition, hvilket kan hjælpe til en bedre forståelse af den grundlæggende betydning, som jeg tilskriver radikalsocialkonstruktivisme. Jeg mener, ligesom Zinkernagel, at vores erkendelse har et absolut grundlag, men i modsætning til ham, mener jeg ikke, at givetheden af et absolut grundlag for vores erkendelse betyder, at disse teser nødvendigvis kan oversættes eller findes i ethvert naturligt sprog. I den sammenhæng opererer jeg med et grundlæggende sprog, som jeg blandt andet kalder "Transverssproget" og en række teser, der blandt andet omfatter følgende:
Radikalsocialkonstruktivisme Min teori om radikalsocialkonstruktivismen er baseret på en model for absolutismen, der tager afstand fra den klassiske model, som man fx kan finde hos Niels Ole Bernsen, David Favrholdt, Peter Zinkernagel osv. [1] I min model er radikalsocialkonstruktivisme en konsistent teori, hvor beviset for dens konsistens ligger udenfor radikalsocialkonstruktivismen samtidig med, at radikalsocialkonstruktivisten kan fungere uden at behøve at henvise til dette bevis for at kunne tages alvorlig. I denne model for absolutismen er globalskepticismen en stærkere udgave af radikalsocialkonstruktivismen, hvilket giver anledning til følgende spørgsmål: 1. Hvorfor er globalskepticismen en stærkere udgave af radikalsocialkonstruktivismen? 2. Hvordan kan man bevise det? 3. Hvordan kan man bruge den stærkere udgave af radikalsocialkonstruktivisme i form af radikalskepticismen til at sige noget om radikalsocialkonstruktivismen? I nærværende artikel vil jeg af pædagogiske hensyn ikke gennemgå spørgsmål 1 og 2 men først tage dem op i en anden artikel, da en forsvarlig gennemgang kræver en betydelig redegørelse for den nødvendige nomenklatur, der vil sprænge rammerne for denne artikel. Derfor vil jeg metodisk set begrænse mig til det tredje spørgsmål. Da sammenhængen mellem radikalskepticisme og radikalsocialkonstruktivisme er konsekvensen af min egen teori om radikalskepticisme, kan jeg desværre ikke henvise læseren til andre forskeres arbejde indenfor dette område af den simple grund at der ikke findes nogen litteratur, der kan belyse den. Derfor forudsætter jeg, at læseren har kendskab til mine artikler om globalskepticisme, der blev publiceret på WWW.FILOSOFI.NET. Hvis jeg har ret i den interne sammenhæng mellem globalskepticismen og radikalsocialkonstruktivismen, så kan vi undersøge den stærke udgave og bevise, at den er konsistent, hvilket logisk set indebærer, at den oprindelige model, nemlig radikalsocialkonstruktivismen, er konsistent. Men konsistensen af radikalsocialkonstruktivismen er ikke nødvendigvis ensbetydende med en garanti for konsistensen af globalskepticismen. Jeg mener, at jeg på en udogmatisk måde kan argumentere for min teori. Dette kan jeg gøre gennem en ny sprogteori, som opererer med et særligt sprog, "Transverssproget". Dette sprog er gyldigt for globalskepticismen og dermed for radikalsocialkonstruktivismen. Dette sprog er baseret på selvrefererende helheder, hvilket vil sige, at helheden er element i sig selv, hvorfor transverssproget ikke nødvendigvis er en mængde. I denne teori opereres der blandt andet med tre kategorier "mængde", "klasse" og "domæne", hvor den moderne matematik stort set opererer med den første og kun i begrænset omfang med den anden i kategorilæren, mens der findes ikke et isomorft begreb for den betydning, i hvilken jeg anvender "domæne", i matematik. Den sædvanlige brug af termen domæne i matematik fx definitionsdomæne, værdidomæne er identisk med veldefinerede samlinger, men den veldefinerede samlig er blot en nødvendig betingelse for domæner i min sprogteori og aldrig en tilstrækkelig betingelse, hvorfor kategorien domæne i min sprogteori ikke kan reduceres til det matematiske udtryk. Denne sprogteori kolliderer mod Chomskys, Habermas's, Davidsons, Quines, Wittgensteins I og II, Louis Hjelmslevs og Zinkernagels. Teorien kan kun gives i form af en positiv bestemmelse og den negative bestemmelse er udelukket, hvilket blandt andet er en af årsagerne til, at antiradikalsocialkonstruktivistiske teorier i deres kritik slår fejl og ikke kan problematisere den. Jeg kan illustrere styrken i min sprogteori med en kritik af Zinkernagels tradition og navnlig David Favrholdts værk Filosofisk Codex. Min sprogteori bygger også på andre metodiske