Absolut viden og absolut tvivl

af Torben Munksgaard

1. Fundamentalfilosofien og kritikken af den

I arbejdet med at tilbagevise forskellige relativistiske og skepticistiske teorier om erkendelsen har adskillige absolutistiske systemer set dagens lys, også blandt danske tænkere. Den særlige retning som Søren Harnow Klausen kalder Dansk Transcendentalfilosofi [1] og som jeg selv andetsteds kalder Fundamentalfilosofi [2], tæller navne som Peter Zinkernagel, Arne Thing Mortensen, Niels Bohr, Niels Ole Bernsen, Nini Prætorius, Klaus-Henrik Jacobsen, David Favrholdt, Jan Riis Flor, Kai Sørlander, Carsten Bengt-Pedersen, Astrid Kjærgaard, Jørgen Døør, Jens Hebor og Mohammad-Reza Kokabi-Hamadani, hvoraf flere har skiftet holdning løbende, enkelte har endda helt opgivet synspunktet mens endelig nogle af de nævnte kun i perioder eller delvist har været inspireret af retningen.

Synspunktet er kendetegnet ved at etablere et sammenhængende informelt system som består af nødvendige relationer mellem forskellige størrelser, f.eks. mellem formel logik, tid, person, bevidsthed og krop. Samtidig ophæves den skæbnesvangre distinktion mellem sprog og virkelighed således at der ikke skelnes mellem viden om sprog og viden om virkelighed. Idet sproget handler om virkeligheden giver det således ingen mening at hævde at påstanden "Jeg har en fysisk krop" er sand, hvis man på den anden side hævder at jeg ikke har en fysisk krop i virkeligheden. Sproglige udsagn implicerer en lang række andre begreber og hele erkendelsessituationen på en sådan måde at vor forståelse af en påstand hænger sammen med virkelighedens beskaffenhed.

På baggrund af sådanne nødvendige relationer mellem forskellige begreber danner teorien udgangspunkt for en absolut sikker erkendelse, hvor den skepticistiske tvivl umuliggøres eller i hvert fald gøres meningsløs i henhold til vor forståelse. Den centrale kritik af fundamentalfilosofien retter sig netop mod begrebet om 'forståelse' og begrebet om 'mening'. Hvornår kan vi sige at forstå noget? Hvornår har en bestemt påstand mening? Hvorfor tror vi at forstå Berkeleys skepticisme, og derefter gennem fundamentalfilosofien opdager at vi alligevel ikke kan forstå den? Dette er det første kritikpunkt.

Det andet kritikpunkt handler om nødvendigheden af forholdet mellem sprog og virkelighed. Som Søren Harnow Klausen siger, vil en hjerne i et kar eller en person, der narres af en ond dæmon, kunne råde over nøjagtigt det samme sprog, den samme logik og de samme betingelser for beskrivelse som en person, der eksisterer i en bevidsthedsuafhængig omverden – hvordan kan nødvendige forhold i sproget være tvingende for forhold i virkeligheden? Og i givet fald, ender vi så ikke med en art sprog- eller meningsidealisme? Bare fordi vi ikke forstår, hvad det vil sige, at en person ikke har en krop, hvorfor skulle en anden mulig virkelighed så ikke kunne rumme personer uden kroppe?

Den nyeste repræsentant indenfor retningen, Mohammad-Reza Kokabi-Hamadani, tilslutter sig imidlertid ikke den traditionelle fundamentalfilosofis meningsteori. Han mener ikke, vi kan operere med et skarpt skel mellem hvad vi forstår og hvad vi ikke forstår – i hvert fald kan vi ikke anvende dette skel grundlæggende. Endvidere hævder han i forhold til det andet kritikpunkt, at det kun er den lokale skepticisme som kan tilbagevises endegyldigt. Global – eller radikal –skepticisme er ikke mulig at tilbagevise ud fra absolutistiske præmisser, tværtimod, det er ligefrem et nødvendigt synspunkt indenfor rammerne af et absolutistisk system!

Jeg har selv gjort mig mine overvejelser i forbindelse med muligheden af en global skepticisme efter Hamadanis bemærkninger herom, og jeg vil i det følgende præsentere en argumentationsform, som Hamadani imidlertid ikke står til ansvar for. Det gør kun undertegnede. Endvidere vil jeg formulere et udkast til en erkendelsesteoretisk absolutisme med udgangspunkt i egne overvejelser, men under inspiration af især Peter Zinkernagel og David Favrholdt. I den forbindelse vil jeg afslutningsvis gøre nogle bemærkninger om det første kritikpunkt, altså om fundamentalfilosofiens krav til afgørbarheden af påstandes mening.

2. Tvivl og viden

Påstanden "Jeg tvivler om alt" er en globalskepticistisk påstand. Den medfører en tvivl på alt, ja, selv på at påstanden "Jeg tvivler om alt" er sand. Er det nu ikke selvgendrivende? Nej, for der er hermed ikke sagt at påstanden "Jeg tvivler om alt" er falsk, kun at dens sandhedsværdi er omfattet af tvivl – men alt det kender vi allerede fra intuitionistisk logik. Hvad nu med en lokal skepticisme? I forbindelse med omverdensproblemet er påstanden "Jeg tvivler på omverdenens eksistens" central. Hvis vi holder os til en lokal skepticisme, dvs. udelukker en global skepticisme, og hermed tillader at andre påstande er sande, og derfor afgørbare, så må vi sande at en afgørbar påstand, f.eks. "p er sand", inkluderer andre afgørbare påstande indenfor formel logik, f.eks. "~ p er falsk". Og ligeledes indenfor informel logik. Hvis påstanden p er: "Jeg har bevidsthedsoplevelser" og hvis p er sand, må vi sande at "Jeg eksisterer", "Mine bevidsthedsoplevelser eksisterer" og "Jeg oplever noget". Disse sidste følger af p's sandhed. Hvis vi tvivler om disse implikationer, havner vi i en global skepticisme, da vi derfor med påstanden "p er sand" ikke mener noget som helst. Det, at en påstand er sand, betyder, at den har implikationer indenfor formel logik – f.eks. "~ p er falsk" – og indenfor informel logik – f.eks. er det, at jeg eksisterer en forudsætning for, at jeg oplever noget. Hvis man benægter dette, har man benægtet at analytiske nødvendigheder er nødvendige [3], og den globalskepticistiske tvivl er en kendsgerning.

Hvis vi derimod holder os til kun at tvivle på omverdenens eksistens lyder næste spørgsmål nu: Når "Jeg eksisterer" er sand, betyder det så, at jeg muligvis ikke har en krop? Eller med andre ord: Hvad mener jeg med, at jeg kan eksistere uden at have en krop? Hvis jeg tvivler globalt, er der ikke noget problem – så ville det blot implicere, at jeg ikke har nogen grund til at erklære noget som helst for sandt eller falsk. Men jeg kan heller ikke sige: "Jeg eksisterer" er sand og "Jeg har en krop" er falsk, fordi det sidste er i strid med min tvivl på omverdenens eksistens. En modstrid opstår: Jeg tvivler og jeg tvivler ikke. Jeg tvivler jo på, at den eksisterer. Jeg har hverken afgjort, at den eksisterer, eller at den ikke eksisterer. Men min sande påstand "Jeg eksisterer" kan på den anden side godt afgøre at "Jeg har en krop" er sand – den har ikke nogen pligt til at være uafgørbar, tværtimod, den implicerer andre afgørbare påstande udfra dens sandhed. Dette viser jeg længere nede i afsnittet "Globale implikationer".

