Filosofi.net

Nærværende artikel er et holistisk, filosofisk forsøg på at belyse en række aspekter ved hyperantirealismen og dens sammenhæng med globalskepticismen. Indenfor den ramme forbeholdes per konvention termen antirealisme for de finitte typer for antirealismen, mens hyperantirealismen anvendes for de infinitte typer. Ligesom enhver anden videnskabelig undersøgelse af antirealismen har artiklen sine egne forudsætninger og begrænsninger, der påvirker diverse aspekter af teoriens interne beskrivelse. Blandt dem er der pædagogisk set to meget vigtige aspekter, nemlig min historiske tradition og artiklens interne forudsætninger, som jeg i det efterfølgende eksplicit vil reflektere over.

Fra Niels Bohr til David Favrholdt udmærker traditionen sig blandt andet ved følgende:

Der er ikke nogen klar opfattelse blandt filosoffer, der sympatiserer med min tradition om, hvordan de selv mener, at deres teorier skal klassificeres i forhold til distinktionen mellem realisme og antirealisme. Man interesserer sig ikke for de moderne diskussioner om erkendelsesteori og stort set er rammen for refleksionen den klassiske model, der kommer til udtryk i Peter Zinkernagel’s doktordisputats "Omverdensproblemet" med hovedvægt på fundamentalbegreber og betingelser for beskrivelse. Bort set fra Zinkernagel’s og Klaus-Henrik Jacobsens filosofiske produktioner har resten af traditionens filosofiske produktioner ikke nogen originale bidrag til debatten om vores erkendelsesgrundlag. På grund af blandt andet faglig smålighed indenfor traditionen har hverken Peter Zinkernagel eller Klaus-Henrik Jacobsen haft optimale, retfærdige og fair vilkår for systematisk at kunne videreudvikle deres egne teorier, hvilket er dybt beklageligt. Idehistorisk set har dette banet vejen for populistisk og pseudovidenskabelig tilgang til debatten om betingelser for beskrivelse på Syddansk Universitet med David Favrholdt, som hovedeksponent. Hans pseudovidenskabelige og populistiske tilgang til problematikken og den betydning, som man i Danmarks mediecirkus mener, at han har for denne form for filosofi og som dybt har præget diskussionen om det uhyrligt vigtige emne, har haft katastrofale konsekvenser for udviklingen af den teori, hvor Zinkernagel’s videnskabelige tilgang lidt efter lidt bliver erstattet af Favrholdt’s religiøse tilgang. Dette er også baggrunden for, at jeg i mine artikler reflekterer over David Favrholdt’s erkendelsesteori selvom denne teori for en stor og afgørende dels vedkommende er en modifikation af Zinkernagel’s erkendelsesteoretiske apparat og selvom den er en del af Justus Hartnack’s erkendelsesteori og heller ikke har nogen betydning for internlogiske overvejelser over vores erkendelsesgrundlag. [2]

Indenfor traditionen er der ikke nogen, der åbenlyst bekender, at han/hun er antirealist. Selv går jeg ind for en særlig type for antirealisme, som jeg kalder hyperantirealisme. Efter min mening er der belæg for at klassificere traditionen som antirealistisk, m.h.t. det, der vedrører betingelser for beskrivelse og fundamentalbegreber.

Artiklens interne forudsætninger. [3]

Teorien om hyperantirealismen har følgende interne betingelser for beskrivelse:

Wittgenstein’s værker: "Tractatus", "Filosofiske undersøgelser" og "Om vished" [4]

Lad os nu, kære læser, i lyset af redegørelsen for mine analytiske forudsætninger gå et skridt videre i refleksionen for at undersøge det, som var formålet med artiklen og ikke forblive i forudsætningerne for forudsætningernes skyld.

Betegnelsen antirealisme går tilbage til Dummett. [5] Men selve tankegangen kan blandt andet spores tilbage i græsk filosofi til Parmenides, mens hyperantirealismen kan spores tilbage til Anaximander. For ham er uendelighed udgangspunkt for redegørelsen af endelighed, men ikke omvendt. I den sammenhæng er Zenon den filosof, der integrerer begge former for antirealisme i sine paradokser. [6] Mens Anaximander, Parmenides og Zenon har bidraget til den generelle ramme for antirealismen og hyperantirealismen kan man finde mere specifikke og interne redegørelser hos andre græske filosoffer. Her spiller tænkere som Pythagoras, Sokrates, Platon og Aristoteles en afgørende rolle. De så alle på mennesket som noget unikt. Den ontologiske forståelse af mennesket som et unikt væsen har sin egen projektion i deres erkendelsesteorier i form af unikke principper for henholdsvis kosmos, samtale, væren og logik. Men det er først med Søren Kierkegaard, at vi indenfor den europæiske filosofi oplever en teori i form af sandhedsstadier, der ikke blot forener de forskellige principper om kosmos, samtale, væren og logik, der oprindeligt er formuleret i den græske filosofi. Han tager også konsekvent hensyn til selvrefleksionsproblemer, som jeg’ets væren og væsen indenfor dets eksistentielle vilkår giver anledning til. I den sammenhæng formulerer han nogle af sine egne teser i forbindelse med "den sokratiske uvidenhed".

Idehistorisk set bliver anvendelsen af udtrykket "antirealisme" i det 20. årh. meget udbredt i logiske, metalogiske og metalingvistiske kontekster af folk, som var utilfredse med Strawson’s teori om uafgørbare sætninger i forbindelse med hans kritik af B. Russell’s model for forståelse af dagligsproget. Disse kontekster er baseret på refleksioner i forbindelse med to primitive termer for min artikels vedkommende, nemlig "evidence" og "statement". [7] Den dominerende tendens var, at en "statement" ikke kan siges at være sand eller falsk, hvis evidensen for dens sandhed eller falskhed i princippet er uopnåelig. Dette er ækvivalent med, at klassen af "statements" ikke udtømmende kan opdeles i subklasser, der udelukkende indeholder enten sand statement eller falsk statement. Med andre ord er divalentprincippet ikke gyldigt for en bestemt klasse af "statements".

Der er ikke konsensus i filosofi m.h.t. definitionen af antirealismen, hvilket til en vis grad skyldes, at der ikke er én og kun én model for forståelsen af, hvad filosofi går ud på og hvad der skal være opfyldt for at en teori kan betegnes filosofisk. Forskellige modeller har forskellige forståelser af virkelighed og filosofiens virkelighed er ikke nogen undtagelse.