overvejelser om forholdet mellem forskellige filosofiske discipliner, navnlig metafysik, logik, erkendelsesteori og sprogfilosofi. Min teori anerkender ikke argumenterne for privatsprog. Men den anerkender heller ikke sprog, som nødvendigvis værende et offentlig tilgængelig fænomen, samtidig med, at sprog som et offentlig tilgængelig fænomen er en veldefineret størrelse, der betinges af transverssprog, mens privatsprog er veldefineret som led i et logisk spil. Indenfor denne sprogteori er privatsprog kun veldefineret som led i transverssprog, hvis privatsprog er ækvivalent med jeg'ets objektive konstruktion af et partielt sprog på grundlag af transverssprog, men samtidig har hverken jeg'et eller jeg'ets kommunikationspartner nødvendigvis mulighed for at kunne identificere det partielle sprog i et domæne, der indeholder et uendeligt antal sprog af den samme type som det pågældende privatsprog. Derfor er mit udgangspunkt for analysen af privatsproget ikke et valg mellem sprog, som offentligt fænomen eller som privat fænomen, men en kombination af sprog som det offentlige fænomen med kategorien "uafgørbare sprog", hvor det uafgørbare er udtryk for en organisk udvidelse af det offentlige sprogs ontologi med jeg'ets selv som en interdependent enhed. Dette er den teoretiske baggrund for radikalsocialkonstruktivismens mulighedsbetingelser for sprog og dets konstitution. Dette kan illustreres fx i en kritik af Jeg'ets ontologi hos Erik Klawonn. I striden om tidens ontologiske status argumenterer jeg for, at radikalsocialkonstruktivisme opererer med en tidsopfattelse, hvor den statiske og den dynamiske tidsopfattelse forenes i en model, hvor den første er udtryk for intrasproglige implikationer, mens den anden er udtryk for intersproglige implikationer, hvilket giver radikalsocialkonstruktivist mulighed for at operere med en model for logik, som kun kan repræsenteres i absolutistiske modeller som sammensat udsagn, mens den atomistiske form af udsagnet i den absolutistiske model ikke kan modelleres tilbage til den radikalsocialkonstruktivistiske model for logik, hvilket er udtryk for en grundlæggende asymmetri mellem den radikalsocialkonstruktivistiske virkeligheds opfattelse og den absolutistiske antiradikalsocialkonstruktivistiske. Den konkrete model for implikationer kan fx være Lennart Nørreklits model for kon tingente sandhedsfunktioner. Jeg kan også konstruere en polyvalent model for implikationer, hvor model for fortolkning kan være baseret på Quines logiske forskning. Hovedkategorierne for intrasproglige implikationer er sandhed og falskhed, mens hovedkategorierne for intersproglige implikationer er veldefinerethed og sletdefineret. Disse to typer af hovedkategorier struktureres gennem en mangfoldighed af logiske systemer, som har max tre sandhedsværdier i dens grundlæggende logiske matriks. Denne mangfoldighed har 2 3 = 8 prototyper for logik. Disse logikker distribueres som følgende: Tre univalentlogik Tre divalentlogik En trivalentlogik En absolutrelativlogik, hvilket vil sige, at den er givet med enhver af de øvrige typer, men ingen af de øvrige typer er identisk med den. Antallet af disse logikker er baseret på en række domæneteoretiske teser, hvor deres isomorfe billeder findes i teorien om mængdelære, hvor antallet af delmængder for en givet mængde S med kardinaltallet N er identisk med to opløftet i N. De tre univalentlogikker er yderst interessante for at kunne forklare holdbarheden af radikalsocialkonstruktivismen. Dette er en foreløbig og meget grov skitsering af nogen aspekter ved radikalsocialkonstruktivismen, som jeg i min absolutistiske model vil forsvare som et eksempel på en konsistent teori om radikalsocialkonstruktivismen, som kan verificeres. Logisk set er det muligt at modellere teorien tilbage til en positiv teori i matematik fx topologi, således at hvis topologi er en holdbar teori, så er radikalsocialkonstruktivismen også konsistent og holdbar, men ikke omvendt. Dette er isomorf med et bevis for en betinget konsistens af den samme type af konsistens, som vi fx kender fra forholdet mellem euklidsk geometri og noneuklidsk geometri, hvor man viser, hvordan den sidste kan repræsenteres i euklidsk geometri og dermed, hvis den euklidiske geometri er konsistent, så må den ikke-euklidske geometri også nødvendigvis være konsistent.