Min argumentationsmodstander [4] ville så sige: "Nuvel, så tvivler jeg ikke på omverdenens eksistens. Jeg erklærer derimod, at den ikke eksisterer". Jeg spørger så: "Hvor ved du det fra?" Her skal han dokumentere en nødvendig sikker viden, idet alt andet kun understøtter en tvivl, ikke en viden. Hvis han siger at "Omverdenen eksisterer ikke" følger af: 1. Enten eksisterer omverdenen eller også eksisterer den ikke og 2. Jeg tvivler om alt, dvs. nødvendig sikker viden er ikke et kriterium for mig. Heraf følger, at min tvivl på omverdenens eksistens er nok til ifølge 1 at implicere dens ikke-eksistens. Med andre ord erklærer han sig for global skepticist og mener på baggrund heraf at kunne tilbagevise omverdenens eksistens. Men han overså noget. Påstand 1 kræver at det udelukkende tredies princip gælder – uden tvivl. Men global skepticisme udelukker dette, og vi får en modstrid [5]. Igen ser vi parallellen til intuitionistisk logik. Hvis han vil være global skepticist, må han tvivle om alt. Senere (i afsnit 5) viser jeg, at dette synspunkt er foreneligt med samt nødvendigt og uproblematisk for absolutismen.

3. Tænkningens syntaks

Men lad mig lige vende tilbage til, hvorledes en sand påstand implicerer andre påstandes afgørbarhed. "Jeg eksisterer" er sand, dvs. jeg tvivler ikke på, at jeg eksisterer. Dette fulgte af, at jeg i henhold til lokal skepticismen har lov at være sikker på noget, og i diskussionen omkring omverdensproblemet er det både centralt og ukontroversielt at hævde både "Jeg oplever noget" og konsekvensen heraf: "Jeg eksisterer". Hvis man som Hume vil hævde, at der ikke eksisterer noget 'jeg', kan man istedet hævde f.eks. "Der er oplevelser".

Lad nu dette, at jeg eksisterer, være min eneste påstand, altså jeg har endnu ikke sagt "Jeg tvivler på omverdenens eksistens". Hvis jeg nu siger "'Omverdenen eksisterer' er falsk", kan man som ovenfor vist, spørge: Hvordan ved jeg det med sikkerhed? Med andre ord "'Omverdenen eksisterer' er falsk" medfører straks en tvivl (med mindre selvfølgelig en eller anden uden min viden derom har bevist med nødvendig sikkerhed, at omverdenen ikke eksisterer – jeg har blot aldrig hørt nogen hævde at have bevist dette, kun at nogle har tvivlet på at den eksisterer). Og den tvivl, har vi allerede vist, ikke har ontologiske implikationer – den ender enten i global skepticisme eller i en modstrid. Senere behandler jeg global skepticismen i forhold til en absolutisme (afsnit 5).

Hvis jeg omvendt siger "'Omverdenen eksisterer' (kald denne dom q) er sand", kan jeg ligeledes spørge: Hvordan ved jeg det? I første omgang ved jeg kun, at p er sand, og at den divalente logik gælder. Det er ukontroversielt – kun global skepticismen benægter dette. Altså gælder det udelukkende tredies princip, og med muligheden af q får vi påstanden: "Enten eksisterer omverdenen eller også eksisterer omverdenen ikke". Denne påstand er sand. Ligesom en lang række påstande er sande indenfor tænkningen, som følge af de nødvendige forbindelser mellem forskellige begreber. Antag nu at omverdenen ikke eksisterer, at vi lever i en verden nogenlunde som Berkeley påstår, at vi oplever forskellige ting, at vi tænker over det, vi oplever, og at vi slutter deduktivt fra begreb til begreb. Lad os da se hvad vores sande påstand p implicerer indenfor tænkningens grænser, altså uden hensyn til hvad der måtte eksistere – om noget – udenfor tænkningen, i omverdenen. Påstanden p sikrede, at jeg har oplevelser. Det betyder, at jeg eksisterer, da vi i vor sprogbrug forudsætter eksistens i forbindelse med et oplevende 'jeg'. Igen husker vi på, at vi holder os inden for tænkningen og foreløbigt ikke drager ontologiske konklusioner hvad omverdenen angår. Selv Berkeley kan da følge os i vor foreløbige tankegang.

Endvidere kan vi se, at den divalente logik gælder. Påstanden p kan kun forstås, hvis vi forudsætter, at jeg ikke både har oplevelser og ikke har oplevelser. Hvis ikke vi forudsætter dette, er det umuligt at sige, hvad der forstås ved dommen "p er sand". Det at p er sand, forudsætter jo netop definitionen af sand/falsk, som kommer til udtryk i den divalente logiks grundprincipper. Der findes naturligvis forskellige mulige sandhedsteorier, men vi bliver nødt til, givet vore forudsætninger, at holde os til det helt banale og ukontroversielle. Vi kan således ikke løbe an på f.eks. korrespondensteorien for sandhed, da den implicerer en af udsagnet uafhængig referent, og derfor i de tilfælde hvor sætningens subjekt refererer til noget uden for bevidstheden givet, en omverden.

Vi nøjes da med at hævde, at den divalente logiks tre grundprincipper, brugen af dens sætningskonnektiver samt dens syntaktiske transformationsregler er gyldige. Denne påstand er triviel i forbindelse med omverdensproblemet, da den blot hævder at tænkningen følger den divalente logik, og hermed altså intet sagt om hvad der så ellers eksisterer. På baggrund af dette og af vor påstand p ovenfor kan vi nu konkludere en hel del. I det følgende er det vigtigt at huske på, at vi har forudsat at omverdenen ikke eksisterer, således at når der står f.eks. 'tid', er der ikke tale om en af bevidstheden uafhængig tid. Med 'tid' menes den tid, som mine oplevelse er omfattet af. Altså noget rent subjektivt.

