Transcendentalfilosofi eller fundamentalfilosofi?

af Torben Munksgaard

Kants begreb om de transcendentale kategorier forudsætter et særligt skel mellem en Ding-für-mich og en Ding-an-sich. Det er klart, at hvis vi forud for vor erkendelse sætter en verden som er uerkendbar eller som er erkendelsens grænse, så kan vi tale om en distinktion mellem det for vor erkendelse forliggende og det som er årsag hertil eller går forud herfor. Og videre kan vi derfor betragte de generelle eller kategoriale træk ved det i vor erkendelse indeholdte – det som Kant gør i sin Kritik, sin undersøgelse. På baggrund heraf når han frem til det transcendentale, dvs. det som går forud for vor erkendelse, og det som betinger vor erkendelses form. Sådanne transcendentale kategorier er ganske vist generelle træk ved vores virkelighed men de er netop transcendentale, fordi de er træk ved vores virkelighed. De knytter sig til das Ding für mich men udsiger intet om das Ding an sich. Således i hvert fald hos Kant.

Der findes tidligere udlægninger af begrebet om det transcendentale, hos eksempelvis skolastikerne, som er noget anderledes end den hos Kant anvendte. Men begrebet om en transcendentalfilosofi er især blevet knyttet til Kants anvendelse, og forbindes i høj grad med en filosofi om vor tænknings modi. Men derfor bliver det erkendelsesteoretiske omverdensproblem en næsten naturlig følge af transcendentalfilosofien, idet man på baggrund af et skel mellem vor erkendelse og en uerkendbar virkelighed kan spørge til vor erkendelses gyldighed og mulighed.

Hos den danske filosof Peter Zinkernagel (f. 1921) [1] foreligger imidlertid intet skel mellem vort sprogs / vor tænknings betingelser og virkelighedens betingelser. Det er ikke sådan at vi i vor tænkning forudsætter, at der er en nødvendig relation mellem person og krop, mens der i en eller anden uerkendbar virkelighed som er årsag til vor erkendelse, ikke er en nødvendig relation mellem person og krop. For det første er en krop (eller en person) ikke principiel uerkendbar. Hvis den var dette, ville vi ikke kalde den en krop. For det andet, hvis relationen mellem person og krop i virkeligheden ikke var nødvendig, ville hele tingsbegrebet måtte ændres ifølge Zinkernagel. Jeg skal her hverken understøtte eller modargumentere Zinkernagels synspunkt, men blot understrege at det er misvisende at kalde det for en transcendentalfilosofi, idet hans filosofi ikke kun handler om betingelser for tænkning, men om betingelser for virkelighed som sådan. At kalde det en metafysik istedet for en erkendelsesteori er også en dårlig idé, idet det på mange måder forudsætter det traditionelle skel mellem subjekt og objekt. På den anden side er her ej heller tale om sprogidealisme – sproget er ikke betingende for hvorledes virkeligheden er beskaffen. Den eneste fornuftige betegnelse jeg kan pege på, er betegnelsen Fundamentalfilosofi [2] . Heri er indeholdt Zinkernagels idé om sprogreglernes grundlagsstatus i forhold til en hvilken som helst filosofisk eller videnskabelig disciplin. Men hvorfor er dette ikke sprogidealisme ifølge Zinkernagel?

Sproget handler om virkeligheden, men selv om sproget kan være sandt eller falsk og på baggrund heraf udsige noget om virkeligheden eller ej, kan det ligeledes være meningsfuldt eller meningsløst. Det er imidlertid ikke alene sprogets egen syntaks eller alene den formelle logik (den som først blev ekspliceret af Aristoteles) der afgør dette forhold. Det er en syntaks [3] som sproget har til fælles med virkeligheden [4] , uden at sproget er bestemmende for denne syntaks. Betingelser for beskrivelse er betingelser, som går forud for sproget, og som sproget derfor ikke determinerer – det gør virkelighedens beskaffenhed derimod. Det centrale begreb hos Zinkernagel er begrebet 'Virkelighed'. Det er der desværre alt for få af dem der har beskæftiget sig med Zinkernagel, som har gjort opmærksom på. De fleste uddyber de konkrete sprogregler og diskuterer i forlængelse heraf sprog-virkelighedsforhold. 'Virkelighed' går forud for vor erkendelse i den forstand at begrebet omhandler noget ikke-sprogligt som betinger sprogets meningsfuldhed. En sprogidealisme er derfor ikke en konsekvens af det afhængighedsforhold der eksisterer mellem sproget og virkeligheden. Her skal det anføres at 'virkeligheden' ikke er det samme som 'Virkelighed' – førstnævnte er en delmængde af sidstnævnte. Jeg vil senere publicere en artikel hvor jeg bl.a. forsøger at vise sammenhængen mellem moderne modallogik og Zinkernagels virkelighedsbegreb – her skal blot nævnes at der er rimelighed i at betragte 'Virkelighed' som mængden af mulige verdener i forhold til såvel formel som informel logik.

