Militære interventioner, menneskerettigheder og moral

Af Søren Harnow Klausen, lektor ved filosofisk Institut, SDU Odense Universitet.

Kosava-konflikten ser nu ud til at være på vej ind i en fredeligere fase. Men NATOs militære indgriben har sat gang i diskussionen om hvorvidt sådanne "humanitære" aktioner  i det hele taget kan retfærdiggøres. Mere specifikt diskuteres det om en organisation som NATO,  der nok består af en bred vifte af overvejende demokratiske stater, men dog strengt taget ikke er mere end en regional interesseorganisation, har ret ret eller endog pligt til på denne måde at forsøge at forhindre "humanitære katastrofer" – selv om det sker uden et FN-mandat og måske medfører et brud på folkeretten.

Et nærliggende og populært svar på dette spørgsmål lyder: en militær intervention kan forsvares, såfremt den har til hensigt at forhindre grove overgreb på menneskerettighederne. Nogle har således hævdet at NATOs aktion egentlig ikke er i strid med folkeretten, men blot er udtryk for at man er begyndt at fortolke den anderledes. Menneskerettighederne bliver nu opfattet som en som en integreret del af folkeretten, ja måske som dens mest centrale komponent. Dvs. en stats suverænitet bør nok som hovedregel respekteres, men ikke hvis dens regering terroriserer statens egen befolkning. NATOs aktion ses derfor af mange som et tegn på at menneskerettighederne langt om længe er begyndt at spille en rolle i international politik. Nogle bifalder denne udvikling, andre finder den betænkelig (jf. f.eks. Henning Gottliebs kronik "NATO som væbnet missionsselskab", Politiken 8. juni). 

Med mindre man som Henning Gottlieb bekender sig til en "kontinentaleuropæisk skepsis og kynisme", vil man nok umiddelbart finde tanken sympatisk. Konklusionen  – en militær intervention som NATOs indgriben i Kosova kan retfærdiggøres moralsk – kan jeg i hvert fald kun være enig i. Alligevel er det tvivlsomt om synspunktet giver en dækkende beskrivelse af udviklingen i den internationale rets- og moralopfattelse. Det indfanger næppe det som har været den virkelige moralske begrundelse for NATOs indgriben. Og det overvurderer menneskerettighedernes betydning – både deres faktiske betydning og den betydning de bør have. Militære interventioner som den i Kosova kan retfærdiggøres moralsk, men det må ske med andre argumenter end det som påberåber sig hensynet til menneskerettighederne.

Menneskerettighederne udgør – sådan som de er defineret i FNs menneskeretserklæring – en broget buket af "rettigheder" af vidt forskellig slags.De spænder lige fra retten til liv og sikkerhed (artikel 3) over ytringsfrihed (artikel 19) og retten til demokratisk indflydelse (artikel 21)  til retten til arbejde (artikel 23 og fritid (artikel 24). Selv om alle disse forhold er vigtige og værd at kæmpe for, må man nok erkende at de ikke alle er lige fundamentale.

Hvis man ved "menneskerettighederne" forstår samtlige de rettigheder og friheder som er nævnt i FN-erklæringen, så krænkes de hele tiden og overalt, også i vores del af verden (det gælder f.eks. retten til arbejde). Krænkelser af de mere basale frihedsrettigheder, f.eks. ytringsfrihed og retten til demokratisk indflydelse, er heldigvis sjældnere og fremkalder også stærkere politiske reaktioner. Men heller ikke sådanne krænkelser har endnu i noget tilfælde – ligemeget hvor omfattende de har været – ført til nogen militær indgriben, endsige til en krænkelse af staters suverænitet.

Den type overgreb som kan bevæge NATO til at gribe ind militært, og som kan sikre bred folkelig opbakning bag aktionen, er overgreb på de allermest basale rettigheder, primært retten til liv. Det er når mennesker systematisk myrdes, voldtages, torteres, sættes i koncentrationslejre eller fordrives, at medfølelsen og indignationen udløser et krav om handling i offentligheden, og at de politiske beslutningstagere i NATO-landene  på det senest er begyndt at efterkomme kravet.

Ja, spørgsmålet er om det overhovedet er krænkelser af rettigheder – selv om de er nok så basale – som kan få, og i dette tilfælde har fået, NATO til at gribe ind med våbenmagt. I virkeligheden synes aktioner som NATOs indgriben i Kosova-konflikten at bygge på en anden moralopfattelse end den som menneskerettighederne er udtryk for. De udspringer af en form for nytte- eller konsekvensetik. Anvendelsen af våbenmagt begrundes med hensynet til ofrene: man ønsker at spare dem for lidelser.  I modsætning hertil er menneskerettighederne – som ordet siger – udtryk for en pligt- og rettighedstænkning: mennesket antages at have visse basale, umistelige rettigheder, som følgelig bør respekteres under alle omstændigheder, dvs. uafhængigt af konsekvenserne.