At jeg oplever noget er kun muligt, hvis det, jeg oplever, befinder sig i tid og rum (og her menes ikke bevidsthedsuafhængig 'tid' og bevidsthedsuafhængig 'rum', 'tid' og 'rum' er anskuelsesformer indenfor bevidsthedssfæren). Hvis jeg f.eks. oplever en anden person, befinder denne anden person sig i rummet på et bestemt eller flere bestemte tidspunkter. Hvis ikke, er jeg ikke i stand til at forstå påstanden om, at jeg oplever en person. Med andre ord, hvordan 'ser' oplevelsen af en person, der ikke befinder sig i tid og rum ud? Hvis jeg siger, at det ved jeg ikke, men kun fordi jeg ikke har oplevet det, har jeg ikke forstået, hvad en person er for noget. Selv om vi endnu kun taler om oplevelser, er en oplevelse af en person, der ikke befinder sig i (subjektiv) tid og rum ikke muligt. For det første betyder det, at han ikke har nogen krop, at han ikke kan ses, lugtes, føles, eller høres, da synet forudsætter f.eks. lysbølger i rummet, lugte forudsætter molekyler dvs. rumlige størrelser i rummet, følesansen forudsætter massive legemer i rummet, og endelig forudsætter hørelsen lydbølger i rummet – hvordan overhovedet opleve en sådan person, når alt vi har at opleve med, er sat ud af spil? Dette er naturligvis fysisk-teoretiske forudsætninger for oplevelsen. Men de rent fænomenale er ej heller tilstede; farver og former er rumlige forhold, lugte kan i sig selv ikke identificere en person, følesansen forudsætter taktile forhold, altså rumlige omstændigheder der føles rune, firkantede, ru, bløde etc., og endelig kan en person måske identificeres gennem urumlige lyde, men disse har i det mindste en varighed, dvs. tid er forudsat, og desuden er det en meget underlig person, eftersom han hverken har form eller farve. For det andet betyder tidens ikke-eksistens, at hans eksistens i det hele taget ikke har nogen varighed.

Vi ser nu, hvordan det langsomt tager form. Fra en sand påstand kan nu udledes formel såvel som informel logik, vi kan udlede Zinkernagels sprogregler og Favrholdts kerne. Fundamentalbegreberne kan være svære at skelne fra ikke-fundamentale klasser, men ved hjælp af begrebernes interdependens kan vi udlede hvilke begreber, vi umuligt kan undvære, og hvilke der blot er kontingente og sammensatte, altså syntetiske. Når Søren Harnow Klausen hævder at hjernen i karret har mulighed for at tænke nøjagtigt som den person, der eksisterer i en omverden, siger han egentlig blot, hvad jeg netop har sagt: At vi indenfor tænkningen kan pege på en sammenhæng mellem begreberne, mellem formel og informel logik. Hvis vi i tænkningen afskaffer sådan noget som fysisk materie, eller i hvert fald oplevet fysisk materie, er det svært overhovedet at fatte hvad det er, der befinder sig i rummet og tiden, og hvad det er, der ikke både kan prædikeres og ikke prædikeres, og hvad det er, der enten må eksistere eller ikke eksistere, og hvad det er, der opleves forskelligt fra subjektet og følelserne, der er knyttet til subjektet, og hvad det er, den (oplevede) krop vekselvirker med. Vi kan ikke udelukke 'fysisk ting' som en størrelse, vi opererer med i vores tænkning, hvadenten begrebet har en korresponderende referent i omverdenen eller ej. Derimod kan vi nok udelukke f.eks. begrebet 'bord', da dette blot er en kontingent størrelse, som vi ikke kan slutte til ud fra den resterende tænkning. 'Bord' tilhører klassen af fysiske ting og forudsætter fundamentalbegrebet 'fysisk ting', men er ikke selv et sådant fundamentalbegreb, da vi ikke behøver borde for at kunne tænke os om.

4. Globale implikationer

Men hvad så med omverdenens eksistens? Vi forudsatte ovenfor, at den ikke eksisterede. Hvad betyder nu det? Det betyder, at der ikke findes sådan noget som materielle genstande. Hvad betyder det? Det betyder, at der ikke findes sådan noget som masse. Hvis nogen påstår, at blot fordi der ikke eksisterer nogen omverden de facto, men at den kunne have eksisteret, altså at sådan noget som masse godt kunne have eksisteret, har vi ikke noget omverdensproblem. For så siger vi jo, at alle forudsætninger for, at masse kan eksistere, må eksistere. Hvis de ikke gør det, kan vi ej heller påstå, at masse kunne have eksisteret. Altså hævder vi, at rum og tid eksisterer uafhængigt af min bevidsthed – da disse er forudsætninger for masse – og vi kan på baggrund heraf udlede både formel logik, klassisk og moderne fysik, ja, alt hvad vi betegner som omverdenen. Og hvis disse ting gælder, og det gælder, at jeg selv eksisterer (ifølge påstanden p), følger det, at jeg eksisterer i et rum og en tid bestemt af fysikkens love, som er det samme som at hævde, at jeg er bestemt af disse love. For at være det må jeg have en krop, men så ender vi i en modstrid med vor kontingente antagelse om, at der ikke eksisterer masse. Hvis jeg derimod ikke har en krop og altså blot oplever forskellige forhold, som ingenlunde er kausalt forbundet med min omverden, altså at jeg er tilstede i en eller anden form for åndelig, ikke-materiel tilstand i denne omverden, er det svært at forstå, hvad jeg ovenfor sagde – at jeg eksisterer i et rum og en tid. At eksistere i rummet forudsætter på den ene eller anden måde, at jeg selv er rumlig, hvilket jeg sandt sagt ikke er, når jeg kun er åndelig. Men at sige at jeg ikke eksisterer i rummet, men eventuelt kun i tiden som en ånd af en slags, udelukker at jeg er indenfor det rum, hvor jeg påstår, der kunne have eksisteret masse; jeg befinder mig altså i en hel anden verden, og jeg kan i denne anden verden vende tilbage til mit oprindelige spørgsmål: Eksisterer der en omverden? Jeg kan ikke henvise til den verden, hvori masse kunne have eksisteret, da denne verden jo ikke er en omverden, højst en anden mulig verden. Med andre ord: At eksistere urumligt i rummet, er ikke at eksistere i rummet, da rummet er en måde at eksistere på, ikke en varmestue at opholde sig i.

Så for at hævde at der ikke findes nogen omverden, at der ikke findes materielle genstande, bliver jeg nødt til at hævde, at der umuligt kan eksistere masse i en sådan. Det er principielt umuligt. Ligeledes så vi ovenfor, hvad dette førte med sig. Nemlig at rum og tid ej heller eksisterer. Og vi har lært af relativitetsloven, at masse er en relation mellem forskellige størrelser, som er knyttet til hastighed og tid. Med andre ord ser vi nu helt klart, hvorledes masse er forbundet med tid og rum. Masse er simpelthen defineret ud fra disse størrelser. Så hvis vi ikke har en omverden, har vi ikke rum, tid, masse udenfor tænkningen, ej heller formel logik andetsteds end i tænkningen, da kontradiktionsprincippet forudsætter, at vi kan tale om tidspunkter og steder. Vi ser, at alt hvad vi i forrige afsnit så, etablerede tænkningens syntaks, alt dette eksisterer ikke i en omverden, der ikke eksisterer.

Vi holder os fortsat til den lokalskepticistiske tvivl, da vi ikke tvivler på f.eks. påstanden p, "Jeg oplever noget". Det skal nu vises, at den lokalskepticistiske tvivl har globale implikationer, altså at hvis vi tvivler lokalt kun, ender vi med, når vi tænker denne tvivl til ende, at måtte tvivle globalt. I næste afsnit ser vi nærmere på forholdet mellem global skepticisme og absolutisme.

