Mere end at spørge – et filosofisk manifest

af Søren Harnow Klausen, Filosofisk Institut, Syddansk Universitet, Odense

Hvad er filosofi? Dette er naturligvis et vigtigt spørgsmål, og et spørgsmål som enhver der beskæftiger sig med filosofi bør tage stilling til. Men dets betydning må ikke overdrives. En af de store faldgruber i filosofien består i at den kan blive selvoptaget eller ligefrem selvglad. Mange såkaldte filosoffer formår ikke at levere andet end smukke programerklæringer og lovtaler til en imaginær idealfilosofi. Filosofien skal være kritisk, dialektisk, åben, medreflektere den historiske situation og hundredesytten andre ting, den skal være bøjelig, føjelig og slank om sit liv ... På denne måde bliver filosofi blot en slags peptalk eller moralprædiken der tjener til at fremkalde en særlig andagtsfuld stemning i læseren, men ellers ikke gør hende spor klogere på noget som helst – slet ikke på hvad hun konkret skal foretages sig hvis hun ønsker at filosofere på den rigtige måde. Denne beklagelig tendens gør sig gældende i mange afdelinger af filosofien, men er særlig udbredt i den såkaldte kontinentalfilosofi, hvor man efterhånden er gået over til udelukkende at tale om filosofi i stedet for at filosofere. Her er nogle eksempler: "Filosofi er ingen rekreationsferie", læser man hos Adorno. "Altså er den ingen disciplin og slet ingen metadisciplin. Jeg vil snarere sige at den gennemkrydser alle discipliner", siger Derrida om sin egen "dekonstruktive" filosofi. Michel Serres mener tilsvarende at det er "filosofiens opgave at tage en tur gennem hele sin tids viden ... Det er et meget heroisk arbejde fordi det kræver en rejse, en fuldendt rejse, ligesom Odysseus' rejse i middelhavet". Og den ældre Heidegger stemmer i med svulstige formuleringer som "tænkningens tid er en anden end beregningens" og "tænkningen må gå tilbage til metafysikkens grund".
Det lyder jo smukt og kan unægtelig også give én lyst til selv at tage livtag med filosofien. Men man bliver så meget desto mere skuffet når man erfarer at de pågældende filosoffer ikke har meget mere at byde på end sådanne lyriske appetitvækkere. De fortæller os stort set intet – i hvert fald intet troværdigt eller interessant – om hvordan verden er indrettet, om naturen af den menneskelige erkendelse, om hvad der kendetegner den gode handling, det gode liv og det gode samfund. Så megen højstemt peptalk, og så få filosofiske kalorier!

Filosofi er teori. Filosofien forudsætter nok en grundlæggende undren over tilværelsens mysterium, et eksistentielt engagement og en kritisk og reflekteret indstilling. Men den må gå et skridt videre og omsætte disse grundstemninger konstruktivt. Filosofien er ikke bare en livsform eller en aktivitet. Den må blive en teori, den skal udmønte sig i en række – gerne systematisk forbundne – sande sætninger.
Det er altså ikke nok at filosoffen stiller spørgsmål, de være sig nok så udspekulerede. Hun skal også forsøge at give os svar på spørgsmålene. Disse svar behøver til gengæld ikke at være særligt overraskende eller dybsindige. De filosofiske sandheder kan være særdeles enkle og indlysende. Det er måske dette der får så mange til at kaste sig i armene på de mest usandsynlige og overspændte teorier. Sådanne teorier virker mere æstetisk tilfredsstillende, pirrer intellektet mere og muliggør en større grad af profilering i forhold til andre aktiviteter: filosofi er kompliceret, filosofi er eventyrlig, filosofi er noget for de udvalgte få, for de åndelige vovehalse ... Hvorfor er Wittgensteins Tractatus langt mere populær end Russells logisk-atomistiske skrifter? Fordi Wittgenstein siger omtrent det samme på en mere gådefuld og flertydig måde.