I og med at man bestemmer, hvad filosofi er, hvordan forholdet mellem virkelighed og filosofi er, osv. befinder man sig i en metafilosofisk diskurs, hvor filosofi allerede er givet, veldefineret og en primitiv term, hvilket vil sige, at den ikke behøver nogen definition. Nogle filosofiske modeller kan afspejle og give mulighed for en positiv og kohærent refleksion over filosofiens væsen, som er i overensstemmelse med den primitive karakter af termen, mens andre ikke har det nødvendige semantiske grundlag. I de sidstnævnte typer er der en række immanente kategorifejl m.h.t. selve de metafilosofiske overvejelsers grundlag, nemlig selve objektsproget - som i vores sammenhæng er filosofi - der gør metafilosofiske diskurser sletdefineret. Sletdefineretheden af metadiskursen forhindrer, at man logisk set kan betegne det, der bliver sagt i objektdiskursen, som udtryk for noget, der kan være sandt, falsk, sandsynligt eller usandsynligt; thi forudsætningen for at kunne klassificere en sætning i overensstemmelse med disse prædikater er, at sætningen allerede er veldefineret. Desværre er dette elementære, logiske krav til metafilosofiske diskurser gang på gang bliver overtrådt og selvom man gør folk opmærksom på problemet, får man tit at vide, at filosofi ikke er identisk med begrebsanalysen, underforstået at man kan sige, hvad man vil, uden at behøve at bekymre sig for logiske relationer mellem begreber. Implicit forudsættes det, at sprog først og fremmest er et middel til kommunikation uden nogen som helst ontologiske, erkendelsesteoretiske eller etiske implikationer. Som konsekvens heraf forudsættes det også, at begreber blot er en del af verdens eller virkelighedens uvæsentlige komponenter og er som sådan blot redskaber i filosofien og da man implicit forudsætter, at filosofi i bred forstand er eller må være erfaringsbaseret, så er det heller ikke mærkeligt, at man tror, at man altid kan lade erfaringen bestemme den nødvendighed, der må gælde blandt begreber. Derfor er lingvistiske og logiske kategorifejl ikke noget, som en ægte filosof er optaget af. Det påstås, at man først skal finde ud af fx hvordan verden/virkelighed uafhængigt af sproget og bevidstheden er indrettet, hvad der kendetegner den menneskelige erkendelse og hvilke normer og principper der har afgørende betydning for et godt liv, osv. Implicit lader man som om, at hvis man snakker om, hvordan verden er indrettet, så har de kategorifejl, som er udgangspunktet og som sådan er den transcendentale forudsætning for selve den filosofiske diskurs, ikke nogen effekt på det, der bliver sagt. Man opererer med implicitte teorier om sprog, metasprog, logik osv. uden at vise vilje til at diskuttere dem på en afgørende måde; thi man forudsætter allerede en implicit vægtlogik, hvor nogen former for logik har mere vægt end andre former, hvilket ville være i orden, hvis man ikke reflekterer over vægtlogikken i teorien eller ikke har krav på fuldstændighed, der implicit giver mulighed for en sådan refleksion.

Filosofi som historisk set blandt andet er en kritisk virksomhed, formår ikke at være kritisk over sin egen væren og væsen. Dermed bliver det kritiske til det ukritiske og dogmatiske. Konsekvensen af en sådan uforpligtende og amatøragtig tilgang til filosofiens væsen er, at der findes betydelige tomme, filosofiske manifestationer, der kamouflerer mange alvorlige problemer, gennem bagatellisering af de instanser, der netop kan afsløre disse manifestationers demagogiske og populistiske karakter som fx allerede engang er benævnt begrebsanalysen, mulig-verdens-semantik, logik erkendelsesteori, osv. Disse bagatelliseringer har forskellige forklædninger:

Derudover lader man som om der er en masse ting en teori skal opfylde for at kunne kaldes en filosofisk teori, men forfatteren nævner blot et par af dem og normalt, i bedste amerikanske stil, opfordrer han læseren til "read it, absorb it, and forget it". [8] Typisk glemmer disse selvtilfredse og arrogante pseudofilosoffer at fortælle os læsere af deres filosofiske manifestationer, hvad det i himlens navn egentlig er, som vi skal glemme!!! Skal vi glemme alle kategorifejl og lade som om, at vi har magiske evner og kræfter, der sætter os i stand til at forstå det, som er uforståeligt for os!!!

Altså: man generaliserer principper, der vedrører en bestemt model for filosofi til at være principper for enhver model for filosofi. Man tror, at når ens egen model for filosofi - i hvert fald i ord - fx er åben, asymmetrisk m.h.t. forholdet mellem filosofi og naturvidenskaber, dynamisk, endelig m.h.t. antallet af logiske principper, usolidarisk, dialogisk, abduktiv m.h.t. dens interne opbygning, dialektisk, antireligiøs, rationel, kritisk, osv så må enhver model for filosofi nødvendigvis også være sådan.

For mig har enhver model for filosofi sin egen forståelse af filosofisk metode. Da enhver model analytisk set kan være inkommensurabel med en anden model, så er kommensurabiliteten mellem filosofiske metoder ikke givet. Dette indebærer ikke, at der ikke findes nogen filosofisk universalmetode; thi inkommensurabilitet kan være kollektiv og ikke nødvendigvis distributiv. I konsekvens heraf kan en mulig inkommensurabilitet mellem filosofiske metoder ikke udelukke eksistensen af en filosofisk universalmetode. Dette er ikke mystisk, men en konsekvens af projektionen af distinktionen mellem "virkeligheden" og "virkelighed" i "virkeligheden", således at virkeligheden fænomenologisk set er ækvivalent med virkelighed for et jeg, der identificerer sig med modellens virkelighedsforståelse, hvor man dels benægter meningsfuldheden af eksistensen af andre virkeligheder udenfor virkeligheden og dels internt differentierer virkeligheden. Altså: en iteration af interndifferentiering af den konkrete model for filosofi og virkelighed. [9]

For at kunne komme i gang med emnet for denne artikel, vil jeg såvidt muligt eksplicit give mit bud på, hvad filosofi er, ikke med henblik på at bidrage med endnu en manifestation, men blot for at gøre nogle af mine analytiske forudsætninger klar for læseren og dermed kan bidrage til, at han kan følge tankegangen. Om det lykkes er noget, som jeg blot kan håbe på.

Som jeg allerede har antydet, er filosofi en primitiv term i nærværende artikel og behøver som sådan ikke nogen definition. I kraft af at være primitiv og udefinerbar kan differentiering af begrebet blot være noget, der kun vedrører dele af diskursen. Altså: i kommunikationsdiskursen er filosofi givet på alle niveau enten eksplicit eller implicit. Diskursen kan operere med flere begreber om filosofi, der hører til forskellige subdiskurser, hvor subdiskurserne ikke behøver være kommensurable. I konsekvens heraf er det ikke nødvendigt, at kunne slutte fra en model for filosofi, der gives i én diskurs, til en anden model. Filosofi handler om både virkelighed og virkeligheden for den primitive terms vedkommende, hvilket i kraft af muligheden for inkommensurabiliteten for subdiskurser giver anledning til asymmetriske hierarkier for modeller for filosofier, men som ikke nødvendigvis kan være givet i en vilkårlig model.

Filosofi handler om både den faktiske verden og enhver anden mulig verden. Dermed er semantiske overvejelser, der vedrører mulige verdener, relevante.

Filosofi som primitiv term forudsætter ikke slevrefleksion, eksistentielt engagement og kritisk indstilling til de problemer, som man selv stiller eller som man bliver konfronteret med. Disse karakteristika vedrører modeller for filosofier som logiske spil. Den enkelte person har autonomi for valget af logiske spil og konstruktion af nye logiske spil, med deres tilknyttede forståelse af filosofi. Filosofi i den enkelte model kan være bare en livsform eller en aktivitet. Den kan være systematisk eller asystematisk. Den kan være baseret på sande sætninger, falske sætninger, kvasisande sætninger [10] og/eller kvasifalske sætninger [11] . [12]

Systematikken for filosofien som primitiv term behøver ikke være isomorf med systematikken for filosofien, når den ikke er en primitiv term.

