Hermeneutiske iagttagelser i Augustins forkyndelse

af dr. theol. h. c. Helge Haystrup, Odense.

I den lærde kirkefader Augustins storværk fra 396-426, de fire bøger "Om oplæring i(resp. forkyndelse af) kristendom", De doctrina christiana, der af mange - med Gadamer i spidsen - betegnes som et hermeneutisk hovedværk, foretages en betydningsfuld skelnen mellem den kristne forkyndelses "res" og dens "signa", de ord eller den måde, hvorpå disse "res" skal aktualiseres på os.

  Hvad den kristne forkyndelse skal handle om, Skriftens indhold eller dens "res", kan ikke indskrænkes til Kristusbelæring, men bestemmes som Den treenige Gud i hele hans udelelige virken og dog med Gud Fader som alle tings primære ophav og skaber, med Kristus som vor Midler, vejen til Gud, idet han for vor skyld blev menneske, døde på korset og opstod, og med gud Helligånd som kraften til at leve et ret kristenliv i lydighed mod Jesu dobbelte kærlighedsbud, Mtt. 22, 37ff. og derved som en stadig vandring opad mod Guds rige. - omend i kødets skrøbelighed.

  Tilsvarende er Skriftens "signa" ikke blot den entydige, ligefremme tale ell. tegn, vore "signa naturalia" eller "signa propria", men kan også fremtræde som "signa translata", hvis billedlige, resp. typologiske(af Augustin ofte kaldet den allegoriske) betydning fordrer grundig overvejelse og sammenligning, inden den kan "oversættes" ret.

  I denne forbindelse bør det understreges, at vi med en enkelt undtagelse ikke hos Augustin finder nogen systematisk lære om Skrifteordenes firedobbelte betydning, - som hos den store Origenes eller langt senere hos Højmiddelalderens store theologer som Thomas Aquineren!

  Med dette in mente vil jeg nu vende mig til de 26 prædikener af Augustin, som jeg udgav i 1998 under titlen "Svanens Sang" [1] for derudfra at vise såvel brud som sammenhænge mellem den i "De doctrina christiana" fremlagte principielle hermeneutik, og hvad der karakteriserer Augustins kirkelige praksis.

1. De voldsomme antiteser.

Augustins forkyndelse er kendetegnet ved voldsomme antiteser mellem vor aktuelle situation og det sande liv i Gud, mellem tilhørernes nuværende elendighed i syndens og dødens verden og den uudsigelige herlighed, der venter de trofaste troende i Guds rige.

  Allerede i Augustins 7. Prædiken om Guds selvåbenbaring for Moses i den brændende tornebusk som "Den, jeg er", møder vi det skarpe skel mellem Guds verden og vor, idet hans, den sande væren er bestemt som uforanderlig, mens vor væren som foranderlige og stadig omskiftelige væsener ikke blot er en afledt, lavere form for eksistens, men egentlig slet ikke nogen ret væren, noget virkeligt liv.

  På tilsvarende vis bestemmes vort liv her på jorden i Sermo 36,4 som en vinter, hvor alt må visne, og det er småt med frugt. Kun hvor "roden" er levende, skal træet blomstre op og bære frugt, når "sommeren", Kristi komme i herlighed, oprinder. Derfor er det så vigtigt, at vi skønt udadtil døde har bevaret den levende rod, cf. hertil Sermo 38,5, hvor Augustin først minder os om, hvordan menneskelivet i sig selv er en vækst hen imod døden, og at vi i stedet for at blive større bliver stadig mindre, så det altså ikke er en selvfølge, at dit liv vokser, når det går mod enden, Jes. Sir. 2, 1-3, og dernæst taler om livet på jorden som en stadig prøvelse, der skal modne os for Guds rige, hvorfor vi her møder sammenligningen af vort liv på jorden som vel en sommer, hvor vi skal samle, hvad der kan blive os til gavn ved vintertide, men samtidig som en travl og virksom tid, der er alt andet end en uforstyrret glæde; for selv midt om sommeren er vor "frygt for døden en daglig vinter", ibd., afsn. 7!

  Andetsteds nemlig i Augustins Sermo 49,3 skildrer han vort jordeliv som en nat, hvori vi må færdes "stadig omgivet af dødelighedens mørke". Ja, i os selv er vi kun mørke og nat; alene i Herren er vi lys, cf. Ef. 5,8. Livet her på jorden er samtidig en stadig krisis, der fordrer årvågenhed og afgørelse. Livet her på jorden er ikke til at stole på, Sermo 36,6, og derfor utrygt og upålideligt.

