Var angrebet på Jugoslavien i anledning af Kosovo et fremskridt eller et tilbageslag for folkeretten?

Af Ib Martin Jarvad, lektor i filosofi ved Roskilde Universitetscenter

Jeg vil i det følgende beskæftige mig med aktionen imod Jugoslavien i anledning af denne stats overgreb på befolkningen i Kosovo i det historiske perspektiv fra folkerettens begyndelse.

Jeg mener at denne aktion kan blive et historisk vendepunkt netop i den forstand, som tilhængerne har beskrevet og forsvaret den, nemlig som en aktion udført uden nogen særlig påviselig egeninteresse. Ingen af de forskellige forsøg på at forklare interventionen som udslag af intervenienternes nationale interesser har rigtig kunnet overbevise mig. I det omfang der har været sådanne egeninteresser, har de ikke været så tungtvejende, at de for en rationel storpolitisk kalkule synes at kunne opveje omkostninger og risici.

Det eneste der, set med mine øjne, kunne gøre det rationelt at handle som Nato har gjort, må være interessen i at opretholde en bestemt orden og et bestemt regime af normer, netop som hævdet af aktionens forsvarere. For at forenkle diskussionen tager jeg det for givet.

Aktionen skal ifølge intervenienterne ses som en genoplivning af doktrinen om retfærdig krig; den genoplivede doktrin om retfærdig krig skal medføre en ændring af FN-pagten som gennem praksis vil give enkelte lande eller grupper af lande ret, men ikke pligt, til at gribe ind overfor hvad de indgribende lande selv bedømmer som grove forbrydelser imod menneskeheden.

De stedfundne luftbombardementer imod det resterende Jugoslavien rejser et problem for den praktiske filosofi. Skal moralfilosofiens opgave være at udgå fra den konsensuelle opfattelse og udrede hvorledes den etablerede common sense hviler på moralfilosofiske principper eller skal filosofien –også – bringe en moralfilosofisk tvivl om forhavendets retfærdiggørelse til udtryk? 

Den almindelige opinion i vesten i almindelighed og i Danmark i særdeleshed er helt overvejende for krigen. I Europa er det vist kun i Kroatien at opinionstallene for krigen når højere end i Danmark. Der er næppe nogen tvivl om at humanitær intervention med militære midler løser et problem for militærvæsenet efter den kolde krigs ophør og at omstilling af  militærvæsenet til humanitær intervention nyder bred opbakning.  De der ytrer sig kritisk er hidtil blevet karakteriseret som de sædvanlige kritikere, der altid er imod, Noam Chomsky f eks.

Den gennemgang der nu følger munder ud i at tvivlen ikke har kunnet bringes til tavshed. Man ville sikkert gøre sit land og hele vesten en tjeneste og fortjene tak, hvis man kunne give en konsistent og relevant refærdiggørelse for den humanitære intervention. Det ville være yderst påkrævet, da de fremsatte begrundelse og retfærdiggørelser fra officielle talsmænd og politiske ledere har været mildt sagt usammenhængende. Man er derfor nødt til at vælge en mulig begrundelse blandt de fremsatte. I denne opsats ser jeg så på krigen imod (rest)Jugoslavien som retfærdig straffe krig, en rtfærdig afstraffelse af Jugoslavien for dets krænkelser af den kosovo-albanske folkegruppes menneskerettigheder. Spørgsmålet er altså ikke om der er begået menneskeretskrænkelser imod kosovo-albanerne. For ræsonnementets skyld kan det antages. Spørgsmålet er om krig som straf.

1. Folkerettens skrøbelighed.

Folkeretten er en form for orden uden noget centrum, uden nogen central instans til at bestemme hvad der er/skal være lov og ret og uden nogen central instans til at gennemtvinge den lov og ret, der er. Det er en forholdsvis tvangfri og i denne forstand moralsk orden med et vist retspræg.

I det – historisk vekslende – omfang der er en vis grad af international orden, så hviler denne på staternes tilslutning. I det –iøvrigt beskedne- antal international konflikter, der finder deres afgørelse ved international retsproces og dom , så hviler også dette på staternes frivillige tilslutning.