Mine kritikere ville nu påstå, at jeg i min påvisning af de forskellige størrelsers nødvendige ikke-eksistens i ikke-omverdenen, forudsætter hvad jeg ønsker at vise, nemlig de forskellige størrelsers indbyrdes relationer. F.eks. forudsætter jeg en nødvendig relation mellem masse og rum, når jeg påstår, at den ene principielle ikke-eksistens implicerer en anden principiel ikke-eksistens. Min kritiker ville måske sige: Hvad om masse kan eksistere på en måde, jeg hidtil ikke har været klar over, f.eks. udenfor et rum? Jeg ville da svare: Men i min tænkning betyder 'masse' noget, der altid er tilstede i et rum. Han replicerer: Men din tænkning er ikke forudsætning for virkeligheden – hvis du påstår, at virkeligheden således skal rette sig efter din tænkning, ender du i en sprog- eller meningsidealisme! Min respons hertil er: Godt. Lad os da se nærmere på forholdet mellem oplevelser og tænkningen, altså lad os se hvad skeptikerne siger om dette forhold. Hume benægtede ikke, at der bestod et forhold mellem 'ideas' og 'impressions'. Vor tænkning bygger på vore oplevelser. Men hvis ideen eller begrebet 'masse' er defineret ud fra forskellige erfaringer af masse, dvs. forskellige størrelser i rummet og måske forskellige fysiske observationer, da betinger begrebet hvilke oplevelser, som begrebet dækker over. Med andre ord kan jeg umuligt identificere 'masse' i en oplevelse af noget, der ikke befinder sig i rummet. Det vil med andre ord sige, at hvis den onde cartesianske dæmon en dag løftede sløret for mig og viste mig, at den omverden, jeg troede eksisterede med nødvendige relationer mellem f.eks. 'masse' og 'rum', alligevel ikke eksisterer, men at f.eks. 'masse' i virkeligheden ikke eksisterer i rummet, da ville jeg slet ikke ikke være i stand til at opleve, hvad dæmonen viste mig! For viste han mig noget, som han påstod, var masse og som ikke befandt sig i rummet (hvordan sådan noget så end måtte se ud…?), ville jeg enten ikke forstå, hvad han sagde, eller modsige ham og belære ham, at masse jo i hvert fald er noget rumligt. Hele erkendelsen af dæmonens 'virkelige' omverden ville ikke være mulig for mig. Jeg ville erfare alt muligt, jeg ikke anede hvad var på en måde, der sætter f.eks. synet ud af spil. Hvordan se noget der ikke befinder sig i rummet? Hvis nogen påstår, at det er muligt, men at jeg bare ikke har prøvet det endnu, vil jeg som allerede sagt mene, at jeg alligevel ikke er i stand til at se noget som helst, da mit synlige 'noget' altid er 'impressions' af en slags, og dem har jeg jo altid haft (selv om de ganske vist kun var indre tilstande), og spørgsmålet er, om jeg ville mene, at min nye 'fornemmelse', som dæmonen kalder 'syn', vitterligt er 'syn'. Svaret er klart nok. Jeg måtte kalde min nye fornemmelse noget andet, men alle mine hidtidige sanser ville blive sat ud af spil, og da hele min tænkning som ovenfor set er intimt knyttet til dem, ville min hidtidige tænkning bryde sammen, og jeg måtte indtræde i en form for sindssyge for at forstå, hvad dæmonen viste mig, eller jeg måtte tvivle om alt og dermed opgive både min tænkning og enhver form for omverden.

Vi kan altså tilbagevise kritikken på dette punkt, og vende tilbage til vor foreløbige konklusion fra før: Alt hvad der etablerer tænkningens syntaks, alt dette eksisterer ikke i en omverden, der ikke eksisterer eller ikke rummer mulighed for fundamentalstørrelsernes eksistens. Fundamentalstørrelser er de størrelser eller eksistensmåder eller genstandsklasser, som fundamentalbegreberne, rum, tid, materiel ting etc., refererer til. Men vi har jo allerede set, at en sådan ikke-omverden aldrig vil kunne erfares, den ville være en slags Ding-an-sich, en ting-i-sig-selv [6], eller blot et stort intet. Det kuriøse er nu, at lokalskeptikerne ender med at måtte indtage et kantiansk synspunkt af en slags. De er sikre på tænkningens sammenhæng men usikre på omverdenens sammenhæng. Og da denne usikkerhed bryder alle nødvendige relationer mellem størrelserne i omverdenen, afskaffer den samtidig alle de størrelser, vi kender fra tænkningen, og det der er eller ikke er 'derude' vil være erkendelsens grænse – det vil være et i-sig-selv, som ikke kan erfares. Men måske det så er det? Nej, den vil hverken kunne være en ting-i-sig-selv eller et intet, som jeg vil vise i det følgende.

Naturligvis kan vi afskaffe tingen-i-sig-selv med den tilstrækkelige grunds princip: Hvorfor overhovedet antage noget vi ikke kan vise med nødvendig sikkerhed, og som vi ej heller har brug for hverken pragmatisk set eller logisk-syntaktisk set i vores tænkning?! Men en sådan tilbagevisning ville ikke være en nødvendig tilbagevisning, så vi må forsøge os anderledes hvis vor absolutisme skal være konsistent, altså absolut modsigelsesfri. Vi har to ting at diskutere: Omverdenen betragtet som en uerfarbar ting-i-sig-selv, og omverdenen betragtet som et specialtilfælde heraf, nemlig som et stort intet. Vores metode vil være som følger: Vi viser først, at den under ingen omstændigheder kan være et stort set intet, medmindre vi tvivler globalt, dernæst at hvis den ikke kan være et intet, må den eksistere i en eller anden forstand, men da vil den være omfattet af en eksistens, som ligger hinsides vor erfaring, og da vor erfaring opererer med et begreb om eksistens, som er en nødvendig grund for eksistens, da vil en anden eksistens ikke kunne udelukke denne vor tænknings betingelse for eksistens.

Hvorfor kan der ikke være tale om et stort intet? Dette har vi faktisk allerede diskuteret i et tidligere afsnit, da dette ville svare til, at hævde at omverdenen ikke eksisterer, altså at vende lokalskepticistisk tvivl til viden om dens ikke-eksistens. Vi viste dengang, at viden om ikke-eksistens afkrævede en begrundelse for denne viden, men altså en nødvendig sikker begrundelse for at vi ikke blot troede og dermed kunne tvivle, altså at vi helt sikkert vidste at omverdenen ikke eksisterer. Hvis vi blot tvivler, har vi jo intet sagt om, at omverdenen er et intet, og vi kan da vende tilbage til min argumentation fra tidligere, hvor jeg diskuterer en sådan lokalskepticistisk tvivl – den vil ende i en global skepticisme eller absolutisme. Omvendt kan jeg bevise omverdenens ikke-eksistens, eller dens eksistens som et intet, ved hjælp af de allerede fremsatte to præmisser i afsnit 2, men da endte vi jo ligeledes i en global skepticisme og endvidere en modstrid. Så omverdenens eksistens som et intet fører til global skepticisme.