  Livet her på jorden er langtfra at være vort mål, en vej, en pilgrimsfærd i længsel efter vort rette fædreland, Sermo 4,9 og 36,2 med billedet ad den sejrskrans, der venter den trofaste Kristi soldat, der kæmper mod det begær og den frygt, som Djævelen angriber os med.

  Den Augustinske forkyndelses forudsætning er altså et mørkt syn på verden. Han ser denne verden som skueplads for Djævelens fristelse, for vor synd og vor død, men følgelig også alt det verdsliges foreløbighed. Sålænge som vi befinder os her, er vi i nød og må længes efter den frelse, der alene skænkes ovenfra i Kristus og gennem den hellige kirke, der derved på én gang bliver Kristi brud og vor moder. Kun i den bliver vi delagtige i frelsens goder.

  Vist er Kristus blevet menneske i kraft af "et helligt bryllup", scil. mellem Gud Helligånd og jomfru Maria, Sermo 126,6. Men det egentlige "hellige bryllups mysterium" er dog den forening af Kristus selv med hans hellige menighed i en inderlig kærlighed, i "en stor varme og en stor herlighed", som det hedder herom i den berømte Sermo 138,7 og 9f. om den kristne Kirkes enhed med Herren og indbyrdes medlemmerne imellem, den enhed, der allerede billedligt blev forkyndt i Højsangen i Det gamle Testamente, der ifg. Augustin er "en bryllupssang om brudgommen og bruden", Kristus og hans menighed, og som vil påminde os om at elske både brudgommen, vor gode hyrde, og hans hellige Kirke, så at vi ikke blot finder vor plads i den, men selv er en sådan Kirke.

2. Situationen: forkyndelsens ophøjethed, ansvar og jævnhed.

Gang på gang ser vi Augustin i færd med at slå bor mellem den gudgivne, biskoppelige myndighed og det modtagende og hørende, omend langtfra under gudstjenesten blot passive lægfolk.

  Vi vil her tage vort udgangspunkt i Augustins 23. Prædiken. Måske for at understrege, at bispens prædiken som Guds ord til menigheden, forkyndt på Guds vegne, er ovenfra, taler han fra sit ophøjede kathedra, bispestolen, ovenfra ned til den stående menighed. Den beskedne - og nøgterne - Augustin giver imidlertid en mere praktisk begrundelse for denne kirkerummets klassiske disposition: Den skyldes, at forkynderens røst da kan trænge bedre igennem og blive hørt.

  For trods sin status i menigheden og menighedens pligt til lydighed mod det Guds ord, han forkynder, står såvel forkynder som tilhører under Guds ord og befinder sig således principielt på samme plan.

  Også forkynderen trænger til oplysning og nåde ovenfra, og i ydmyg selverkendelse indrømmer Augustin, at han også selv stadig må søge hjælp. Alene Kristus er den rette og ufejlbare lærer, og vi skal derfor alle stræbe efter at blive hans disciple. Samtidig betones, hvordan den, der er sat til at formidle Guds ord til menigheden, ligesom apostlen må døje med megen angst og bæven. Og denne forkynderens angst er både en angst for ved sin færd at afholde nogen fra at komme til troen, men også - og især - en frygt for at gå på akkord med den sandhed, der ene gives os gennem den hellige og fejlfrie, af Gud selv inspirerede Skrift, cf.2.Tim. 3, 16. Også på Augustins tid har man altså kendt til fristelsen til at blive for afholdt af menigheden, at udglatte og tilpasse Guds sandhed til, hvad menneskene helst vil høre!

  Det er derfor med frygt og bæven overfor Gud, den kaldede forkynder udlægger Gudsordet for folket. Han ved desuden med sig selv, at han kun er en fattig synder, og at hans forstand og fatteevne er begrænsede. Gang på gang betoner Augustin denne forskel mellem Gud og os. Således bekender han i Sermo 53,16 sin afmagt til at begribe den hellige Treenigheds mysterium; for "Du er for højt oppe, og jeg for lavt nede". Ja i det følgende går han endnu videre med dette memento til al spekulativ theologi: "Hvis du forstår, hvad du siger, er det ikke Gud ( :du taler om). Hvis du har forstået, har du forstået noget andet, men ikke Gud". Alene ved at støtte sig til Kirkens autoritet og Guds ord kan vi nå frem til sandheden. I os selv er vi afmægtige. Ja selvom der kom en dag, hvor vi mente at være kommet frem til en sådan erkendelse, så er det dog kun indbildning.

  Andetsteds taler Augustin ligeud om vor elendige forstands "usle tanker", Sermo 119,5. Og omend han f.ex. i Sermo 126,3 kan slå fast, at Gud skabte mennesket som et fornuftsvæsen, "rationale animal", har vor forstand dog nu - efter syndefaldet - i den grad mistet sin kraft, at vi overser Guds talrige daglige mirakler. Vi er sunket så dybt, at Kristus måtte fornedre sig og komme "som lille til de små og som lægen til de syge", ibd., afsn. 4.

