Det uudsigelige

af Torben Slot Petersen

I forårssemesteret 1998 skrev jeg på filosofisk institut, Odense Universitet, bacheloropgaven "Det uudsigelige". Jeg er blevet bedt om kort at opridse de vigtigste ræsonnementer.

I opgaven havde jeg sat mig for at belyse begrebet om erkendelse som det  for mig at se  er brugt i traditionel forstand. Jeg har forsøgt at skitsere, hvad der præcist ligger i begrebet og videre at diskutere konsekvensen af det.

Det store spørgsmål har været: Hvad er erkendelse ifølge, hvad jeg måske lidt vovet har kaldt, "det traditionelle erkendelsesbegreb" og hvilke udsagn kan herudfra siges at repræsentere en erkendelse; om nogle overhovedet?

Erkendelsesbegrebet

Første skridt i besvarelsen af dette spørgsmål har altså været en analyse af, hvad man traditionelt har forstået ved begrebet erkendelse.

Jeg kom frem til at begrebet må betegne en bestemt slags forståelse, en bestemt slags indsigt vi forsøger at opnå i, hvordan universet er indrettet, dvs. en bestemt slags indsigt i ontologi.

For at afgrænse og anskueliggøre denne bestemte indsigt, mener jeg i første omgang at kunne skelne erkendelse fra andre slags indsigter, idet der mht. erkendelse kan argumenteres for, at den altid tilstræber at være entydig.

I modsætning til fx. en æstetisk indsigt, der ligger op til forskellige fortolkninger, dvs. er flertydig, synes erkendelse qua erkendelse, at indebære et krav om entydighed. Sagt på en anden måde: at hvor den æstetiske indsigt i høj grad indebærer noget rent subjektivt, synes erkendelse på helt anden vis at være en akt, hvor et subjekt søger at tilegne sig eller forstå sig entydigt på et, fra det anskuende eller forstående subjekt selv forskelligt, objekt.

Måden subjektet forsøger at anskueliggøre eller forstå sig på et objekt er ikke vilkårlig, men dikteret af den binære logik. Denne betinger subjektets anskuelse eller forståelse, dvs. gør det i stand til at forstå et objekt, og I erkendelsesmæssige henseender forstå et objekt entydigt. 

Den binære logik er tre simple regler, der altså er nødvendige at overholde i enhver entydig tænkning, sproglig omgang med og erkendelse af et objekt. Disse principper er identitets, det udelukkende tredjes og kontradiktionsprincippet og tilsammen danner de forudsætningen og grundlaget for enhver entydig forståelse eller anskuelse, dvs. brydes de, er ingen entydig forståelse mulig og anskuelsen vil være tvetydig. Et simpelt eksempel er, at det principielt er umuligt entydigt at fatte, hvordan noget både skulle kunne eksistere og ikkeeksistere på et og samme sted og tidspunkt.

Hvis et objekt altså skal anskueliggøres entydigt for et subjekt, må den binære logik overholdes og bliver den det vil subjektets forståelse eller anskuelse af et objekt fremstå principielt entydigt og intersubjektivt (forkortet i alle bøjninger som PEI).

Intersubjektiviteten følger naturligt af subjektets entydige  eller hvad man kunne ækvivalere dermed, objektive  anskuelse. Hvis den binære logik trin for trin er blevet overholdt af subjektet, i dets anskuelse af et objekt, vil objektet, som i og med anskuelsen tager form for subjektet, idet subjektet formidler sin anskuelse ligeså entydigt eller objektivt, som det selv har forstået objektet, give en karakteristik af objektet, der er intersubjektiv, dvs. en karakteristik af et objekt, der principielt entydigt ville kunne forstås af ethvert anskuende subjekt.

Det er vigtigt i denne sammenhæng, at lægge mærke til, at når et objekt kommer til syne for et subjekt, er den binære logik betingelsen for dette. Selve denne objektets tilsynekomst for subjektet, eller subjektets anskuelse, sker i kraft af den binære logik og er hvad der menes med begrebet forståelse.

Da den binære logik netop er en betingelse for subjektets anskuelse er det umuligt erkendelsesteoretisk at stille spørgsmål ved de tre principper. Noget sådant ville føre i cirkel. Man ville ikke kunne undgå at bruge de binære principper i udformningen af en evt. kritik af principperne.

