Speech Acts

Den amerikanske filosof John Searle på besøg i Danmark

af Torben Munksgaard

Københavns Universitet lagde i sidste uge auditorium til en af den analytiske traditions største nulevende filosoffer, John R. Searle, som var i landet 6., 7. og 8. juni for at forelæse over tre forskellige emner. Det er bl.a. professor Finn Collin som kan takkes for at den indflydelsesrige amerikanske filosof gæstede Danmark; et besøg som fyldte Store Auditorium på KUA alle tre dage. Men det var også en veloplagt og engageret Searle som tilhørerne fik at se. Selv om tiden var for kort til en udtømmende behandling af de respektive emner, gav Searle med sin koncise præsentation og en stor portion humor publikum en både underholdende og lærerig oplevelse.

Searle, som til daglig har sit virke som professor ved Berkeley i Californien, indledte sin forelæsningsrække onsdag d. 6. juni med emnet "Social Reality" som især refererede til værket "The Construction of Social Reality" fra 1995. Med sin noget kontroversielle påstand om at vi befinder os i en postskepticistisk æra hvor filosofiske problemer som omverdensproblemet, herunder hjernen-i-karret, er forældede og passé, tog Searle hånd om den sociale virkeligheds filosofiske problemstillinger: Hvordan opnår fysiske, iagttagelsesuafhængige objekter status som værdier i en social virkelighed? Searle peger bl.a. på kollektiv intentionalitet og konstituerende regler som det generelle transformationsmønster, der dels sikrer den fælles accept, dels den logiske form. Fysiske objekter bliver politiske derved at de under kollektiv konsensus tildeles en nødvendig og meningsgivende funktion i samfundet. Men da sådanne status-funktioner er lingvistisk repræsenterede gennem såvel eksplicitte talehandlinger som implicitte attituder, kan Searle konkludere at kontrol af politisk magt for en stor del baserer sig på kontrol af et stærkt vokabularium.

Torsdagens forelæsning omhandlede bevidsthed. Searle afviser såvel den klassiske dualisme som den materialistiske reduktionisme og placerer sig et sted midt imellem, eller måske snarere over, med et synspunkt som mest af alt minder om en dobbeltaspekt-teori, selv om Searle insisterer på at afvise sådanne kategorier og i stedet fokusere på "how things work!" Han afviser reduktionistiske modeller ved bl.a. at tillægge bevidstheden kvalitative, subjektive egenskaber som fysikken ikke kan forklare. Men på den anden side understreger han at bevidstheden er en tilstand i hjernen, som er betinget af den biologiske sammensætning og som bedst kan forstås som en egenskab ved den neurofysiologiske struktur. Ligesom en fysisk genstand kan forstås på både et mikroskopisk og et makroskopisk niveau, ligeledes har bevidsthedsproblemet en neurofysiologisk og en mental løsning som begge er sande men som ikke udelukker hinanden. Searles store indsats synes at være hans fokus på 'the unified aspect' ved bevidstheden; problemets løsning skal findes med fokus på bevidsthedsoplevelsers holistiske gestalt fremfor en søgen efter det neurologiske korrelat. Desværre afgjorde den efterfølgende diskussion ikke helt hvordan Searle med denne teori kunne tilbagevise kritik baseret på funktionalisme, epifænomenalisme og klassisk dualisme.

Men fredag lå i fin forlængelse af torsdagens forelæsning - emnet var fri vilje, og ifølge Searle det mest prekære problem af de i denne omgang fremsatte. Det er en skandale, ifølge Searle, at diskussionen ligner den som man førte for århundreder siden. På den anden side synes hans præsentation af problemstillingen, om end væsentligt mere sofistikeret, at ligne den velkendte diskussion: Hvis vi accepterer determinismen ender vi med en lidet acceptabel epifænomenalisme, der reducerer individet til en robot i universet, mens vi på den anden side, med accepten af den fri vilje, får svært ved forklare hvordan én hjernetilstand kan forårsage en anden 'hinsides' naturlovene. Kun med hjælp fra kvantefysisk indeterminisme synes denne løsning at have muligheder, men det var tydeligt at Searle ikke brød sig om denne metode da den blot synes at forklare ét paradoks ved hjælp af et andet. Men hvordan så forklare hvordan naturlove og bevidsthed samspiller som egenskaber ved samme sag? Hans svar på diskussionen lyder nogenlunde som torsdagens løsning: Hjernen beskrevet som et biologisk system er betinget af fysisk determinisme, mens bevidstheden på den anden side, beskrevet som et mentalt fænomen, råder over frie grunde til at handle.

John Searle er født i 1932 og blev først og fremmest kendt som filosof da han overtog Oxford-filosoffen Austins teori efter dennes alt for tidlige død i 1960 - en teori som Searle fremsatte i sin bog "Speech Acts" fra 1969. Austins talehandlingsteori blev nuanceret bl.a. med introduktionen af distinktionen mellem regulative og konstitutive regler, hvis brug Searle sidenhen udvidede til også at omfatte sin politiske filosofi. Da den amerikanske bevidsthedsfilosofi i traditionen efter Thomas Nagels epokegørende artikel "What is it Like to Be a Bat?" (1974) tog sin begyndelse, gjorde også Searle sit indtog i denne debat med værker som "Minds, Brains and Science" (1984) samt "The Mystery of Consciousness" (1997), og i flere kritiske diskussioner med den unge David Chalmers da denne gav diskussionen nyt blod med sit kontroversielle værk, "The Conscious Mind" fra 1996. Searle har desuden publiceret bøger om politisk filosofi, senest bogen "Mind, Language and Society" (1998). Til efteråret udkommer hans ny bog "Rationality in Action".

Publiceret 200601