I princippet er der et uendeligt antal typer for modeller for filosofi, primitive termer, logiske og filosofiske principper. Af indlysende grunde kan jeg heller ikke nævne dem. Naturligvis kan jeg logisk set heller ikke opfordre læseren til at glemme det, der bliver sagt; thi selvom du’et ikke nødvendigvis er bundet af det, der blev sagt, er alt, hvad jeg siger bindende for mig selv og min væren. Jeg er klar over begrænsningen i min redegørelse, men denne begrænsning indebærer, at jeg ikke nødvendigvis kan forvente at kunne overbevise du’et om rigtigheden af det, som jeg siger. Dette er heller ikke målet med det, som jeg skriver. Indeholder min artikel ikke nogen kategorifejl? Det mener jeg ikke, at den gør. Kan du’et betvivle rigtigheden af den? Mit svar er ja. Kan du’et afvise den? Det er op til det enkelte du at vurdere den, acceptere den eller forkaste den. I min forståelse af filosofi kan spørgsmålet ikke besvares med et ja eller et nej. Jeg ved ikke, hvilken model for filosofi der ligger til grund for du’ets refleksion over min forståelse af filosofi. Af samme grund kan jeg ikke apriori afgøre svaret på spørgsmålet. I en eksistentialkommunikativ diskurs kan jeg muligvis afgøre sagen, men det er overhovedet ikke givet på forhånd, at det bliver muligt at kunne svare på spørgsmålet. Dette hænger naturligvis sammen med min forståelse af forholdet mellem absolutisme og globalskepticisme, som jeg allerede i de artikler, som er publiceret her på www.filosofi.net har taget stilling, hvorfor jeg nøjes med at henvise den interesserede læser til artiklerne.

Her er pointen den, at hverken jeg eller min kommunikationspartner kan overbevise hinanden. Når dette bliver kombineret med den interne sammenhæng mellem absolutisme og globalskepticisme, så er det indlysende, at min kommunikationspartner heller ikke i princippet apriori kan overbevise en vilkårlig globalskeptiker. Lad os nu, kære læser, i lyset af disse bemærkninger gå endnu et skridt videre i refleksionen over antirealismen, som en filosofisk teori:

I nogle filosofiske kontekster anvendes betegnelsen antirealisme på enhver teori, der på en eller anden måde afviger fra en eller flere modeller for realisme. Her klassificerer man en teori som en antirealistisk teori, hvis den benægter eksistensen af særlige typer af størrelser, der er til, uafhængigt af logik, kommunikation, erkendelse, tænkning, erfaring, tale osv. I overensstemmelse med denne forståelse af antirealismen kan man fx sige:

Logisk set kan man være antirealist indenfor fx erkendelsesteori og realist indenfor metafysik eller omvendt.

Antirealismen handler om det principielle.

Antirealisme betyder, at det, som tænkes og siges, har en polyvalent logik som centrum. Hvis denne polyvalente logik er trivalent, så har vi Dummetts model for antirealisme. Erkendelsesteoretisk og logisk set kan den tredje sandhedsværdi i hans model blandt andet fortolkes som udtryk for sætninger, der udtaler sig om forhold, der går ud over mulig erfaring, hvorfor de er uafgørbare. Derfor er Dummetts antirealisme forenelig med en modificeret form af Kant’s erkendelsesteori. Man skal huske på, at Kant’s lære om antinomier indeholder uafgørbare sætninger, hvilket han selv var udmærket klar over og som også er en af grundene til at han følger i Galilei’s spor og bevare antinomier, fremfor at forkaste dem. For ham viser de hen mod den tvivl, som er forbundet med og som er konsekvensen af " das Ding an sich" . Implicit integrerer Kant denne tvivl i vores erkendelsesgrundlag og forhindrer, at virkelighed i sig selv bliver til en hermetisk afsluttet totalitet. I den sammenhæng er hans lære om " das Ding an sich" isomorf med givetheden af virkelighed og samtidig er denne givethed filosofiens udgangspunkt. Som følge heraf kan man rekonstruere Kant’s kritiske metafysik som et antirealistisk forsøg på at belyse kategorifejlen i den klassiske metafysik, hvor man lægger vægten dels på givetheden af virkeligheden og dels på denne givethed som udgangspunkt for filosofien. I den forbindelse er antirealisme et flertydigt begreb, som dels angår tvivlen om væren, væsen og eksistens i videste forstand, dels vedrører tvivlen om det, der er inden for den eksternvirkelige virkelighed eller adeterminationens domæne. Som følge heraf rummer antirealismen en lære om tvivlen, om det, der er det værende inden for den fysiske verden eller erfaringens domæne. Derfor er den klassiske metafysik et lokalt domæne i antirealismens kollektive virkelighed. Dette medfører, at de klassiske, metafysiske slutninger ikke automatisk og ubetinget kan generaliseres m.h.t. antirealismens ontologi. Dette har igen den konsekvens, at hvis det metafysiske system er afsluttet, så er selve systemet indenfor antirealismens virkelighed kun fastholdt som et metafysisk system, hvis udgangspunkt er den globale tvivl; thi den klassiske metafysik rummer et krav om metafysik som det, der vedrører hele virkeligheden og ikke kun en del af virkeligheden. I den sammenhæng er metafysikkens afsluttethed isomorf med , at den nødvendigvis er en lokal virkelighed!!!

På lige fod med en globalskeptiker sætter en antirealist spørgsmålstegn ved det semantiske princip, at enhver sætning enten er sand eller falsk uafhængigt af vores evne til at fastslå dens sandhedsværdi. Men i modsætning til globalskeptikeren tvivler enhver antirealist ikke nødvendigvis på ethvert semantisk princip. Fx kan en antirealist problematisere bivalensprincippet og erstatte bivalensprincippet med et trivalensprincip, uden at han igen nødvendigvis problematiserer trivalensprincippet, selvom princippet modstilles den globale tvivl. Men globalskeptikeren problematiserer nødvendigvis trivalensprincippet, når princippet modstilles den globale tvivl. I en sådan diskurs er globalskepticismen udtryk for gyldigheden af det, som ikke udtømmes i trivalensprincippet, hvorfor globalskepticismens base bliver en logik, der mindst har fire sandhedsværdier. På samme måde kan man argumentere således, at hvis antirealisten opererer med fire sandhedsværdier i hans/hendes logiske matriks, så opererer globalskeptikeren med 5 sandhedsværdier. Altså: hvis antallet af sandhedsværdier for antirealisten er N, hvor N er et vilkårligt tal, der tilhører mængden af naturlig tal, så er antallet af sandhedsværdier for globalskeptikeren i hans logiske matriks lig med: N + 1. [15] Globalskepticisme er semantisk set rigere i forhold til antirealisme.

I den moderne filosofi er matematikkens filosofi, logik og sprogfilosofi de naturlige kontekster for antirealistiske diskussioner. Takket være Dummett og hans fremragende refleksioner om erkendelsesteoretiske problemer er der sat gang i den enorme forskning indenfor formel semantik, der efter anden verdenskrig gik i stå på grund af de vulgære oprør rundt omkring i verden med positivistiske teorier, der var under stærk påvirkning af de tyske og franske fænomenologiske filosofiske og religiøse retninger.

Dummett formulerer en række af sine teser om antirealismen i sine refleksioner over grundtankerne i Frege’s filosofiske semantik. Erkendelsesteoretisk set forsøger Dummett at forene det intuitionistiske standpunkt inden for matematikkens filosofi med en filosofisk semantik, der tilgodeser både muligheden og givetheden af uafgørbare sætninger i en kontekst, hvor sproglig mening er fuldstændig kommunikerbar.