Ej heller kan man med rimelighed betvivle det objekt, der ved korrekt brug af den binære logik kommer til syne for subjektet. Vi er nødt til at tilskrive begreberne "sandhed", "kendsgerning" eller "det, der er tilfældet" til dette objekt. Gør man nemlig ikke det, involverer man sig i samme fejlslutning som at betvivle de binært logiske principper. Vi er ikke i stand til entydigt at betvivle objektet, da man i en sådan tvivl vil gøre brug af begreberne "sandhed", "kendsgerning", "det, der er tilfældet" på en måde om objektet, der er kommet til syne i anskuelsen og på en anden måde (i tvivlen) om objektets ontologi "an sich". Således vil man ubændigt involvere sig i et brud med identitetsprincippet (P = P), der bl.a. byder os, at et bestemt begreb i sproget, for at sproget forbliver entydigt, må bruges på samme måde hver gang.

Skulle man betvivle det logisk korrekt tilsynekommende objekt, (et objekt der i anskuelsen har vist sig PEI) krævede det, at man kunne se objektet fra et "Gods Eye View", dvs. en alvidende synsvinkel; at man så at sige kunne komme bagom den binære logik og objektets tilsynekomst (vor erkendelse af objektet) og sammenligne det tilsynekomne objekt med objektet "an sich". Dette er principielt umuligt og en fejlslutning.

Alt i alt må man sige, at hvis det er muligt, at verificere, at et objekt foreligger PEI, så må objektet, som følge af den binære logik og de relationer denne sætter imellem begreberne, defineres som "sandt", som en "kendsgerning" og som "det der er tilfældet"; hvilket også vil sige, at udsagn entydigt referende til objektet kan karakteriseres som absolut og objektiv erkendelse. 

Erkendelsens begrundelse

Opsummeret er det indtil videre fastslået, at erkendelse er en bestemt slags forståelse, nemlig en intuitiv, eller mere tilpasset terminologien, en forstående, en anskuende akt entydigt vejledt af den binære logik. En akt hvor subjektet tilegner sig eller kortlægger noget fra sig selv forskelligt, der i og med denne akt fremstår som objekt.

Ydermere er der argumenteret for, at idet en forståelse eller en anskuelse karakteriseres som erkendelse, er det nødvendigt, at objektet for erkendelsen fremstår PEI for det anskuende subjekt. I sådanne tilfælde kan man tilskrive objektet "sandhed", kendsgerning" eller "det, der er tilfældet".

Videre kan man ikke betvivle et objekt, der fremstår PEI, da noget sådant ville indebære et brud med identitetsprincippet og således fejlslutningen om "The Gods Eye View".

Men betyder dette så, at absolut erkendelse er mulig, dvs. at et objekt, der er PEI anskuet derfor er en absolut kendsgerning?

Ja, for begrebet absolut erkendelse henvender sig til begrebet ontologi, der igen er afhængig af en masse andre fundamentale begreber i vort begrebsnet. Vil vi entydigt bruge begrebet "erkendelse", må vi også sige, at erkendelsen angår "ontologi" og at "ontologi" angår, hvad vi benævner med begrebet "virkelighed". Så i princippet, når vi har, hvad man kalder "erkendelse", affødt af et PEI anskuet objekt, så har vi at gøre med, hvad vi kalder "en absolut ontologisk kendsgerning" eller en "absolut objektiv erkendelse". Vi kan ikke hævde andet, da vi så at sige hænger fast i sproget og tænkningen og aldrig ville kunne komme hinsides.

Men  kunne man nu spørge  hvordan finder man så ud af om et objekt er PEI anskuet?

Hvordan indser vi mao., at et objekt foreligger PEI og at vi derfor har opnået, hvad vi kalder absolut erkendelse?

Ja, det er jo et spørgsmål om evidens, et spørgsmål om, hvorledes man kan verificere, at en anskuelse af et objekt er PEI (dvs. en absolut objektiv erkendelse)  og det vil jeg argumentere for, at man ganske sjældent kan.

Grunden til, at denne verifikation er umulig er, at en sådan også ville kræve et "Gods Eye View" for at komme i stand.