Hvad nu om den eksisterer som en form for eksistens, som vor tænkning ikke kender til? Altså som et ikke-intet og et ikke-noget, hvor noget er en eller flere størrelser som omfattes af vor tænkning. Det er jo for øvrigt således, Wittgenstein beskriver fornemmelsen af smerte i "Philosophische Untersuchungen": Den er ikke noget, men heller ikke intet [7]. Det kan vi udelukke at forstå og derfor udelukke at undersøge, da det jo åbenlyst ligger hinsides vor tænkning – hvad der jo også allerede ligger i begrebet om noget principielt uerfarbart. Men vi kan undersøge, hvad det i hvert fald ikke er. Sådan noget som modallogik undersøger, hvad der er nødvendigt og muligt. Men givet alle mulige verdener, rummer ingen af disse nødvendige forhold, som eksisterer på en ikke-mulig måde. Så hvadenten omverdenens måde at eksistere på er nødvendig eller ikke-nødvendig, er den mulig i en eller anden forstand. Men mulig eksistens i en eller anden forstand, er eksistens i en eller anden mulig verden, og altså eksistens sammen med andre størrelser i denne verden. Selv om de eksisterer på to forskellige niveauer så at sige, eksisterer de stadig i den samme mulige verden. Men vi har allerede bestemt de nødvendige betingelser indenfor alle mulige verdener, blandt andet tænkningens sammenhæng og sammenhængen af de mulige verdener som tænkningen kan erfare. Men hvis der i denne mulige verden skal eksistere en eller anden form for eksistens, må den jo først og fremmest opfylde kravene for overhovedet at være tilstede i denne mulige verden. Men kravet for at noget, selv om det er et ikke-noget, er tilstede, er at det eksisterer, og at det i hvert fald eksitererer på en måde, således at man kan tale om mulig og ikke-mulig, men det gør jo kun den eksistens vi kender til, da vi med mulig mener mulig eksistens. At den så tilmed eksisterer i en anden forstand, udelukker ikke at den i hvert fald mindst må eksistere på denne ene måde, vi kender til, og hvis ikke må den eksistere på en måde, så den ikke er tilstede i nogen mulige verdener, og det er kun et intet. Men den påstand at omverdenen er et intet, har vi allerede diskuteret ovenfor. Kun ved at tvivle om alt, kan vi inkludere en fundamental anden form for eksistens end den velkendte i vores mulige verdener – da vil definitionerne af mulig og ikke-mulig jo ophæves, fordi vi er hinsides vor tænkning i helt fundamental forstand, og om sådanne forhold kan vi kun tvivle, og den tvivl må berøre enhver form for eksistens, da en langt mere grundlæggende eksistens er afgørende men udenfor vor erkendelses rækkevidde. Det siger sig selv, at kun ved at tvivle om enhver form for eksistens udelukker vi ikke nogen form for eksistens.

Vi har nu vist, at omverdenen som et intet eller som en ting-i-sig-selv udover at være eksistentiel såvel som logisk uinteressant, fører til global skepticisme. Og da vi allerede har vist, at andre former for omverden forudsætter nogle nødvendige betingelser, som er tilfælles med de nødvendige betingelser for vor tænkning, har vi tilbagevist en lokal skepticisme, der tvivler på omverdenens eksistens, da en virkelighed, hvor der ikke eksisterer f.eks. materielle genstande, bryder med denne nødvendighed. Vor eneste mulighed er at tvivle globalt. Dette synspunkt diskuteres i det følgende.

5. Den absolutte tvivl

Hvad siger vor konklusion ovenfor? Den siger, at noget ud over mig selv må eksistere, for at jeg overhovedet selv kan eksistere. Hvis jeg ikke accepterer det, må jeg tvivle på det mest grundlæggende, jeg er og tænker – jeg må tvivle om alt. Men det lyder ikke urimeligt at sandheden af en af følgende grupper af grundlæggende betingelser implicerer de andres sandheder: 1) Påstande om eksistens, 2) Påstande om formel logik og 3) Påstande om nødvendige forhold. Det er rimeligt at antage, at noget eksisterer, når i hvert fald tænkningen og logikken eksisterer, og at enten p eller ikke-p når noget er nødvendigt etc. Det er det, vi kan lære af argumentet ovenfor. Hvis man alligevel synes disse sammenhænge lyder urimelige, må man tilbagevise argumentet ovenfor.

Hvad siger argumentet ikke? Det siger ikke, at omverdenen ser ud, som vi tror, den ser ud. Det ved vi jo allerede, at den nødvendigvis ikke gør. Vi ved, at der findes mange forskellige fremstillinger af omverdenen, at vi nogle gange drømmer, at atomer ikke er noget, vi kan se direkte, men at de ikke desto mindre er en måde at beskrive omverdenen på. Vi siger blot, at hvis vi påstår, at der slet ikke findes sådan noget som fysisk materie, at vi med andre ord slet ikke har nogen som helst form for krop, så kan vi slet ikke forstå, hvad vi selv tænker, men kan kun ende med at tvivle om alt. Og det kan man jo også godt. Man kan godt tvivle om alt – det er ganske vist en sindssyge, hvis tvivlen ikke blot er metodisk, men ikke desto mindre en mulighed. Argumentet vidner om, at tesen om hjernen i et kar ikke udgør et principielt problem men kun et praktisk problem. En hjerne i et kar er måske praktisk umuligt, men jo ikke principielt umuligt. For øvrigt befinder hjernen sig allerede i et kar – kraniet –, og intet taler imod, at man en dag kan placere den i en anden slags kar. Men et ikke-materielt kar bryder med vor virkeligheds mest fundamentale principper.

Global skepticisme er muligt indenfor et absolutistisk system, idet en tvivl om alt ikke berører nødvendige sammenhænge overhovedet – den afskærer sig jo fra dem gennem tvivl. Men den rører ikke ved logikken eller ved omverdenen – den hverken verificerer eller falsificerer disse størrelser. Den ser bare ikke disse ting klart, den ser intet og afgør intet. Men den kan forklares indenfor et absolutistisk system – det er jo det, jeg gør lige nu, jeg bruger ord og logik, som jeg ikke tvivler på, men som ikke desto mindre beskriver, hvad global skepticisme er for noget. Og hvis den ikke kunne forklares indenfor et absolutistisk system, og som vi ved, ikke desto mindre er mulig, var systemet jo ikke absolutistisk – der ville være en mulig holdning systemet ikke kunne erkende/forklare. Derfor er global skepticismen både forklarlig og nødvendig indenfor et absolutistisk system, for at det kan være konsistent. Men det er en uproblematisk position, fordi den ikke siger noget sikkert om noget som helst – heller ikke sig selv.