Ud fra den sidstnævnte opfattelse – rettighedstankegangen – kan en militær intervention vanskeligt retfærdiggøres. Man tillader sig jo netop at se stort på visse menneskers "ret" til liv, sikkerhed m.m.. I tilfældet Kosova er det især serbere (i første række, men ikke kun, serbiske soldater), men også de Kosova-albanere, som direkte eller indirekte bliver ofre for konflikten. Og man gør det af hensyn til et større, fælles gode: at Kosova-albanerne i det store hele spares for lidelser de ellers måtte gennemgå, og at de på længere sigt får mulighed for at leve et liv af en vis – minimal – standard. Henning Gottlieb har for så vidt ret i at det er princippet om at "hensigten helliger midlet" som danner baggrund for NATOs ny strategiske koncept.

At aktioner som NATOs ikke er i overensstemmelse med tankegangen bag FNs menneskerettighedserklæring, kan blandt andet ses ved at sammenholde den med erklæringens afsluttende artikel 30. Den lyder : "Intet i denne erklæring må fortolkes sådan at det berettiger nogen stat, gruppe eller person til at udføre nogen aktivitet eller handling der sigter mod at ødelægge nogen af de rettigheder og friheder som er formuleret heri". Nu kan man selvfølgelig sige at NATO-aktionen ikke ligefrem har haft til formål at "ødelægge" en eller flere menneskerettigheder. Man vil i hvert fald næppe kunne få nogen af NATO-landenes repræsentanter til at indrømme dette. Men ånden i artikel 30 er rettigheds-etisk i en sådan grad at den er klart uforenelig med NATOs handlemåde. Artiklen afviser enhver "målet helliger midler"-tankegang i forbindelse med menneskerettighederne: vi må ikke krænke dem lokalt og midlertidigt for at bevirke at de på længere sigt vinder udbredelse. De skal respekteres undtagelses- og forbeholdsløst. Dette skal vel bl.a. ses som en reaktion på erfaringerne med totalitære regimer der ofte har retfærdiggjort overgreb – herunder mord – på bestemte befolkningsgrupper med at det var nødvendigt for at nå en fremtidig idealtilstand hvor alle mennesker faktisk ville nyde de samme fundamentale rettigheder.

Tager man det synspunkt som kommer til udtryk i artikel 30 alvorligt, er der ingen mulighed for at anvende voldelige midler til at at fremme menneskerettighederne. Man må nøjes med at protestere verbalt og bruge "bløde" diplomatiske midler. Allerede anvendelsen af økonomiske sanktioner bliver da problematisk, idet man  næppe kan undgå at skade nogle – oven i købet uskyldige – enkeltpersoners ve og vel, hvorved man gør dem til instrumenter for sine overordnede mål.

Heldigvis har NATO-landene ikke holdt sig til denne smukke, men i grunden absurde og umoralske tankegang. De har skønnet at elendigheden i Kosova var så stor – og på vej til at blive endnu større – at det var værd at starte en aktion som i sig selv ville medføre store omkostninger af både moralsk og økonomisk art.  Dette er i grunden mere moralsk end den frelste, rets- og rettighedsfikserede ikke-indblandingspolitik – den holdning at man ikke bør acceptere noget ringere end det utopiske scenario hvor freden og velfærden nærmest vokser frem af sig selv, kun hjulpet på vej af verbale argumenter. For den sidstnævnte holdning medfører jo en de facto-accept af tingenes sørgelige tilstand. Man godtager (måske under protest, men alligevel) en tilstand der er dårligere end den man faktisk kunne opnå. Dermed får man et medansvar for denne tilstand. Har man magt til at forhindre lidelse, bør man bruge den. 

Et markant eksempel på at man i NATO-landene har bevæget sig fra en rettigheds- til en nyttetisk opfattelse af international ret er Tysklands rolle i konflikten.  Tyskland har, både på grund af sine historiske erfaringer (specielt med nationalsocialismen) og sin moral- og retsfilosofiske tradition (især arven fra Immanuel Kant, pligtetikkens største teoretiker), gennem det meste af efterkrigstiden – udenrigs- såvel som indenrigspolitisk – sat hensynet til rettigheder,  specielt dem som er nedfældet i forfatnings- og traktattekster, over alt andet.

I forbindelse med de seneste krige på Balkan er der imidlertid sket et skred i denne holdning. Det kom klart til udtryk i en fjernsynsdiskussion mellem lederen af venstrefløjspartiet PDS, Gregor Gysi, og forsvarsministeren Rudolf Scharping, kort efter at NATO-bombningerne var begyndt. Gysi gjorde opmærksom på at aktionen ikke blot er i strid med folkeretten – på grund af det manglende FN-mandat – men også med den tyske grundlov, som forbyder Tyskland at deltage i en angrebskrig. Scharping svarede hertil at nok satte han folkeretten og den tyske forfatning meget højt, men det optog ham dog langt mere at befolkningen i Kosova systematisk myrdet eller fordrevet. Det var en utvetydig (om end indirekte) tilkendegivelse af at den tyske regering nu sætter ønsket om undgå store kollektive lidelser højere end respekten for forfatningernes og traktaternes ordlyd. For ud fra et snævert juridisk – retspositivistisk – synspunkt har Gysi utvivlsomt ret, hvilket Scharping jo altså heller ikke benægtede. 

