af Thomas Presskorn-Thygesen
Det er blevet god latin i kunstkredse, aviser eller andre diskussionsfora at mene kunsten ikke kan defineres. Man lader det enten henkastet forstå i en tilfældig bi-sætning eller man fremsætter synspunktet mere eksplicit. De forfattere, som undertiden betvivler dette postmodernistiske synspunkt i kunst-debatten og hævder at man kan sætte objektive kriterier for kunsten, har en lidet chance for at blive taget helt seriøst i debatten - det er i debatten underforstået, at deres kriterier muligvis har noget for sig, men at deres kriterier selvfølgelig er principielt umulige, da kunsten naturligvis ikke lader sig definere. Som eksempel herpå kan nævnes Odense-professoren David Favrholdts nyeste bog, som indeholder den omstridte “parameter”-teori. Så vidt som jeg har forstået har Hr. Favrholdt forsøgt at opstille disse kriterier fra en psykologisk synsvinkel, men om Hr. Favrholdts kriterier skal det ikke handle om i det følgende - Af hvilken beskaffenhed eventuelle objektive kriterier måtte være, har jeg ingenlunde til sinds at definere. Det er heller ikke min hensigt at hævde, at objektive kunstkriterier tjener noget formål i skabelsen af kunst - Barnett Newman(1905-1970) har muligt ret, når han siger at “teori er for kunsten, hvad ornitologi er for fugle”. Det er imidlertid mit forehavende, at vise at intet som helst principielt står i vejen for en opstilling af objektive kunstkriterier.
Jeg vil som mit udgangspunkt bede læseren om at læse, indse rigtigheden af og acceptere følgende: der præsenteres genstande i rummet, en eller flere, hvorom det meningsgivende kan siges, at det er kunst. Jeg mener enhver må acceptere denne påstand, såfremt man overhovedet ønsker at tale om en sådan ting kaldet kunst.
Det skal dog nævnes, at formuleringen ganske givet indeholder et problematisk element -“...at det er kunst”. Er er i denne sammenhæng ganske indlysende tvetydigt. Den forudgående formulering implicerer nemlig(ganske tilsigtet!) at “kunst” er en egenskab ved en eller anden genstand, men det er principielt ganske muligt at kunst ikke er en egenskab ved nogen som helst genstand. Det er jo muligt, at begrebet “kunst”, nøjagtigt som man har søgt at gøre det gældende med begrebet “god” i moderne etik, ikke er en egenskab ved noget, men er et begreb, der opstår når mennesker vurderer en givet ting. Dermed hævder man at intet, mennesker mener at beskrive eller at vurdere i et kunstværk, i virkeligheden er at finde i kunstværket. Hvis man ønsker at hævde dette, er man i sin gode ret, men jeg mener helt givet, man er forfaldet til et slags naturalistisk synspunkt - En position der vil hævde, at begrebet kunst ligeledes med en række andre begreber intet andet er end et udtryk for menneskers følelser m.h.t. hint og dette. I dette tilfælde må det imidlertid være muligt at opstille objektive kriterier for kunsten ad den psykologiske vej, som bl.a. Hr. Favrholdt har anvist.
