Teodicé

- lidelsens problem som begrundelse for at New Age vinder frem på bekostning af kristendom.

af Jens Pedersen, cand.mag. i religion

Hvor kommer det onde og lidelsen fra, og hvad skal det her? Har det en funktion? Har det mening? Er det ligefrem godt?

Disse spørgsmål får en særlig betydning i religioner, som f.eks. kristendommen, hvor man opererer med forestillingen om en algod, almægtig og alvidende guddom, der har skabt verden. Som en logisk konsekvens af  denne forestilling må verden også tænkes at afspejle skaberens kvaliteter, og man kan på forhånd gå ud fra, at selv om Gud har skabt denne verden med lidelser og ondskab, så var det dybest set godt, at han gjorde det. Man kan ligeledes ikke forestille sig, at det kunne have været gjort bedre, f.eks. mindre lidelsesfuldt, uden krig, sygdom mv. Ovenstående spørgsmål om hvorvidt lidelsen er god, bør altså kunne besvares positivt, hvis man vil bevare dette gudsbegreb.

Lidelsens tilstedeværelse forekommer imidlertid paradoksal og spørgsmålet om, hvorvidt den har mening, har i årtusinder optaget mennesket og i særlig grad udfordret et monoteistisk verdensbillede. Allerede den græske filosof Epikur fra Samos (341-270 f.Kr.) formulerede spørgsmålet meget præcist:

Enten vil Gud afskaffe det onde og kan ikke; eller han kan, men vil ikke; eller han både vil og kan.

Hvis han vil, men ikke kan, er han svag, - og det kan man ikke regne med hos Gud. Hvis han kan, men ikke vil, er han ond, - hvilket er lige så fremmed for Gud.

Hvis han hverken kan eller vil, er han både svag og ond og derfor ikke Gud.

Hvis han både vil og kan, hvilket er det eneste der sømmer sig for Gud, hvor kommer det onde da fra, og hvorfor afskaffer han det ikke?

Det har været svært at finde tilfredsstillende svar på disse spørgsmål, og man kan naturligvis som en konsekvens heraf afvise gudsbegrebet og benægte, at der findes en højere mening. Det gør man f.eks. i en materialistisk verdensanskuelse. Men fordi den lidelse, som tjener et specifikt og attråværdigt formål, psykologisk set er så meget nemmere at tackle end den formålsløse, har vi god nytte af at se en mening med lidelsen. Det kan måske også forklare, hvorfor lidelsen ikke nødvendigvis afstedkommer, at gudsbegrebet afvises. Tværtimod fungerer den til tider som en vej til Gud, fordi vi, når vi lider, virkelig kan være "på Herrens mark", og kun har samme Herre at fæste vores lid til. En af det forrige århundredes helt store sociologer, Max Weber, mente således også, at det var et fundamentalt behov hos mennesket at leve i en meningsfuld verden, og at det ultimative spørgsmål i al metafysik var at besvare meningsspørgsmålet. Netop behovet for at besvare dette spørgsmål så han som en afgørende udfordring til de religiøse læresætninger og en drivende kraft i religionernes udvikling.

I den kristne kontekst kalder man forsøget på, på logisk og sammenhængende vis, at give en sådan forklaring for en teodicé. Teodicé betyder "guds retfærdighed", og en teodicé er således et forsøg på at forsvare ideen om den retfærdige Gud selv set i lyset af skabningens mørke sider. Teodicé-begrebet introduceredes af Leibniz (1646-1716), hvis forsvar for Gud bygger på en specifikation af, hvad der menes med, at Gud er almægtig. Argumentet er, at hvor Gud kan gøre alt, hvad der kan lade sig gøre, kan han ikke gøre det, som logisk set er umuligt. Videre argumenteres, at Guds algode væsen betyder, at han vil skabe den største grad af godhed i verden, men at dette kan indebære skabelsen af visse goder, som potentielt set medfører noget ondt. En af disse goder, der kan henvises til, er den frie vilje. Det anføres, at en verden med frie væsener, som af egen vilje udfører gode handlinger, er bedre end en verden med væsener, der automatisk gør det gode, fordi de ikke kan andet. Det betyder imidlertid, at Gud ikke på forhånd kan determinere menneskets handlinger. Logisk set vil muligheden for ondskab være tilstede, hvis mennesket skal være frit. Den frie vilje kan således redegøre for den menneskeskabte ondskab. Forklaringsmodellen har imidlertid en svaghed overfor de former for lidelse, f.eks. jordskælv og sygdomme, der ikke er menneskeskabte. Disse lidelser rammer tilsyneladende i flæng og kan f.eks. overgå små børn eller andre uskyldige. Kristendommen supplerer derfor også med yderligere forklaringer. Bl.a. mener man, at lidelsen har en opbyggelig virkning i og med, at den uddyber og styrker den enkeltes moralske karakter.