Jeg mener, at man kan argumentere for at radikalsocialkonstruktivismen er konsistent og holdbar. Hvordan? Idehistorisk set anvendes konsistent og holdbarhed i relation til et sæt regler, hvor de klassiske logiske principper bestemmer konsistens. Denne form for konsistens er trivielt opfyldt og det er ikke særlig kompliceret at argumentere for denne form for konsistens. Hvis antallet af de principper eller betingelser, der skal være opfyldt stiger, så bliver argumentationen for holdbarheden også kompliceret da systemet simpelthen skal opfylde flere betingelser. Dette har den konsekvens, at en blot opfyldelse af et sæt regler ikke kan garantere holdbarheden af teorien på et absolut og globalt grundlag, da muligheden for, at antallet af disse principper kan udvides er til stede. Derfor handler det interessante spørgsmål ikke om, at der findes et system, der opfylder de principper, som radikalsocialkonstruktivismen lægger op til, men om, at der argumenteres for, at ligegyldigt hvilket antal betingelser, der skal opfyldes, kan disse betingelser ikke falsificere socialkonstruktivismen. Der findes to logiske muligheder: 1. antallet af betingelserne er finit 2. antallet af betingelserne er uendeligt. Hvis antallet er finit, så er muligheden for udvidelsen altid åben, hvorfor man ikke kan udelukke muligheden for udvidelsen af antallet af betingelser og dermed udelukke en situation, hvor socialkonstruktivisme bliver falsificeret. Den anden mulighed har den analytiske forudsætning, at et finit antal udvidelse af teorien er udelukket på grund af uendelighedens metafysik, da en uendelighed m.h.t. antallet bliver det samme ligegyldigt om man tilføjer eller fjerner et finit antal elementer fra en mængde, som har et uendeligt antal elementer. Dette er et trivielt faktum, som Cantor har bevist i sin mængdelære. Erkendelsesteoretisk set skyldes det, at enhver mængde er uendelig, hvis og kun hvis den har en ægte delmængde, som er uendelig. Min pointe er, at uendelige mængder udelukker en finit udvidelse af teorier eller indskrænkning af en teori som grundlag for en problematisering af en teori, som i vores tilfælde er radikalsocialkonstruktivismen. Men selve det, at antallet er uendeligt kan ikke sikre, at der ikke findes en udvidelse af teorien, som er uendelig, hvilket igen er garanteret af Cantors teorem: mængden af alle delmængder af en mængde S har flere elementer end mængden S! Derfor skal vi vise, at Cantors teorem rummer begrænsninger, som ikke kan overskrides medmindre teorien ophæver sig selv. Derfor er vores opgave at vise, at radikalsocialkonstruktivismen er medkonstituerende for disse begrænsninger. Dette forudsætter, at man kan vise, at radikalsocialkonstruktivismen har særlige egenskaber, der ikke blot neutralt kan gennemskues. Altså: vi skal bruge intentionelle modeller fremfor de ekstensionelle. Vi har også brug for et logisk apparat, der giver os mulighed for refleksion, uden at vi bliver bundet af den traditionelle sandhed og falskhed i divalente systemer. Her mener jeg, at man kan nøjes med en trivalent logik og bagefter vise, at denne er nødvendig, men ikke tilstrækkelig og denne tankegang skal integreres i en generel teori om vores erkendelsesgrundlag. En af mine hovedteser er, at antallet