Kosovokrigen

af Kasper Lippert-Rasmussen, ph.d. i filosofi, Københavns Universitet

Var NATOs militære indgriben i Kosovo konflikten moralsk forsvarlig? Det er svært for mig at give noget særligt velbegrundet svar på det spørgsmål. I mine øjne kræver det nemlig velbegrundede formodninger om, hvordan verden ville have udviklet sig, hvis NATO havde handlet anderledes, f.eks. ikke havde grebet militært ind eller havde grebet militært ind med henblik på at fremtvinge et andet resultat. At danne sig velbegrundede formodninger herom kræver en sagkundskab, som jeg ikke besidder. Når det er sagt, så vil jeg for hvad det er værd anføre, at for mig at se, så var NATOs indgriben i den givne situation så langt at foretrække frem for fraværet af militær indgriben. Det havde dog, så vidt jeg kan overskue have været endnu bedre, hvis NATO havde sigtet mod en deling af Kosovo baseret på etnisk tilhørsforhold. Dette havde måske været spiseligt for Milosevic uden en
krig. Og selv hvis det ikke havde, så havde det måske været en måde at undgå en situation, som den vi nu står i, hvor et stort antal serbere gøres til flygtninge. Men måske tager jeg fejl, hvad angår begge antagelser. Pointen er blot, at en velbegrundet konsekvensetisk stillingtagen til Kosovo konflikten forudsætter velbegrundede formodninger af denne slags.
En række danske intellektuelle har ytret sig mindre forsigtigt og først og fremmest mere kritisk om NATOs indgriben. Et forklaring herpå er utvivlsomt, at mange intellektuelle har det godt med og ser det som deres opgave at tage parti for, hvad de i den givne situation ser som den svage part. I særdeleshed ser mange intellektuelle det som deres opgave at være kritiske overfor magthaverne (for nu at bruge denne mildest talt upræcise men i politisk debat ofte anvendte term). Og når magthaveren, som i dette tilfælde er eller i det mindste endte med at være NATO, så er der frit løb for ureflekterede rygmarvsreaktioner. Nu er det selvfølgelig på mange måder vældigt godt, at intellektuelle er kritiske overfor magthaverne. Men en hæderlig kritisk indstilling kan ikke forstå sig selv som et partsindlæg. Måske sker det, at magthaverne gør hvad, der er rigtigt. Når det sker, så er det selvfølgelig intellektuelles opgave at bifalde, hvad der sker. For mig at se viser den danske debat om Kosovo krigen, at mange - intellektuelle som ikke-intellektuelle - ikke tager stillingen på grundlag af en forholden sig til den egentlige saglige problemstilling. De ser derimod Kosovo konflikten i en usaglig "Hvem er ven? Hvem er fjende?"-optik. En særlig variant af den form for modvilje mod saglig stillingtagen består i, at man på et næsten ikke eksisterende grundlag postulerer en række alternativer til ubehagelige valg: "Havde politiske sanktioner fået lov til at virke blot nogle måneder længere, så ville Milosevic have bøjet sig". Måske. Men hvem har nogensinde overbevisende argumenteret for, at det skulle være tilfældet. Måske var alternativet til NATOs indgriben en permanent etnisk udrensning af mere end en million etniske albanere.

Naturligvis kan langt fra al kritik af NATOs indgriben i Kosovo reduceres til ureflekterede rygmarvsreaktioner. Der har således i debatten cirkuleret en række forsøg på at formulere nogle mere principielle indvendinger mod NATOs indgriben. Det er tre sådanne indvendinger, som jeg forholder mig til i resten af indlægget.
Den første indvending er, at det er uretfærdigt at NATO griber ind i Kosovo men ikke greb eller griber ind andre steder - f.eks. Tjetjenien eller Rwanda - hvor en civilbefolkning led eller lider under diskrimination og militær magtanvendelse. Der er ingen moralsk relevant forskel mellem Kosovo og de pågældende andre tilfælde, som skulle kunne begrunde, at NATO griber ind iet tilfælde men ikke i de andre. Indvendingen kunne passende udvides til, at det er uretfærdigt at NATO griber ind i Kosovo, men ikke griber ind andre steder, hvor mennesker lider, hvad der end måtte være årsagen til deres lidelser. Der er to problemer ved denne indvending. Det principielle problem er, at indvendingen i bedste fald kan begrunde et betinget udsagn:

Hvis NATO bør gribe ind i Kosovo, så bør NATO også gribe ind i (f.eks.) Tjetjenien.

Men dette betingede udsagn kan vanskeligt indgå i en begrundelse for, at NATO ikke bør gribe ind i Kosovo. For det at NATO ikke griber ind i Tjetjenien ændrer jo ikke i sig selv ved, om NATO burde gribe ind i Tjetjenien.
Det andet problem ved den første indvending er, at der faktisk ofte er moralsk relevante forskelle mellem Kosovo og de andre konflikter, som NATO ikke vil gribe eller ikke har grebet ind i (og at betingede udsagn som ovenstående derfor ofte er falske). Hvis vi fortsætter med Tjetjenien, så er der den altafgørende forskel, at NATO kunne gribe ind i Kosovo uden at gøre en tredje verdenskrig overmåde sandsynlig. Dette udgør om noget en moralsk relevant forskel mellem de to konflikter.