  For at vi dog i nogen måde må kunne fatte, hvad der har med Gud og hans ord at gøre, må Gud selv "udvide" vor forstand og hjerte, Sermo 23,7. Guds kærlighed udvider og helbreder os, så det ikke skal gå os som de to tåber, der stredes om, hvor solen skulle gå op, og i den grad kom op at toppes derom, at de endte med at de endte med at rive øjnene ud på hinanden. Og så kunne de i hvert fald ikke se fra hvilket verdenshjørne solen ville stå op, ibd., afsn. 18.

  Men skønt han bæver under sit ansvar, træder Augustin frygtløst op mod folket og revser dets synder. Det hører jo med til hans forkyndergerning. "Jeg vil ikke tie", siger han i Sermo 4, 32, og fortsætter: "Jeg er nødt til at sige det, og selvom nogle måske bliver gale i hovedet på mig, må de bære over med mig. Vist er jeg bange. Tilgiv min frygt. Kristus var ikke bange for nogen, og når vi frygter Kristus, skåner vi ingen".

  Også i denne lange Sermo 9 opfordrer Augustin sin menighed til at fæste sig mere ved det Guds ord, der forkyndes dem, end på deres biskops eventuelle svagheder og fejl. Han er i trang til udfrielse og frelse fra det ondes magt stillet helt som de andre medlemmer af menigheden. Men de skal modtage deres biskops prædiken som Guds egen tale til dem. Der er jo nemlig sagen, at forkynderen er Guds egen mund, der taler til menigheden.

3. Forkynderens ansvar for at kalde menigheden til at frygte og elske Gud ved med enkle ord at kalde den til syndserkendelse og omvendelse.

  Forkynderens ansvar hviler tungt på Augustins skuldre, Sermo 23, 1f., og selvom han har båret det med eksemplarisk trofasthed, hører vi ham ofte klage over sin byrde, "sarcina", Sermo 53, 1, - også fordi Skriftens ord ofte er så svære at forstå, Sermo 26,7, og fordi tilhørernes fatteevne og hukommelse til gengæld er så svag, Sermo 49, 1.

  Det er dog ikke kun frygt for præstegerningens mangfoldige og besværlige opgaver eller den dystre tanke om Dommens Dag at skulle stå til regnskab for sin menighed, der kommer til orde i Augustins prædiken. Han er sig tillige fuldt bevidst, at der i selve den kristne gudstro ikke blot er tryghed og kærlighed i visheden om Kristi fuldbragte værk, men også et uafvendeligt element af angst ved at skulle stå ansigt til ansigt med den hellige Gud i al vor synd og uværdighed som dem, der ikke har fortjent andet end død og straf.

  Vor kirkefader har en vågen samvittighed og er klar over, at "Loven er os en tugtmester til Kristus", Gal. 3, 24, hvorfor han af al magt søger at vække sin menighed til syndserkendelse, så de opgiver deres hovmod og i stedet kaster sig i armene på Jesus som den eneste, hos hvem vi finder håb om frelse fra synd og død og Djævel.

  Af denne evangeliske overbevisning om, at vi skal frygte og elske Gud finder vi talrige spor i Augustins prædiken. Dette frygt-kærlighedsaspekt, svarende til Guds allerede for Moses i den brændende tornebusk åbenbarede to navne, hvoraf det ene, scil. "Jeg er den, jeg er", angiver Gud som evigt uforanderlig, mens det andet, scil. "Abrahams og Isaks og Jakobs Gud", viser os ham som den, der i barmhjertighed forbarmer sig over sin faldne skabning og kommer den til hjælp, Sermo 7,7, møder os vel klarest i prædikerne over Det gamle Testamente, men også andetsteds.

  Vist kan Skriftens tale herom ofte forekomme hård og uforsonlig. Men så skal vi se hen til Jesus, der måtte udgyde sit blod og gennem så megen lidelse for os. Hvad der profetisk forkyndes i Gamle Testamente om lidelse og død, sigter i første række på Kristus ("Totus Christus") på os, idet prisen, Jesus betalte for os, kalder os til som hans lemmer og i hans følge til også at være rede til at lide for andre i efterfølgelse af ham.

  Derfor kan Sermo 130, 2f. Formane os om at elske ham, der fangede vor fjende Djævelen med sit kors som den "musefælde", muscipula, hvis madding var Kristi eget blod. "Han kom og han bandt den stærke med sin lidelses lænker", hedder det. Og derfor skal vi elske ham endnu mere, end vi frygter for hans straf. Hvad han har gjort for os som Gud og menneske, overgår endog Skriftens profetiske løfter.