Er der da slet ingen grund til at være betænkelig ved NATO-aktionen? Jo, det er der da. Men det er i så fald den konkrete aktion, ikke den overordnede tankegang som den er udtryk for. Aktionen er retfærdiggjort hvis den afhjælper lidelser og ikke forårsager større ulykker end en mere passiv politik ville have gjort. Det er muligt at de ansvarlige i NATO-landene og deres rådgivere har skønnet forkert – at aktionen i virkeligheden har skabt flere lidelser end den har forhindret. Hvorvidt dette er tilfældet, er endnu vanskeligt at sige. Vi kender ikke det nøjagtige omfang af serbernes overgreb, ligesom det er omdiskuteret hvordan de ville have handlet hvis NATO ikke havde grebet ind. Spørgsmålet vil nok aldrig kunne besvares definitivt, om end man senere vil kunne danne sig et mere kvalificeret skøn. Men risikoen for at ens handlinger for værre konsekvenser end beregnet – en risiko som altid er til stede – bør ikke få én til afstå fra at handle. Den må mane til eftertanke og forsigtighed, og den må især få én til at være særligt forsigtig med så drastiske skridt som anvendelsen af våbenmagt. Men når den nødvendige forsigtighed er udvist, og alle andre muligheder har vist sig udsigtsløse, må man tage chancen. Det er hvad NATO har gjort.  

Nogle vil måske give mig ret i at en militær intervention kan retfærdiggøres hvis det virkelig sker for at beskytte befolkningen mod brutale overgreb, men betvivle at NATO-aktionen faktisk har været udtryk for en sådan ædel tankegang. Det har ofte været fremført som en slags argument imod militær intervention at befolkningsgrupper udsættes for overgreb mange andre steder end i Kosova. Tibet, Kurdistan, Algeriet og Ruanda er nogle af de steder som har været nævnt. Nogle formoder at våbenindustrien har haft mere end en finger med i spillet, eftersom den har en interesse i at der føres højteknologiske, materielkrævende krige. Under Golfkrigen blev det ofte hævdet at vestmagterne kun griber ind, såfremt de har økonomiske interesser i et konfliktområde. Nogle tolker NATOs aktion som udslag af et ønske om at demonstrere magt og beslutsomhed, koste hvad det vil. Andre mener at visse regeringsledere har været ude på at opnå indenrigspolitiske gevinster.

Alt dette kan være rigtig nok (selv om jeg finder "sammensværgelsesteorierne" lige så usandsynlige som tanken om at NATOs aktion skulle udspringe af rent moralske overvejelser). Men det i og for sig ligemeget. Hvorvidt NATOs aktion kan retfærdiggøres moralsk, må vurderes på dens frugter: om den faktisk mindsker lidelserne blandt de berørte og giver de fleste af dem et bedre liv . Dette vil være et gode, selv om det måske er opnået ved at man har handlet ud fra meget lidt ædle motiver. Personligt vil f.eks. gerne (hvis det skulle blive aktuelt) reddes fra at drukne, selv om den der redder mig udelukkende gør det for at komme i avisen eller vise sig over for sine kammerater. 

Noget lignende kan man sige til dem der påpeger at NATO i mange situationer som ligner den i Kosova ikke vil gribe ind. Bortset fra at det kan diskuteres om situationerne virkelig er sammenlignelige, både med hensyn til karakteren af overgrebene og NATOs muligheder for at forhindre dem, må man sige at det at man ikke hjælper alle vel ikke kan gøre det forkert i det mindste at hjælpe nogle. At man måske burde prioritere sin indsats anderledes – og hjælpe nogle andre – er en anden sag.

Men er det i det mindste ikke betænkeligt at NATO nærmest øver selvtægt, ved at begå brud på den gældende, internationale lov og muligvis sin egen traktat? Kan det ikke føre til at andre magter med mere skumle motiver vil se deres snit til at gøre ligeså? Jeg tvivler på at det kan få udemokratiske magthavere til at handle anderledes end de ellers ville have gjort. De udmærker sig jo netop ved at blæse på internationale regler og konventioner, og finder altid undskyldninger herfor. Men det ville rigtig nok være ønskeligt om den nyfortolkning af folkeretten som NATOs aktion er udtryk for blev formuleret mere præcist og nedfældet i internationale traktattekster. 

Regler og principper har ganske vist ikke værdi i sig selv. De er til for menneskenes skyld. Men de kan være overordentligt nyttige, f.eks. ved at gøre det vanskeligere for det internationale samfund ikke at gribe ind når det har mulighed for at forhindre humanitære katastrofer.

Der imidlertid intet usædvanligt, og heller ikke noget galt i at en sådan ændring i den positive ret i bedste fald vil ske efter at NATO allerede har handlet som om den var gældende. Den skrevne lov har altid måttet tilpasse sig den historiske situation. NATOs aktion har, for så vidt som den måske er illegal, men dog legitim, tydeliggjort behovet for en sådan ændring.

Publiceret 300100