1.1 Folkerettens form. Primært traktatsret.

Det internationale retsorden består i første række af såkaldt traktatsret det vil sige to eller flersidede aftaler mellem stater, hvor indgåelse og opfyldelse af indgåede forpligtelser ultimativt hviler på  parternes interesse. I anden række er folkeret statspraksis dvs en i faktisk handling for dagen lagt folkeretsopfattelse som udtrykker en fælles opfattelse blandt staterne evt kun de civiliserede stater. Endvidere er folkeret indeholdt i afgørelser af folkeretlige organer  så som Den International Domstol m fl.

Der er en række institutionelle retsmidler i tillæg som kan benyttes til at påvirke staternes interessevaretagelse. Internationale organer til overvågning af parternes opfyldelse af indgåede forpligtelser og i visse tilfælde egentlige tribunaler; der er i visse sager så som menneskeretskonventionskrænkelser eller EU-sager åbnet muligheder for at  subnationale personer kan påberåbe sig folkeretlige regler ikke blot for statslige organer men også for overstatslige kommissioner og tribunaler.  Endvidere kan staters ytringer i internationale politiske organer tillægges en vis vægt som udtryk for fælles opfattelse.

I folkerettens begyndelse tillagde man den såkaldte naturret vægt som kilde til folkeret, om naturret som retskilde se nedenfor pkt.3.3. Om naturret stadigvæk kan tillægges selvstændig betydning er omstridt. De fleste moderne folkeretsjurister har som andre jurister den opfattelse, at for at skulle falde tilbage på naturrettens frie moraliserende ræsonnementer, så  må man i sandhed være i nød for positive retsgrunde.

Den opfattelse af den almene folkerets normer som lægges for dagen i staternes handlinger danner folkeretssædvanen. I faktisk handlen kan folkeretssædvaner bekræftes eller afkræftes ligesom nye kan dannes.

1.2 Folkerettens substans

Folkeret sui generis er de retsregler der gælder imellem stater. Med Alf Ross bekendte definition er folkeret de retsregler der gælder for og imellem de selvstyrende samfund. Et centralt element heri er princippet om ikke indblanding i andre staters indre anliggender. Siden oplysnings- og revolutionstiden har man aktivt forfægtet de universelle menneskerettigheder. Sådanne er i forskellig udformning blevet positiverede dvs. gjort til positiv folkeret. Den både substantielle udvikling af menneskerettigheder i form af menneskeretskonventioner og udvikling af procedurale retsmidler imod krænkelser betragtes korrekt som nutidens kvalitative ændring af folkeretten.

1.3 præcicering af spørgsmålet:

Krigen imod Jugoslavien har været anset for at være en del af denne kvalitative udvikling af folkeretten henimod at folkeretten bliver og bør blive en orden der beskytter menneskene frem for at beskytte staternes og deres overhoveders suverænitet. Med et udtryk, som skal forklares straks nedenfor under pkt 2.1 ønsker man en accellereret udvikling fra jus inter gentes til jus gentium.

Folkeretten er et meget sent tilkommende civilisationsprodukt, der svarer til et civilisationstrin, hvor man evner at erkende at fremmede kan både være forskellige fra een selv og have deres grunde og berettigelse til at være forskellige, at deres anderledes sprog ikke blot er uforståelig støj, græsk bar – bar, at deres religiøse forestillinger og riter ikke blot er blasfemi, overtro eller kætteri og at deres politiske og sociale skikke ikke blot er utåleligt tyranni. 

Og folkeretten svarer til et civilisationstrin, hvor man aktivt tilskriver fremmede grundlæggende – og dermed universelle – rettigheder qua mennesker.

Der er således to tendenser i folkeretten, en tendens henimod tolerance og accept af pluralisme og en tendens henimod universalisme. De to tendenser veksler over tid. Der er ikke noget mærkeligt i at der er to modstående tendenser og dermed en dialektisk spænding dem imellem. Det er ikke spørgsmålet om hvilken man skal vælge.

Spørgsmålet er om den valgte eensidige aktion, den straffende luftkrig imod forbundsstaten Jugoslavien  har fremmet folkeretten eller om den medfører et tilbageslag.