Et af de mest smukke aspekter ved Dummetts model er, at man kan benytte modellen m.h.p. at undersøge filosofiske systemer, der i ord har krav på at blive betragtet som en eller anden variant af realismen, men i praksis er de antirealistiske, thi de forudsætter, at fundamentalbegreber og betingelser for beskrivelse er grundlaget for enhver tænkning, erkendelse og forståelse og de anvender betingelser for beskrivelse og fundamentalbegreber for at problematisere alternative teorier med hensyn til erkendelsesteoretiske forudsætninger, som om disse forudsætninger nødvendigvis er afgørbare, men de praktiserer det modsatte ved at man ikke kan afgøre, hvilke begreber og sætninger, der er henholdsvis fundamentalbegreber og betingelser for beskrivelse. Men deres semantiske systemer er ikke stærke nok til at kunne give mulighed for refleksion over problemet. I min egen tradition giver praktiseringen af afgørbarheden af uafgørbare sætninger sig udslag i, at man i hele traditionen - fra Bohr til Favrholdt inklusiv deres sympatisører - ikke kan finde en eneste bog eller artikel, der redegør for, hvilke sætninger i disse værker og artikler, der er betingelser for beskrivelse og hvilke begreber, der er fundamentale. I den forbindelse er Zinkernagel en undtagelse. Men Zinkernagel’s metode er uholdbar; thi han forsøger at finde de grundlæggende sætninger ved at eksperimentere med hele sproget, hvilket er absurd. [16]

Uden for min tradition kamoufleres den pragmatiske selvmodsigelse, der vedrører afgørbarheden af de uafgørbare sætninger, tit i tomme filosofiske manifestationer af forholdet mellem filosofi og videnskab i kontekster, der rummer mystiske og religiøse refleksioner over begrænsninger af

mulig-verdens semantik. Her er den typiske fejl, at man først skriver en masse om, hvad filosofi er og kombinerer det med, at filosofi fx er en første ordens videnskab og ikke en anden eller højere ordens videnskab. Her er de uafgørbare sætninger selve manifestationen og når de bliver kombineret med den opfordring til læseren, at glemme alt det, der blev sagt og som normalt fremkommer i slutningen af disse tomme og pseudovidenskabelige manifestationer, banes vejen for en række kategorifejl, som en kritisk læser hverken kan eller bør komme udenom. Det komiske er, at man lader som om, at hverken opfordringen til læseren om "at glemme alt, det, der blev sagt" eller det, som man skal glemme, hvis man følger opfordringen, har nogen effekt på filosofien som objektsproget. Kort og godt: de metafilosofiske bemærkninger vedrører ikke filosofi. Interessant for denne artikels vedkommende ved sådanne tomme manifestationer er hverken deres inkohærens eller det mislykkede forsøg fra den pågældende filosof, der skulle vise, at forfatteren også kan bruge elementær fagterminologi, men det, at man anvender det uvæsentlige for at belyse det væsentlige.

Da manifestationen vedrører hvad filosofi er og hvad filosofi ikke er, så er det allerede "filosofi" genstanden for refleksion og selve manifestationen er nødvendigvis en anden eller højere ordens videnskab.

Hvis manifestationen ikke tilhører en anden eller en højere ordens videnskab, så må den nødvendigvis tilhøre første ordens videnskab, hvorfor manifestationen handler om den faktiske verden. Men dette kolliderer med forfatterens opfordring til at glemme alt, det der, blev sagt; thi "alt det, der blev sagt" vedrører den faktiske verden og hvis jeg glemmer noget, der vedrører denne verden, så er referencen til den faktiske verden ikke den aktuelle verden men netop en abstrakt verden, som umuligt kan være genstanden for en første ordens videnskab!!!

Læseren skal være opmærksom på, at der ikke er enighed om, hvorvidt de antirealistiske påstande overskrider grænserne for dagligdags og fagvidenskabelig erkendelse. Det samme gælder m.h.t. hvorledes disse påstande i øvrigt skal præciseres og hvilken type logik, der er grundlaget for antirealismen.

Indenfor hyperantirealismen kan antirealismen være dialektisk fx Hegel’s filosofi, men den kan også være ikke-dialektisk som Kierkegaard’s. Den kan være diskursiv som Dummett’s eller spekulativ a la Spinoza’s. [17]

Hyperantirealismens semantik giver plads for den opfattelse, at antirealistiske påstande ganske vist ikke er en erkendelse af denne eller hin genstand, men repræsenterer en historisk betinget virkelighedsanskuelse, uden hvilken man ikke kan eksistere som menneske. Internlogisk set er dette muligt ved en intern differentiering af antirealismen i forskellige typer, hvor nogle af disse typer ikke har mulighed for selvrefleksion. Altså: nogle af disse typer indeholder ikke sit metasprog, hvorfor de er semantisk åbne. Holistisk ontologisk set er det, "at antirealistiske påstande ganske vist ikke er en erkendelse af denne eller hin genstand", isomorft med en subøjeblikkelig betinget virkelighedsanskuelse, uden hvilken systemet ikke kan eksistere som et selvindholdende system. [18]

Dette indebærer igen, at jeg’et udelukkende må forklare det, der sker i jeg’ets virkelighed udfra systemets interne bestemmelser uden henvisning til nogen overdeterminativ eller eksternlogisk indgriben. I tilfælde af inkompatibiliteten mellem jeg’ets virkelighed og modellerne for virkelighed, sådan som de fx bliver skitseret af magthaverne i institutionen, samfundet, osv, må jeg’et eksistentielt set problematisere modellerne og fastholde sin egen virkelighedsopfattelse for at bevare sin jeghed uafhængigt af konsekvenserne. Hvis jeg’et ikke gør det, så bliver jeg’et transformeret til et det. Gennem problematiseringen af modellerne forhindrer jeg’et også, at jeg’ets globalantirealisme reduceres til en lokalantirealisme, der er baseret på det eksterngjorte jeg’s virkelighedsmatriks. Dette er igen isomorf med at jeg’et fastholder virkelighed som udgangspunkt for erkendelse og ikke virkeligheden. Indsigt i transformationen forudsætter hyperantirealismen, der allerede rummer en kritisk holdning til det etablerede system, når systemet bidrager til at gøre jeg’et til et det. Derfor er hyperantirealismen den logiske base for at problematisere den falske bevidsthed, der ophæver jeg’ets væren og væsen. Hermed har jeg ikke sagt, at enhver, der identificerer sig med antirealismen, går ind for radikale forandringer i samfundet, men det, at den er kompatibel med en politisk ideologi fx marxismen. Som det allerede er antydet, er der tæt sammenhæng mellem antirealismen og globalskepticismen, hvilket blandt andet viser sig i, at begge indenfor den divalente logik er udtryk for overlogisk øjebliksidentifikation, som fremtræder i form af ontologiske overvejelser fremfor af logiske. Sammenhængen mellem ontologi og erkendelsesteori i disse teorier bidrager til, at de bliver klassificeret som et livssyn eller en religion for et jeg, der identificerer sig med den divalente logik, som grundlag for enhver form for logik.

Som livssyn træder antirealismen frem under renæssancen i det 15. årh., i form af humanismen. Den er til en vis grad knyttet sammen med teisme og altså åben over for gudetro.

Som konstitutionssyn træder den frem i form af Galilei’s paradoks. For Galilei selv var den absurd, men en absurditet, vel at mærke, som ikke forkastes, men står åben for kritisk undersøgelse.