Forklaringen er, at selvom vi principielt ikke kan betvivle et objekt, der for et subjekt foreligger PEI, men må ækvivalere dette med begrebet "sandhed", kan vi naturligvis stadig stille spørgsmål ved om objektet nu også foreligger PEI. Dette er berettiget, idet øjeblik de data der begrunder et givent objekt, ikke begrunder objektet absolut. Eller sagt på anden vis: Idet øjeblik de data på baggrund af hvilke et objekt (en ting eller et sagforhold) har taget form for subjektet, ikke absolut begrundet udelukker, at alternative objekter kunne tage form for subjektet med samme data  dvs. ikke udelukker muligheden for, at subjektet ved tilgang til yderligere begrundelsesmateriale/data (empirisk data) kunne tolke objektet modsat det objekt (ting/sagforhold) der i den hidtidige anskuelse har vist sig  kan det forhold, at et givent objekt fremstår PEI betvivles.

Her kan et ekstremt eksempel på en sådan tvivl være oplysende.

Der er lige blevet brygget en kande kaffe, men jeg har ikke noget at have den i og spørger efter en kop. Min vært svarer venligst, at "koppen står på bordet". Jeg for øje på koppen, men er i det filosofiske hjørne og tænker om min insigt i udsagnets sandhed nu egentlig kvalificerer sig som erkendelse? Kan dette sagforhold (at koppen står på bordet), som refererer til objektet for min anskuelse verificeres som fremstående PEI?

Det mener jeg rent faktisk ikke det kan, fordi selvom jeg forstår meningen med udsagnet og kan konstatere, at det stemmer overens med mine observationer og min handlingsmæssige tilgang til sagforholdet, så udelukker disse empiriske data jo ikke fuldstændigt, at det ikke kunne forholde sig anderledes med sagforholdet. At jeg kan røre, flytte rundt på og se og genkende koppen på bordet udelukker fx. ikke, at hele situationen skulle være en drøm og dermed, at der ingen kop står på bordet i virkeligheden. I dette tilfælde ville udsagnet "koppen står på bordet" ikke betegne et objekt, der for anskuelsen forelå PEI og dermed heller ingen erkendelse. Objektet jeg i sætningen "koppen står på bordet" nemlig refererer til, er noget jeg tager for givet eksisterer bevidsthedsuafhængigt og ikke blot inden i mit hoved. Udsagnet ville, hvis jeg drømte sagforholdet, være tvetydigt, da jeg ville tale om noget der ikke har en direkte reference uden for bevistheden, som var det bevidsthedsuafhængigt eksisterende.  Et eksempel på brud med identitetsprincippet, der ikke kan udelukkes som mulighed på baggrund af de data (empiriske), hvormed jeg mener at kunne slutte, at koppen står på bordet.

Problemet er, at det der verificerer sagforholdet "koppen står på bordet"  det der verificerer mit udsagn om sagforholdet som betegnende et PEI objekt for anskuelsen  det der verificerer, at tingene ikke forholder sig anderledes end jeg forstår dem, ja, det findes ikke inden for det anskuende subjekt selv, dvs. i min bevidsthed, men i det ontologiske faktum, at koppen virkelig også står på bordet. Jeg kan aldrig ved et sådan udsagn, der "kun" er baseret på observation udelukke, at jeg fx. ikke blot drømmer dette sagforhold. Dermed kan jeg heller aldrig fastslå om udsagnet betegner en anskuelse af et objekt, der er PEI, altså om jeg har opnået en erkendelse.

Konsekvensen af dette er, at der for mig kun er en erkendelse mulig, nemlig min egen eksistens. Kun når jeg gør min egen eksistens til objekt for anskuelsen kan jeg vide, at mit udsagn om den, "Cogito'et", "jeg tænker ergo er jeg", er udtryk for et PEI anskuet objekt.

Her forholder det sig nemlig så heldigt, at jeg har tilgang til det begrundelsesmateriale, der verificerer objektet på en sådan måde, at det ikke kan tolkes modsat min hidtidige indsigt, at det er PEI og at indsigten i, at "jeg eksisterer" er en absolut sandhed. Ligegyldigt hvordan jeg forsøger kan jeg jo ikke tænke mig selv væk og udsagnet "jeg eksisterer" må derfor nødvendigvis siges at være en erkendelse, "en ontologisk sandhed", "en kendsgerning" eller "det der er tilfældet".

