|
Kosovokrigen
af
Kasper Lippert-Rasmussen, ph.d. i filosofi, Københavns Universitet
Var NATOs militære indgriben i Kosovo konflikten moralsk
forsvarlig? Det er svært for mig at give noget særligt velbegrundet svar
på det spørgsmål. I mine øjne kræver det nemlig velbegrundede formodninger
om, hvordan verden ville have udviklet sig, hvis NATO havde handlet
anderledes, f.eks. ikke havde grebet militært ind eller havde grebet
militært ind med henblik på at fremtvinge et andet resultat. At danne sig
velbegrundede formodninger herom kræver en sagkundskab, som jeg ikke
besidder. Når det er sagt, så vil jeg for hvad det er værd anføre, at for
mig at se, så var NATOs indgriben i den givne situation så langt at
foretrække frem for fraværet af militær indgriben. Det havde dog, så vidt
jeg kan overskue have været endnu bedre, hvis NATO havde sigtet mod en
deling af Kosovo baseret på etnisk tilhørsforhold. Dette havde måske været
spiseligt for Milosevic uden en
krig. Og selv hvis det ikke havde, så
havde det måske været en måde at undgå en situation, som den vi nu står i,
hvor et stort antal serbere gøres til flygtninge. Men måske tager jeg
fejl, hvad angår begge antagelser. Pointen er blot, at en velbegrundet
konsekvensetisk stillingtagen til Kosovo konflikten forudsætter
velbegrundede formodninger af denne slags.
En række danske
intellektuelle har ytret sig mindre forsigtigt og først og fremmest mere
kritisk om NATOs indgriben. Et forklaring herpå er utvivlsomt, at mange
intellektuelle har det godt med og ser det som deres opgave at tage parti
for, hvad de i den givne situation ser som den svage part. I særdeleshed
ser mange intellektuelle det som deres opgave at være kritiske overfor
magthaverne (for nu at bruge denne mildest talt upræcise men i politisk
debat ofte anvendte term). Og når magthaveren, som i dette tilfælde er
eller i det mindste endte med at være NATO, så er der frit løb for
ureflekterede rygmarvsreaktioner. Nu er det selvfølgelig på mange måder
vældigt godt, at intellektuelle er kritiske overfor magthaverne. Men en
hæderlig kritisk indstilling kan ikke forstå sig selv som et partsindlæg.
Måske sker det, at magthaverne gør hvad, der er rigtigt. Når det sker, så
er det selvfølgelig intellektuelles opgave at bifalde, hvad der sker. For
mig at se viser den danske debat om Kosovo krigen, at mange -
intellektuelle som ikke-intellektuelle - ikke tager stillingen på grundlag
af en forholden sig til den egentlige saglige problemstilling. De ser
derimod Kosovo konflikten i en usaglig "Hvem er ven? Hvem er
fjende?"-optik. En særlig variant af den form for modvilje mod saglig
stillingtagen består i, at man på et næsten ikke eksisterende grundlag
postulerer en række alternativer til ubehagelige valg: "Havde politiske
sanktioner fået lov til at virke blot nogle måneder længere, så ville
Milosevic have bøjet sig". Måske. Men hvem har nogensinde overbevisende
argumenteret for, at det skulle være tilfældet. Måske var alternativet til
NATOs indgriben en permanent etnisk udrensning af mere end en million
etniske albanere.
Naturligvis kan langt fra al kritik af NATOs
indgriben i Kosovo reduceres til ureflekterede rygmarvsreaktioner. Der har
således i debatten cirkuleret en række forsøg på at formulere nogle mere
principielle indvendinger mod NATOs indgriben. Det er tre sådanne
indvendinger, som jeg forholder mig til i resten af indlægget.