Forestillingerne om frelse og fortabelse i det hinsides, der indebærer at de retfærdige belønnes og at de syndige straffes, er også en del af det at komme overens med ondskaben. Den kristne teodicé besværliggøres imidlertid samtidig af disse forestillinger. Dogmet om de syndiges straf repræsenterer således et særligt paradoks - især hvis denne straf tænkes at fortsætte i al evighed. Også dogmerne om arvesynd og prædestination (at Gud på forhånd har udvalgt, hvem der skal frelses og fortabes) forekommer meget problematiske, hvis man ønsker at forsvare Guds retfærdighed med rationelle argumenter. Det er imidlertid interessant, at den kristne forkyndelse indenfor de sidste hundrede år har gennemgået en udvikling, som har gjort, at disse dogmer, der er svære at forene med gudsbegrebet, tilsyneladende er gledet i baggrunden. F.eks. hører vi ikke meget om evig straf i den danske folkekirke.

Når dette dogme er et problem i forhold til Guds retfærdighed, skyldes det flere forhold. For det første forekommer alene proportionerne i en straf, som ingen ende vil tage, urimelige på baggrund af et enkelt liv. Samtidig er strafkonceptet i sig selv paradoksalt. Guds vrede, som medfører straffen, er jo netop rettet imod væsener, hvis egenskaber Gud som alvidende skaber har forudset og dybest set selv er ansvarlig for. Godt nok vil nogen argumentere for, at der er et rum for fri vilje, men vi kan vel ikke komme uden om, at vi tager vores valg på baggrund af, hvem vi er, og at vi derfor langt han ad vejen må handle i overensstemmelse med den natur, som Skaberen har givet os.

Hvis den syndighed, som straffes, oven i købet er arvesynd og således helt og holdent nedarvet og tilstede med nødvendighed, blegner logikken for alvor og selvsamme forsvinder fuldstændig i det øjeblik, man forestiller sig, at de frelste på forhånd er udvalgt. Da kan end ikke den frie vilje gøre fra eller til, eller bruges som en forklaring på genvordighederne.

Logikken synes ikke at være tilstede og det er en begrundelse, som de facto bruges i en afvisning af de kristne dogmer. Et eksempel på det ses hos den danske åndsfilosof Martinus (1890-1981). Han skriver om den vrede og straf, der skal blive de vantro og synderne til dels, og om det indtryk af Gud, som denne straf efterlader:

Og hvad er det så for en "vrede" og "straf"? – Kan en "alkærlig" Gud blive vred? – Han doceres jo at være det "almægtige" og "alkærlige" ophav til alt, hvad der er til. Han er altså skaberen af alt det skabte. Men kan skaberen blive vred på det skabte? – Hvis det skabte ikke virker tilfredsstillende, må det jo være en fejl hos ham selv. At blive vred på et jordmenneske, fordi det har et jordmenneskes natur og ikke er en engel, vil jo være det samme som at blive vred på en tiger, fordi den har en tigers natur og ikke er spagfærdig som et lam. Da han doceres at være alvis, må han i forvejen have vidst resultatet, og dets fremkomst kan således kun skyldes hans bevidste forsæt. Men derved har han jo på forhånd bevidst skabt det pågældende objekt med det formål for øje, at gøre det til genstand for sin tilfredsstillelse i at se lidelse.

For Martinus efterlader kristendommens forkyndelse altså billedet af en absurd og sadistisk Gud.

De kristne selv opfatter ikke nødvendigvis deres forklaringer som helt tilfredsstillende og fyldestgørende. Dette fremgår f.eks. af et interview med den belgiske kardinal Godfried Danneels i politikken fra den 3. juni i år (2000). Danneels, der betegnes som en oplagt favorit til at blive den næste pave, giver i interviewet udtryk for, at det fortsat er "et uløst problem, hvorfor Gud tillader lidelse". Han mener, at vi aldrig vil "blive i stand til at fatte meningen med lidelsen intellektuelt." Pointen er, at vi i stedet må søge tilflugt i troen, og derved kan få tillid til, at lidelsen har mening, selv om vi ikke intellektuelt og filosofisk kan begrunde dens nødvendighed. Vi kender den kristne vending, at: "Herrens veje er uransagelige" og netop den form for tænkning er det, man må ty til, når logik og forståelse ikke rækker.

En sådan resignation i forhold til at besvare meningsspørgsmålet er imidlertid, hvis vi skal tro Max Weber, ikke helt nok, og man kan forestille sig, at mennesker ikke uden videre slår sig til tåls med tingenes tilstand. Om muligt vil man forsøge at komme med mere tilfredsstillende løsninger, og det kan potentielt set medføre, at kristne dogmer helt eller delvist må skrottes til fordel for andre, som giver bedre løsninger.