  Dette syn på Skriftens indhold, ja på Guds væsen som en spænding mellem Lov og Evangelium, vrede over synden og forbarmelse over synderen, kalder til at både frygte og elske Gud og møder os i talrige af Augustins prædikener. Derfor opfordrer han stadig sin menighed til omvendelse og belærer den om, at den ikke kan slå sig til ro med, at Gud blot skal være barmhjertig og opgive sin retfærdighed. For et sådant ønske er udsprunget af vor egen slethed og sløvhed. Gud er begge dele: Barmhjertighed, så Han tilgiver den angrende synder, og retfærdighed, så Han på Dommens Dag gengælder enhver efter fortjeneste.

  Vi små og syndige mennesker skal holde op med at bebrejde Gud, at Han er den, Han er. I stedet skal vi se os selv i lyset af Guds Lov, De ti bud, og ramt i vor samvittighed skal vi bekende og bekæmpe vore synder, angre dem med en anger, der er andet end mundsvejr, så at Guds dom over os ved vor forandring kan blive forvandlet til nåde.

  Guds retfærdighed står urokket fast; men det er op til os, hvordan hans dom skal falde ud. Den retfærdige vil nemlig bære over med den, der forbedrede sig ved omvendelse og tro, men fordømme den, der forhærdede sig i sin synd.

  Vor forkynder står overfor en menighed af syndere. Hans opgave bliver dog ikke at fordømme dem, men i kærlighed til de fortabte får at fordømme deres synder. Det er den bedste tjeneste, han kan gøre dem. For alle er vi én gang Guds skabning er og dog syndere. Derfor gælder det om at slå synden ned, så Guds i sig selv gode skabning kan blive sat i frihed til at leve et nyt liv. Derimod skal synderen, uanset hvor grov en forbrydelse han har begået, ikke slås ihjel. Augustins kendte argument mod dødsstraf er, at man derved afskærer synderen fra at angre og bedre sine veje.'

4. Skriften som Kirkens højeste og ufejlbare autoritet skal forkyndes forståeligt for alle og til vækst i tro og kærlighed.

  Det er allerede i det foregående blevet antydet, at Augustin ser Skriften som Guds eget ufejlbare ord til os, hvorfor dens budskab skal modtages til tro og som vejen til frelse.

  Vist henviser Augustin også til andre autoriteter; Kirken og dens koncilier er også af Guds Ånd inspirerede og derfor forpligtende autoriteter. Men det er de, fordi de konvergerer mod Den hellige Skrift som det øverste alle forpligtende grundlag for den sande kristne tro.

  Hvad Augustin i Sermo 9,1 kalder "den guddommeligt autoritative Skrift", der følgelig i et og alt er til at stole på, gør det rimeligt, at han stadig søger støtte for sine theologiske indsigter i Skriftens vidnesbyrd om Guds almagt og virke til menneskenes frelse, så at alt har sin orden og sin bestemmelse ved hans i Skriften åbenbarede visdom, Sermo 52,5.

  Den hellige Skrift er den stadige prøvesten for, hvad der er sandt. Den er "selve den guddommelige rets lovtekster", hvorfra de afgørende beviser i diskussionen må hentes, ibd., afsn. 8. Især henholder Augustin sig til apostlen Paulus, "denne så kyndige retslærde i Guds lov", omend vor biskop fra sin egen manikæiske fortid er ganske klar over, hvordan netop Paulus' breve var blevet vredet og vendt, så der kom noget helt andet end den overleverede kristentro ud deraf. Selv er Augustin dog ude i Kirkens fredelige ærinde, og det er da også alene udfra Skriften, at han beviser sin også fra det filosofiske hovedværk "De Trinitate" [2] kendte tese, at "Den treenige Guds virksomhed ikke lader sig adskille". Og så vidt man kan slutte af menighedens ivrige applaus mod slutningen af Sermo 52, er det virkelig lykkedes for ham at bevise denne påstand med jævne, for folket forståelige ord hentet fra Den hellige Skrift, eller som vor prædikant selv udtrykker det, hans påstande er bevist ved hjælp af "de guddommelige vidnesbyrds urokkelige afgørelser", dvs. Udfra Den hellige Skrift, ibd., afsn. 13f.