6. At handle er at forstå

Jeg lovede i indledningen at vende tilbage til spørgsmålet om fundamentalfilosofiens krav til afgørbarheden af påstandes mening. Vi har hidtil kun talt om afgørbarheden af påstandes sandhedsværdi. Men at en påstand p er afgørbar, forudsætter jo at den er meningsfuld – hvordan afgøre om "Abrakadabra" er sand eller falsk, når vi ikke forstår, hvad der bliver hævdet. Så omvendt må vi sige, at det er en tilstrækkelig betingelse for, at en påstand er meningsfuld, at den kan erklæres for sand eller falsk. Men det er ikke en nødvendig betingelse. Påstande om historiske forhold, om transcendente størrelser, poetiske og kunstneriske udsagn samt drømme kan godt være meningsfulde, selv om de ikke kan erklæres for sande eller falske. Men spørgsmålet er om, det behøver at være tilfældet for en fundamentalfilosofi, at vi kan pege på samtlige nødvendige betingelser for, at en bestemt påstand har mening eller ej. Er det ikke nok, at vi kender nogle tilstrækkelige betingelser? Jo, Zinkernagel erkender selv, at det kun er indenfor logisk, praktisk, teknisk, videnskabeligt sprogbrug, at vi entydigt kan beskrive en situation, men at begrebet 'virkelighed' dækker over noget ubestemt, som har et uendeligt antal beskrivelsesmuligheder. En situation kan udover at blive beskrevet i et logisk, praktisk sprog, tilmed beskrives i et humoristisk sprog, i et poetisk sprog, i et religiøst sprog etc.

Zinkernagel taler om den nødvendige relation mellem ting og handlingsmuligheder i sin første sprogregel: En ting er det, der kan ændre vore handlingsmuligheder. Favrholdt taler om handlingsmæssig erkendelse sammenlignet med den passive sanse-erfaring. Jeg selv siger i en tidligere artikel, at vi ikke kan handle i forhold til noget, vi ikke forstår. Vi kan altid handle på en eller anden måde, men handlingen er kun betinget af en påstand, hvis vi forstår denne påstand. Hvis jeg siger til en ven: "Ræk mig venligst bogen", og han rækker mig lysestagen, har han ikke forstået, hvad der blev sagt. Eller han lægger en anden mening i påstanden end jeg. Det er tilfældet indenfor f.eks. poetisk sprogbrug. Et lyrisk udsagn kan lægge op til mange forskellige tolkninger, og de mange forskellige tolkninger kan resultere i mange forskellige ytringer. Og ytringer tilhører klassen af handlinger, da der er tale om en aktiv forholden sig til et objekt.

Vi har indenfor fysik og de andre naturvidenskaber bestræbt os på at undgå flertydige fortolkninger, og har forsøgt os med en præcisering af de forskellige udtryk, således at vi kommer nærmere en entydig forståelse. Med præcisering menes altså et forhold, der angår forståelsen. Et fysisk udtryk er et dagligsprogsudtryk, som er reduceret i forhold til mulige fortolkninger. Hvor dagligdagsudtrykket har mange mulige fortolkninger, gælder det fysiske udtryk kun en af de mange mulige fortolkninger. På den måde er det videnskabelige sprog ikke nyt, det er blot en omstruktureret og ordnet tilrettelæggelse af det velkendte sprog. Det skal derfor også forstås på baggrund af det sprog, som det har præciseret gennem meningsreduktion [8]. At det ikke er lykkedes fuldkomment ses på baggrund af diskussionen omhandlende kvantefysik. Bohr og Einstein var uenige om, hvorledes begreberne skulle tolkes. De diskuterede blandt andet, om vore begreber skulle tolkes indenfor rammerne af en realisme eller ej, altså om sådan noget som atomer eksisterer på den måde teorierne påstår, eller om teoriernes begreb om f.eks. 'atom' blot er en model for noget andet, som tænkningen eventuelt ikke kan begribe. Paradoksalt nok var Bohr tilhænger af det sidste synspunkt, og tænker man hans tanker til ende bliver resultatet en form for idealisme, hvor sådan noget som omverdenen er et absurd emne at tale om. Alligevel er det Niels Bohr, der ofte betegnes som dansk transcendentalfilosofis ophavsmand, på trods af det var Peter Zinkernagel, der modsatte sig både Bohrs og Wittgensteins sprogidealisme, og formulerede en erkendelsesteori, der opererer med en bevidsthedsuafhængig omverden, som vi gennem begrebsdannelse, tænkning og sansning har adgang til. Hermed ikke sagt at begreberne knyttet til atomet i forskellige moderne fysiske teorier er den rette beskrivelse af virkeligheden – forslag til en strengteori vidner allerede om, at den mest fuldkomne beskrivelse endnu ikke er nået. Det, som vor erkendelse kan afgøre for os, er rammerne for hvilke teorier, vi kan opstille. En teori der implicerer, at der nødvendigvis ikke eksisterer fysisk materie, er i modstrid med såvel vor tænkning som virkelighedens beskaffenhed, som vi så ovenfor.

Hvordan kan vi nå til entydig forståelse af en påstand? Hvordan kan mening undsige sig tvivl og vendes til viden? Hvorfor kan en påstand, der indenfor f.eks. fysik ikke giver mening, alligevel give mening indenfor lyrik? Påstanden "Jeg eksisterer og jeg eksisterer ikke" giver ingen mening indenfor logisk-praktisk sprogbrug, hvorimod den sagtens kan give mening, hvis den står som en linie i et digt. Men læg mærke til at uanset hvilken sammenhæng en påstand p giver mening i, er p aldrig meningsfuld i sig selv. Hvis jeg fortolker ovenstående linie i et digt, fortolker jeg den på baggrund af noget andet, dens mening er givet med en større kontekst. Hvis jeg siger "Jeg oplever noget", forstår jeg kun denne sætning, hvis jeg ved, hvad oplevelser er for noget, hvis jeg kender det danske sprog, hvis jeg kender til sætningskonstruktioner, hvis jeg forudsætter, at tiden eksisterer etc. Med andre ord er mening ikke en størrelse, og forståelse dækker ikke over en erkendelse af en størrelse. Mening er en eller flere relationer mellem forskellige størrelser, og forståelse er en indsigt i disse relationer. Da denne indsigt kan være større eller mindre, og da meningsrelationssystemet kan være uendeligt stort, kan vi derfor heller ikke lægge en klar skillelinie mellem forståelig og uforståelig.