Vi kan måske endda pege på, at vor tids mennesker, som er opvokset med den videnskabelige erkendelsesform, og derfor også er vant til, og i mange tilfælde stiller krav om, at få logiske og sammenhængende forklaringer, kan være særligt utilfredse. Dette også set på baggrund af at den "blinde" tro på kirkens autoritet som formidler af sandheden igennem mange år er undergravet bl.a. af de naturvidenskabelige erkendelser og af en bevidsthed om, at bibelen trods alt er skrevet af mennesker, og derfor ikke nødvendigvis en åbenbaring af Guds ord. Trosevnen er således ikke uden videre tilstede hos det moderne menneske, så selv om kristendommen har klaret sig ind til videre, er det måske alligevel efter 2000 år ved at blive for meget med lidelsens problem. En del af forklaringen på kristendommens trængsler indenfor de sidste 150 år kan udmærket ses i manglen på en tilfredsstillende teodicé.

Martinus' lære og andre New Age ideologier erstatter de kristne dogmer og indfører bl.a. ideerne om karma, reinkarnation og evolution. Disse ideer er, set i forhold til den kristne lære, afgørende nye elementer i et forsøg på at retfærdiggøre Gud, og det kan være med til at forklare New Ages store popularitet.

Karmalæren er en systematisk udgave af ideen om, at: "som du sår, skal du høste". Alle handlinger menes således at virke tilbage på individet, der er ophav til disse, ligesom alt det vi oplever af godt og ondt igennem livet, dybest set er en konsekvens af, hvem vi selv er og har været. Hvis en sådan tankegang konsekvent skal føres igennem, må det indebære, at vi lever mere end et enkelt liv. Reinkarnation, dvs. gentagne liv i et fysisk legeme, hænger således naturligt sammen med karmalæren. Tidligere og følgende liv muliggør, at det karmiske regnskab kan gå op på trods af, at der tilsyneladende er uskyldig lidelse og skyldige, som går fri.

Karma skal egentlig ikke ses som et begreb om straf og belønning. Negative handlinger opfattes ikke som "syndige" i streng forstand, idet disse handlinger ikke ses som forårsaget af ondskab, men af uvidenhed, og handlingernes konsekvens i form af lidelse ses som den erfaring, der skaber viden, medfølelse, kærlighedsevne mv. Lidelsen bliver en dynamisk og fremadrettet størrelse, som er beregnet på at korrigere vores fejltrin, og som er nødvendig for, at vi kan gøre erfaringer og komme videre. Den er altid lige præcis det, som individet har brug for og således en slags forklædt lykke indstiftet med henblik på individets udvikling.

Den unge sjæl, dvs. den der kun har levet få liv, mangler erfaringer og må derfor være uvidende. Dette kan dårligt bebrejdes den unge sjæl, hvilket betyder, at gode og onde mennesker sættes på fælles formel, idet forskellen imellem dem blot er sjælens alder, som gør, at de er mere eller mindre erfarne og udviklede. Af samme grund kan ingen være hjemfalden til evig straf. Himmel og helvede, som man også kan operere med indenfor New Age, ses derfor også blot som midlertidige karmiske virkninger imellem to inkarnationer, og alle vil nå frelsen til sidst.

Ideen om den fortløbende udvikling, drevet frem af de karmiske virkninger, er en evolutionslære. Ifølge denne lære forløber reinkarnationen som en opadgående spiral, dvs. at mennesket for hvert liv må forventes via sine indhøstede erfaringer at have udviklet sig til et højere stade. Der er således tale om en lære om individuel åndelig evolution, og den er en vigtig brik i New Age-teodicéen. Hvis vi glemte vores erfaringer imellem hvert enkelt liv, og dermed ikke for hvert nyt liv var i stand til at bygge videre på disse, ville kredsløbet virke meningsløst, hvilket jo igen omgående ville stille et alvorligt spørgsmålstegn ved Guds retfærdighed. Man opererer imidlertid med ideen om, at et evighedslegeme imellem de enkelte liv optager individets erfaringer og omdanner dem til talenter og egenskaber, hvilket medfører evolutionen.

Karma/reinkarnation og evolution gør det muligt at betragte lidelsen som fuldstændig retfærdigt fordelt. Ikke alene er karma som lovmæssighed garant for, at det kun er individets egne handlinger, der afgør dets skæbne, der er også et bestemt udviklingsforløb, som alle mennesker må gennemgå. Alle fødes som unge sjæle og gennemgår nogle af de samme prøvelser for at kunne udvikle sig og opnå den erkendelse, der fuldender evolutionen. Lidelsen er en nødvendig brik i denne udvikling og som sådan dels uundgåelig og dels nogenlunde jævnt fordelt.