  Samtidig med disse indholdsmæssige bestemmelser mærker man overalt i Augustins prædiken en kamp for at udtrykke sig ikke på fagfilosofiens sprog, men på et jævnt og forståeligt sprog, der kan få alle i tale. Vi ser ham endda i Sermo 23,8 forlade den bedste latinske tekst til fordel for en, der ikke betjener sig af fremmedord som det semitiske "arra". Ja, Augustin giver sig her tid til omhyggeligt at forklare, hvad der skal forstås ved "arra" til forskel fra den valgte taksts "pignus", pant, og af den livlige indbyrdes snak i menigheden forstår han, at hans flok af troende har fattet sagen.

  Menigheden skal nemlig forstå, og menighedens opmærksomhed skal fanges. Det kan også ske gennem brug af billeder og anekdoter. Men vi ser også ofte Augustin benytte sig af en dialogisk, ja nu og da dramatisk form for Prædiken, hvor han i stedet for at henvende sig direkte til sine tilhørere med opfordringer til at tro og formaninger om et nyt liv griber disse skuespillystne Nordafrikanere ved at stille nogle typiske personer overfor hinanden, som om de stod på en scene, hvor den ene replik følger den anden. I Sermo 150 stiller han således sin menighed Epikuræere, Stoikere og apostlen Paulus for øje med spørgsmål og svar.

  Og denne konfrontation oplives og krydres af den biskoppelige regissørs egne bemærkninger f.ex. om, at den dødes ledsager "enten er liv eller straf", og om, at "Epikuræernes mening ikke er menneskers, men svins mening". Og dramaets højdepunkt er naturligvis appellen til apostlen Paulus om at give sin mening til kende. I dette repræsenterer han Skriften som Kirkens højeste autoritet, den vi er forpligtet til at følge, og for hvilken såvel Stoikere og Epikuræere har uret.

  Hverken sjælens dyd eller kødelige lyst formår at hjælpe os til lykke og evigt liv. Det må alt skænkes os ovenfra som Guds gave, "Donum Dei", ved Kristus som vejen og den kilde, hvorfra vi fyldes med kraft, afsn. 8f.

  Trods al sproglig finesse finder vi dog også ofte hos Augustin en fornemmelse af vor sproglige afmagt. Vist kan vi ved undersøgelse og eftertanke løse mange problemer for den så afgørende vigtige forståelse af Den hellige Skrift. Men Augustin, som i sin Sermo52,16 erkendte om Gud, at "Du er for højt oppe, og jeg er for langt nede", har også indset, hvordan vort sprog ikke slår til, når vi søger at fatte og give udtryk for den treenige Guds mysterium. Det er for ham årsagen til, at vi så hyppigt må ty til analogier fra menneskelige forhold.

  Sådanne analogier kan ganske vist ikke bevise noget, men kun - på rationel vis - antyde en mulighed, som vi ellers ikke ville være åbne for. Augustin er sig her klart bevist, at det her drejer sig om billeder, sammenligninger ligesom mellem menneskers ord og Guds ord, her forstået ikke i første række som Guds tale til os i Den hellige Skrift, men som hans evige Søn Jesus Kristus. En analogi er kun svag; Augustin ved, at han må famle sig frem, Sermo 119,7, og dog håber han med sin henvisning til menneskeordet "skønt ganske uligt, vidt forskelligt fra og uden at kunne sammenlignes" at kunne give sine tilhørere en fornemmelse af, hvordan det forholder sig med Kristus som Guds Ord. Som vore ord fødes i vort indre og forbliver der, scil. I vor hukommelse samtidig med, at de "udsendes" til andre gennem vor tale, således forbliver Kristus Gud og hos Gud samtidig med, at han blev menneske, færdedes iblandt os og talte Guds ord til os. [3]

  Forståeligheden af Kristi tale hæmmes imidlertid af, at Skriften nu og da bruger samme betegnelser for det samme, ligesom det samme ord ofte bruges i flere, evt. diametralt modsatte betydninger.

  I den store prædiken fra 411 om Kirkens enhed, Sermo 138,4 nævner Augustin således en lang række, tilsyneladende uforenelige betegnelser for Kristus. Han er på én gang lam og hyrde, hyrde og græsgang, lam og løve, og alt i en så eksklusiv forstand, at han kan betegne sig selv som "Den gode hyrde", hvad der med Augustins ord bliver til "hyrdernes hyrde".

  Den augustinske forkyndelse er trods hyppige hjertesuk over, hvor svært det er at udtrykke sig ret, præget af stor klarhed. Her argumenteres ikke blot med ord hentet fra Den hellige Skrift, men også gennem logisk ræsonnement og udfra "filosofiske" iagttagelser. Vi møder således i Sermo 138,9 ikke blot den fine sammenligning af Kristus og han Kirke med brudgommen, hyrden og hans brud, men også logisk slutning udfra den præmisse, at det er bruden Kirken, der spørger sin brudgom om, hvor han vogter. Og når hun må spørge ham derom, kan hun ikke selv være sammesteds. Konsekvensen bliver da den, at den kristne Kirke er, resp. også holder til udenfor det donatistiske Afrika.