Senere blev båndene til teologi revet over i takt med at grundlaget for eksternvirkelighed og interngørelsesdomænet blev atomiseret og den immanente globalskepticisme i antirealismen transformerede sig sammen med sigmaeksterngørelsen og dermed banede vejen for den moderne agnosticisme. Sociologisk set svarer det til, at humanisterne, der rykker frem i det feudalistiske hierarkiske system, ikke har et klart program til gavn for de allerlaveste socialklasser udover de sædvanlige fine ord om frihed, lighed og broderskab, der realt anvendes for at mobilisere masserne mod de herskende klasser og som har en instrumental og pragmatisk tilgang til sociale problemer for de fattige. Dermed bevæger den borgerlige humanisme sig i en dialektisk proces mod en konstitution af en falsk bevidsthed, der tjener til at stabilisere magten til fordel for de nye samfundsherskere, som bygger deres magt på de borgerlige idealer. Den del af humanisterne, der tager deres egne oprindelige forudsætninger for alvorligt og forsøger at modarbejde den falske bevidsthed, bliver nedslagtet. Dette får sit symbolske udtryk i henrettelsen af Maximilien-François-Marie-Isidore de Robespierre den 28. juli, 1794 i Paris. I takt med samfundets udvikling får vi også forskellige typer antirealisme, der udtrykker de interne samfundsproblemer. I konsekvens heraf opstår der forskellige typer af teorier om humanismen, således at humanismen i dag kun er en klassebetegnelse, der ikke entydigt kan bestemmes med kun én teori. Det samme gælder for antirealismen. [19]

Dermed markeres det, at princippet er autonomt og selvstændigt, uden nogen højere eksterngørelsesmekanisme over sig. Globalskepticistisk set betyder det en eksterngørelse af erkendelsesgrundlaget. Det er eksterngjort og bør eksterngøres fra domænemæssig og eksterngørende overdetermination. Dermed rummer antirealismen en globalabsolutistisk teori om virkeligheden, der omfatter sine egne forudbestemmelser. Dette er noget, som den immanente globalskepticistiske komponent i antirealismen giver mulighed for. Den globalabsolutistiske teori er kendetegnet ved dens kompatibilitet med globalskepticismen for et jeg, der identificerer sig med globalabsolutismen. Den globalskepticistiske teori er fænomenologisk set kendetegnet ved et jeg, der identificerer sig med globalskepticismen, fordi den immanente globalabsolutisme i antirealismen blot er en lokalabsolutisme, der, som en organisk helhed, er kompatibel med globalskepticismen. Parallel med "det autonome princip" er "det autonome menneske", der ikke kender andre holdepunkter end sin egen erkendelsessituation og dermed ikke andre former for logik, end sin egen intralogik og interlogik, der bestemmes af dets erkendelsesgrundlag. [20] Fænomenologisk set kan interlogikken få fremtrædelsesform som fornuft eller en samling af oplevelser. I den sammenhæng kan jeg'et karakterisere sine omgivelser som et bundt af oplevelser. Dermed giver det fænomenologiske perspektiv plads til det fænomenalistiske perspektiv uden at de modstrider hinanden eller er i konflikt med erkendelsesgrundlaget.

Med andre ord kan det antirealistiske konstitutionssyn formuleres som følgende:

antirealisten vil i princippet dekonstruere de mange muligheder for paralogikken ind i en stabil eksterngørelse af transobservation under interlogikkens dominans. Graden af dominans er forskellig i diverse antirealistiske teorier.

Ligesom globalskeptikerne forudsætter antirealisterne, at jeg'et og dets domænes principper er betinget af paralogikken og at jeg’et kan gøre sig fri af den enkelte model for paralogikken, så snart jeg’et har erkendt, hvad paralogikken i den enkelte model går ud på. Frigørelsen fra den enkelte model indebærer ikke, at jeg'et i øjeblikket gør sig fri af alle modeller for paralogik. Der vil altid være nogen modeller, der betinger jeg’et i øjeblikket. Denne autonomi og dens dialektiske sammenhæng med jeg'ets bundethed i ethvert øjeblik til en eller anden model er blandt andet med til, at man til tider anklager antirealismen for at have et alt for pessimistisk menneskesyn. Her skal man blot huske på, at jeg'et, der foretager en sådan klassifikation, netop forudsætter en fuldstændig autonomi af enhver model for paralogikken, som er kompatibel med antirealismen i det globalskepticistiske domæne, men inkompatibel med antirealismen, når jeg'et problematiserer globalskepticismen udfra princippet om, at enhver globalabsolutistisk teori er inkompatibel med globalskepticismen.

Når jeg’et gør noget adeterminativt, betinges det først og fremmest af forudsætningen og den kvasiholistiske fejlkategorisering. De eksterngjorte jeg’er opfatter jeg’ets ord i adeterminationsvirkeligheden, at jeg’et ikke gør det gode, som han vil, og sige noget om det, som ifølge teorien netop ikke kan siges, "det uudsigelige", hvorfor jeg’et opererer med en vildledende udvidelse forklædt som en vejledning til kommunikationspartnerne. [21]

Overinterlogikken må støtte sig til en brug af interlogikken, som ligger så nær den eksternvirkelige metode som muligt, frem for at støtte sig til en eksternvirkelig forudsætning eller en eller anden form for internlogik eller naturlig klassifikation. Handlingerne må bedømmes ud fra de konsekvenser, de får som kombinationsdeterminant for den enkelte og totaliteten, ikke ud fra en norm. I en sådan situation har jeg’et paralogisk set mulighed for at hævde, at der ikke findes absolutte, ubetingede normer og at de normative principper og de overinterlogiske principper stadig må tilpasses og omformes. På det etiske domæne indebærer det, at den etiske erkendelse er underlagt menneskehedens udvikling. På det metaetiske domæne forudsætter det, at den overinterlogiske erkendelse er underlagt logiktypens udvidelse.

Derfor kan man ikke anerkende meddelelserne som ubetingede. For jeg’et er underdetermination en lige så omfattende globalabsolutisme som selve determinationen, og den overintralogiske begrænsning til at være forståelig står altid blandt de første og vigtigste determinationer.

I modsætning til absolutismen og realismen pointerer globalskepticismen og antirealismen i kraft af deres holistiske strukturer, at jeg’et blot er et led i konstruktionen. Det betyder, at jeg'et har en speciel bevidsthed, en speciel interngivethed og mulighed for selvrefleksion. Det kan tilintetgøre virkelighedens og de mekanistiske "grænser". Derfor konstituerer jeg’et og dets principper øjeblikskonstruktionen. Dermed har antirealismen indenfor både den religiøse og den filosofiske diskurs mulighed for at tolke konstitutionen uden støtte fra henholdsvis nogen gudetro eller tro på en bevidsthedsuafhængig virkelighed. Dette er også interessant m.h.t. den logiske base for Descartes’ metodiske tvivl. Altså: Descartes’ erkendelsesteori kan rekonstrueres som en konsistent, partiel antirealistisk teori, der giver Descartes mulighed for at operere med størrelser, der ikke kan projiceres i virkeligheden, når den metodiske tvivl opnår sit mål. På den måde er selve Descartes’ sprogbrug konsistent med vores erkendelsesgrundlag, hvorfor Zinkernagel tager fejl i hans vurdering af Descartes’ projekt. Dette er ikke mystisk; thi givetheden af erkendelsesgrundlaget i en intentionel kommunikation betinger alene jeg’et og ikke du’et. Zinkernagel og hele traditionen overser, at givetheden af det, at jeg’et ikke kan gøre sig fri for enhver model for erkendelsesgrundlag, ikke er ensbetydende med, at du’et - som ligesom jeg’et ikke kan gøre sig fri fra enhver model for erkendelsesgrundlag - netop har eller må have den samme model for erkendelsesgrundlag, som jeg’ets. I en domænemæssig transkerne harmoniserer dette med følgende: jeg'et mener, at når internbestemmelsen når frem til grænsen for vores erkendelse, bliver det et spørgsmål om at vælge holdning. Det er naturligvis muligt at tænke sig noget ude i det store intet.