af de grundlæggende konstituerende betingelser for radikalsocialkonstruktivisme er uendeligt og det, at selve antallet er en af disse konstituerende betingelser, hvorfor der ikke neutralt kan diskuteres om radikalsocialkonstruktivisme uden at den sædvanlige commonsense jeg-du-relation ophæves og erstattes af den isomorfe størrelse indenfor radikalsocialkonstruktivismens virkelighed. Med mine kammerater i min studiekreds, eller hvor jeg holder foredrag, plejer jeg at opvarme diskussionen om holdbarheden af radikalsocialkonstruktivisme ved at fortælle om og diskuttere den klassiske diskussion om forholdet mellem drøm og virkelighed og bagefter bevise en række teoremer, der vedrører intensionellogiske strukturer af diskussionen. Jeg beder folk tage stilling til, om de involverede personer i det, der fremsættes modsiger sig selv eller om diskurset i dets helhed bygger på inkompatibilitet. Hvis du, kære læser har lyst, kan du også tage stilling, så har vi et udgangspunkt for vores diskussion: Lad os nu antage, at en person, som vi kalder Descartes drømmer og han bl.a. drømmer, at han ikke er Descartes men hedder Søren og ikke kommer fra Frankrig, hvor Descartes i virkeligheden kommer fra, men fra Danmark. Der er indlysende et inkonsistent forhold mellem det, der drømmes og det, som i virkeligheden er, men dette indebærer ikke, at Descartes' drøm er inkonsistent. I sin drøm træffer han en, der hedder Wittgenstein, som er en mærkelig fyr, der render rundt og er ligeglad med penge og materielle værdier og en, der hedder Morris og Morris fortæller Descartes, at Wittgenstein er en meget berømt og internationalt kendt filosof, der altid siger sandheden, selvom prisen for hans sandfærdighed er, at han siger noget sludder og skal tie stille og Descartes tror på Morris og mener, at alt, hvad Morris siger, er sand, men i modsætning til Wittgenstein vil Morris ikke sige noget, hvis dette noget er sludder. I sin drøm ser Descartes Wittgenstein, der løber ad stien forklædt i en munkedragt, og bærende på en bog. Descartes kan ikke rigtig se, hvad bogen hedder, så spørger han Wittgenstein og han siger: " Det er biblen. Se det selv". Descartes kigger i bogen og det er rigtigt og, så tænker han og siger pludseligt til sig selv, at Wittgenstein er død for mange år siden og han begynder at tvivle på, om han er vågn eller drømmer, så spørger han Wittgenstein, om han drømmer eller er vågen. Wittgenstein siger øjeblikkeligt, at Descartes drømmer. Så går Descartes sin vej og så træffer han Morris og fortæller ham om sin samtale med Wittgenstein og Descartes gentager sit spørgsmål, om han drømmer eller er vågen. Morris siger, at det, som Descartes siger er noget sludder og Descartes spørger utålmodigt, om han mener, at Wittgenstein lyver, så siger Morris det har han aldrig sagt, da Wittgenstein altid siger sandheden og siger til Descartes, om Descartes ikke tror på Morris og Descartes siger" jo, jo" men han befinder sig i en vanskelig situation, da Morris siger, at Descartes siger noget sludder, når han spørger, om han drømmer eller er vågen og samtidig siger, at Wittgenstein altid siger sandheden, så svarer Morris, at han ikke kan se nogen inkompatibilitet i, hvad han har sagt til Descartes. Hvad mener du kære læser?