Jeg vil begynde med begyndelsen: Vittoria og Grotius, og jeg ser, at også Dansk Udenrigspolitisk Institut i sin redegørelse [1] begynder med at søge støtte for interventionen hos Grotius. I denne fremstilling vil jeg gøre mest ud af Grotius fordi hans teori er så kompliceret med flere lag og tilsyneladende antinomier. Og jeg må forudskikke den bemærkning, at hvor andre mener at finde belæg for doktrinen om retfærdig krig og især den nys gennemførte humanitære intervention overfor Jugoslavien hos folkerettens grundlæggere, særlig Grotius, så kan jeg ikke finde belæg i Grotius værk, tvært imod. Det kunne for så vidt reduceres til kun at være en teorihistorisk uenighed om hvad en ældre teoretiker skrev og hvordan det kunne forståes, men i det omfang folkerettens grundlæggere og særlig Grotius direkte påberåbes som autoritet og i det omfang ræsonnementerne og analyserne fra dengang stadig har relevans, så er det også en del af den aktuelle diskussion.

2. Vittorias og Grotius' indsats.

De to grundlæggere af den moderne folkeret, den første en spansk katolsk dominikansk teolog og filosof og den anden en hollandsk protestantisk borgerlig jurist og filosof, gjorde definitivt op med højmiddelalderens verdensbillede. Begge erklærede lige ud at Paven i Rom og den Tysk Romerske Kejser ikke længere havde kompetence til at  beslutte retfærdig krig så som korstogene imod katarer i Frankrig, bogomiler i Dalmatien, hedenske slaver i Østeuropa, og arabiske og tyrkiske muslimer på den iberiske halvø og i den nære orient. Pavens sidste storpolitiske retsafgørelse var vel grænsedragningen imellem Portugals og Spaniens koloniale prætentioner i Mellem- og Sydamerika.

2.1 Folkeretten uden centrum

I stedet for den alle mennesker omfattende – subsidiære – retsorden kaldet jus gentium skabt i sen-antikken og videre opretholdt i den delte imperiale magt mellem Pave og Kejser trådte nu en principielt helt ny retsorden jus inter gentes  - retten imellem folkene eller folkeslagene.

Denne nye retsorden havde – også -  baggrund i de folkelige bevægelser for selvstyre og autonomi; i kirkeordningen i den såkaldte concilie-bevægelse og i de verdslige ordninger i den samfundspagt-filosofi , pactum associationis, der betonede menneskenes aktive slutten sig sammen til forskel fra de samfundspagtteorier, der betonede underkastelsen under en suveræn.

 Vittoria  havde udfra den førstnævnte samfundspagtteori dannet sig den opfattelse, at verden bestod af en række enkeltsamfund, der hver for sig havde bestemt deres styreform i deres sammenslutningspagt. I Vittorias udformning af den nye jus inter gentes indgik således også et krav om respekt for de enkelte staters indre ordning. I nutidens menneskeretsterminologi kunne vi sige at Vittoria betonede den kollektive menneskeret til selv at vælge styreform, religion med videre.  

Grotius hældede til den absolutistiske samfundspagtteori, den hvor essensen af sammenslutningen er at oprette en uindskrænket suveræn under hvem alle borgere er lige, som før ham Bodin og efter ham Hobbes.

2.2 Grotius om retfærdig krig doktrinen

Grotius erklærede sig uenig med Vitoria om retfærdig krig doktrinen i storværket Om Krigens og Fredens ret tilligemed Natur- og Folkertten Bog II kap. 20. pkt XL.

Indskud om  De Prædæ og Mare librum

Han havde allerede tidligere i et ikke offentliggjort arbejde om priseret De Jure Prædæ Commentarius i 1606 forsvaret en alle tilkommende naturlig ret til retfærdig krig. Dette arbejde var et responsum udarbejdet på bestilling af  Amsterdam Afdelingen af Det forenede Østasiatiske Kompagni med det formål at forsvare admiral Heemskerks erobring/sørøveri af en rigt lastet portugisisk karak Catharina i Malakka-strædet. Portugiserne forsvarede deres søruter imod de indtrængende  handlende blandt andet nederlænderne. I en sådan skærmydsel vandt Heemskerk og førte det armerede portugisiske lastskib med hjem til Holland. Grotius skrift skulle tjene til at skaffe forståelse og accept af det hollandske kompagnis adfærd.

Et af kapitlerne, det 12. offentliggjorde Grotius i 1609 med titlen Om Havenes Frihed og Nederlændernes ret til at handle på Indien., på det tidspunkt rettet imod spanske forsøg på at hævde monopol på handelen på Østasien, men resten blev først offentliggjort i 1868 [2].