Selvfølgelig gælder denne sandhed kun for mig. Jeg har ligeså lidt tilgang til andres bevidsthed, som de har til min. Når jeg derfor hører andre hævde, at de også eksisterer, er jeg udelukket fra at erkende dette ifølge det traditionelle erkendelsesbegreb. Jeg ville strengt taget ikke kunne vide om andres udsagn om egen eksistens betegnede et objekt for min anskuelse der var PEI. Jeg kan jo sagtens tænke andre eksistenser væk. Jeg kunne fx. tænke mig, at jeg i virkeligheden eksisterede i en virtual reality verden og at alle mine perceptioner ikke havde noget virkeligt modstykke, andet end at være fiktioner indgivet af elektroder tilknyttet mit legeme fra fødslen. 

For altså at konstatere, at en given indsigt er en erkendelse ifølge det traditionelle erkendelsesbegreb, må jeg besidde et "Gods Eye View", der kan garantere, at objektet for min anskuelse ikke bryder med den binære logik, men er PEI og derfor netop en erkendelse.

Et sådant er imidlertid ikke til at komme i besiddelse af. Den eneste garanti for et udsagns sandhed  for at vi har med erkendelse at gøre, som det traditionelt er opfattet  er konsensus. Dels i troen på, at de empiriske data (objekterne for anskuelsen) er PEI og dels  i længere ræssonnementer  troen på, at den binære logik hele vejen igennem er overholdt.

Med det traditionelle erkendelsesbegreb ser det altså indtil videre ud til, at kun en erkendelse er mulig, nemlig erkendelsen af min egen eksistens. Alt anden erkendelse er pr. definition umulig, da objekterne for anskuelsen, hvortil udsagn entydigt skal referere, i sidste instans ikke vil kunne verificeres som PEI.

Endnu et spørgsmål i rækken udbyder et videre problem. Er det egentligt rimeligt at sige, at noget, der kun er til for det enkelte subjekt kan være erkendelse? Er et yderligere krav i det traditionelle begreb ikke, at en erkendelse qua erkendelse skal kunne formidles? I så fald går det endnu mere galt, for paradoksalt nok bliver intet sigeligt (det der kan siges) mere at betragte som erkendelse!

Men hvad så med mine egne udsagn  det som artiklen fx. hævder her  er det heller ikke erkendelse? Relativerer jeg ikke mine egne udsagn med disse påstande?

Jo, ifølge det traditionelle begreb relativerer jeg ganske rigtigt mine udsagn og det skrevne kan således ikke betegnes som erkendelse. Jeg kan ikke vide om erkendelsen, som i denne min anskuelse har været objekt, foreligger PEI  den er jeg helt med på. Men det er jo også hele balladen med et begreb om absolut erkendelse og understreger kun min pointe ydermere. Vi kan ikke have et erkendelsesbegreb, hvor alt eller næsten alt ender med at blive uudsigeligt.

Publiceret 010799

Regarding insights

- Appendix to the idea of insight as sketched out in the article "Det uudsigelige", by Torben Slot Petersen.

§1 An insight is qua insight regarding something definite. This is the same as saying that an insight is an insight in something – in something definite – thus also that an insight defines something for us, and that a definition is the making of something definite. In order to define something a differentiation is necessary. One has to differentiate that particular object what needs to be defined from everything else. Thus presupposes every insight a differentiation of reality.

§2 A differentiation is a classification in differences. One obtains insight in something by seeing something as different from all else. In this process of differentiation a thing becomes definite. All knowledge and insights rest on such differentiations. By insights is meant all that has some sort of significance to the individual; i. e. mathematical, poetic, phenomenological insights. By insights I also mean something which goes beyond the limits of what can be described and what we are a 100% conscious about. The significance of a non-intentional feeling of anxiety for instance, however untouchable it may be, is stated in the fact that it means something to us. If it weren't so, we couldn't have given this state of being a name in the first place. Thus anxiety is also differentiated. And thus differentiation also reaches beyond the distinction of subject and object.

  The reason for example that one cannot obtain insight in Tao is, that Tao is totally undifferentiated. One cannot know Tao, because to know Tao would mean to get to know Tao by a process of understanding or of obtaining the insight. But as all thinking is differentiating/determinative and because Tao pr. definition is undifferentiated/indefinite, Tao isn't knowable.

§3 An insight = a process of differentiation, that again = the ground or the premises of a given insight. By premises I mean the ontological facts that grounds a given insight, and the ability to make syntheses or conclusions, which is intuition. This again whether we are fully conscious about the premises or not.