Filosofisk metode. Der er ingen filosofisk universalmetode, og ingen metode som er speciel for filosofien. Den må behandle de filosofiske problemer med alle til rådighed værende midler: krav om logisk konsistens, idealer om simpelhed og "forklaringskraft", skelen til både dagligdags erfaringer og videnskabens resultater. Begrebsanalysen kan være et nyttigt filosofisk redskab, men den er ikke mere end det. Den er ingen selvstændig, endsige fundamental disciplin. Begreber er en del af verdens inventar, og undersøgelsen af dem må være i bred forstand erfaringsbaseret.
Filosofi er fejlbarlig. Som sådan ligner den også de andre videnskaber. De filosofiske teorier kan være mere eller mindre godt begrundede, og nogle af dem er formentlig – i store træk – sande. Men sikkerhed er uopnåeligt ideal. Derfor er det urimeligt at kræve af en filosofisk teori – sådan som man traditionelt har gjort, og sådan som mange fortsat gør – at den a priori skal udelukke rigtigheden af alle andre teorier om det pågældende emne. Det er tilstrækkeligt hvis man kan vise at der er stor sandsynlighed for at en teori er rigtig. I visse tilfælde er det endog nok at vise at der ikke er noget som taler for de alternative teorier.
Filosofi handler om hvordan verden – denne verden – er indrettet. Derfor behøver dens teorier ikke at gælde i alle mulige verdener, sådan som begrebsanalytikerne og andre (skabs)rationalister forlanger. F.eks. er det gode lig med det velfærds- eller lykkefremmende, fordi mennesker og dyr er i stand til at føle behag og ubehag. Men i en verden uden bevidste væsener, eller i en verden befolket af følelsesløse fornuftsvæsener, ville dette ikke gælde. Tilsvarende ville det som faktisk udgør en god begrundelse – at have bestemte sanseoplevelser eller "rationelle indsigter" – ikke være en god begrundelse i en verden styret af en cartesiansk dæmon.
Man bør mistro alle alt for elegante, bevis-agtige "knock-out"-argumenter. Filosofi er et hårdere arbejde end som så. Den fordrer ikke bare "begrebets anstrengelse", men involverer "gemene" evner såsom erfaring og dømmekraft. Derfor kan den virkelig give én sved på panden.

Filosofi og historie. Filosofi er ikke filosofihistorie. Det er en "1.ordens videnskab", dvs. en videnskab som handler direkte om verden – ikke en "2. ordens videnskab" der handler om hvad andre har sagt og ment om verden. Filosofihistorie er et nyttigt redskabsfag, da det tjener som inspirationskilde (positivt så vel som negativt), skærper ens følsomhed overfor nuancerne i de filosofiske problemer og modvirker intellektuel bornerthed. Men filosofi er ikke selv "historisk" i nogen videre ophidsende forstand.
For resten: ideen om at filosofi og historie er intimt forbundet, er i reglen et dårligt udgangspunkt for at skrive filosofihistorie. Det er påfaldende at de gode filosofihistorikere – Windelband, Burnet, Copleston, Passmore, Gilson m.fl. –har en ahistorisk filosofisk interesse, hvorimod "historisterne" – Heidegger, Gadamer, Löwith m.fl. – ironisk nok gang på gang afslører sig som dårlige filosofihistorikere. Deres tekster er fulde af tvivlsomme oversættelser og forgrovede eller fordrejede gengivelser af synspunkter og tendenser. Jo mere vægt man lægger på filosofihistorien, jo dårligere bliver man tilsyneladende til at forvalte den.

Lad os filosofere! Det er forståeligt at videnskabsjournalisterne og de alment nysgerrige – som blot betragter filosofien fra sidelinjen – ofte tager fejl med hensyn til hvor filosofien står og hvad den kan. Man må selv spille med. Filosofiens potentiale viser sig i arbejdet med de filosofiske problemer. Så det er med at komme igang. Lad standpunkterne blive formuleret (god filosofi er standpunktsfilosofi, ikke evigt kredsende refleksion) og møde deres skæbne på argumenternes slagmark – og må de bedste teorier vinde! Den der har forstået ovenstående og sympatiserer med det, vil ikke dvæle ved det, men kaste det væk, så hun kan komme i gang med det der er vigtigere end udarbejdelsen og studiet af programerklæringer og manifester: at filosofere.

Publiceret 210200