Stadig foreligger adskellige muligheder, hvori man stadig synes at kunne hævde at kunst er et ikke-definerbart begreb. Jeg forudsætter nu, at læseren har accepteret min ovenstående præmis(der forefindes genstande, en eller flere, hvorom det meningsgivende kan siges at det er kunst). Lad os, som det er muligt med ethvert genstandsområde [1], i tanken opstille en væsenslov [2] for en eller anden genstand. Det er her principielt uden nogen som helst relevans om vi taler om løver eller om kunsten. For at anskueligøre hvad, der menes med væsenslov vil jeg bruge - det af filosoffer så yndede eksempel - æbletræer. Lad os tænke et vilkårligt æbletræ. Lad os nu i “fantasien” omplante æbletræet så det står plantet f.eks. på Amalienborg Slotsplads, dernæst på Mont Blancs tinde. Lad ligeledes “fantasien” få frit løb vedrørende æbletræets farve, dets vægt, dets højde etc.. Man vil nu opleve, at man når til et punkt, hvor man ikke længere kan ændre på æbletræet, hvis det stadig skal være meningsgivende at tale om, at det visseligt er et æbletræ - det synes mig f.eks. umuligt at tænke sig et æbletræ, som kun bærer appelsiner. Ved at erfare grænserne for hvor meget jeg, i min fantasi, kan variere et æbletræ, erfarer jeg samtidig hvilken nødvendig almen værensform en genstand som et æbletræ må være i overstemmelse med. En sådan erkendelse vi lige har forsøgt gennemført fuldstændig a priori, da vi kun udleder noget som lå i begrebet i forvejen og på ingen måde tager brug af sanseerfaringer. Det samme, som vi gjorde gældende for æbletræer, gælder for begrebet “kunst” - variationsmuligheder af “kunst” begrænset, da der er grænser for hvor meget jeg kan variere begrebet “kunst”, før det ophører med være kunst.
Visseligt findes kunst i et hav af afskygninger og det synes uden tvivl en større opgave at definere “kunst” fremfor “æbletræer”. Det er dog givet at en sådan væsenslov findes, og ydermere givet de kriterier, der måtte findes i denne væsenslov er fuldstændigt objektive og af en normativ natur. Her må vi imidlertid stoppe vor undersøgelse - vi er nemlig ikke nær færdige.
Tænker man ræsonnementet igennem ser man, at en væsenslov kun begrænser totaliteten af kunstværker og ikke det enkelte kunstværk - Lad os nu, med forgående i baghovedet, vende blikket mod vores analyse af “kunst”-begrebet: På sin vis afgrænser en væsenslov kun substantivet kunst, altså “det er som er kunst”. Substantivet kunst må være det substantiv, som adjektivet kunst [3] finder anvendelse på: det er totaliteten af det som adjektivet kunst finder anvendelse på, og adjektivet må altid finde anvendelse på det. Totaliteten af genstandene i substantivet må dog visseligt betegne noget helt andet end adjektivet. Det er herigennem kritikeren med god ret vil kunne indvende noget. Han vil indvende: “Det er ganske muligt, at man med en væsenslov kan begrænse de kvalitative forskelle i totaliteten af kunstværker, men adjektivet kunst vil jeg stadig hævde er indefinabelt. Om det er kunst eller ej, vil derfor altid forblive et fuldstændigt åbent spørgsmål, når man præsenteres for et enkelt givet kunstværk.”
Når vi skal afgøre hvorvidt dette udsagn har noget for sig eller ej, må vi klargøre hvilke præmisser der må være tilstede for, at man kan hævde at noget er indefinabelt. Dernæst undersøge om disse præmisser er at forefinde m.h.t. til begrebet “kunst”. For at forklare “indefinabel” bliver man først nødt til forklare ordet “definition”. Den vigtigste [4] betydning af ordet “definition” er den, hvori en definition fremstiller, hvilke de dele er, som ufravigeligt udgør bestanddelene af en bestemt helhed. Hvis man derfor vil hævde at egenskaben “kunst” er indefinabel, så hævder man samtidig at “kunst” er en simpel og enkel tankegenstand uden dele. “Kunst” kunne principelt sagtens være en af de dele selve tanken deles i - En tankegenstand, der ikke i sig selv kan defineres, fordi den selv udgør et af de utallige fundamentale led, hvoraf alle endelige definitioner er opbygget. Der er ingen vanskelighed i en sådan enkel tankegenstand. Farverne er glimrende eksempler på indefinable tankegenstande. Det vil måske falde nogen ind at definere dem med deres fysiske modstykke, og finde frem til hvilke lys-bølgelængder, et normalt øje skal påvirkes af for at vi perciperer f.eks. blå. Der skal dog ikke lang tids eftertanke til for, at indse at bølgelængder ikke er, hvad vi perciperer, og da slet ikke det vi mener, når vi tænker på blå.