Den
første indvending er, at det er uretfærdigt at NATO griber ind i Kosovo
men ikke greb eller griber ind andre steder - f.eks. Tjetjenien eller
Rwanda - hvor en civilbefolkning led eller lider under diskrimination og
militær magtanvendelse. Der er ingen moralsk relevant forskel mellem
Kosovo og de pågældende andre tilfælde, som skulle kunne begrunde, at NATO
griber ind iet tilfælde men ikke i de andre. Indvendingen kunne passende
udvides til, at det er uretfærdigt at NATO griber ind i Kosovo, men ikke
griber ind andre steder, hvor mennesker lider, hvad der end måtte være
årsagen til deres lidelser. Der er to problemer ved denne indvending. Det
principielle problem er, at indvendingen i bedste fald kan begrunde et
betinget udsagn:
Hvis NATO bør gribe ind i Kosovo, så bør NATO også
gribe ind i (f.eks.) Tjetjenien.
Men dette betingede udsagn kan
vanskeligt indgå i en begrundelse for, at NATO ikke bør gribe ind i
Kosovo. For det at NATO ikke griber ind i Tjetjenien ændrer jo ikke i sig
selv ved, om NATO burde gribe ind i Tjetjenien.
Det andet problem ved
den første indvending er, at der faktisk ofte er moralsk relevante
forskelle mellem Kosovo og de andre konflikter, som NATO ikke vil gribe
eller ikke har grebet ind i (og at betingede udsagn som ovenstående derfor
ofte er falske). Hvis vi fortsætter med Tjetjenien, så er der den
altafgørende forskel, at NATO kunne gribe ind i Kosovo uden at gøre en
tredje verdenskrig overmåde sandsynlig. Dette udgør om noget en moralsk
relevant forskel mellem de to konflikter.
En anden almindelig indvending ligger i forlængelse af den første. For
hvorfor griber NATO ind netop i Kosovo og ikke f.eks. i Rwanda kunne man
spørge? Moralsk set var Rwanda en meget større tragedie end den permanente
fordrivelse af Kosovoalbanerne ville have været. Det viser kunne man
formode, at NATOs politikere og generalers hensigter med indgrebet i
Kosovo ikke blot har været at forhindre uskyldige menneskers lidelser. Men
at de måske har haft en langt række mindre prisværdige - ja måske endda
moralsk kritisable - hensigter med Kosovoaktionen. Lad os antage at denne
empiriske antagelse er korrekt. Hvad ville det i så fald tale for? For mig
at se ville det ene og alene tale for en negativ moralsk vurdering af de
pågældende politikeres og generalers karakter. Det ville derimod ikke tale
for, at de beslutninger de traf var moralsk forkerte. Som Søren Harnow
Klausen siger i sit indlæg i "Politik og Filosofi", så afhænger dette
nemlig alene af, hvorvidt disse beslutninger havde de bedste konsekvenser
i situationen. En person, der donerer en større sum penge til Red Barnet
for at vinde sine
venners agtelse, har en moralsk set dårlig karakter.
Men heraf følger ikke, at han handlede moralsk forkert. I særdeleshed
følger det ikke, at det havdeværet moralsk set bedre om han ikke havde
doneret en sum penge til Red Barnet.