  Et andet og måske endnu bedre ex. på Augustins anvendelse af den klassiske logik har vi i Sermo 213 med overvejelserne om Guds almagt, der naturligvis er forud for alt (også tiden), som har skabt alt og for hvilken intet er umuligt. Og så har denne almagt dog sine nødvendige indskrænkninger: "Gud kan ikke dø. Han kan ikke synde. Han kan ikke lyve, og han kan ikke bedrage sig selv"; for hvis Han var underlagt synd og død, og hans tale ikke var troværdig i absolut forstand, ville Han jo netop ikke være almægtig.

  Og fordi det sande lys må komme til od ovenfra til oplysning og indsigt for vor stakkels indskrænkede og af synden formørkede forstand, er det tegnet på, at vi oplyses ovenfra, at vi tænker rationelt og ikke kan nøjes med mere eller mindre uartikulerede postulater og dunkel tågesnak. Augustin er det klare udtryk og det menneskelige sprogs ven samtidig med, at han stadig søger ikke bare at oplive, men også at tydeliggøre sine meninger ved brug af retoriske figurer som metafor, anafor, pars pro toto m.v. samt ved inddragelse af, hvad der måtte være kendt af alle fra dagligdagens iagttagelse og erfaring. Vi vil her nøjes med et enkelt ex. på dette sidste hentet fra hans Sermo 38. Her skildres i afsn. 6 de afsavn, ja lidelser, røvere og verdslige købmand og søfolk må døje under af havesyge og begær efter vinding. Hvorfor vægrer de kristne sig da for selv det mindste afsavn for troens og retfærdighedens skyld?

  Desuden møder vi i Sermo 1,4 den interessante iagttagelse, at vort syn ved nattetide kan bedrage os, så vi forveksler stjernernes bevægelser med skyernes raske forbifaren, og det i "den svimlende tåge" ser ud, som om det er stjernerne, der skifter retning og bevæger sig modsat. Denne iagttagelse bruger Augustin nu til at betone, at der heller ikke - selvom det for det verdslige blik kan se sådan ud - er nogen "bevægelse", dvs. modsigelse i den urokkelige og ufejlbare hellige Skrift.

5. Meningen med, begrænsningen af og eksempler på allegorisk tolkning af primært Gamle-, men også Ny Testamente.

  Augustin gør endelig og frem for alt ved udlægningen af Det gamle Testamente hyppigt brug af en billedlig, allegorisk udlægning . Ja, han anbefaler ligefrem, at man anvender en sådan metode, når man taler til retorisk og litterært dannede, der ellers let ville stødes af Gamle Testamentes ofte så antropomorfe tale om Gud, dets tilsyneladende foragtelige mennesker og dets primitive, uudsmykkede tale.

  Ved allegorisk fortolkning bringes dannede mennesker til at forstå, at alt dette kødelig kun er et slør, der dækker over Skriftens egentlige, men hemmelighedsfulde åndelige betydning. Derfor må forkynderen gøre brug af en sådan udlægning. Den forholder sig til det bogstavelige som sjælen til legemet. Det er altså ikke Skriftens ydre udsagn og elokvens, men dens indre sandhed , det kommer an på.

  Allegorisk udlægning betyder imidlertid ikke, at Augustin skulle være ligeglad med ords og begivenheders bogstavelige betydning, og Skriftens essens er dog stadig dens ligefremt forståelige frelsesberetning.

  Det sidste understreges af Augustins talrige henvisninger til Kirkens "regula fidei", ofte blot kaldet for dens regula, dens trosregel, der nu næsten er ensbetydende med trosbekendelse, og hvis hermeneutiske funktion er den at være den norm for fortolkningen, som den kirkelige skriftforståelse og -udlægning skal være i overensstemmelse med. Det ser vi bl.a. af brugen af "regula" i Sermo 7,3, hvor Augustin taler om det forunderlige i, at Han, der talte til Moses i den brændende busk, af Skriften både kaldes for Herrens engel og for Herren. Udfra sin i det følgende udfoldede forståelse af ordet engel anerkender Augustin begge betegnelser som rette , dvs. overensstemmende med den hellige forfatters mening.

  At fastholde den er væsentlig, selvom vi gennem vort eget skriftstudium kan nå frem til en noget afvigende opfattelse, og det på trods af, at vi som kirkelige eksegeter tager os i agt for ikke at udlægge Skriften i modstrid med "troens regel, sandhedens regel og fromhedens regel", ibd.