En anden almindelig indvending ligger i forlængelse af den første. For hvorfor griber NATO ind netop i Kosovo og ikke f.eks. i Rwanda kunne man spørge? Moralsk set var Rwanda en meget større tragedie end den permanente fordrivelse af Kosovoalbanerne ville have været. Det viser kunne man formode, at NATOs politikere og generalers hensigter med indgrebet i Kosovo ikke blot har været at forhindre uskyldige menneskers lidelser. Men at de måske har haft en langt række mindre prisværdige - ja måske endda moralsk kritisable - hensigter med Kosovoaktionen. Lad os antage at denne empiriske antagelse er korrekt. Hvad ville det i så fald tale for? For mig at se ville det ene og alene tale for en negativ moralsk vurdering af de pågældende politikeres og generalers karakter. Det ville derimod ikke tale for, at de beslutninger de traf var moralsk forkerte. Som Søren Harnow Klausen siger i sit indlæg i "Politik og Filosofi", så afhænger dette nemlig alene af, hvorvidt disse beslutninger havde de bedste konsekvenser i situationen. En person, der donerer en større sum penge til Red Barnet for at vinde sine
venners agtelse, har en moralsk set dårlig karakter. Men heraf følger ikke, at han handlede moralsk forkert. I særdeleshed følger det ikke, at det havdeværet moralsk set bedre om han ikke havde doneret en sum penge til Red Barnet.

En tredje indvending er fremsat af den franske filosof Paul Ricoeur i forbindelse med dennes besøg i Danmark sidste år. Måske er det bedre at  sige "reservation" end "indvending". For Ricoeur slutter nemlig modvilligt op bag NATOs bombardementer. Reservationen er følgende: "Det var en krig, som ikke kostede os noget som helst. Det gør mig ubehagelig til mode. Hvordan kan jeg tage ansvaret for en krig, som har kostet mig nul og nix? Derfor er krigen en undtagelse; der er ingen personlig indlevelse, intet personligt ansvar. Det er en meget abstrakt form for krig." (Weekendavisen, forsiden af anden sektion, 11-17.7.1999). Reservationen er besynderlig. For alt andet lige må det vel siges at være moralsk set godt, at der ikke udover serbiske og albanske ofre for krigen var et par tusinde unge mænd fra diverse NATO lande, der vendte tilbage i ligposer. I et læserbrev udlægger Peter Kemp Ricoeurs reservation som følger: "[At krigen i Kosovo for almindelige mennesker i USA og Vesteuropa har været et temmelig gratis foretagende] er foruroligende, for hvis vi kan indstille os på, at krig fremover normalt  vil være noget, vi kan kaste os ud i, uden at det koster os selv noget alvorligt i form af tab af menneskeliv og ødelæggelse af kulturelle og samfundsmæssige værdier og værker, medens tusindvis af dem, vi fører krig imod, dør og lider, risikerer vi at blive følelseskolde kynikere, der fra vores lænestol kan styre den perfekte tekniske krig, der spreder død og ødelæggelse - hos andre. Krig bliver en leg for os, men rædselsfuld for andre" (Weekendavisen,s.11, 25.6-1.7.1999). Således forstået synes der at være mindst to måder, hvorpå Ricoeur finder NATOs intervention i Kosovo foruroligende: Mest bemærkelsesværdigt i den sammenhæng er udsigten til at vi bliver til "følelseskolde kynikere mm.". Det er lidt svært at se præcist, hvilken psykologisk mekanisme Ricoeur kan have i tankerne her. Udgangspunktet for Ricoeurs bekymring er jo netop, at vi allerede er følelseskolde kynikere i den forstand, at det eneste vi bekymrer os om er, om vi lider nogen tab, ikke om vores fjender gør det. Det er jo derfor det er foruroligende, at vi nu kan føre krig uden at lide tab. Men selv hvis vi ser bort fra dette problem, så synes det at være besynderligt og narcissistisk at fremhæve som noget foruroligende ved Kosovo den psykologiske forråelse, som den, ifølge Ricoeur afføder. Selvom en sådan lænestolsforråelse naturligvis ville udgøre et relevant hensyn i forbindelse med en moralsk stillingtagen til Kosovokrigen, så forekommer det dog at måtte være et ganske perifært hensyn i forhold til det anderledes konkrete hensyn til de mennesker, der faktisk levede i Kosovo. Måske er det derfor heller ikke Ricoeurs egentlige bekymring. Måske er det foruroligende ifølge ham, at vi som følelseskolde kynikere vil involvere os i mange flere for os forholdsvis omkostningsfrie militære aktioner i stil med Kosovokrigen. Men er det foruroligende? Det afhænger vel helt af, om man mener militær indgriben med henblik på at forhindre f.eks. etnisk udrensning er moralsk uønskværdig. Hvis man ikke mener det, så skulle man vel snarere se det som opmuntrende, at Kosovokrigen måske indvarsler en periode, hvor NATO ikke vil afstå fra militære aktioner med humanitært sigte af frygt for tab af NATO soldater! Det synes netop at have været en sådan frygt - med baggrund i begivenhederne i Somalia - der afholdt FN fra at gribe militært ind i Rwanda. Det kostede måske op til 800.000 mennesker livet. En anden måde hvorpå Ricoeur (i Kemps udlægning) synes at finde Kosovokrigen problematisk afspejler sig i den sidste citerede linie fra Kemps læserbrev:"Krig bliver en leg for os, men rædselsfuld for andre". Den ulighed mellem os og andre - hvor "andre" måske, måske ikke, er ment som henvisende også til Kosovoalbanerne - som Kosovokrigen involverede antydes her at være i sig selv moralsk problematisk. Men ville Kosovokrigen virkeligt i nogen henseende have været moralsk set mindre dårlig, hvis den også havde været rædselsfuld for os? Det som forekommer at være moralsk vigtigt er at sikre, at folk lever gode liv. Det forekommer derimod at være uden moralsk værdi at sikre, at vi alle sammen lider lige meget.

Publiceret 210200