Vestens indgreb i Kosovo-konflikten:

Den serbiske besættelse af Kosovo og den efterfølgende etniske udrensning af Kosovo-albanere udløste en vestlig bombningsaktion, som såvel i omfang som i teknologisk henseende overgår alt, hvad der tidligere er set. Aktionen var en succes; Milosevic blev tvunget til at bøje sig og trække sine tropper ud af Kosovo. Men også denne medalje har sin bagside; den intensive bombning afstedkom desværre en række "fejlskud", der kostede civile Kosovo-albanere livet. Alene én enkelt fejlbombning menes at have dræbt op mod hundrede mennesker. Endvidere fortsætter de etniske forfølgelser, nu blot med omvendt fortegn; serbere, som før (angiveligt) levede fredeligt dør om dør med Kosovo-albanere, drives nu i stort antal ud af området af deres tidligere naboer.

Hvorfor iværksatte vesten denne omfattende aktion mod de serbiske aggressorer? Var det en erkendelse af at være underlagt et moralsk ansvar, funderet i troen på basale menneskelige rettigheder eller i utilitaristiske overvejelser? Eller var tiden blot inde til at få testet det højteknologiske militære isenkram som NATO-landene har investeret milliarder af dollars i, kombineret med udsigten til en regulær magtdemonstration for øjnene af resten af verden? Eller var det Bill Clinton og hans stab, der greb en kærkommen lejlighed til at aflede de amerikanske vælgeres opmærksomhed fra Lewinsky-sagen og andre indenrigspolitiske anliggender? Eller var der en helt fjerde grund? Det er nok for naivt at tro, at den reelle baggrund for bombningerne i Kosovo kan reduceres til ét enkelt forhold, men uanset hvad der faktisk drev værket, var - og er - vi stillet over for en række spørgsmål, som ikke blot kan afvises med henvisning til deres kompleksitet eller "besværlighed".

Ud fra hvilke forhold retfærdiggør vi militære indgreb? Hvilke kriterier ligger til grund for beslutninger om, hvor og hvornår der skal gribes ind? Og hvordan forpligter svarene på disse to spørgsmål os i fremtiden, hvis vi ønsker at opretholde den mindste grad af konsekvens? Kan man give en rent moralsk retfærdiggørelse af militære indgreb, uden at være forpligtet til handling næste gang en afrikansk oprørsgruppe finder det nødvendigt at massakrere den rivaliserende fløj, eller en selvudnævnt aserbajdsjansk general starter et blodigt felttog for at realisere drømmen om et Stor-Kaukasus? For slet ikke at tale om spørgsmålet om, hvorvidt en eventuel henvisning til beskyttelse af menneskerettigheder er forenelig med det forhold, at uskyldige mennesker uundgåeligt vil dø ved en militærintervention. Hvis man mener, at omfanget af vores ansvar for verdens udvikling er bestemt af andet og mere end skiftende politikeres luner, må disse spørgsmål besvares.

I nogle lande har man tradition for, at filosoffer og andre såkaldte "intellektuelle" blander sig i samfundsdebatten. Vi, som filosoffer, beskæftiger os med erkendelsesteori, etik og politisk filosofi. Man skulle tro, at i det mindste en del af det, som tænkes og skrives inden for vort fag, må have relevans - også på den anden side af akademiets mure. Men hvor er filosofferne i den danske samfundsdebat? Danmark deltager aktivt i militær intervention i Kosovo, EU udvides løbende, naturvidenskaben tilbyder os stadigt nye muligheder, den demografiske udvikling tvinger os til at overveje, hvilket ansvar den arbejdsdygtige del af befolkningen har over for den resterende del. Disse og mange andre forhold diskuteres livligt af politikere, økonomer og den almindelige borger. Såfremt man mener, at holdninger i videst mulig udstrækning bør bygge på viden og argumenter, er det svært at se, hvad der legitimerer filosoffernes tavshed. Argumentation kan vel siges at være indbegrebet af filosofien, og vores daglige virke bringer os igen og igen i kontakt med forskellige aspekter af ovennævnte problemer. Vi må derfor formodes at være i besiddelse af en vis viden om, og en fortrolighed med, disse problemer, som kan danne grundlag for konstruktive bidrag til samfundsdebatten.

Spørgsmålet er så, hvad "et filosofisk perspektiv" kan bidrage med. Det er indlysende, at der ikke findes ét bestemt perspektiv, som kan kaldes "det filosofiske", hvis man herved forstår et særligt sæt af teorier eller anskuelser, hvorfra bestemte konklusioner kan udledes. Hvis begrebet "filosofisk perspektiv" skal have nogen mening, må det sandsynligvis forstås som noget i retning af følgende: at forstå "højereordensproblemer" (som f.eks. EU-spørgsmål og anvendelse af militær magt) i forhold til de individuelle og kollektive grundbetingelser og -værdier. Givet den manglende konsensus mht. "de individuelle og kollektive grundbetingelser og -værdier" må det særligt "filosofiske" bestå i en insisteren på at fastholde fokus på relationen mellem samfundsproblemer (og disses løsning) og grundbetingelser og -værdier. Dette er naturligvis ingen opfordring til at indstille forskning i og diskussioner af, hvad/hvilke disse betingelser og værdier er, men blot en konstatering af, at vi her er væsentligt længere fra ét bestemt "filosofisk perspektiv".

Mange filosoffer mener, at filosofien faktisk kan bidrage konstruktivt og nuancerende til samfundsdebatten. Ideen med denne artikelserie er, med udgangspunkt i Kosovo-konflikten, at løfte sløret en smule for, hvad filosofien kan bidrage med.

Publiceret 300100