  Samtidig er Gamle Testamente for Augustin "et løfte i billedlig form", hvor f.x. de undertrykkende og forfølgende Ægyptere betegner den synd i vore hjerter, som vi har så svært ved at give afkald på. Der må en indgriben ovenfra, fra Gud selv, scil. i dåben, til for at gøre os frie, og dette i højere og højere grad i forhold til, hvor langt vi er nået på vor pilgrimsfærd gennem dette livs "ørken" i håb og længsel efter vort sande fædreland.

  Vist må ingen i overmod påstå allerede at være nået frem. Ja, Augustin kan ligefrem slå fast, at "den der mener allerede at være i fædrelandet, ikke når frem". Tværtimod skal vi være tålmodige og holde ud i denne verdens trængsler, dem vi møder også efter vor overgang gennem Det røde Hav, nemlig i den "ørken", som også vort kristenliv har så meget af, og hvor vi stadig fristes til at gå vild eller give op og slå os til ro med det kun verdslige, " De cath. rud.", 9f. [4]

  I overensstemmelse med Paulus' ord i 1.kor.10, 1ff ses Gamle Testamentes billedtale end ikke som blot naturlige, selvindlysende "figuræ", men som en ofte mørk og dunkel tale, der først med Guds Ånds hjælp opklares og bliver forståelig for os i sin høje, åndelige betydning.

  På baggrund af dette principielle ser vi, hvordan også tilsyneladende ligefremt forståelige ord i Gamle- og Ny Testamente kan have en anden, dybere betydning. Det gælder således ordet "fattig" i Sermo 14,1. Udfra Jesu ord Mtt. 5,3 finder Augustin ligefrem, at også han selv og hans menighed hører til de fattige, Skriften taler om.

  Dette syn på, hvem der er fattig, og hvem der er rig, accentueres i Sermo 36,7-10 derhen, at vi kaldes til at søge "intentionen" bag Skriftens hyppige tale om fattigdom og rigdom. Den hellige Skrift sigter dermed ikke primært til "de jordiske og synlige rigdomme, der blot gør hovmodig og opblæst". Vist er verdslig rigdom ikke i selv et onde; men den gør altfor ofte sin ejer så hovmodig, at han bedrager sig selv og lukker sine øjne for, hvordan også han i denne omskiftelige verden står fattig og magtesløs overfor synden og døden. Vor sande rigdom er nemlig udødeligheden, og det gælder alene om de gode troende, at de er rige, ibd., afsn. 3f., hvorimod de hovmodige fattige er uudholdelige.

  Udfra Ordspr. 13, 7f. drøfter Augustin nu ordenes på én gang højere og dybere betydning og ender med at slå fast, at den rigdom, der kan være en mands "løsesum" og frelse os hjem til Himlens glæde er det "retfærdighedens guld", der skænkes os af Kristus, og som stiller mennesket den opgave at bevare det med trofasthed som "Guds trofaste slave". I modsat fald sætter det sin rigdom over styr, og da bliver den i stedet til dom over os.

  Heller ikke "guld og sølv" betegner i Skriften, hvad man almindeligvis forstår derved. Af Sermo 38,4 ser vi således, hvordan "troens liv er fuldt af arbejde". De troende kaldes til et virksomt liv, hvor vi skal vokse i gode gerninger; de er det "guld og sølv", som Gud stadig prøver, men frem for alt skal prøve, når vort liv her på jorden er forbi. For "samtidig med, at vi vokser, tager vort menneskeliv af, så det snart kan være forbi".

  Ikke underligt, at Augustin i denne Sermo38 kan kalde "frygten for døden for en daglig vinter", mens samtidig den troende i sit livs "sommer" skal samle, hvad der kan være til nytte på trængslens dag, og han i Himlen kan bevare, hvad han satte til på jorden.

  Af det nævnte ses, hvor svært det ofte er at skelne mellem almindelig, dagligdags billedtale og en specifik allegorisk tolkning. I Sermo 49,2 er der imidlertid ingen tvivl. At lejearbejderne i Jesu lignelse om "Arbejderne i vingården" er os, siger allerede Herren selv. Hos Augustin udføres billedet imidlertid videre derhen, at de i lignelsen nævnte tidspunkter bliver billeder på menneskets livsaldre: barndommen, ungdommen, manddom, midaldrende og endelig de affældige gamle, der først kort før døden kom med.

  Vi vil forbigå Augustin og hans samtid så yndede talsymbolik, men nævne, hvordan Gamle Testamente i Sermo 130,1 fremhæves som én stor Kristusprofeti, samt hvordan vi i prædikens følgende afsnit først møder billedet af Kristus som købmanden, hvis "commercium" går ud på at give, hvad han har, og tage imod, hvad han ikke har, men tillige omtalen af Kristi kors som den musefælde, hvormed Gud fangede og fik bugt med den dumme, uvidende Djævel, idet Kristus "for at løskøbe os, satte sit kors op som en musefælde og som madding satte sit blod".