Accepterer vi dette bliver det nu muligt at forstå diskussionen omhandlende sproget og virkeligheden i et nyt lys. Vi bliver i forlængelse heraf nemlig nødt til at afgøre, om noget er muligt eller ej. En sådan mulighedsteori kan bero på abduktion, på meningsfuldhed eller på nødvendighed. Zinkernagel vil benægte førstnævnte: at en mulig verden kvalificeres som den mest/bedst mulige eliminerer betydningen af begrebet 'mulighed' indenfor såvel formel som informel logik. Jeg skal her bemærke at selv om man er tilhænger af en abduktionsteori, er Zinkernagel stadig anvendelig i forhold hertil, idet han på visse punkter forklarer nogle lokale forhold om nødvendige betingelser for meningsfuldhed, indenfor f.eks. moderne fysik. Men altså: Hos Zinkernagel drejer det sig om, at en mulighedsteori omfatter både meningsfuldhed og nødvendighed. Eller rettere: De nødvendige betingelser der betinger det mulige, afsløres af dets meningsfuldhed i forhold til vor erkendelse. Men er vi så ikke blot nået frem til en art meningsidealisme? Da må vi imidlertid bemærke at jeg skrev 'afsløres' og ikke 'afgøres' – nødvendighedsforholdet er omvendt i forhold til vor erkendelse: Vi kan erkende noget, fordi det er muligt; noget er ikke muligt som konsekvens af at vi kan erkende det. Men vil omverdenen ikke kunne erkendes anderledes end den rent faktisk tager sig ud. Med andre ord: Der kan tænkes flere mulige verdener – hvilken er den rigtige? Ja, det er klart – men Zinkernagels teori udsiger intet om kontingente forhold, kun om nødvendige forhold. Derfor er Favrholdts teori om en direkte, kritisk realisme [5] måske et positivt svar på spørgsmålet om virkelighedens faktiske beskaffenhed. Men der er al mulig grund til skepsis overfor en erkendelsesteori der forsøger sig med et sådant projekt. Vi er ofre for illusioner, hallucinationer og drømme – faren er at vi med en positiv erkendelsesteori afskaffer muligheden for at drømme!!!! Zinkernagel taler i sin erkendelsesteori kun om de restriktioner der begrænser os indenfor 'Virkelighed' – altså om de betingelser der gør det muligt for os at forstå noget som helst. Når han siger person, kan det udmærket være en person i en drøm, men denne person må nødvendigvis have en krop og denne krop må nødvendigvis qua at være en ting, kunne ændre vore handlingsmuligheder. Zinkernagel siger på intet tidspunkt, at jeg ikke en dag vågner op og erkender, at flere af mine oplevelser var drømme (hvilket jeg ofte gør). Han siger blot, at jeg ikke en dag vågner op og erkender, at jeg alligevel ikke har en krop.

Spørgsmålet er nu: Hvorledes konstituerer virkelighedens syntaks sproget? Eller med andre ord: Hvordan kan vi afgøre om noget er meningsfuldt eller ej? Men dette spørgsmål er et ganske andet end det som Kant støder ind i – kritikken af Kant handler om, hvorledes vi når ud over de transcendentale betingelser, hos Zinkernagel er problemet hvorledes sprogets fundament – 'Virkelighed' – valideres indenfor tænkningens grænser. Nogle vil måske mene at det her ligeledes drejer sig om at erkende virkeligheden uafhængigt af disse betingelser for at spore en kohærens som grundlag for en meningsteori. Men spørgsmålet er om ikke vi overser noget. Måske vi overser at fundamentet for vort sprog er noget andet end sprog, men at vi har adgang til dette fundament via vort sprog...?! Det kan måske indvendes at vi p.t. ikke finder en fyldestgørende meningsteori hos fundamentalfilosofferne [6]. Men vi finder antydninger. Vi henvises gennem eksempler og analogier til noget som ganske vist kun implicit oplyser os om vor erkendelses og forståelses fundament. Men vi har en adgang til fundamentet, til størrelsen 'Virkelighed' gennem nogle sammenhænge som grunder i dette for vor virkelighed helt basale – således er fundamentalfilosofien en filosofi om fundamentet for virkelighed, det fundament som betinger vort sprogs meningsfuldhed, vor logiks anvendelighed og vor virkeligheds Virkelighed.