Man kan godt transbeskrive sig noget og så sige til sig selv og andre, at sådan, som jeg transbeskriver mig det, sådan er den ukendte virkelighed. Det er det, eksternvirkelige principper gør. De eksternvirkelige transkerner er en klasse af sådanne transbeskrivelser om det ukendte, som man kræver accepteret som gyldige sandheder!!!

Jeg'et er bevidst om, at det netop ved erkendelsens grænser møder andre jeg’ers ærlighed, som en udfordring, hvilket igen hænger sammen med, at globalskepticismen internlogisk set netop ved erkendelsens grænser har mulighed for en global tvivl om selve udfordringen.

Skal konstruktionerne være helt determineret, må jeg’et acceptere, at jeg’et ingen sikker viden har om noget uden for erkendelsens grænser.

Det kan se ud, som om antirealisterne begrunder overinterlogikken på to forskellige måder.

På den ene side siger de, at der findes normer, som er selvindlysende, på den anden side taler de om at transdeterminere autonome, eksistentielle valg.

Dermed åbnes der for en høj grad af usikkerhed og subjektivitet i det principielle systems determinationer.

Dermed lægger antirealismen op til inkompatibilitet for en række betingelsesdeterminanter: totalitetmæssig autonomi, selvbestemmelse (fx selvvalgt tilintetgørelse mod eksterngørelse), holistiske systemer, totaliteten, timelig balance og forudsætningsbeskyttelse.

Fra en globalskepticistisk erkendelsesmodel vil vi kunne påpege, at globalabsolutisten har store problemer med at begrunde overinterlogikken.

Han/hun har store problemer med at hævde, at deres overinterlogik er eksternvirkelig. Deres eksterntilintetgørelse af, at agnosticisme er den mest determinationspositive holdning til eksternvirkelig tro, er ikke velbegrundet.

Vi kan desuden pege på, at vi er inkompatible med dem i udvidelsen af virkeligheden, princippet, overinterlogikken og transformationsenhederne.

Den globalskepticistiske imødegåelse er her ensbetydende med at gøre enhver model for tænkning - som en konsekvens af bestemmelserne i internlogik, som har en holistisk karakter - til en holistisk model om forholdet mellem tænkning og virkelighed.

Det betyder, at alle tankekonstruktioner må eksperimenteres kritisk ud fra den sandhed, som er givet os i den globalskepticistiske forudsætning. Dette medfører, at vi kan tage de grundlæggende udsagn om virkeligheden, om konstitutionen og om refleksionsmeddelelserne og anvende dem kritisk på underdeterminationsgrænsen og øjebliksidentifikationerne. Der vil da altid være noget, som kan accepteres eller bekræftes. Noget kan også justeres, men meget må forkastes.

Det er meget vigtigt at vide, om det er på det helt grundlæggende globalabsolutistiske fundament, at det underdeterminative ligger eller om det er på transgrænsen af den globalskepticistiske tros virkelighed. Denne viden kan bruges som led i en form for kritik, som især skal interngøre dem - som tror på givetheden af erkendelsesgrundlaget i deres systemer- til at fastholde deres overbevisning. Den samme viden kan også bruges som led i en anden form for kritik, der bygger på interlogikkens og dialogens præmisser og kan rettes mod det "domæne" eller den teori, der foreligger, for så at afklare, om domænet er konsistent, dvs. er i overensstemmelse med dets grundlæggende forudsætninger eller om der findes påfaldende selvmodsigelser. En sådan kritisk efterprøvning kan foretages i en engagerende dialog. Og den kan gå videre til at afklare, om domænet er kohærent, dvs. om det er i overensstemmelse med den eksisterende viden eller om det svarer til de grundlæggende spørgsmål, som jeg’erne faktisk stiller eller bør stille. Ved en sådan kohærensprøve vil både atomisme og globalabsolutisme få store vanskeligheder.

Vi må forudsætte, at en imødegåelse ikke kun er en tankens dialog eller inkompatibilitet. Den må følges op af en adækvat, kohærent og stabil konstitution i determination og transbeskrivelse.

Hvis ikke den bliver det, vil imødegåelsen af øjebliksidentifikationerne blive tom tale. Men der, hvor troen er adækvat, sand og synlig, må tankekonstruktionerne atomiseres. Her går jeg'et subøjeblikkelig set tilbage til en domænemæssig eksterndeterminant ved den bestemmelse, der skal determinere forholdet til erkendelsesgrundlaget.

Erkendelsesgrundlaget skal transobserveres og opfattes som ethvert andet erkendelsesgrundlag, påstår man.

Hidtil er der ikke enighed om, hvorvidt transkategoriseringens internlogik og erkendelsesgrundlagets internlogik er én og samme.

Men med den grundopfattelse, at erkendelsesgrundlaget skal betragtes som ethvert andet erkendelsesgrundlag, blev der på en helt ny måde transkategoriseret en instans ind mellem erkendelsesgrundlaget og internlogikken: princippet selv.

I substitutionen for erkendelsesgrundlaget som højeste internlogik i øjeblikket indfører man det en eksternudvidelse.

Jeg’et lader sig ikke mere domæneomfattende sige noget om eksplicitvirkeligheden, men har selv det sidste ord.

Erkendelsesgrundlaget er ikke mere den domæneomfattende internlogiks ufejlbarlige ord, som base for udsagn om forudsætningsudvidelse af det eksterngjorte princip. I substitutionen er erkendelsesgrundlaget eksempel på princippers forskellige relationer til paradomæner. I konsekvens heraf er det jeg’ets opgave at finde frem til de holdninger, der stammer fra internlogikken selv og som derfor kan gøre krav på internlogik. Altså: jeg’ets opgave er simpelthen at skelne mellem adækvat og eksternlogisk, mellem sandt og falsk i erkendelsesgrundlaget.

Her er der mulighed for en helt ny transgrænse i antirealismen, som endnu ikke er determineret færdigt og muligvis heller aldrig bliver det.

Den drivende kerne er stabile forsøg på at komme tilbage til det subøjeblikkelige, det oprindelige. I transgrænsen er der ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem årsag og virkning. Jeg’et har en subjektiv forventning om, at bestemte typer af hændelser efterfølges af samme type af hændelser.

Dette har igen den konsekvens, at jeg’et er tilbøjelig til at betragte kausalitet som noget, der vedrører instrumentale konstruktioner frem for at klassificere den som en naturnødvendighed. Erkendelsen er sådan indrettet, at jeg’et kan skelne mellem subjektive forestillinger og objektive hændelser uden at have begreberne årsag og virkning; thi begreberne årsag og virkning er ikke nogen grundlæggende begreber, der indgår i jeg’ets erkendelsesgrundlag, hvorfor jeg’et analytisk set ikke nødvendigvis må benytte dem i sin fortolkning af fænomenerne. [22] Dette er interdependent med, at jeg’ets identifikation af noget ikke forudsætter, at der nødvendigvis er mulighed for, at der må foreligge eller være mulighed for tilsvarende fænomener eller virkeligheder, som kan sammenlignes med dette noget. Intrasprogligt set får dette naturligvis konsekvenser for de immanente og afsluttede beskrivelser i domænet, der bygger på det princip, at det, der sker, må være sket i denne virkelighed og kan forklares udelukkende herudfra uden henvisning til nogen overdeterminativ eller eksternlogisk indgriben udefra.