Tilbage til De Jure Bellis ac Pacis

I det senere almene og teoretiske værk Om Krigens og Fredens ret tilligemed folke- og naturretten 1625 var Grotius formentlig mere tilbageholdende med sit forsvar for retfærdig krig doktrinen.

2.2.1 Forsvar

Hovedtilfældet af retfærdig krig er – som også FN-pagten idag - krig til forsvar imod angreb herunder krig til at hjælpe allierede, der bliver angrebet. Grotius var dog mere restriktiv end praksis i vor tid og verdensdel. Angreb som foregrebet forsvar imod trusler - som er hovedindholdet i Natos doktriner om 'førsteslag med a-våben', 'pre-emptive attack' som forsvar og 'fremskudt forsvar' på fjendens territorium - diskuteres og forkastes af Grotius i bog 2 kap XX punkt.XXXIX.

2.2.2 Straffekrig

For såvidt angår retfærdig straffe-krig støtter Grotius sig dels på staternes praksis - stater har de facto og udtrykkeligt udøvet krig som straf bog 2 kap XX pkt XXXVIII - dels på substantielle argumenter for en oprindelig, alle tilkommende, før statslig ret til at eksekvere straf for brud på naturretten, der dog er 'meget usikker for kristne at udøve selvom folkeretten i nogle tilfælde måtte tillade dette' bog 2 kap XX pkt XIV. Naturretten er den alle mennesker omfattende før-statslige retsorden, som er baggrund for både den indre statslige positive retsorden og den mellemstatslige positive retsorden.

Men Grotius viser sammesteds bog 2 kap XXI pkt VII-XX incl, at han er bevidst om vanskelighederne ved at overføre en naturlig ret til at eksekvere straf for brud på naturretten fra forholdet mellem mennesker til forholdet mellem stater.

2.2.3 Kollektiv afstraffelse

Enhver krig medfører tab og lidelser for den befolkning, der rammes af krigen. De tab der påføres et folk for at straffe suverænens retskrænkelser er en uretfærdig straf, en straf af uskyldige. De tab og lidelser, der påføres uskyldige i en – retfærdig – krig, sammenligner Grotius med de tab arvinger måtte lide ved en arveladers dispositioner. Men der er stadigvæk vanskeligheder. Det kan måske være ligegyldigt, hvordan arvelader har forvoldt de tab, som bliver til arvingernes skuffede forventninger. Men det er ikke ligegyldigt, om arvingernes tab er blot skuffede forventninger, eller om de bliver straffede i arveladers sted. Grotius ender denne diskussion med at forkaste ikke analogien, men synspunktet, at det kan være rigtigt at straffe nogen for andres retsbrud. Alle undersåtterne lider tab ved suverænens eller majoritetens retsbrud, men dette tab har ikke karakter af straf ( for eksempel, når suverænen fører en uretfærdig angrebskrig, som den angrebne med forbundsfæller forsvarer sig imod, min tilføjelse).

Der kan altså ikke føres en retfærdig straffekrig imod et et kollektiv, hvor enten folket ingen del har i regeringsmagten eller en minoritet ikke har det, for så vil man uretfærdigt straffe uskyldige [3].

2.3 Den begrænsede retfærdig-straffe-krig-doktrin

Det der blev tilbage af den retfærdige straffe krig er for det første det teoretisk principielle skillepunkt i forhold til Vittoria nemlig, at der findes retfærdig straffe krig bog 2 kap XX pkt XL in fine; det støttes på statspraksis sst pkt XXXVIII. Straf hører ikke - som iflg Vittoria og elever og senere Hobbes og idag Nozick hævder- alene til den indre statslige ret. 

Men af substantielle grunde til retfærdig krig blir der kun tilbage, 'at fyrster har ret til både at straffe for krænkelser, der direkte rammer dem selv eller deres undersåtter, men også for grove krænkelser af natur og folkeretten gjort imod andre stater og undersåtter. For den frihed til at eksekvere straf for samfundets fred og velfærd, som tilkom enkeltindivider i verdens tidligere tider, var konverteret til suveræne staters og fyrsters juridiske autoritet; en ret tilkommende dem ikke kun som regenter over andre, men som underkastede ingen jordisk magt. For dette er en ret som ikke kan tilkomme nogen undersåt. Det er aldrig sikkert at overlade fastlæggelsen af en mands rettigheder eller straffen for krænkelser deraf til hans egen dom; for han kan aldrig være ganske uinteresseret i sin egen sag. Partiskhed vil få ham til ikke at leve op til, eller fordom vil få ham til at overskride retfærdighedens rammer.....Udfra dette princip kan man ikke tøve med at erklære alle krige for retfærdige, som føres imod pirater, almindelige røvere, og  fjender af menneskeslægten.' bog 2 kap XX pkt XL.