Noter:

1. Zinkernagels filosofi fremgår af artikler i forskellige tidsskrifter samt hans to værker, "Omverdensproblemet", G.E.C. Gad 1957 (engelsk oversættelse: "Conditions for Description", Routledge & Kegan Paul 1962) og "Virkelighed", Munksgaard 1988.

2. I en diskussion med mag.art. Mohammad-Reza Kokabi-Hamadani drøftede vi at andre termer, såsom 'grundlagsfilosofi' og 'basalfilosofi' kunne anvendes. At jeg foretrækker 'fundamentalfilosofi' skyldes at såvel Zinkernagel som David Favrholdt opererer med begrebet 'fundamentale begreber' i forbindelse med betingelser for beskrivelse. Man kunne som Søren Harnow Klausen gør i sin artikel "Dansk transcendentalfilosofi: en kritik", Refleks nr. 25, pp.26-43, kalde retningen dansk transcendentalfilosofi og hermed indikere at den afviger fra den traditionelle retning. Det er selvfølgelig ikke af større betydning hvad man kalder retningen – min pointe er at fremhæve denne retnings divergenser i forhold til den traditionelle transcendentalfilosofiske skole og på den baggrund forebygge misforståelser.

3. Jeg anvender her termen 'syntaks' i en lidt bredere betydning end traditionelt indenfor formel logik. Men det er vigtigt at påpege, at de forhold der her afgør meningsfuldhed, ikke er semantiske i den forstand at de er sande eller falske. Sprogreglerne kan ikke erklæres for sande eller falske – de er ikke udsagns- eller prædikatslogiske domme, selv om de selvfølgelig 'korresponderer' med den formelle logiks grundprincipper i et logisk, syntaktisk system: Et finit eller infinit antal betingelser for beskrivelse. Erfaringer gjort indenfor eksempelvis intuitionistisk logik opfordrer til at man undersøger den divalente logiks grundprincippers modallogiske status nærmere. Undertegnede mistænker sprogreglernes nødvendighed for særligt grundlæggende i forhold til intuitionistisk logik, idet at selv om det udelukkede tredies princip ikke gælder må man stadig antage at en person der ytrer noget vrøvl har en krop.

4. Denne syntaks omfatter også den formelle logik, men det er i denne sammenhæng irrelevant, idet den formelle logik traditionelt set er karakteriseret ved ikke at udsige noget om eksistens og meningsfulde sammenhænge mellem eksisterende størrelser, kun nødvendige (ikke tilstrækkelige) betingelser for hvorledes forskellige størrelser kan relateres. Eller som Zinkernagel udtrykker det: Den formelle logik forhindrer ikke absurde påstande, såsom 'Rundetårn er højere end det høje C'.

5. Først formuleret i David Favrholdt: "Erkendelsesteori. Problemer, Argumenter, Løsninger", Odense Universitetsforlag 1994, pp.150-157; sidenhen uddybet i David Favrholdt: "Filosofisk Codex. Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse", Gyldendal 1999, pp.306-315. Favrholdt ville muligvis benægte at hans teori omhandler virkelighedens positive beskaffenhed, men jeg ser her hans direkte, kritiske realisme i sammenhæng med hans begreb om vor handlingsmæssige tilgang til omverdenen (H-erkendelse), hvor han i "Filosofisk Codex" taler om dømmekraften som udgangspunkt for at handle i forhold til en bestemt, faktisk omverden.

6. Men hos både Zinkernagel og Favrholdt er 'handling' et centralt begreb, som er nært knyttet til 'mening'. De sammenhænge som fundamentalfilosofferne lader betinge meningsfuldhed, bestemmer vore handlingsmuligheder. Det er ikke muligt at handle i forhold til noget, vi ikke forstår. F.eks. kan vi indenfor fysik ikke meningsfuldt foretage eksperimenter, hvis ikke vi antager at der er en bevidsthedsuafhængig omverden. Vi kan meget vel gå rundt og tro, at livet er en drøm, men i bestemte situationer må vi tilsidesætte denne tro, hvis der skal være en forbindelse mellem vore handlinger og vor erkendelse. Fundamentet for vore handlinger må bestå i en nødvendig sammenhæng mellem de begreber, vi anvender i forhold til vor erkendelse. På den måde kan vi begrunde tænkningens slutning fra relation de dicto til relation de re med, at der findes en ontologisk relation mellem disse, uden at ende i et petitio principii – for benægter vi, at der er en sammenhæng mellem tænkning og virkelighed, var vi slet ikke i stand til at handle meningsfuldt. Hvordan vide hvad man kan gøre, når man ikke kender sine muligheder for at handle? Altså det der ligger i tingene, jf. Zinkernagels første sprogregel: "Vi må ikke anvende elementære tingsbetegnelser og betegnelser for vore handlingsmuligheder uafhængigt af hinanden."

Publiceret d.18/12-1999