Man kan imidlertid stadig sætte et spørgsmålstegn ved det meningsfulde i lidelsen. En ting er, at den er retfærdigt og relativt jævnt fordelt samt nødvendig for udviklingsprocessen, men at den også skulle være meningsfuld er dybest set noget andet. Umiddelbart kan man måske mene, at karma- og reinkarnationslæren lægger ansvaret for den enkeltes lidelse på individet selv og dermed frikender Gud. Læren fratager imidlertid ikke Gud det endelige ansvar for menneskets moralske karakter og de her af følgende lidelser, men forskyder blot denne ansvarlighed x antal liv tilbage til det tidspunkt, hvor mennesket bliver til. At individet skulle kunne skabe sin egen skæbne i absolut forstand, er derfor ikke mere logisk, fordi dette individ får tildelt flere liv. Således er der ingen grund til, at den, der skaber sin egen karma, skulle være mere ansvarlig, end den der ved sine handlinger dømmes til enten himmel eller helvede. Det er stadig Gud, der som skaberen står med det endelige ansvar, idet han har skabt menneskene, der forårsager lidelse for sig selv, og Guds retfærdighed er derfor stadig på spil. Spørgsmålet bliver, hvorfor udviklingsprocessen overhovedet sættes i gang, for kunne man ikke forestille sig, at Gud i sin almægtighed havde skabt os med de ønskede moralske og erkendelsesmæssige egenskaber, og at vi således var lykkelige og erfarne fra starten og ikke skulle gennemgå alverdens trængsler for at blive det?

For at besvare dette spørgsmål vender New Age-tænkningen sig imidlertid til den samme fundamentale begrundelse, som anvendes i kristendommen. Fundamentalt set begrundes udviklingsprocessens nødvendighed med ønsket om at skabe selvstændige væsener. Menneskesjælen anses for at være et fragment af Guds eget væsen, som, ved at afgrænses fra helheden, fødes som et selvstændigt individ. Dermed får mennesket sin frihed og kan handle uafhængigt. Dette medfører imidlertid lidelse, fordi mennesket identificerer sig med sin afgrænsede individualitet, og handler ud fra egennyttige motiver. Lidelsen varer derfor ved, sålænge individet ikke har afbalanceret sin oplevelse af adskilthed med en erkendelse af den tilgrundliggende enhed. Evolutionsprocessen ses som nødvendig for at retablere denne oprindelige enhed uden samtidig at fjerne den opnåede selvstændighed. Undervejs i processen udvikler mennesket de guddommelige egenskaber, som ligger i dets natur. Disse egenskaber ville imidlertid ikke være komplette, hvis de ikke også indbefattede individualitet, og ønsket om at have denne individualitet bliver lidelsens positive og meningsgivende yderste årsag.

Vi ser, at ideen om individualitetens betydning som en ønskelig egenskab hos mennesket ligger tæt op ad den kristne ide om, at den bedst mulige verden er en, som indebærer menneskelig frihed til at vælge imellem godt og ondt. Man kan således sige, at begrundelserne for lidelsens nødvendighed er variationer over samme fundamentale løsningsmodel.

Det, som giver en forskel er således ikke denne retfærdiggørelse, men evnen til at sætte den ind i et overordnet skema, der på logisk og sammenhængende vis kan strukturere verden. Man kan se en teodicé, som et forsøg på at forene tilsyneladende modsætninger med henblik på at bevare en bestemt virkelighedskonstruktion, og det er netop denne evne til at få en helhed ud af delene, som er den væsentlige forskel på traditionel kristendom og New Age. I New Age opnås en helhedsforståelse ved, at man relativerer modsætningspar som godt og ondt, lykke og lidelse og himmel og helvede. Det bliver muligt, fordi disse modsætninger kan sættes i relief af en langstrakt evolutionær proces, som altid krones med den endelige frelse. Ved at ondskab, lidelse og straf bliver relative størrelser kan man tage konsekvensen af, at Gud er den algode, almægtige og alvidende skaber. Eftersom menneskets handlinger i sidste instans falder tilbage på Gud, kan disse ikke i absolut forstand være onde og kan derfor heller ikke føre til fortabelse. I og med at frelsen bliver almen, kan alle de væsener, som har oplevet lidelse, også før eller siden høste den frugt, som begrunder den. Guds retfærdighed reddes så at sige ved at redde mennesket.

Man kan diskutere om karma/reinkarnation- og evolutionsbegreberne dækkende beskriver virkeligheden - det har ikke været min opgave her. Det er imidlertid svært at komme uden om, at de gør det muligt at besvare lidelsens problem på en måde, der ud fra kriterier som sammenhæng og logik er væsentligt mere tilfredsstillende end det kristne bud. Dette er formentlig en af de vigtigste grunde til, at New Age vinder frem på bekostning af traditionel kristendom.

Publiceret 150101