Når man leder efter hvad der derudover, måske andetsteds, måtte gemme sig under det generiske begreb 'fjender af menneskeheden' kan man finde, at det kunne være retfærdigt at intervenere, hvis kristne bliver behandlet grusomt, men ikke for at kristne hedninge.

3 Grotius' metode

Grotius står i en underlig mellemposition i nogle henseender primitiv og i andre moderne. Han anerkender slaveri, også børns gældslaveri for forældrenes gæld, han anerkender slaveri for krigsfanger, og at en tabende nations indvånere kan reduceres til slaver, at  men anbefaler at det bringes til ophør, hvad skete ved freden i Westphalen. Han anerkender at i en retfærdig krig bliver civilbefolkningen, også kvinder og børn udryddede, men i de anførte ræsonnementer om ikke at straffe uskyldige foregreb han senere tids krigsretlige norm om kun at sigte imod militære mål.

Hans metode består dels af fornuftsræsonnementer a priori dvs naturret dels af erfaringsoplysninger a posteriori dvs positiv ret. Han siger andetsteds om henholdsvis den aprioriske deduktion overfor den a posterioriske empiri illa jus naturale indicit, den første indicerer naturretten, hic jus gentium den anden folkeretten [4].

3.1 Grotius' positivisme

Det der af mig ses som middelalderlige primitivitet kan måske tænkes at bero på et moderne træk ved hans metode, der adskiller hans metode fra Vittorias, nemlig en tendens til positivisme. Denne modernitet består i hans metodes a posteriori. Hans begreb for folkeret er den positive statsvilje som dels er udtrykt i aftalt ret og dels kan udtrykkes i en fællesvilje opinio communis. Hans begreb for municipal ret eller civilret er tilsvarende også det positive. 

Grotius hævder som allerede nævnt at stater i historisk praksis har udført retfærdig straffekrig, og det er ubestrideligt. Men han stiller udtrykkeligt spørgsmålet om disse ensidige statshandlinger var begrundede med sande, bog 2 kap XX, eller farvede, bog 2 kap XXI, motiver, og hvis de var sande, om de også var tilstrækkelige. Vi har gennemgået hans undersøgelser og må konstatere med ham, hvor magert resultatet var. Og endog det klare, statsligt sørøveri, har ikke kunnet modvirkes i statspraksis ved unilateral straffeaktion – også i Danmark har vi kendt til kapervirksomhed med statslig autorisation og det var som man vil erindre en gengældelsesaktion imod engelske krigshandlinger imod Danmark, slaget på reden.

I dette århundredes statspraksis har man med nogen succes opbygget overnationale organisationer, der kan udføre den retsfastsættende positivretlige funktion at autorisere retmæssige krige under afbalancering af de modstående hensyn eller tendenser i folkeretten.

3.2 Grotius' naturret

Hans naturret er den principielle aprioristiske metode, recta ratio med matematikken som ideal a la den lidt yngre Descartes -vere enim profiteor,sicut mathematici figuras a corporibus semotas considerant, ita me in iure tractando ab omni singulari facto abduxisse animum. [5] Idag anvender man sådanne abstraherede ræsonnementstyper i moralsk og politisk filosofi f eks 'bag uvidenhedens slør' som hos Rawls og vi anvender det ligesom Grotius både i deontologisk argumentation og i utilitaristisk argumentation. Jeg vil koncentrere mig om hans strafferetsteori.

Grotius argumenterer for strafferet på begge principperne. Straf skal både være retfærdig og nyttig.

Retfærdighedskravet rummer at (a) straf kun rammer de skyldige misdæderne (gennemgået ovenfor), at (b) de skyldige skal være skyldige i en forbrydelse [6], (c) straffen skal afgøres upartisk og sagligt af en der udøver et embede, officio (gennemgået ovenfor), (d) straffen skal være proportional til forbrydelsen.