  A specific kind of insights are those that are meant to be totally unambiguous. An attempt of such is the realization in the statement: "The cup is on the table". This statement finds its justification, no more and no less in the fact that the color and the shape of the cup is to be distinguished from the table and the rest of the room, plus of course, that we can recall in our memory the objects distinguished and have a language to state the relationship of the objects in.

§4 Without any form of differentiation no insight is possible.

  This goes for all insights. The aesthetic insight (or what in this terminology means the same as the aesthetic experience) is also not present undifferentiated. The differentiation of reality as it takes place when a spectator views and obtains aesthetic insight in a work of art, shows itself in the fact that the work of art has a definite effect on the spectator, a specific meaning to the viewer. This fact – that the piece of art has a certain and definite effect on, a certain and definite quality to the spectator – proves that the insight is differentiated. The fact that the spectator feels something about or sees something in the work of art and that he or she can compare what is seen or felt to other sights or feelings, and for instance say that he or she finds the work of art beautiful or ugly or whatever, proves that the insight is definite and called forth on the basis of a differentiation.

  It is my claim that every insight is reached on the basis of differentiation. Both those based on the subject/object distinction – i.e. scientific and philosophical insights – and those that are not.  That all understanding of whatever it might be is reached on the basis of differentiation. That the process of understanding = a process of differentiation, where the thing one deals with stands forth with a certain quality or certain qualities that are definite. We can only understand something when it doesn't hold all qualities at once, and when that on which our attention is directed has qualities which can be distinguished from other qualities.

 I would go so fare as saying that if an experience or insight is undifferentiated, like they say Tao is, it is not an experience or insight or something to be understood at all – it would be something beyond the limits of our understanding or insight. We could not even call it "a something", since it would burst through all the barriers of language.

§5 The principle of differentiation shows itself in the process of understanding or obtaining insights.

  It is when we have already understood or obtained an insight that we can become self-conscious about it - look upon it and see that couldn't have entered our minds undifferentiated.

§6 The principle of logic shows itself in the principle differentiation. It is contained in the principle of differentiation as differentiation is contained in reality.

The basis of logic is the principle of contradiction:

a)The ontological version: A "something" (this term covers concepts as "a quality of an experience", "a thing", "a construction of things", "something ineffable indicated in an ambiguous metaphor", a non-intentional state of being) cannot both exist and not-exist at the same time.

b)The epistemological version: An object of insight cannot both have and not-have one and the same attribute at the same time.

From the principle of contradiction the rest of the principles of the dual logic arises.

§7 The total obeying of the principle in matters of inference implies the most unambiguous conclusion to be draw from the premises that grounds the inference; this written here should be an example on it, although the truth itself of a given matter is what I mean. The total dissolving of the principle on the other hand = the total meaninglessness; like the concept of Tao is an example of. To the understanding of the language of art one must say that although a piece of art often is ambiguous, it's not so totally. There is always a definite frame of interpretation to it or better a definite spectrum of feelings attached to the experience of it or more general to the insight in it. If this were not so, the piece of art would mean nothing to us – it would be as empty as the concept of Tao.

§8 The principle of logic – as Wittgenstien taught us – as the principle of differentiation, is in itself empty. In itself it means nothing. Its gets its meaning only in relation to the process of understanding. The thing is, that when one wishes to describe a basic principle of understanding, the principle of differentiation and contradiction shows itself in the fact that every time one understands something, one understands this something as something definite – meaning that one would not be able to understand anything if this definiteness dissolved, as is the case when one stands in front of a contradiction or something totally undifferentiated, which  is the total ambiguousness or meaninglessnes.

§9 Both principles are presupposed in every insight. They cannot be justified, because in such a justification one would use the principles to justify it with, which is circular. All mentioned above is not justifying the principle, just ways of saying that there is no way around them. Another way of getting a notion of the universal validity of the principles is by considering, that if one denies any of the principles, one would contradict oneself and not even be able to understand one's own denial of the principle as the denial would be meaningless, self-relativating and absurd.

§10 Logic and differentiation is not the only principle leading to insights. The principle of differentiation contains the principle of logic as a necessary subset, but these principles do not stand alone when it comes to realization. The mode of perception is just as necessary for gaining insights, as obeying the principle of contradiction is. Without perception, we would have nothing to differentiate and no contradictions to avoid. But I think it is just to say, that if one wishes to describe what understanding is, it'll on the basic scale be by means of differentiation, perception and logic.

 Appendix publiceret 230400