En af disse konsekvenser er, at virkelighed bliver reduceret til virkeligheden uden at man intrasprogligt set er i stand til at gennemskue det. Grænserne for virkelighed og virkeligheden transformeres således, at virkelighedens grænser bliver til virkelighedsgrænser og omvendt. I forhold til kommunikationen betyder det, at jeg’et på én og samme tid opererer med to sprog, som er internt forbundet og alle jeg’s meddelelser har to referencer på én og samme tid. For et jeg, der kun opererer med en af de to referencer, er meddelelserne nødvendigvis flertydige. Hvis jeg’et nu har den entydige kommunikation som led i sit erkendelsesgrundlag, kan jeg’et umuligt være i stand til at begribe meddelelsernes indhold, som har mening i den antirealistiske virkelighed. Jeg’et har kun mulighed for at fortolke en forvrænget udgave af meddelelsen, som ikke har nogen konsekvens for den antirealistiske virkelighed. Jeg’et, som identificerer sig med den antirealistiske virkelighed, har mulighed for at atomisere det overdeterminative i det realistiske jeg’s meddelelser i kommunikationen og transformerer dem til størrelser, der falder udenfor både internadeterminationer og interndeterminationer. Størrelserne hører hjemme i eksternkonstruktioner, som kan være led i internadeterminationer eller interndeterminationer i en anden antirealistisk virkelighed, som jeg’et ikke kender og som jeg’et ikke nødvendigvis kan vide eksisterer.

Dermed er der sat et stort spørgsmålstegn ved selve den antirealistiske tro, der i altafgørende grad bygger på det overdeterminative indgreb i jeg'ets virkelighed. Dette giver jeg’et det nødvendige, logiske og erkendelsesteoretiske grundlag for at sige "alt, hvad jeg ved, er, at jeg ikke ved noget." Og "jeg ved, at jeg intet ved". Disse to sætninger er ækvivalente med hinanden for enhver, der identificerer sig med det overdeterminative indgreb i jeg'ets virkelighed, mens ækvivalensen er sletdefineret for jeg’et selv; thi den første sætning er en forudsætning for den anden og er ækvivalent med "jeg tvivler på alt". Den anden sætning er jeg’ets partielle fænomenologiske beskrivelse af du’ets eksistentielle domæne. Sætningernes grammatiske form skjuler deres logiske form. Dette kan hurtigt og nemt ses af, at den første sætning ikke tillader iteration, mens den anden er kompatibel med en iterativ beskrivelse af sætningen. Den anden sætning giver jeg’et den logiske mulighed for at kunne sige til du’et, som er en forudsætning for jeg’ets virkelighed: " kend dig selv". Dermed bliver det sokratiske univers om viden og uvidenhed til en afsluttet logisk totalitet, som er forsynet med den

nødvendige og tilstrækkelige semantik m.h.t. refleksion og selvrefleksion, uden at forudsætningerne for dem ligger udenfor denne totalitet, hvorfor den sokratiske totalitet nødvendigvis er selvindholdende. I konsekvens heraf kan enhver, der identificerer sig med den sokratiske totalitet, iagttage væren og det værende udfra uvidenhed som logisk base for at lokalisere erkendelsesgrundlaget. Dette kan igen lokaliseres af en logisk afsluttet totalitet, som er isomorf med den sokratiske totalitet, hvilket blandt andet er tilfældet i det religiøse stadium i Søren Kierkegaard’s sandhedsstadier. Dette er den medvirkende faktor for det logiske grundlag, der gør "springet" mellem stadierne muligt. Derfor er det under disse omstændigheder ikke mystisk, at jeg’et, for at bevare sin jeghed, er nødt til at fastholde den sokratiske uvidenhed, som er en eksistentiel bestemmelse ved jeg’et og jeg’ets virkelighed, der modarbejder det overdeterminative indgreb i jeg’ets virkelighed.

Litteratur

Altmann, G.T.M. (1997): The Ascent of Babel. An exploration of language, mind and understanding. Oxford: Oxford University Press.

Andriessen, J.H.E. (1991): "Mediated Communication and New Organizational Forms"; i C.L. Cooper & I.T. Robertson (red.): International heview of Industrial and Organisational Psychology 1991 Volume 6 Chichester: Wiley.

Berg, P-O. (1985): "Organization Change as a Symbolic Transformation Process", kap. 16 i PJ. Frost et al. (red.): Organizational Culture. Beverly HilIs: Sage.

Berger, P & Luckman, T. (1967): The Social Construction of Reality. New York: Penguin.

Bohm, D. (1980) Wholeness and the Implicate Order (London: Routledge & Kegan Paul).

Bohr, N. (1934) Atomic Theory and the Description of Nature. (Cambridge: Cambridge University Press).

Buber, Martin: Eclipse of God - Studies in the Relation Between Religion and Philosophy. Humanities Press International, Inc. Atlantic High-lands, NJ 1952, 1988.

Dorling Kindersley (1993): Communicate with Confidence. Mindpower VoL 4. Alexandria, VA: Time-Life Books.

Dummett, M.A.E. (1981): The Interpretation of Frege’s Philosophy, London 1981.

Elster, J. (1986): Rational Choice"; i J. Elster (red.): Rational Choice. Oxford: Blackwell.

Hanf, W. P.: "Incompactness in Languages with Infinitely Long Expressions", Amsterdam: North-Holland 1964.

Garff, Joakim: Den Søvnløse - Kierkegaard læst æstetiskibiografisk. C.A. Reitzels Forlag. København, 1995.

Giles, H. & Street, R.L. (1994): "Communicator Characteristics and Behavior", kap 4 i ML Knapp & G.R. Miller (red.): Hanabook of Intepersonal Communication. Thousand oaks: Sage.

Karp, C.: "Languages with Expressions of Infinite Length", Amsterdam: North-Holland 1964.

Kemp, Peter: Sprogets etik: fra Lévinas til Kierkegaard. Essay i Denne Slyngelagtige Eftertid. Århus, 1995.

Kierkegaard, Søren: Søren Kierkegaard - Samlede Værker, 3. udgave, 2. Oplag, Bind 1-19 Gyldendal, 1978.

Kokabi-Hamadani, Mohammad-Reza: "En kritisk undersøgelse af Zinkernagels filosofi og dens væsentlige følgevirkninger i dansk filosofi", magisterspeciale, Odense Universitet 1998.

Hahermas, J. (1970): "Towards a Theory of Communicative Competence"; i Inquiry, 13, nr. 4. 360-375.

Jacobsen, Klaus-Henrik: "A companion to Dr. Zinkernagel's Conditions for description", Odense Universitetsforlag 1972

Jaskowski, S. "Propositional Calculus for Contradictory Deductive Systems", Studia Logica, Vol. XXIV, pp. 143-157, 1969

Johnson, M (1993): "Knowing through the body"; i Philosophical Psychology Vol. 4, No. 1.

Parks, M.R. (1994): "Communicative Competence and Interpersonal Control", kap. 15 i M.L. Knapp & G.R. Miller (red.): Handhook of Interpersonal Communication. Thousand Oaks: Sage.

Rommerveit, R. (1972): Språk, tanke og kommunikasjon. Oslo: Universitetsforlaget.

Rommerveit, R. (1979): "Refleksjoner over sosiolingvistisk teori og eit felles-fundament for tverrfaglig språkforskning"; i J. Kleiven (rred.): i Språk og Samfunn. Oslo: Pax.

Schotch, P.K. and Jennings, R.E. "Inference and Necessity", Journal of Philosophical Logic, Vol. IX, pp. 327-340, 1980.