Meningssystemet kan imidlertid 'lukkes' i det øjeblik, det udløser en handling, som alle meningsdannende personer er enige om at tolke på baggrund af påstanden eller påstandene. At de fleste er enige om at logikken gælder, skyldes at den allerede er et lukket meningssystem – meningen med en påstand er simpelthen syntaksen. Den siger intet om eksistens, men udtaler sig kun om mulig eksistens, og enhver handling er derfor meningsfuld på baggrund af logikken, idet logikken blot opridser generelle træk ved en hvilken som helst handling. At den til tider ikke gælder, indenfor f.eks. lyrik, skyldes blot at vi overser visse betingelser, og at den derfor alligevel gælder. F.eks. overser vi, at ovenstående linie fra et digt har flere betingelser for at blive forstået, f.eks. at jeg med "jeg eksisterer" enten mener en bestemt form for eksistens eller en anden form for eksistens, end den som modsiges af ikke-eksistensen i samme linie, eller at hele kontradiktionen er udtryk for eller analog med en eller anden eksistentiel umulighed og således repræsenterer denne. Det samme gælder for den resterende informelle logik, som jeg har brugt hele første del af denne artikel på at opridse, og som sidenhen er blevet kaldt logik-praktisk sprogbrug. Vi kan altid handle i forhold til påstanden om, at omverdenen består af fysisk materie, da denne påstand ligeledes opridser nogle generelle træk ved en hvilken som helst mulig handling. F.eks. kan jeg tale om en person eller en genstand, som jeg ikke sanser, og jeg kan hævde, at han vil fortsætte med at eksistere, når jeg er død og borte. Men hvordan kan jeg handle i forhold til, at omverdenen ikke eksisterer? Uanset hvordan jeg handler, vil det være på en måde, som alligevel implicerer at den eksisterer. Det har vi set ovenfor på baggrund af de nødvendige relationer mellem de forskellige størrelser. Vi ser derfor, at de nødvendige relationer går forud for mening, og derfor ikke kan begrundes på baggrund af mening. Vi kan højst benytte det, at en sætning er uforståelig til at illustrere, at noget er galt. Men at der opstår vrøvl, er ikke grunden til, at der ikke eksisterer en nødvendig relation, det er en følge deraf. Begrundelsen for de nødvendige relationer ligger i sammenhængen mellem tænkning og omverdenen, en sammenhæng vi vil kalde virkelighed.

Virkelighed konstituerer de nødvendige relationer på en sådan måde, at et udsagns sandhedsværdi bestemmes af, om de i udsagnet udtrykte forhold gør sig gældende. Det, at udsagnet kan erklæres for falsk eller sandt, er en tilstrækkelig betingelse for, at det er forståeligt. Og indenfor logisk-praktisk sprogbrug er det nok at kende disse tilstrækkelige betingelser – nemlig dem som er givet med de nødvendige relationer mellem forskellige størrelser. Grunden til at vi ikke behøver at kende alle nødvendige betingelser i vor beskæftigelse med eksempelvis fysik, skyldes at fysikkens sprogbrug allerede gennem meningsreduktionen har elimineret andre fortolkningsmuligheder. Vi har kun kvantitative relationer tilbage, og at forstå en kvantitativ relation beror kun på kvantitative forhold, dvs. ækvivalens mellem forskellige størrelser/systemer (udtrykt ved 'sandt' og 'falsk') og konsistens indenfor identiske systemer (udtrykt ved kontradtiktionsprincippet). Disse forhold er kvantitative, da de kun vedrører form, og ikke f.eks. farve.

At vi indenfor lyrik kan tale om en anden form for mening, berører ikke det logiske omverdensproblem, da det ikke er det logiske omverdensproblem, som vi beskæftiger os med indenfor lyrik. At kende alle nødvendige betingelser for forståelse er umuligt, eftersom hver enkelt situations uendeligt antal beskrivelsesmuligheder resulterer i et uendeligt antal fortolkningsmuligheder. Men selv om vi ikke kender betingelserne for at forstå en drøm, kan vi alligevel handle i forhold til den: Vi kan fortælle om den, ændre nogle ting på baggrund af den og selv om vi måske ikke føler at have forstået den udtømmende, kan vi tillægge nogle af dens elementer en betydning, som gør det muligt for os at indfange den i en forståelse, der kan betinge handling. Men forståelsesbetingelserne er mange og meningen derfor ikke entydig At vi alligevel kan handle i forhold til ikke-logisk sprogbrug, skyldes konsensus i sproget, en konsensus som forudsætter formel og informel logik, men som ikke selv er fundamental. Derfor misforstår vi til tider hinanden. Beskrivelsesmuligheder er ikke det samme som forståelsesmuligheder. Beskrivelsesmuligheder er identisk med vor formelle og informelle logik. Altså den måde vor tænkning og omverdenen er sat sammen på, dvs. det vi før i ét udtryk kaldte virkelighed. Forståelse beror derimod på det menneskelige fællesskab og er derfor i mange henseender et relativt begreb. Entydig forståelse opnås ved at undersøge vor erfaring og spore generelle træk i denne, altså ved at nærme os virkeligheds grund. Således ser vi, at de generelle træk ikke blot er noget, vi bliver enige om på baggrund af vilkårligheder, men det er noget, som vi erfarer alle sammen, og på den baggrund er det ikke svært at blive enige. Virkeligheden er vor egen, men virkelighed som sådan er vore fælles betingelser. Selv om vi har at gøre med individer, der aldrig bedriver fysik eller lignende, har de ikke tvetydige forståelser af virkelighed, da de ikke kan handle ud over deres muligheder og hinsides deres nødvendigheder. Som Zinkernagel siger: "Katte forsøger sjældent at komme igennem en mur hvor der ikke er noget hul og de ved tilsyneladende hvordan de skal komme igennem en mur hvor der er et hul." [9] At handle som katten i forhold til nødvendige virkelighedsbetingelser, er det vi mennesker ligeledes gør, hvadenten vi kravler gennem et hul i en mur eller meddeler os til hinanden. Vi kan ikke kravle igennem et hul, der ikke er der – heller ikke hvis det bliver os befalet gennem et digt! Logik, mening og handling hænger sammen: At forstå er at kunne handle.

7. Afslutning

Fundamentalfilosofiens fader, Peter Zinkernagel, påstod allerede meget tidligt at have efterkommet den udfordring, som David Hume og George Berkeley skænkede filosofien. En udfordring som blot var resultatet af Descartes' tanker konsekvent tænkt til ende. Altså den moderne filosofis udgangspunkt. Distinktionen mellem subjekt og objekt blev udgangspunktet for et vanvittigt projekt: At samle noget, man endegyldigt havde delt. Eller sagt på en anden måde: At forbinde noget, betinget af at det ikke er forbundet. Men grundlaget for hele udgangspunktet blev lagt i hænderne på en tænkning, man aldrig havde undersøgt eller kendt betingelserne for. At sætningen "Jeg tænker altså er jeg" er sand, er betinget af, at et tænkende jeg forudsætter et eksisterende jeg – altså en nødvendig relation. Havde man blot fortsat med at tænke fremfor allerede at stoppe her, var man nået frem til næste led i den nødvendige relationskæde: Hvad forudsætter et eksisterende jeg? Og: Hvad medfører et tænkende jeg? Havde man stillet disse spørgsmål, havde man også opdaget, hvad virkelighed er for noget, og dermed hvad det ikke er.