Det er dog min overbevisning at “kunst” på ingen måde er af samme indefinable natur som “blå”. Hvad skal så til for at bevise begrebet “kunst” er definerbart? Ultimativt er det pålagt at analysere “kunst” ned i indefinable led, og derefter opstille dem således, at de danner definitionen af egenskaben “kunst” - da vil man ipso facto have defineret “kunst”, men dette er ikke, om jeg havde evnerne til det, mit formål. Mit formål var blot at vise, at den der hævder at egenskaben “kunst” er indefinabel tager fejl. Dette kan vises meget mere simpelt end ved den enorme opgave at definere “kunst”. Nej, det jeg nu har i sinde at vise er, at jeg har fundet ét af ledene i definitionen og dette på ingen måde er identisk med “kunst”. Jeg vil da have vist at egenskaben “kunst” kan opløses i to eller flere dele. Følgeligt vil man kunne konkludere at egenskaben “kunst” ikke er indefinabelt, og at det er muligt at definere “kunst” som adjektiv og substantiv.
Lad os tænke at stod vi overfor en hvilken som helst given genstand, og vi overvejer hvorvidt denne genstand kan tillægges adjektivet “kunst” eller ej. Jeg spørger så: Vil der ikke i disse overvejelser vedr. tillæggelsen af adjektivet indgå en overvejelse om hvorvidt genstanden i en eller anden betydning var menneskeskabt? Er der ikke en forudsætning for at tillægge prædikatet “kunst”, at kunstværket har været under større eller mindre indflydelse af en menneskelig vilje? Jeg svarer positivt og går ud fra læseren gør det samme - Når vi ser et træ i skoven, vil vi muligvis blive betaget af dets naturlige æstetik, men vi vil aldrig give det adjektivet “kunst”. At der indgår flere dele i egenskaben “kunst” end at den blot er menneskeskabt er ligeledes indlysende - utallige ting fra vores dagligdags sanseverden er menneskabte, uden vi af den grund kalder dem kunst. Det indses også nemt, at selv Duchamps(1887-1968) berømte “pissekumme” er formet af hans vilje ved det blotte faktum, at den er flyttet ud af dens naturlige kontekst og derefter signeret. “Menneskeskabt” og “kunst” kan således ikke være identiske adjektiver, og som følge heraf kan heller ikke adjektivet “kunst” være indefinabelt.
Quod erat demonstradum - Det synes nu vist at den substantive og adjektive form af kunst-begrebet ikke er indefinabele, og ipso facto åbnes muligheden for objektive kriterier. Om mit synspunkt og om tendensen i mine argumenter herfor skal der ingen tvivl herske - objektive kunstkriterier findes og de kan findes ved målrettet indsats. Hvorfor skulle det ikke være kunst, der hænger på væggene, når lyset slukkes på Louisiana? Hvorfor skulle Mozarts symfonier ikke være kunst, selv når noderne blot ligger hen i deres tavse grafiske prægnans?
Noter:
1. Ordet “genstand” skal her tages i ordets allerbredeste betydning.
2. Tanken om væsenslove findes hos bl.a. Platon og Husserl(1859-1938), men deres argumentation for og tanker herom er ikke her relevant. Jeg beder faktisk læseren om at abstrahere fra hvem, der muligvis har tænkt visse tanker, og blot i tanken gennemføre mit tilhørende eksempel.
3. Her kunne være brugt “kunstnerisk” istedet for betegnelsen adjektivet “kunst”, men det synes ikke på nogen måde at ramme den tilsigtede mening.
4. En fyldstgørende argumentation herfor kan findes i f.eks. Artikel 10 i “Principia Ethica” af G.E. Moore(1873-1958).