Søltoft, Pia: Svimmelhedens etik - Om forholdet mellem subjektivitet og intersubjektivitet i Kierkegaardsforfatterskab belyst udfra en dialogfilosofisk indfaldsvinkel. Ph.d. afhandling ved Det teologiske Fakultet. København, 1998.

[1] Søren Kierkegaard, Samlede værker, 3. udgave, 2. Oplag, b: 2, s: 134 1978

[2] I en kommende artikel, der vil blive publiceret her på WWW.filosofi.net vil jeg eksplicit reflektere over min påstand om forholdet mellem David Favrholdt’s erkendelsesteoris sammenhæng med Peter Zinkernagel’s og Justus Hartnack’s.

[3] Jeg er åben overfor en kritisk diskussion og eksistentiel dialog om disse forudsætningers væren og væsen. Hvis du, kære læser, er uenig med mig, så opfordrer jeg dig til at skrive en artikel og publicere den her på WWW.Filosofi.Net, så vil jeg reflektere over dine indvendinger i en ny artikel.

[4] Alle Wittgenstein’s værker og kombinationen af værkerne er

modeller for hyperantirealismen.

[5] Dummett opererer med flere forskellige teorier om antirealismens væren og væsen. En forsvarlig redegørelse kræver en omfattende afhandling, hvilket ikke mindst skyldes at en betydelig del af Dummetts teori fremkommer i hans formelle overvejelser om matematikkens grundlag, der desværre er overset indenfor de verserende akademiske diskussioner om antirealismen i Danmark. Der findes heller ikke nogen litteratur om emnet, hvorfor jeg ikke kan henvise til nogen kilder.

[6] I en anden artikel vil jeg gennemgå nogle af de antirealistiske aspekter ved hans paradokser.

[7] Vi har desværre ikke et dansk ord, der fuldstændigt kan svare til "statement". Påstand, dom eller proposition er ikke dækkende; thi den logiske base for statement hos Strawson er trivalent og har lingvistisk set brug for en mængde, der ontologisk set må indeholde tre typer og har 8 ontologiske muligheder, der er projiceret i 27 logiske muligheder for distribution. Derfor har jeg valgt at udvide det danske sprog med termen "statement" fremfor nogen mystiske og til tider vildledende oversættelser.

[8] Halmos, Paul R.: "Naive set theory", s: vi, Van Nostrand, New York 1960

[9] Ved en anden lejlighed vil jeg redegøre for nogle filosofiske egenskaber for denne form for iteration.

[10] Ved en kvasisand sætning forstår jeg en polyvalentlogisk sætning, som hverken er en falsk sætning eller en nødvendigvis afgørbar sætning.

[11] Ved en kvasifalsk sætning forstår jeg en polyvalentlogisk sætning, som hverken er en sand sætning eller en nødvendigvis afgørbar sætning

[12] Læseren bedes være opmærksom på, at klassifikationen af sætningstyperne ikke er udtømmende. I princippet er der et uendeligt antal sætningstyper, hvorpå filosofien kan baseres. Afhængig af vores logiske matriks kan man udvide eller indskrænke antallet af sætningstyperne.

[13] På samme måde kan man sige, at enhver teori, der bygger på en logik, der har K sandhedsværdier - hvor K er et tal i mængden af naturlige tal - er en antirealistisk teori for det, der vedrører den (K + 1) sandhedsværdi. Teoretisk set kan man også vælge andre mængder, hvis kardinaltal er større end kardinaltallet for mængden af naturlige tal.

[14] En modelteoretisk finit rekonstruktion af "Tractatus" kan bygges på Georg Henrik von Wright’s og Lennart Nørreklits overvejelser over implikationer. Personligt foretrækker jeg Nørreklits overvejelser frem for von Wright’s, hvilket skyldes, at Nørreklit er meget mere konsekvent og hans overvejelser meget bedre opbygget end von Wright’s og at han er imponerende åben overfor begrænsningerne i selve redegørelser generelt og refleksioner over logikkens væsen i særdeleshed. Forskningsmæssigt er dette yderst prisværdigt og giver bedre muligheder for videreudvikling af hans teorier.

[15] Dette er blot et eksempel på modelteoretiske relationer mellem antirealisme og globalskepticisme indenfor diskret logik, hvilket vil sige en logik, hvor definitionsmængden for sandhedsværdierne er en mængde med kardinaltallet Aleph nul. Altså: en mængde, der har lige så mange elementer som mængden af naturlig tal.

[16] I Min magisterafhandling har jeg allerede taget stilling til Zinkernagel’s metode, hvorfor jeg nøjes med at henvise den interesserede læser til mit værk for en udførlig begrundelse for min påstand om uholdbarheden af hans metode.

[17] Læg mærke til, at antirealismen her er objektsproget og hyperantirealismen er metasproget. Hvis modellen for fortolkning af Kierkegaard’s filosofi er en model, hvor sandhedsstadierne ikke er centrale fx hos Joakim Garff og Pia Søltoft, er der tale om en antirealistisk fortolkning af Kierkegaard’s filosofi. Hvis sandhedsstadierne antages at være centrale hos Kierkegaard og hvis det også antages, at han har et uendeligt antal af disse stadier som sin implicitte, transcendentale forudsætning, så er der tale om en hyperantirealistisk fortolkning af Kierkegaard. Min tilgang til Kierkegaard er hyperantirealistisk.

[18] Subøjeblikkeligt set er hyperantirealismens principper baseret på sammenhængende totaliteter.

[19] Nærværende artikel idealiserer og abstraherer fra antirealismen, således at dens sammenhæng med globalskepticismen og radikalsocialkonstruktivismen bliver tydelig. Dette vil naturligvis sætte nogen begrænsninger for fremstillingen, hvilket jeg må leve med.

[20] I en anden artikel, der vil blive publiceret her på www.filosofi.net vil jeg gennemgå nogle aspekter ved den antirealistiske forståelse af "en konkret situation" i modsætning til den realistiske. Artiklen er et forsøg på at vise, hvorfor tænkningens ontologiske status i sig selv er væsentlig, når man ønsker at redegøre for vores erkendelsesgrundlag. Den ontologiske status af tænkning kan ikke klassificeres uvæsentligt hverken lokalt eller globalt, således, at når der tales om eksistens, er der blot tale om en egenskab ved det tænkende subjekt. Dette vil afsløre nogle krampagtige og pseudovidenskabelige forsøg i min egen tradition, der konsekvent ikke tager deres analytiske forudsætninger alvorligt og implicit bidrager med en type omverdensproblem, der har sin logiske base i solipsisme.

[21] Wittgenstein’s "Tractatus" er en objektmodel for en sådan

situation i metaerkendelsesteoretiske overvejelser. Her er spørgsmålet om logikken i "Tractatus " et spørgsmål om, hvorvidt Wittgenstein paralogisk set har holdbare overvejelser over, at han begår en vildledende sigmaudvidelse.

[22] Læseren skal være opmærksom på, at det - at "årsag" og "virkning" ikke er nogen grundlæggende begreber, der indgår i jeg’ets erkendelsesgrundlag i transgrænsen - ikke er ensbetydende med at begreberne "årsag" og "virkning" ikke kan indgå i erkendelsesgrundlaget for jeg’et i intrasproglige domæner ej heller det modsatte.

[23] Søren Kierkegaard, Samlede værker, 3. udgave, 2. Oplag, b: 9, s: 213 1978

Hyperantirealisme - en refleksion.

Artiklens interne forudsætninger. [3]

Antirealismen handler om det principielle.

Litteratur