En tredje indvending er
fremsat af den franske filosof Paul Ricoeur i forbindelse med dennes besøg
i Danmark sidste år. Måske er det bedre at sige "reservation" end
"indvending". For Ricoeur slutter nemlig modvilligt op bag NATOs
bombardementer. Reservationen er følgende: "Det var en krig, som ikke
kostede os noget som helst. Det gør mig ubehagelig til mode. Hvordan kan
jeg tage ansvaret for en krig, som har kostet mig nul og nix? Derfor er
krigen en undtagelse; der er ingen personlig indlevelse, intet personligt
ansvar. Det er en meget abstrakt form for krig." (Weekendavisen, forsiden
af anden sektion, 11-17.7.1999). Reservationen er besynderlig. For alt
andet lige må det vel siges at være moralsk set godt, at der ikke udover
serbiske og albanske ofre for krigen var et par tusinde unge mænd fra
diverse NATO lande, der vendte tilbage i ligposer. I et læserbrev udlægger
Peter Kemp Ricoeurs reservation som følger: "[At krigen i Kosovo for
almindelige mennesker i USA og Vesteuropa har været et temmelig gratis
foretagende] er foruroligende, for hvis vi kan indstille os på, at krig
fremover normalt vil være noget, vi kan kaste os ud i, uden at det
koster os selv noget alvorligt i form af tab af menneskeliv og ødelæggelse
af kulturelle og samfundsmæssige værdier og værker, medens tusindvis af
dem, vi fører krig imod, dør og lider, risikerer vi at blive følelseskolde
kynikere, der fra vores lænestol kan styre den perfekte tekniske krig, der
spreder død og ødelæggelse - hos andre. Krig bliver en leg for os, men
rædselsfuld for andre" (Weekendavisen,s.11, 25.6-1.7.1999). Således
forstået synes der at være mindst to måder, hvorpå Ricoeur finder NATOs
intervention i Kosovo foruroligende: Mest bemærkelsesværdigt i den
sammenhæng er udsigten til at vi bliver til "følelseskolde kynikere mm.".
Det er lidt svært at se præcist, hvilken psykologisk mekanisme Ricoeur kan
have i tankerne her. Udgangspunktet for Ricoeurs bekymring er jo netop, at
vi allerede er følelseskolde kynikere i den forstand, at det eneste vi
bekymrer os om er, om vi lider nogen tab, ikke om vores fjender gør det.
Det er jo derfor det er foruroligende, at vi nu kan føre krig uden at lide
tab. Men selv hvis vi ser bort fra dette problem, så synes det at være
besynderligt og narcissistisk at fremhæve som noget foruroligende ved
Kosovo den psykologiske forråelse, som den, ifølge Ricoeur afføder. Selvom
en sådan lænestolsforråelse naturligvis ville udgøre et relevant hensyn i
forbindelse med en moralsk stillingtagen til Kosovokrigen, så forekommer
det dog at måtte være et ganske perifært hensyn i forhold til det
anderledes konkrete hensyn til de mennesker, der faktisk levede i Kosovo.
Måske er det derfor heller ikke Ricoeurs egentlige bekymring. Måske er det
foruroligende ifølge ham, at vi som følelseskolde kynikere vil involvere
os i mange flere for os forholdsvis omkostningsfrie militære aktioner i
stil med Kosovokrigen. Men er det foruroligende? Det afhænger vel helt af,
om man mener militær indgriben med henblik på at forhindre f.eks. etnisk
udrensning er moralsk uønskværdig. Hvis man ikke mener det, så skulle man
vel snarere se det som opmuntrende, at Kosovokrigen måske indvarsler en
periode, hvor NATO ikke vil afstå fra militære aktioner med humanitært
sigte af frygt for tab af NATO soldater! Det synes netop at have været en
sådan frygt - med baggrund i begivenhederne i Somalia - der afholdt FN fra
at gribe militært ind i Rwanda. Det kostede måske op til 800.000 mennesker
livet. En anden måde hvorpå Ricoeur (i Kemps udlægning) synes at finde
Kosovokrigen problematisk afspejler sig i den sidste citerede linie fra
Kemps læserbrev:"Krig bliver en leg for os, men rædselsfuld for andre".
Den ulighed mellem os og andre - hvor "andre" måske, måske ikke, er ment
som henvisende også til Kosovoalbanerne - som Kosovokrigen involverede
antydes her at være i sig selv moralsk problematisk. Men ville
Kosovokrigen virkeligt i nogen henseende have været moralsk set mindre
dårlig, hvis den også havde været rædselsfuld for os? Det som forekommer
at være moralsk vigtigt er at sikre, at folk lever gode liv. Det
forekommer derimod at være uden moralsk værdi at sikre, at vi alle sammen
lider lige meget.
|