Strafferettens nytte er (a) at den forhindrer lovovertræderen i at fremture med at overtræde loven, special prævention og (b) at den skræmmer andre fra at følge lovovertræderens dårlige eksempel, generalprævention. Grotius  skelner klart derimellem når han f.eks. argumenterer for at straffeloven skal være ubøjelig, mens straffastsættelsen og straffuldbyrdelsen kan modificeres af nåde og barmhjertighed. Men ellers er Grotius' argumenter for straffens general- og specialpræventive effekter fritsvævende antagelser, ligesom idag. Det eneste man berettiget kan udlede er at åbenbart unyttige eller kontraproduktive straffelove og –foranstaltninger skal undgåes.

3.3 Forholdet mellem naturret og positiv ret

Naturret er moralfilosofi, ikke positiv ret. Naturretten er den positive rets normative teori hvis hovedopgave [7] er at forklare og udlægge den positive rets moralitet, og tillige at opstille de ønskelige positive retsnormer de lege ferenda. Endelig vil den moralske filosofi blive bragt i anvendelse, når der er lakuner eller tvivlsspørgsmål i den positive ret som et moment i dommen over hvad der skal kendes for ret.

Herudover tjener naturretten Grotius til løsning på det særlige filosofiske problem om kilden til den positive ret. Samfundspagten tjener til at forklare/retfærdiggøre samfundet og da samfundspagtfilosofferne før Rousseau ikke kunne acceptere den dynamiske tanke, at selve sammenslutningen er det der skaber kollektivets nye retsevner til lovgivning, så skal nødvendigvis enhver retsevne der findes i det etablerede samfund kunne findes – omend i kimform – i den før-sociale tilstand, i den ahistoriske og fiktive naturtilstand, i det fredelige eller fjendtlige anarki.

Grotius var kontinental filosof og tilhænger af samfundet, ja absolutist, i modsætning til de engelske filosoffer og senere amerikanske liberale filosoffer [8] som John Locke, der i mangt og meget var anarkister. For de første betød overgangen til samfundstilstanden at naturretten ikke længer kunne påberåbes for i dens sted trådte den positive lov. For de sidste var naturretten umistelig.  For de første kan naturret være et fortolkningsbidrag, for de sidste kan den stå over loven.

Konklusion

Som strafferetsteori er Grotius' naturret ganske moderne eller også er vi ikke kommet videre, men som normativ teori for en international strafferet er den selvødelæggende. 

De dengang indlysende og også idag overbevisende ræsonnementer udelukker at man skulle kunne argumentere moralsk for en mellemfolkelig strafferet.

Idag som under 30-årskrigen kan en, måske ellers retfærdig, straffe krig ikke undgå at straffe uskyldige. Den er altså nødvendigvis uretfærdig.

 Idag ved vi af bitter erfaring, at en krig, retfærdig eller uretfærdig, med størst sandsynlighed sammensvejser sammenholdet i den angrebne befolkning og styrker en eneherskers opbakning og greb om befolkningen sålænge det angrebne styre ikke er fuldstændig nedkæmpet. Den er altså kontraproduktiv.

En mellemfolkelig straffekrig er ikke forsvarlig hverken udfra det deontologiske argument eller udfra det utilitaristiske.

Den faktiske viden om måden, hvorpå krigen er blevet ført, viser med forfærdende tydelighed, at krigen har været ført direkte imod civile mål. Moderne krigsteknologis præcision har tidligere været overdrevet, men de præcice bombninger af broer, kraftværker, kommunikationscentre, fabrikker og hospitaler viser at civilbombardementerne ikke var 'collateral damage' som ved tidligere tiders tæppebombardementer, men kollektive straffeforanstaltninger imod et folk med en uacceptabel leder.

Det er overflødigt at diskutere om den gennemførte ændring af krigsretten vil svække FNs sikkerhedsråd. Det er sket. Andenrangsmagterne har de fakto erkendt den nye tingenes tilstand; at USA med sine allierede ikke behøver Sikkerhedsrådsmandat for at gribe til væbnet magt. Rusland har  indrettet sig herpå ved sin mæglende medvirken overfor Jugoslavien.

Ruslands voldelige indgriben i Tetjenien viser, at der ikke er dannet en pligtnorm om indgriben imod grove krænkelser eller er dannet en  norm om forfulgte minoriteters ret til autonomi eller beskyttelse. En stadigvæk betydelig militær magt som Rusland kan handle egenmægtigt intra fines imperii [9] som den store juristpave Clemens V skrev i 1313 vendt imod kejser Henrik VII's prætension om jurisdiktionskompetence i hele det tysk romerske kejserdømme.

