Nekrolog: Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer er død, 102 år

af Karsten Holt

Den sidste af de gamle tyske mellemkrigs filosoffer Hans-Georg Gadamer, er død i den enorme alder af 102 år. For os læsere er det imidlertid ganske heldigt at Gadamer nåede en høj alder da hans hovedværk Wahrheit und Methode - som der forhåbentligt snart vil være et forlag der kan og vil oversætte - udkommer så sent som i 1960. 8 år senere bliver Gadamer professor emeritus. Det har dog ikke bevirket at Gadamer har ligget på den lade side hvad publikationer angår. Senest er der her til lands udkommet en samling foredrag og artikler, Teoriens lovprisning, i år 2000.

Gadamer blev født i Marburg 11.2.1900 og voksede op i Breslau (nu Wroclauw, Polen), hvor han studerede filologi, kunsthistorie og filosofi. Som 19-årig fortsætter han sine studier i Marburg hos nykantianerne Nikolai Hartmann og Paul Natorp. Nykantianismen var den dominerende filosofiske skole i datidens Tyskland og Gadamer skriver en dissertation hos Hartmann og Natorp i 1922, Das Wesen der Lust nach den platonischen Dialogen. Der anslås allerede i Gadamers første publikation et tema, som vil følge Gadamer de næste mange år frem, nemlig filologens interesse for Platon og Aristoteles.

Men selvom nykantianismen var den dominerende filosofiske retning i Tyskland, fandt mange unge studerende ikke at den verdensfjerne og let dogmatiske filosofi stod i et korrekt forhold til en moderne verden, som havde oplevet første verdenskrig og hvor tænkere som Kierkegaard og Nietzsche, digtere som Rainer Maria Rilke og Stefan George indvarslede nye betragtninger over en forandret verden. For Gadamer konkretiseres denne nye drejning i mødet med Martin Heidegger, som havde fået et professorat i Marburg i 1923. Gadamer habitulerer hos Heidegger i 1929 med Platos dialektische Ethik.

Med Heideggers filosofi fra 20'erne indledes et nyt kapitel i den tyske filosofi, den filosofiske hermeneutik. Hermeneutikken betragtedes oprindeligt som en metode til fortolkning af Bibelen og klassiske tekster. Men hos Schleiermacher og senere Dilthey udvides begrebet til at dække de åndsvidenskabelige produkter og får dermed større filosofisk prægnans. For Heidegger og Gadamer er fortolkning af den største vigtighed da der ikke kan være f.eks. en analyse som ikke kræver en fortolkning. Det skyldes at mennesket er situeret, eller som Heidegger kalder det "In-der-Welt-Sein". Mennesket er "altid-allerede" i en given situation, hvilket nødvendigvis må betinge vores erkendelse. Det udtrykker Gadamer ved at sige at forståelsen altid er betinget af en for-forståelse. Det er det, der også udtrykkes ved begrebet om den hermeneutiske cirkel. Det er Heidegger og Gadamers pointe at selvom forståelsen bevæger sig indenfor en cirkel, er denne cirkulære bevægelse ikke nødvendigvis en hæmsko for tænkningen som filosofien traditionelt udlægger det, men derimod selve udgangspunktet og må som sådant undersøges.

Selvom Gadamer er meget inspireret af Heidegger er der ikke tale om et mester-elev forhold i den forstand at eleven blot elaborerer og gentager mesterens ord. Hvor den historiske interesse for Heidegger handler om at nå tilbage til udgangspunktet, til vesterlandets filosofiske begyndelse hos Heraklit og Parmenides, inddrager Gadamer hele den filosofiske tradition og ikke mindst Platon og Aristoteles. Gadamer forsøger at forene hermeneutikken med Hegels dialektiske udvikling. Det hermeneutiske projekt om at forstå vha. fortolkning udvides med en spørgsmål-svar dialektik. Den hermeneutiske forståelse er et svar på et spørgsmål og som hos Sokrates, er spørgsmålet og den åbenhed det indebærer vigtigere end svaret. Forståelsen af et klassisk værk, f.eks. Sofokles' Antigone, kan ikke opnås ved at gå til værket selv og heller ikke ved at læse klassiske fortolkninger af det. Disse må forenes eller ophæves efter et dialektisk mønster. Gadamer kalder også dette for en horisontsammensmeltning, dvs. to forskellige horisonter - Sofokles' fortælling om Antigone og den historiske sammenhæng jeg som læser står i - kan bringes i kontakt med hinanden og en 'større' horisont med bedre forståelse af værket er tilvejebragt.

Den filosofiske bevidsthed er ifølge Gadamer også altid indenfor en horisont. Den kan udvide eller indskrænke sig, historisk betragtet. Den indebærer en fokus på det begrebshistoriske og begrebernes virkningshistorie. Begrebernes betydning forandres; en fordom er f.eks. et udtryk for fejlagtige betragtninger som bedømmes uden logik og overtages ukritisk fra andre. Man tænker sig ikke selv om men lader sig styre af andre. Sådan har det været siden oplysningstiden. Men fordommen har ikke altid været slet, påpeger Gadamer. Det råd den voksne giver barnet fordi det ganske enkelt ved mere i kraft af sin større erfaring er vel ikke noget dårligt. Måske har akkumulationen af erfaring gennem tiden sin værdi i sig selv og behøver ikke at skulle gennemprøves af hver enkelt generation. At betydningsindholdet har ændret sig gælder ikke kun for begrebet 'fordom'. Det samme gælder for begreber som 'fornuft', 'videnskab', 'teori' og 'tolerance'.

Det er betragtninger som disse som gør at Gadamer fokuserer på historien og dens betydning. At tillægge historien stor betydning har to store farer. Man kan for det første ende i den kedelige relativisme, som med historien som referencepunkt siger at alt er lige godt, eller man kan for det andet gå i den anden grøft og ende i en konservatisme, som afviser nogen som helst værdi til det nye eller moderne for blot nostalgisk at forholde sig til historien. Gadamer undgår begge faldgruber og bliver dermed ikke nogen rabiat tænker, men derimod en solid tænker, hvis tanker ikke kan affærdiges med et enkelt pennestrøg.

Den filosofiske hermeneutik forsvinder ikke med Gadamers død. Filosofferne Gianni Vattimo, Paul Ricoeur og Richard Rorty står alle som vigtige eksponenter for en filosofisk hermeneutik hvilket vidner om en stigende interesse for den filosofiske hermeneutik.

Publiceret 150402