Konsekvensen af dette brist, er vor moderne erkendelse af virkeligheden som hver vort betingelsesløse perspektiv, som noget absolut relativt, og ganske mod dette begrebs bestemte form er det blevet noget af det mest ubestemte af alt, fordi vi ikke kender forudsætningerne eller ikke vil se dem i øjnene. Virkeligheds ubestemte form dækker over at perspektiverne er mange, men ikke at perspektiverne er betingelsesløse. Erkendelse er betinget og forståelse er bestemt. Virkeligheden betragtet som en bestemt beskrivelse er derfor betinget af denne beskrivelses nødvendige relationer mellem forskellige størrelser, altså den formelle og informelle logik. Skepticisme, relativisme og variationer heraf, f.eks. dekonstruktivisme og postmodernisme, baserer sig på nødvendige forudsætninger og kan derfor ikke afskaffe dem. At tilhængerne af disse retninger alligevel fortsætter med at rende panden mod muren, hvor der nu engang ikke er noget hul, betyder ikke, at det vil lykkes dem at trænge igennem en dag. Kun vanviddet kan skabe et hul for dem.

Noter:

1.Se Søren Harnow Klausen: "Dansk transcendentalfilosofi: en kritik" i Refleks nr.25 pp.26-43.

2.Se Torben Munksgaard: "Transcendentalfilosofi eller fundamentalfilosofi?" på http://www.filosofi.net under rubrikken 'Artikler'.

3.Modallogisk nødvendighed i forbindelse med betingelser for beskrivelse redegør jeg nærmere for i en senere artikel, hvor sammenhængen mellem analytiske domme og Zinkernagels sprogregler behandles.

4.David Favrholdt har i forbindelse med min antagelse om en argumentationsmodstander og min tidligere brug af pronomet 'vi' i nærværende tekst, påpeget overfor mig, at dette allerede på nuværende tidspunkt er i strid med en tvivl på omverdenens eksistens. At tillægge påstanden om andre væseners eksistens betydning vil implicere en lang række fundamentalbegreber, der er i strid med den skepticistiske tvivl. Er man enig med Favrholdt i dette, kan man blot udskifte 'vi' med 'jeg' i teksten og antage, at argumentationspartneren er én selv, således at der er tale om en indre dialog. Jeg vil uanset nå frem til samme resultat som Favrholdt: Vi kan ikke tvivle på omverdenens eksistens og samtidig fastholde vor tænknings grundlag. I modsætning til Favrholdt mener jeg dog ikke, at vi kan have nødvendig viden om kontingente forhold, f.eks. en bestemt eller flere bestemte personers eller genstandes eksistens. Som jeg siger allerede i "Transcendentalfilosofi eller fundamentalfilosofi?", er faren ved en positiv erkendelsesteori, at vi umuliggør drømme og hallucinationer.

5.Nogle vil måske hævde, at jeg ikke behøver at bevise, at påstanden "Omverdenen eksisterer ikke" er sand, men at jeg simpelthen får det at vide eller erfarer det. Men hvordan skulle jeg kunne få det at vide? Det ville alt sammen blot være tanker eller påstande i min bevidsthed, og det ville derfor svare til at hævde "Omverdenen eksisterer ikke" i henhold til den resterende tænkning, men det har vi jo allerede vist kun kan gøres ved at tvivle om alt, for at det er en begrundet påstand. Og der er ikke andre måder at erfare det på, idet enhver anden erfaring 'udefra' jo kommer fra den omverden, der ikke eksisterer, eller fra den omverden der kun er ikke-materiel, og som derfor aldrig kan illustrere dette anderledes end ikke-materielt, dvs. i bevidsthedssfæren.

6.Udtrykket 'tingen-i-sig-selv' er ikke velvalgt i denne sammenhæng, da en ting der eksisterer i sig selv, og derfor i forhold til sig selv, nødvendigvis må være identisk med sig selv, altså opfylde identitetsprincippet (p er identisk med p). Men er identitetsprincippet opfyldt, skal også kontradiktionsprincippet være opfyldt, da vi kun kan tale om noget som værende identisk med sig selv, hvis ikke både det er sig selv og ikke sig selv. For da ville en konjunktion-elimination resultere i f.eks. ikke-p, og at p er identisk med ikke-p, er det samme som at sige, at p ikke er identisk med sig selv, men hvis p ikke er identisk med sig selv, eksisterer p ej heller i forhold til sig selv men i forhold til det, p er identisk med, nemlig ikke-p. Udtrykket ville da kunne vendes til 'tingen-ikke-i-sig-selv'. Men det er ikke det, vi mener. På anden side ser vi, at udtrykket 'tingen-i-sig-selv' allerede nu har impliceret nogle af tænkningens væsentligste principper, og videre spekulation vil gøre tingen-i-sig-selv endnu mere eksisterende for-mig. Men den ting/omverden, vi taler om, eksisterer ikke i nogen som helst form for-mig, ikke engang hvad angår divalente principper – den er absolut og principiel uerfarbar. Derfor må udtrykket 'tingen-i-sig-selv' ikke forstås bogstaveligt. At det alligevel anvendes her, skyldes tillid til, at udtrykket gennem traditionen fra Kant har manifesteret sig som et begreb, der dækker det principielt uerfarbare.

7.Se Ludwig Wittgenstein: "Philosophische Untersuchungen", §304: "Sie ist kein Etwas, aber auch nicht ein Nicths!"

8.Udtrykket 'meningsreduktion' dækker ikke over, at en fysisk dom er elimineret for mening; det betyder blot, at transformationen fra dagligdagsudtryk til fysisk udtryk er en proces, der fjerner mange mulige meninger og efterlader i bedste fald kun en mulig mening. At vi i moderne fysik alligevel har fortolkningsvanskeligheder, skyldes, at transformationsprocessen ikke er fuldstændig vellykket – vi mangler nogle præmisser for, at systemet er entydigt. Bevægelsen fra mange mulige meninger til én mulig mening, f.eks. klassisk fysik, dækker over en elimination af kategorier fra dagligsproget, f.eks. det subjektive, det kvalitative, det relative og det teleologiske. Sætningen "Et legemes faldstrækning er lig det halve produkt af accelerationen på legemet og kvadratet af faldtiden" er i klassisk fysik kun udtryk for en bestemt bevægelse, nemlig et fald, og bliver ikke forstået som en linie i et digt og på baggrund heraf fortolket som f.eks. en sindsstemning. Udtryk i klassisk fysik fortolkes kun kvantitativt, altså i talenheder.

9.Se Peter Zinkernagel: "Virkelighed", Munksgaard 1988, p.135.

Publiceret 080300

Appendix:

Niels Bohr mente ikke, at atomerne ikke eksisterede uafhængigt af bevidstheden. Men en klassisk realisme kan ikke fastholdes i forbindelse med kvantemekanikken, da den ikke kan forstås på baggrund af makroskopiske begreber. F.eks. giver det ingen mening at tale om årsag-virkningsforhold eller om kontinuitet i forbindelse med kvantespring. Når jeg her siger, at vi har at gøre med noget, som tænkningen ikke kan begribe, er det udtryk for, at vi har at gøre med en virkelighed, som traditionel tænkning ikke kan begribe. Dette udelukker imidlertid ikke, at vi kan lære at forstå den atomare virkelighed. Vi må blot acceptere, at den i så høj grad er betingende for den makroskopiske virkelighed, at den ikke kan indfanges af de begreber, som den selv betinger. Zinkernagel behandler disse problemer i "Omverdensproblemet", G.E.C. Gads Forlag 1957, pp.21-25

Appendix publiceret 270400