"For det Første fordres der, at Du ikke maa see paa spejlet, betragte speilet, men se Dig selv i Speilet." [1] Søren Kierkegaard
Noter: 1. Modellen opererer med en bestemt type af kontingente sandhedsfunktioner, som jeg vil redegøre for i min kommende artikel "Nørreklits sætninger", der vil blive publiceret på WWW.FILOSOFIN.NET
2. Frands Holm: "Livsvisdom, Søren Kierkegaard i citater", Samlet af Frands Holm, s: 113, C. A. Reitzels Forlag 1962
Litteratur: Boolos, George : "The Unprovability of Consistency" Cambridge University Press, 1979. Ehrenfeucht, A. and Feferman, S.: "Representability of recursively enumerable sets in formal theories. Anchiv für Mathematische Logik und Grundlagenforschung, 5:37-41,1960. Holm, Frands: "Livsvisdom, Søren Kierkegaard i citater" Samlet af Frands Holm, s: 113, C. A. Reitzels Forlag 1962 KokabiHamadani, M.: "En kritisk undersøgelse af Zinkernagelsfilosofi" 1998. Odense Universitetsbibliotek Kokabi-Hamadani, M: "Én sand, logisk type m.h.t. antallet af sandhedsværdier?" http://www.filosofi.net under rubrikken 'Artikler' Kokabi-Hamadani, M: " Globalskepticismens ontologi?" http://www.filosofi.net under rubrikken 'Artikler' Kokabi-Hamadani, M.: "Hilberts hotel" http://www.filosofi.net under rubrikken 'Artikler' Mostowski, Andrzej: "Sentences Undecidable in Formalized Anithmetic" North Holland, 1952. Parikh, Rowitt: "Existence and feasibility in arithmetic" Journal of Symbolic Logic, 36:494-508,1971. Post, Emil: "Recursively enumerable sets of positive integers and their decision problems" Bulletin of the American Mathematical Society 50:284-316,1944. Pour-El, Marian Boykan: "Effectively extensible theories" Journal of Symbolic Logic, 22:39-54,1968. Putnam, H. and Smullyan, R.: "Exact separation of recursively enumerable sets within theories" Proceedings of the American Mathematieal Society 11:574-577,1960. Quine, W. V.: "Mathematical Logic", Norton, 1940. Quine, W. V. : "Concatenation as a basis for arithmetic" Journal of Symbolic Logic, 11:105-114,1946. Quine, W. V.: "The Ways of Paradox, and Other Essays" Random House, 1966. Rogers, Hartley : "Theory of Recursive Functions and Effective Computability", McGraw-Hill, 1967. Rosser, J. Barkley: "A mathematical logic without variables" Annals of Mathematics, 36:127-150,1935 Rosser, J. Barkley: "Extensions of some theorems of Gödel and Church" Journal of Symbolic Logic, pages 87-91,1936. Shepherdson, John: "Representability of recursively enumerable sets in formal theories", Archiv für Mathematische Logik und Grundlagenforschung, pages 119-127,1961. Smullyan, R. M.: "Languages in which self-reference is possible" Journal of Symbolic Logic, 22(1):55-67, 1957. Smullyan, R. M.: "Theory of Formal Systems" Princeton University Press, 1961. Smullyan, , R. M.: "Uniform self-reference" Tarski Symposium Volume, Studia Logica 44(4):439-445, 1985. Smullyan, , R. M.: "Quotation and self-reference" In S. J. Bartlett and P. Suber, editors, Self- Reference, pages 122-144. Martinus Nijhoff Publishers, Nordrecht, 1987. Smullyan, R. M.:"Gödel's Incompleteness Theorems" Oxford University Press, 1992. Smullyan, Raymond M.: "Recursion Theory for Metamathematics" Ox ford University Press, 1993. . Tarski, A., Mostowski, A. and Robinson, R.: " Undecidable Theories" North Holland, 1953. Tarski, A.: "Der wahrheitsbegriff in den formalisierten sprachen" Studia Philisophie, 1:261-405,1936.
Publiceret 150101
| ||