  Ægte allegorisk tolkning møder vi også i Augustins udlægning af Fadervor i Sermo 59 med de forskellige tydninger af ordene "Himmel" og "brød". Naturligvis finder vi her ordet Himmel brugt i sin bogstavelige betydning. Men denne tolkning er ligesom for lidt for den Augustin, for hvem kristenliv er virksomhed og kamp. Derfor applicerer han Himlen på det øverste i os, vor sjæl, den der ifg. Gal. 5, 17 siges gerne at ville holde Guds bud og derfor har en stadig kamp at bestå mod alt det blot kødelige i os. Endnu mere søgt er dog Augustins 3.udlægning af ordet Himmel, nemlig som et billede på de fromme og uskyldige indenfor Kirken.

  På tilsvarende vis bruger Augustin i Fadervors følgende bøn ordet "brød" som en sammenfattende betegnelse for "alt, hvad der er nødvendigt for os" til at opretholde livet, men dernæst også om det daglige eucharistiske brød i Nadveren, der altså stadig fejredes dagligt!

  Og endelig betegner bønnens daglige brød det "Guds ord, der dagligt forkyndes os" i menighedens gudstjeneste. Da det jo gennem ordets forkyndelse ikke er er vor mave, men vor forstand, der modtager noget, er der i hvert fald i dette sidste tilfælde tale om en ren allegorisk betydning af Fadervors bøn.

6. Udlægningens sigte er de troendes frelse og afvisning af den hovmodige vranglære.

  Efter disse manifeste bibelske allegoreser er vi rede til Augustins principielle udtalelse om sin hermeneutik i Sermo 144,4. Her siger han, at vi med rette, når vi i Skriften står overfor noget vanskeligt tilgængeligt, men hvor der dog bag ordene "måske er skjult noget, som med nytte kan gøres tilgængeligt", anstrenger os for deri at finde noget, der kan hjælpe os til frelsen.

  Her er en klar begrundelse for, hvornår en allegorisk tolkning er nødvendig, scil. når vedkommende ord eller passage i modsat fald ville være komplet uforståeligt og i hvert fald kristeligt irrelevant. Og kneb det med denne klare udtalelses relevans til flere af de i det foregående nævnte eksempler, er den så meget mere tydelig i Sermo 138 og 150.

  Her møder vi allerførst i Sermo 138, 1ff. det fra Bibelen så kendte billede af hyrden om vor åndelige leder Kristus, som tillige er den, der sigtes til, når der i Skriften tales om offerlam, løve og græsgang. Og som der kun er én god hyrde, får alle andre "pastores" deres opgave i menigheden som efterfølgelse af denne "hyrdernes hyrde", Kristus, hvis "brud", som der tales så meget om i Højsangen, er billedet på den katholske, dvs. verdensomspændende kristne Kirke.

  Højsangens videre tale om et bryllup dem imellem lader Augustin efter oldkirkelig tradition sigte til den fuldstændige åndelige enhed, der skal råde mellem Herren og hans Kirke, resp. Hyrden og hans hjord, afsn. 7f.

  Samme vidtdrevne allegorese møder vi i Sermo150,1, hvor menighedens hjerter kalder Guds mark, og den virksomme apostel bliver afbildet i evangeliet ved sædemanden, mens de hedenske filosoffer er hentydet til med ordene om "vejen", den hårdttrådte jord i Jesu lignelse Mtt.13,19.

  Samtidig taler Augustin her om Kristus som livets kilde og om han kors som den stav, der fik kilden til at strømme, cf. Johs. 19,34. De hovmodige vismænd har kun spot tilovers for den korsfæstede. De nægter at erkende ham som "Guds kraft og Guds visdom", 1.Kor.1,22ff. Og ligesom fædrelandet bliver billedet på den evige salighed, bliver ilden et billede på den fortabelse, der venter disse ugudelige vise, Sermo 150,10.

Noter:

1. C.A. Reitzel, København 1998.

2. Se mine "Augustin-Studier" 5-7. C.A.Reitzel, 1993-95.

3. Cf. Augustins mesterdialog "Demagistro" fra 389, han sprogfilosofiske skrift, som nu foreligger på dansk ved Niels Henningsen i "Augustin", Det lille forlag 1999.

4. Dette skrift om dåbsoplæring "De catechizandis rudibus" fra 399 er udgivet i 11.bind af det franske "Bibloteque augustinienne", Paris 1949 under titlen "Le magistère Chrétien

Publiceret 08-11-99