Metoden – at ændre folkeretten ved egenmægtig aktion i strid med folkeretten - stiller de væbnede styrker, der under militær disciplin skal bringe retsbruddet til udførelse i et dilemma. Også de er underlagt folkeretten og krigsreglerne og de ville, hvis ændringen ikke lykkes, kunne stilles til ansvar for deres retsbrud, eller hvis de nægter at udføre retsstridige ordrer kunne påberåbe sig dette i straffesager for insubordination.

Den nye orden som søges oprettet er tydeligvis ikke universel men snarere af imperial karakter, som den gamle Monroe doktrin om USAs afvisning af europæisk og anden indblanding i USAs overherredømme over de kun formelt selvstændige stater i Sydamerika. Men det er endnu uklart om det vil blive et EU-imperium eller et NATO-imperium og hvilken rolle det vaklende russiske imperium vil få.

Alt i alt kan man kun karakterisere det skete som et tilbageslag for den universelle folkeret og en ydmygelse af FN svarende til hvad Aksemagterne udsatte Folkeforbundet for.

Noter:

1. Humanitær Intervention Retlige og politiske aspekter, Dansk Udenrigspolitisk Institut, København 1999, English Verseion Humanitarian Intervention. Legal and Political Aspects.

2. Såvidt jeg ved argumenterede Grotius i 1606-arbejdet ligeså vidtgående som senere Locke for en naturlig ret til at straffe jfr Simons, J.A.  The Lockean Theory of Rights, Princeton 1992 særl.ch.3. P.134 note 27 skriver Simons 'much of .....Locke's position seems to have been borowed from Grotius' Simmons citerer konsekvent fra de Prædæ, som jeg ikke har konsulteret til denne artikel. Hvordan Locke skulle kunne bygge på et processkrift først offentliggjort længe efter hans død, ved jeg ikke. Kan den have cirkuleret i afskrift?

3. Forestillingen om at et kollektiv kan være strafskyldigt hører til den arkaiske homeriske retsopfattelse som f eks tragediedigteren Sofokles satte til debat i Ødipus, hvor nødvendigheden af at sone en objektiv skyld  tvinger Ødipus til at straffe sig selv for at afværge gudernes straf over byen, selvom Ødipus var subjektivt uskyldig. Martha Nussbaum ser dette som et indlæg i den filosofiske debat om individualismens opståen, se Nussbaum, M.  Equity and Mercy, in A.John Simmons et al (eds.) Punishment, Princeton University Press 1995, p145-187.  Men forestillingen er langlivet.  Den består i en stadigvæk pågående tendens til at udstyre sociale/legale konstruktioner med menneskelige egenskaber.

4. Her citeret fra van Eikema Hommes, H.J. Major Trends in the History of Legal Philosophy, Amsterdam, New York, Oxford, 1979 p.88-97.

5. Citeret fra sammesteds.

6. Jeg har ikke gennemgået Grotius begrebsbestemmelse af forbrydelse.  Et standardargument imod naturret er at den naturlige strafferet forudsætter et positivt lovfæstet forbrydelseskatalog. Naturrettens fremgangsmåde for at undgå dette og for at undgå cirkularitet er at definere forbrydelse udfra grundlæggende naturlige rettigheder – til liv, til ejendom som Locke's arbejdsteori osv. Grotius baserer sig på retten til liv, men ikke frihed og han har ikke reflekteret ejendomsbegrebet som f eks Locke.

7. Jf. f.eks. John Finnis   Natural Law and Natural Rights, Oxf. 1980 særl ch.2.

8. Idag i USA er det nødvendigt at forsvare det organiserede retssamfund imod den anarkistiske konsensus iflg en nylig bog Edmundson, W.A. Three Anarchical Fallacies, Cambridge & New York 1998. Han retter sin anti-anarkiske kritik ikke imod 'the consensus of wild-eyed cranks huddled in tar-paper shacks in Montana,....but...eminent professors'. Se min anmeldelse i  det kommende nummer af The European Legacy.

9. I bullen Pastoralis Cura, se nærmere min Ret og Stat Tværvidenskab, København 1993 s 126 og flg.

Publiceret 080300